**Dagbog**
Jeg sidder her med en sovende lille Freja i mine arme og kan ikke rive mig løs fra vinduet. Det er gået en time, siden Anton forlod os. Han kom hjem fra arbejde tidligere, men i stedet for at hilse på mig, begyndte han at pakke sine ting.
“*Hvor skal du hen?*” spurgte jeg forvirret.
“*Jeg går.* Jeg forlader dig for en anden kvinde.”
“*Anton, er det en joke? Er der sket noget på arbejdet? Skal du på forretningsrejse?*”
“*Kan du ikke fatte det? Jeg er træt af dig. Alt handler kun om Freja. Du lægger ikke mærke til mig længere, du gør dig ikke umage for dig selv.*”
“*Rolig, du vækker Freja.*”
“*Der kan du se! Altid Freja. Din mand forlader dig, og du…*”
“*En rigtig mand forlader ikke sin kone og sit barn,*” sagde jeg stille og gik ind til Freja.
Jeg kender hans temperament. Hvis jeg fortsætter diskussionen, bliver det et skænderi. Allerede var der tårer i mine øjne, men dem ville han ikke se. Jeg tog Freja fra hendes vugge og gik ud i køkkenet. Der ville han ikke komme han havde intet derinde at hente.
Gennem vinduet så jeg, hvordan han kørte væk. Han så sig ikke engang tilbage. Men jeg kunne ikke rive mig væk. Måske håbede jeg, at bilen pludselig ville dukke op igen, og han ville sige, det hele bare var en dum joke. Men det skete ikke.
Hele natten lå jeg vågen. Jeg havde ingen at ringe til, ingen at dele min sorg med. Min mor har ikke haft brug for mig i årevis. Hun var lykkelig, da jeg giftede mig, men glemte mig næsten med det samme. For hende har det altid kun været min lillebror, der betød noget. Jeg har veninder, men de er også mødre hvad kunne de gøre?
Jeg faldt først i søvn ved daggry. Jeg prøvede at ringe til Anton, men han afviste opkaldet og sendte en besked om, at jeg ikke skulle forstyrre ham mere.
Lige da begyndte Freja at græde. Jeg gik ind til hende. Jeg må ikke falde sammen nu. Han er væk så være det. Jeg har Freja, og hun har brug for mig. Jeg må tænke på, hvordan vi skal klare os.
Da jeg tjekkede mine penge, blev jeg rædselsslagen. Selv hvis jeg bad udlejeren om at vente med huslejen til min kontanthjælp kom, ville det ikke være nok. Og så skal vi jo også spise. Jeg kunne arbejde hjemmefra, men Anton tog sin bærbare med.
Jeg havde to uger til at finde en løsning. Men allerede da jeg ringede rundt til bekendte, blev det klart: ingen ville ansætte en mor med et lille barn. Selv til at gøre rent skulle jeg have nogen til at passe Freja i et par timer og det havde jeg ikke. At flytte til en billigere lejlighed hjalp heller ikke. Den eneste udvej var at tage hjem til mine forældre. Men min bror boede der allerede med sin kone og deres tvillinger fem mennesker i en toværelses. Hvor skulle Freja og jeg bo?
Jeg fortalte udlejeren, at vi ville flytte, når lejemålet udløb. Jeg var helt ude af mig selv. Ja, jeg kunne leje et værelse i et kollegie, men naboerne var ikke noget at råbe hurra for. Jeg skrev til Anton og bad om penge til Freja, men han svarede ikke. Han havde åbenbart blokeret mig.
Fem dage før vi skulle flytte, begyndte jeg at pakke. Der var ikke meget, men det var godt at have noget at give sig til. Så ringede det på døren.
Jeg stirrede forvirret. Der stod min svigermor, Birthe.
“*Har jeg virkelig flere problemer nu?*” tænkte jeg, mens jeg lukkede hende ind.
Birthe og jeg har altid haft et anstrengt forhold. Vi smilte til hinanden, men i virkeligheden kunne vi ikke lide hinanden. Allerede første gang vi mødtes, lod hun mig forstå, at hun ikke brød sig om mig. Som så mange mødre mente hun, at hendes søn kunne gøre det bedre. Derfor sagde jeg straks, at vi ikke kunne bo sammen.
Når hun kom på besøg, var det som i de der vittigheder: “*Har du overhovedet gjort rent her?*” Og maden jeg lavede, spiste hun ikke det var kun godt nok til svin, sagde hun. Da jeg blev gravid, blev hun lidt bedre, men da Freja blev født, påstod hun, at barnet ikke lignede familien og at Anton burde tage en faderskabstest.
Først da Freja blev seks måneder, begyndte Birthe at genkende familietræk i hende og tog hende lidt i sine arme. Anton forsøgte at berolige mig: “*Min mor opdragede mig alene, derfor er hun så beskyttende.*”
Og nu stod hun i min entré lige efter Anton var gået. Måske ville hun bare gøre mig endnu mere ulykkelig. Men jeg var ligeglad lige nu.
“*Pak dine ting. I kan ikke blive her,*” sagde hun.
