“Lene, Leen…” råber en dreng med en cykel under vinduet af en femetages bygning, hvor hoveddøren hænger løst i sine hængsler. Han kigger op og kalder på nogen.
“Lene, Leen…”
“Jeg skal nok give dig noget at råbe for,” brummer en mand i en blå t-shirt, der stikker hovedet ud af vinduet. “Skrid!”
“Det var ikke dig, jeg råbte på… Lene!”
“Hvad foregår der?” En kvinde i natkjole og hårruller kigger ud af et andet vindue. “Det er lørdag! Folk vil sove.”
“Hold nu kæft,” råber en høj, skaldet mand. “Jeg har ikke sovet hele natten og lige fået et øjebliks fred!”
“Lene, kommer du snart?”
Døren knirker, og en pige træder ud i sollyset. Hun har en let kjole på og en netpose med noget indpakket i bagepapir.
“Hej, hvad tog så lang tid? Sov du over dig?”
“Nej, jeg lavede smørrebrød,” svarer hun roligt og lægger posen på bagagebærgeren. Så sætter hun sig på stellet, og drengen svinger rundt og tramper i pedalerne.
“Unge banditter!” råber den nervøse mand.
“Lad os nu sove!” lyder det fra et andet vindue.
“Sov bare!” råber drengen, mens de kører forbi igen. “Det er lørdag morgen hvad vågner I for?”
Med latter forsvinder de fra gården.
Drengen tramper af alle kræfter, og snart er de ude af byen, på en markvej.
“Lene, er du træt?”
“Nej, og du?”
“Også nej,” svarer han og fortsætter.
De falder i græsset af grin, da hjulet punkterer, og cykelen vælter.
“Åh nej, hvad gør vi nu, Lasse?”
“Ved ikke,” siger han, mens han ligger i græsset. “Måske bliver vi her for evigt.”
“Åh, Lasse!”
“Ja? Vi bygger en hytte, fisker i åen, griller dem på bål…”
“Hvor får vi kul fra?”
“Vi laver et bål.”
“Og fyrstikker, Lasse?”
“Vi gnider pinde sammen… eller låner af fiskerne.”
“Åh…”
De griner og lægger sig tilbage.
“Lasse, se den sky… den ligner en tekande.”
“Ja, og nu ligner den en hund.”
De ligger længe og kigger på skyerne.
“Skal vi bade?”
“Ja!”
De løber ned til åen, og efter badet tørrer de sig i den varme, gule sand.
“Lene, hvad vil du blive, når du er stor?”
“Jeg skal nok gennemføre skolen, komme på universitetet, få et job. Og du?”
“Jeg gifter mig med dig og bliver rig. Eller omvendt… i hvert fald de to ting.”
“Åh, hold op…”
“Du har ret, det er ikke nok. Jeg skal også i militæret og få et job, før du gifter dig med en anden.”
Lene griner.
“Hvem skulle det være?”
“Nå, f.eks. Viktor. Jeg så dig sidde og fnise med ham… I sad tæt.”
“Vi lavede en vægavis! Hvad snakker du om?”
“Intet… Men husk, jeg tager dig fra hvem som helst.”
***
Lørdag morgen. Sommerens fred bliver brudt af en motorcykels drøn.
“Lene, Leen…”
“Bandit!” råber en kvindestemme fra et vindue.
“Lad os sove!”
“Hold nu op…”
“Lene! Det var ikke jer, sov nu. Det er lørdag morgen!”
Den vakkelvorne dør smækker, og en pige træder ud i solen.
“Hej. Sov du over dig?”
“Hej, nej, jeg lavede smørrebrød.”
“Kan I ikke tale lavt?” lyder det fra et vindue.
Lasse rækker hende en hjelm, hun tager den på og sætter sig bagpå motorcyklen, holder ham fast.
“Uforskammethed!” råber en mand med mange års søvnløshed.
Lasse giver gas og råber, at de skal sove, før han kører væk.
De passerer byen, kører ud på landevejen og ned ad en marksti.
“Er du okay? Ikke træt?”
“Nej,” svarer Lene og klamrer sig til ham.
Vinden river i hendes hår, og tårer blæses væk.
Lasse standser motorcyklen, og Lene hopper af, strækker benene.
De lægger sig i græsset og kigger på himlen.
“Se, Lasse… den sky ligner to katte…”
“Ja, og den der ligner en motorcykel.”
“Skal vi bade?”
“Ja!”
De bader, ligger i det varme sand og kysser, indtil de bliver svimle.
“Lene…”
“Hm?”
“Jeg skal i militæret… Vil du vente på mig?”
“Militæret? Hvornår?”
“I morgen. Brevet kom.”
“Hvorfor sagde du ikke noget?”
“Vidste det ikke,” siger han og trækker på skuldrene.
“Er det derfor, du ikke startede på studiet?”
“Græd nu ikke… Jeg tager det efter militæret, og så gifter jeg mig med dig. Du gifter dig vel ikke med Viktor?”
***
Lene står på perronen og venter på toget.
Soldaterne strømmer ud.
“Lasse, min dreng!” En kvinde klamrer sig til en høj, smuk soldat. Hun er ved at besvime. “Hjemme… endelig hjemme.”
