“Du er ikke længere nødvendig for os,” sagde børnene og kørte væk.
“Mor, hvorfor gør du altid sådan her? Vi har jo aftalt det!” Mette smækkede irriteret varerne ned på køkkenbordet, som hun lige havde hentet til sin mor.
“Skatter, jeg ville bare hjælpe. Jeg tænkte, det ville glæde dig og Lasse, hvis jeg strikkede en trøje til Emma til vinteren,” sagde Ellen Kirstine og sad ved vinduet med strikkepllerne mellem de smalle fingre.
“Emma er fjorten år. Hun vil aldrig gå med en bedstemor-strikket trøje, forstå det dog! Hun har sin egen stil. Unge i dag går i helt andre ting.”
Ellen Kirstine sukkede tungt og lagde den halvfærdige lyserøde trøje til side. Noget indeni hende gjorde ondt. Var hendes gave virkelig så forkert? Hun havde prøvet at vælge et moderne mønster, garnet var blødt.
“Hvornår kommer I på besøg? Jeg kan bage en æblekage som Emma elsker.”
Mette standsede et øjeblik ved køleskabet, før hun smækkede døren hårdere, end nødvendigt.
“Mor, vi har slet ikke tid til kaffeslabberas. Emma har eksamener, Lasse har travlt med et projekt, og jeg arbejder fra morgen til aften. Vi talte om det sidst.”
“Ja, selvfølgelig,” sagde Ellen Kirstine og glattede en fold på sin hjemmefrakke. “Jeg tænkte bare, måske om søndagen…”
“Start nu ikke på det igen,” afbrød Mette. “Om søndagen kører vi til sommerhuset hos Lotte og Jens. Det er Alberts fødselsdag, har du glemt det?”
“Lille Albert er seksten allerede,” smilede Ellen Kirstine. “Hvor tiden går. Tager I mig med?”
Mette rynkede panden, som om forslaget overraskede hende.
“Mor, der kommer kun unge. Du vil kede dig. Og vejen er lang.”
“Jeg bliver ikke træt,” forsikrede Ellen Kirstine hurtigt. “Jeg kan bage en kage. Kan du huske, hvor godt Albert kunne lide min honningkage?”
“De har bestilt en moderne kage med foto på fra konditoriet.”
Ellen Kirstine nikkede og tog atter fat på strikketøjet for at skjule skuffelsen. Børnene var vokset op, børnebørnene også. De havde deres eget liv, hvor der syntes at være mindre og mindre plads til hende.
Mette så på uret og skyndte sig:
“Jeg skal afsted. Varerne er på plads. Lad være med at lave ris det giver dig højt blodtryk. Og husk dine piller i aften.”
“Tak, skat,” sagde Ellen Kirstine og fulgte hende til døren for et afskedskram. Mette spændte sig, som om morens berøring generede hende, og slap hurtigt fri.
“Hej hej, mor. Jeg ringer i løbet af ugen.”
Døren smækkede. Ellen Kirstine stod et øjeblik i entreen og lyttede til datterens skridt, der fjernede sig. Så gik hun langsomt tilbage til stuen. Lejligheden, hvor børnenes latter engang fyldte rummet, føltes nu alt for stille og tom.
Hun åbnede vitrinskabet og tog familiealbummet frem. Der var Lasse og Mette som små i sandkassen. Der var de på stranden dengang hendes mand endnu levede, og de sparede sammen til en ferie i Skagen. Første skoledag, studenterfester. Så bryllupper… og små børnebørn i bedstemors arme. Da Emma blev født, sagde Ellen Kirstine op på arbejdet, selvom der var tre år til pension. Mette og Lasse var så glade for, at der var nogen til at passe den lille. Albert passede hun også, men ikke så meget Lotte klarede det selv.
Dørklokken rev hende ud af erindringerne. På trappen stod Ulla Margrethe, nabo fra tredje sal.
“Ellen, kan du forestille dig? Der er igen ingen varmt vand! Uden advarsel!” råbte hun allerede i døren. “Inviterer du på kaffe? Jeg har ikke noget at vaske op med.”
“Selvfølgelig, kom ind,” smilede Ellen Kirstine lettet. “Jeg ville lige bage en kage, men nu kan vi jo drikke kaffe sammen…”
“Var Mette her?” Ulla Margrethe tog skoene af og gik ind i køkkenet. “Jeg så hendes bil nede på gårdspladsen.”
“Hun bragte lidt varer,” nikkede Ellen Kirstine, mens hun satte kaffekopperne frem. “Hun havde travlt, som altid. Siger, der slet ikke er tid.”
“Det siger de alle sammen,” svarede naboen og viftede afværgende. “Min Niels har også altid for travlt, hvis man skal tro ham. Men da han skulle køre børnebørnene til landet i sommerferien, fandt han pludselig tid både til at køre mig med og hente mig igen. Du burde insistere på at besøge dine børn, i stedet for at sidde her alene.”
“Jeg prøvede,” sukkede Ellen Kirstine, mens hun stillede kopperne frem. “Men de har altid deres egne planer.”
“Spørg ikke bare sig: ‘Jeg kommer lørdag for at se mine børnebørn.’ Punktum. Vil de virkelig nægte deres mor adgang?”
Ellen Kirstine tav. Ulla vidste ikke, at sidst hun dukkede op uanmeldt, blev Mette så vred, at hun ikke ringede i en uge. Hun sagde, de havde gæster fra Lasses arbejde, og så kom hun pludselig med sine kager.
