Vi mødtes i skolen, Katrine og jeg. Det var i syvende klasse, da hun flyttede til vores kvarter. Jeg havde ingen veninder i klassen. De fleste piger hang ud omkring skolens skønhed, Lise Mikkelsen, hvis far var professor. Resten af os, inklusive mig, forblev selvstændige.
Jeg bukkede ikke under for Lise, men skændtes heller ikke jeg holdt mig neutral. Mens Lises gruppe undersøgte den nye pige og hendes baggrund, tog jeg Katrine under mine vinger. Selvfølgelig advarede jeg hende om Lise og hendes flok.
“Hvorfor er du alene? Protesterer du?” spurgte Katrine.
“Næ, jeg er bare mig selv. Jeg har det fint alene. Men du bestemmer selv. Hvis du vil være venner med dem, bliver jeg ikke sur.”
Katrine valgte at blive venner med mig. Ingen drillede os de lagde knap nok mærke til os. Jeg viste Katrine rundt i skolen, fortalte om lærerne og klassekammeraterne. Kort sagt, jeg introducerede hende for klasse- og skolelivet. For øvrigt endte skønheden og professor-datteren ikke som akademiker hun arbejdede i en butik. Jeg så hende engang, og hun lod som om, hun ikke genkendte mig.
Katrine var dygtigere end mig og endda smukkere, syntes jeg. Som teenager er man aldrig tilfreds med sig selv. Jeg følte mig for tyk, mine bryster var for store, og mine ben for korte. Mit hår krøllede sig og strittede i alle retninger. En grim ælling. Katrine havde glat, blondt hår, blå øjne, perfekt størrelse på brysterne og lange, slanke ben.
Først mange år senere indrømmede Katrine, at hun altid havde syntes, jeg var smuk, og at hun havde været misundelig på mig.
Vi blev så tætte, at vi snart var uadskillelige. Vi drømte endda om at søge ind på samme universitet. Men Katrines mor overtalte hende til at læse økonomi, mens jeg drømte om at blive læge. Ikke bare hvilken som helst læge jeg ville være kirurg.
Vi kunne ikke blive enige og skændtes endda. Tre dage uden at snakke. Så blev vi venner igen vi kunne jo ikke undvære hinanden. Til sidst valgte vi hver vores vej. Vi sås sjældnere, men når vi mødtes, snakkede vi i timevis.
På andet år forelskede Katrine sig i en fyr fra hendes årgang. Hun talte kun om ham hun drillede mine ører fuldstændig. Jeg havde ikke tid til kærlighed. Latin og anatomi var svært, men jeg elskede at studere.
På tredje år fik Katrine en abort. Hendes forældre anede intet. På fjerde år blev hun gravid igen. Jeg kunne ikke lide fyren. Denne gang stoppede hun ikke graviditeten. Hendes forældre fandt ud af det og var rasende, især hendes far. Hun flyttede ind til mig i min lejlighed, mens hun afsluttede studiet. Fyren forsvandt hurtigt fra billedet han havde ingen planer om at være far. Jeg stod ved siden af hende, da hun fødte. En pige, smuk som sin mor.
Årene gik. Vi var ikke længere hverdagens kammerater, men når vi mødtes, var det, som om tiden stod stille. En aften, da vi sad med vin og billeder fra skoletiden, sagde Katrine:
“Du var altid min redning. Uden dig havde jeg ikke fundet ud af, hvem jeg var.”
Jeg smilede. “Og du lærte mig, at jeg alligevel måske ikke var så grim en ælling. Vi skålede med vores glas, tavse for et øjeblik, mens minderne svøbte sig omkring os som en varm trøje. Uden yderligere ord vidste vi begge, at intet kunne bryde det, vi havde.
