En særlig forbindelse
Lasse var sikker på, at han lige skulle have en omgang af sin egen mor, ikke af bølle-Bjarke, men af hende selv.
Han gik hjem og forsøgte at fløjte, men hans hjerte knugede sig sammen. Det blev en tur med bæltet, det kunne han mærke.
Tante Mette, mors bedste veninde, havde set ham med en cigaret. Han kunne selvfølgelig lyve, sige, at nogen bare havde givet ham den, men! Tante Mette havde set ham med den i munden. Hvad skulle han sige til sin mor?
“De skubbede den i min mund, altså, bare for at jeg skulle prøve at ryge?”
Lasse lod som om, han ikke havde set tante Mette, og hun, tak til hende, råbte ikke eller gav ham en lussing. Hun kiggede bare skarpt på ham og gik videre.
Men Lasse var ikke dum. Han vidste godt, at tante Mette allerede havde meldt ham, og at mor ventede med bæltet i hånden. Han var allerede på sin tredje omgang rundt om huset, da han så bedstemor.
Nå, så kom det tunge skyts. Forbudt taktik. Nu skulle bedstemor begynde at græde, fortælle om, hvordan hun, en anerkendt lærer fra Danmark, havde opdraget hundredvis af børn, men sin egen barnebarn havde hun svigtet.
Hvor skamfuldt det var… hvor bedstefar, oldefar og alle deres forfædre vendte sig i graven.
Da Lasse var lille, var han bange for de ord. Han forestillede sig jorden, der hævede sig, når de vendte sig derunder.
Men en dag gik det op for ham, og da bedstemor igen nævnte de vendende forfædre, sagde han bare: “Det er da godt, de rører sig. Så får de ikke liggesår som Jensens bedstemor.”
Bedstemor greb sig om hjertet. Mor begyndte at grine så vildt, at hun glemte at give ham bæltet og fik selv en karklud i hovedet af bedstemor.
Nu stod Lasse og så bedstemor komme farende.
“Hvad laver du her? Hvorfor er du ikke hjemme?” spurgte hun, men det var, som om det var hende, der var blevet taget med en cigaret. “Har du skændtes med din mor?”
“Nnej… jeg har ikke engang været hjemme endnu.”
“Hvad mener du? Hvor har du været hele tiden?”
“Fra skole til fodbold, og så… gik jeg hjem.”
“Nå, nå…” Her kommer det, tænkte Lasse. Nu vil hun spørge om åndeprøve. “Hvad er det her? Hvorfor er dine hænder røde? Hvor er dine vanter? Hvor?”
“De er hjemme, bedste.”
“Hjemme? Hvorfor? Hvorfor har din mor ikke sørget for det? Nå, så vis mig dine fødder.”
Bedstemor trak hans bukseben op og begyndte at jamre.
“Hvad er det her?”
“Hvad, bedste?” Lasse blev bange.
“Hvad er det? Hvorfor er dine ankler røde, og hvorfor har du ikke uldne underbukser på? Og hvor er dit halstørklæde?”
Lasse kunne dø af skam. Og så så han, at Bjarke stod og kiggede på det hele fra en port. Hans røde hætte lyste. Nå, men bedstemor hvem havde bedt hende om det? Hvad var der galt med hende?
Måske havde hun den der… hvad hedder det… demens? Normalt var hun jo klar i hovedet.
“Bedste… hvad er fem gange fem?”
“Femogtyve,” sagde hun forvirret.
“Hvad er hypotenusens kvadrat?”
“Summen af kateternes kvadrater… Lasse? Hvad foregår der? Har du ikke lært dine lektier? Har hun ikke tjekket det? Det her accepterer jeg ikke. Kom nu!”
Var bedstemor på hans side? Kunne han undgå mors skældud? Var han i et parallelt univers, eller var verden overtaget af robotter?
Var det overhovedet bedstemor?
“Bedste, hvilken side har mit ar fra blindtarmsoperationen?”
“På højre side. Hvilket ar? Du har aldrig fået fjernet blindtarmen.”
Nå, men det var hende…
De gik hurtigt hjem. Bedstemor trak ham i hånden og pustede.
Mor var hjemme. Der lugtede lækkert fra køkkenet. Hun var i sin bedste kjole, med krøller i håret og nye øreringe. Og… hun gik i høje hæle derhjemme. Hvad foregik der?