Faderen trykker hans hånd. Den lillesøster hænger om halsen på ham med tårer i øjnene.
Lasse kigger rundt efter den eneste, han vil se.
Der står hun, med hænderne foldet foran sig. Han skubber sig gennem mængden og når frem til hende.
“Lene… græder du?”
“Af lykke, Lasse…”
“Der kommer mere lykke.”
Selvom søsteren ser fornærmet ud, moren presser læberne sammen, og faderen gryntter, er han kun hos hende… den, han har elsket siden barnsben.
***
“Søn, det er så tidligt… Du er lige kommet hjem. Hvad med studiet?”
“Jeg er kommet ind, mor… og jeg gifter mig.”
“Med hende? Hun er desperat efter at binde dig.”
“Mor, hun er nitten. Jeg vil ikke have andre. Kun hende.”
“Det er for tidligt!”
“Far, du blev også gift, da du kom hjem.”
“Vi reddede dig fra at drukne dig selv med dine venner!”
Lasse smiler og går ud, lukker døren stille.
***
“Jeg har fået en søn! En søøn!” Lasse stormer ind til sine forældre. “Mor, far… en søn!”
Moren græder af lykke. Faderen tørrer en tåre væk.
“Jeg har en nevø!” råber søsteren.
Fem år senere kommer en datter en lille prinsesse.
***
“Søn… Far siger, du sagde dit job op? Hvordan skal I klare jer?”
“Mor, jeg gad ikke arbejde for ingenting. Det skal nok gå.”
“Støttede Lene den dumme idé? Der var da stabilitet.”
“Jeg vil have, at mine børn skal leve ordentligt. Jeg vil ikke have, at de skal dele en chokoladebar.”
“Vi levede uden slik…”
“Tiden er anderledes nu. Det skal nok gå.”
Og det gjorde det.
Ikke med det samme. Der var op- og nedture.
Nogle gange ville han give op, men Lene var der, roligt smurte hun smørrebrød.
Hun rækker ham en guitar.
“Lene, hvad?” Han bider tænderne sammen for ikke at råbe.
“Lasse… når det er svært, skal vi synge. Så går det bedre.”
“Jeg vil længe ride min cykel…” synger de blødt.
Lene græder, når han ikke ser det. Han ved det, men lader som ingenting.
De klarede det. Nu lever de, som mor siger, “i smør og guld.”
Men Lasse begynder at føle, at livet mangler noget. Han har alt penge, hus, børn på vej.
De rejser verden rundt.
Men han længes efter nye følelser. En ven inviterer ham i sauna.
“Kom nu… det er ikke bare saunaen.”
“Lasse, vi skal til teater. Billetterne er købt.”
“Jeg kan ikke, Lene… arbejde.”
Han lyver for første gang og føler sig som en skurk. I saunaen sidder han med et surt ansigt.
En kvinde nærmer sig, smuk og velklædt.
“Lad os gå. Jeg kan heller ikke lide det her.”
“Hvorfor kom du?”
“Nødvendighed.”
Ude fortæller hun, at hun har en søn, en mand, der ikke arbejdede, og nu klarer hun det selv.
“Jeg sparer op og rejser… eller finder en som dig.”
Hun er ærlig, klog, åben. De vandrer hele natten i parken, taler. Hun fortæller alt, han lytter.
Hjemme går han rundt som i en drøm.
Han mødes med hende igen, denne “tiltalende plage.”
En måned senere kommer han hjem til en stille lejlighed.
Han ringer til børnene, spørger forsigtigt efter Lene. Ingen har set hende.
Han møder den anden kvinde en sidste gang.
“Undskyld… Jeg elsker min kone. Du var en frisk pust. Må du finde lykke.”
“Tak. Jeg misundte hende… men I skal holde sammen. Skal jeg fortælle hende sandheden?”
“Nej, jeg gør det.”
***
Lene sidder i sin forældres køkken. Hun har brug for ro.
Hun smørrer smørrebrød, langsomt.
“Lene! Leen!” råbes der udenfor. En motorcykel drøner.
“Kan I ikke sove?”
“Uforskammet!”
“Hold nu op…”
“Jeg vil længe ride min cykel…” synger Lasse under vinduet.
Døren smækker, og Lene træder ud. Hun tager hjelmen på og sætter sig bagpå.
De kører gennem byen, ned ad markstierne, gennem en eng fuld af blomster som i en fjern fortid.
“Lene, er du træt?”
“Nej…”
De lægger sig i græsset, armene udbredt.
“Se, den sky ligner et skib.”
“Ja, og dér sidder en bedstemor og drikker te.”
“Lene…”
“Ja?”
“Undskyld.”
“Har du gjort noget galt?”
“Nej, men jeg sårede dig.”
“Jeg tilgiver dig.”
“Det sker ikke igen.”
“Hvad?”
“At du synger alene. Sang du?”
“Ja.”
“Jeg også. Lad os synge sammen.”
“Ja.”
“Jeg vil længe ride min cykel… …med dig ved min side, hvor vinden bærer vores stemmer ud over markerne, og tiden står stille. Solen skinner, og verden føles igen som den gjorde den første morgen. Lene læner hovedet mod hans skulder, og de synger videre, lavt og tydeligt, indtil alt andet forsvinder.