“*Birthe, jeg forstår ikke…*”
“*Hvad er der ikke at forstå? Pak. I flytter ind hos mig.*”
“*Hos dig?*”
“*Hvor skulle I ellers hen? Til din mor, hvor der allerede er for mange?*”
“*Ved du alt?*”
“*Selvfølgelig. Jeg fandt først ud af det i dag, da den dumrian fortalte det. Jeg har en treværelses. Der er plads til alle.*”
Jeg havde intet valg.
Da vi ankom til Birthes hus, var jeg bange. Men hun viste os et værelse til Freja og mig. Da jeg havde pakket lidt ud og lagt Freja til at sove, gik jeg ud i køkkenet.
“*Lene, jeg ved, vores forhold ikke har været godt. Men forstå mig og hvis du kan, så tilgiv mig.*”
“*Du ønskede kun det bedste for din søn.*”
“*Det bedste?*” afbrød hun. “*Jeg har været en egoist. I dag ringede han og fortalte mig alt. Tilgiv mig også for, at jeg har opdraget sådan en søn. Jeg ved ikke, hvor jeg gik galt. Hans far forlod os, da Anton var tre måneder gammel. Han burde vide, hvor hårdt det er for en mor at stå alene. Men han gjorde det alligevel. Bliv her, så længe I har brug for det.*”
Jeg havde aldrig troet, Birthe ville stå på min side. Jeg kunne ikke sige et ord kun tårerne dryppede ned på bordet.
“*Græd nu ikke,*” sagde hun strengt.
“*Det er af taknemmelighed.*”
“*Det behøver du ikke. Se det som min måde at gøre tingene godt igen. Vi klarer os. Vi har et tag over hovedet. Når du skal arbejde, passer jeg Freja.*”
Fra den dag blev vi uadskillelige. Ja, Birthe kunne godt blive streng, men hun stoppede sig selv. Hun hjalp med råd i stedet for at skælde ud.
I dag fyldte Freja et år. Vi havde pyntet med balloner, og der duftede af æblekage.
“*Lene, se! Hun går sine første skridt!*” jublede Birthe.
Vi greb Freja, da hun faldt på numsen nok skridt for i dag.
Da vi satte os til bords, ringede det på døren. Birthe åbnede og stod ansigt til ansigt med Anton og en fremmed kvinde.
“*Hej, mor,*” sagde han ligegyldigt og skubbede sig forbi.
“*Hvad laver du her? Du har ikke hørt fra dig i fem måneder.*”
“*Jeg kan da godt besøge min mor?*”
“*Pludselig? Der må være noget galt.*”
“*Mor, det er dyrt at leje. Angela og jeg vil bo her.*”
“*Angela? Hvem er hun?*”
“*Mor…*”
“*Der er ikke plads. Jeg bor ikke alene.*”
“*Har du fået en kæreste?*”
“*Selvom jeg havde, var det ikke din sag. Pas på dine ord.*”
Anton gik ind og så mig og Freja ved festbordet.
“*Søn, du hører ikke til her. Vi har travlt.*”
“*Hvad laver hun her?*”
“*Hun er stadig din kone. I bliver skilt i morgen, selvom du ikke møder op. I dag er det din datters fødselsdag men det har du glemt, hva?*”
“*Jeg troede, vi allerede var skilt. Og måske er hun slet ikke min datter?*”
“*Hvis du kom, ville det være afklaret. Men nu bor Lene og Freja her, og forrædere er ikke velkomne. Hvis du tvivler, så lav en faderskabstest. Men du taber bare dine penge. Gå nu.*”
“*Mor, hvis jeg går nu, er det for altid.*”
Birthe svarede ikke. Hun pegede bare på døren.
Da Freja sov, gik jeg ind til Birthe.
“*Mor, hvordan har du det? Skal jeg gå? Han er jo din søn.*”
“*Jo, Lene, han er min søn. Men man behandler ikke sit barn sådan. Han kan få mange koner, men børn… Selv når man skilles, skal man hjælpe. Han vidste, hvordan vi havde det. Jeg tilgiver ham ikke, før han indser det.*”
Fire år senere:
“*Lene, hvor længe vil du skjule din kæreste for mig?*”
Jeg rødmede. Jeg havde ikke troet, hun vidste noget.
“*Hvad glor du sådan for? Kom nu, introducér ham.*”
“*Er du sikker?*”
“*Bare han er god mod dig og Freja.*”
Birthe var til vielsen mellem mig og Mads. Hun kunne godt lide ham ansvarlig og tydeligt forelsket i mig.
“*Tro ikke, jeg stopper med at hjælpe med Freja,*” sagde hun til brylluppet.
“*Mor, jeg ved, hvor meget du elsker hende og hun dig.*”
Da Mads og jeg fik en søn, sagde Birthe, at han også var hendes barnebarn. Ingen protesterede. For mig var hun allerede mere mor end min egen nogensinde havde været.
Anton giftede sig med Angela og flyttede væk. Birthe hørte kun om ham gennem slægtninge, at han havde det godt. Ja, han sårede hende men han var hendes søn. Hun ville altid holde øje med ham.
Men nu er hun glad for at have en datter og to børnebørn. Indtil videre. For der er masser af kærlighed til flere.