“Lasse…” Mor krammede ham. “Kom, tag overtøjet af, vask hænder, vi skal spise. Mor, spiser du med?”
“Hvorfor vander drengen rundt på gaden? Vil han ikke hjem? Selvfølgelig… byttet dit eget barn væk for det dér… hvor er hans vanter? Hvor er uldbukserne? Det er koldt! Men det rager dig jo ikke… hvad skal du med et barn? Du har jo…”
“Mor, stop. Vil du spise med os?”
“Nej! Jeg sætter ikke mine ben her igen, forstået? Og ved du hvad?”
Hun vendte sig mod Lasse. “Saml dine ting, min dreng. Du skal bo hos mig nu.”
“Hvorfor, bedste?”
“Du skal bo hos mig, Lasse. Kom nu.”
“Nej tak…”
Lasse tænkte på, hvor meget bedstemor ville plage ham. Nej tak.
“Mor, Lasse bor herhjemme. I sin lejlighed. Med sin familie.”
“Hvor er hans lejlighed? Du… du har byttet alt væk. Lasse, kom nu.”
“Mor, hvis du ikke stopper, så… så bliver jeg nødt til…”
“Til hvad? At smide din mor ud?”
“Ja!”
“Åh, du… utaknemmelige… Jeg plejede og passede dig, og så… Du er…”
Mor afbrød hende ikke. Lasse så noget utroligt.
Mor greb bedstemor og skubbede hende ud på trappen, smækkede døren.
Bedstemor råbte, at hun ville ringe efter politiet og få Lasse med sig, at mor kunne leve, som hun ville. Noget med en fængselsbetjent.
Mor trak Lasse ind i stuen, hvor… en fremmed mand sad og stirrede på ham.
“Lasse… jeg lyver ikke. Det her er din far.”
Bedstemor hylede udenfor. Mor stod med hænderne langs siden. Manden rejste sig høj, tynd, med Lasses øjne.
Rækte en usikkert hånd frem.
“Hej… søn.”
Lasse vaklede baglæns, mod døren.
“Men… du sagde, han var død…”
“Anne…” manden så bedrøvet på mor.
“Det var ikke mig, Bo. Det var mor. Hun sagde, det var bedre for ham at tro det, end at vide…”
Døren blev hamret på.
“Åbn, politiet!”
“Anne, skal jeg gå?”
“Nej, nu er det nok. Lasse, vi forklarer alt, hører du? Vær ikke bange…”
Mor åbnede døren.
Ind kom en hysterisk bedstemor, en betjent og naboer.
“Hvad foregår der? Vi har modtaget en anmeldelse…”
“Ingen ting. Vi skal til at spise. Min mand er kommet hjem fra Grønland. Vores søn.”
“Men… Deres mor…”
“Han er en undsluppen fange! Anhold ham! Lasse, kom her, han gør dig ikke noget!”
“Mor, hold op med det show.”
“Kan vi se Deres papirer?” spurgte betjenten.
“Selvfølgelig.”
“Har du været dømt?”
“Nej. Jeg har arbejdet i Grønland i mange år…”
“Undskyld…”
“Anhold ham! Han ødelagde min datters liv, hun kunne have fået…”
“Mor, hold op med at gøre mig til grin.”
Mor lukkede døren.
Hans far? Han havde en far? Lasse havde levet 11 år uden ham. Hvorfor havde han brug for ham nu? Han havde mor, bedstemor og… en levende far. Men bedstemor havde sagt, han var… Lasse stod stille midt i stuen, blikket fæstnet på manden, der rødmede og så ned på sine hænder. Det var, som om tiden stod stille. Han huskede pludselig en drøm en mands stemme, en kæmpestor hånd, der løftede ham op, før alt blev sort. Var det virkelig ham? Mor sagde noget, men han hørte det kun gennem et tåget slør. Far levende. Ikke død. Ikke en myte. Ikke en skygge. Men her. Nu. Med rynker ved øjnene, som lignede Lassemors. Og så, uden at tænke over det, gik han et skridt frem. Så endnu et. Og så sagde han, lavt: “Sig noget… noget, kun vi to kunne vide.” Manden så op. Smilede svagt. “Du var bange for gnavne, Lasse. Alle dage i sommerferien hos farmor. Vi gemte os i køkkenet og spiste solbær… uden at hun fik det at vide.” Lasse hostede det var gråd, der brækkede sig ud. Og så faldt verden på plads.