Ulla Margrethe hældte kaffen og skubbede konfektfadet hen mod sig selv.
“Jeg overvejer at tage til min søster i Århus i nytåret. Der er hyggeligt og selskabeligt. Hvad har jeg her? Sidde alene foran fjernsynet, mens klokkerne ringer, uden nogen at fejre med.”
“Mette lovede, de ville hente mig til nytår,” skyndte Ellen Kirstine sig at sige. “De fejrer det altid hjemme, sammen med Lasses familie.”
“Jaja, gid det måtte ske,” nikkede Ulla Margrethe, men i stemmen lød tvivlen. “De er gode til at love, men når det kommer til stykket…”
Efter naboen var gået, bagte Ellen Kirstine alligevel en æblekage. En lille én, til fire personer. Hun spiste en portion, pakkede to til naboerne, hun nogle gange udvekslede et par ord med i opgangen. Den sidste sparede hun til næste dag.
Om aftenen ringede Lasse.
“Hej mor, hvordan går det?” Lasses stemme lød munter, men distanceret.
“Fint, skat. Mette var her i dag med nogle varer. Hvordan har Lotte og Albert det?”
“De har det fint. Hør mor, der er noget… Kan du huske, vi talte om sommerhuset?”
Ellen Kirstine spændte sig. Sommerhuset, der var hendes efter manden, stod i hendes navn. Et lille stykke jord med et gammelt, men solidt hus. Engang tilbragte de hele sommeren der som familie. Da børnene blev voksne, døde manden, og hun kom der sjældnere det var hårdt at holde det ved lige alene.
“Ja, det husker jeg,” svarede hun forsigtigt.
“Altså, der er kommet en mulighed. Lotte og jeg kan bygge et større hus på en bedre grund. Men vi skal bruge penge til udbetalingen. Så vi tænkte hvad med at sælge sommerhuset? Du kommer der alligevel næsten aldrig.”
Ellen Kirstine tav og klemte om telefonen. Dette havde hun ikke forudset. Sommerhuset var det sidste, der mindede om deres familieliv med Jens. Alt mindede om ham terrassen, han selv havde bygget, æbletræerne, han havde plantet.
“Lasse, men det er… din fars minder. Jeg tænkte, måske børnebørnene…”
“Mor,” irritationen lød i hans stemme. “Hvilke børnebørn? Albert nægter at komme med, han vil hellere game. Og dit sommerhus forfalder langsomt, snart falder taget ned. Bedre at sælge nu, mens det stadig er noget værd. Du får selvfølgelig en del af pengene.”
“Jeg skal lige tænke over det,” svarede hun stille.
“Mor, der er ikke noget at tænke over. Det er en god handel, nogen har allerede set grunden. Du skal underskrive papirerne i morgen. Jeg henter dig klokken ti, okay?”
Næste dag kom Lasse som lovet. Han var usædvanlig opmærksom, hjalp endda med frakken. På vejen til ejendomsmægleren fortalte han om det nye hus, den store gæsteværelse.
“Du kan komme hver weekend, mor. Fantastisk sted, ren luft. Ikke som dit sommerhus ved hovedvejen.”
Ellen Kirstine lyttede og nikkede. Inderst inde vidste hun, ingen ville køre hende ud hver weekend. Og gæsteværelset ville stå tomt. Men hun gad ikke modsige sønnen. Han var så begejstret.
Hun underskrev papirerne. En ung mand i jakkesæt forklarede noget om skatter og frister, men hun hørte knap efter. For øjnene så hun terrassen på sommerhuset, hvor hun og Jens drak kaffe om aftenen og så solen gå ned.
“Perfekt,” sagde Lasse tilfreds, da de gik ud. “Pengene kommer om to dage. Din del overføres direkte til din konto.”
“Godt, min dreng,” forsøgte hun at smile. “Har du travlt i dag? Skal vi ikke hjem til mig på en kaffe? Jeg bagte kage i går.”
Lasse så på uret.
“Kan ikke, mor. Jeg har et møde om en halv time. Måske en anden gang.”
Han satte hende af ved opgangen og kørte, mens han vinkede. Ellen Kirstine gik langsomt op ad trappen. Overfor åbnede døren naboen Karen Dorthe kiggede ud.
“Ellen, din kage fra i går var til at dø for! Vil du ikke dele opskriften? Mine børnebørn kommer i weekenden.”
Ellen Kirstine smilede. Endelig nogen, der satte pris på hendes bagværk.
Få dage senere ringede Mette. Stemmen lød ophidset.
“Mor, hvorfor tager du ikke telefonen? Jeg har ringet til din fastnet.”
“Jeg var lige nede og handle, skat.”
“Nå, jaja. Hør, mor, vi har stor nyhed! Lasse er blevet tilbudt en kontrakt i Norge, mindst tre år. Dobbelt løn, firmabolig. Vi har besluttet os for at tage imod.”
Ellen Kirstine sank sammen på en stol og mærkede benene svigte under hende.
“Norge? Men det er jo så langt væk…”
“Det er ikke så slemt. Kun tre timer i flyveren. Vi kommer hjem i ferierne.”
“Hvad med Emma? Hendes skole, venner…”
“Det er en fantastisk chance for Emma. Der er en gymnasieskole med naturvidenskabelig linje, og hun drømmer om at blive læge. Alt falder på plads.”
“Hvornår rejser I?” Ellen Kirstine kæmpede for at holde stemmen rolig.
“Om to uger. Vi skal have ordnet papirer og pakke. Der er slet ingen tid! Men vi kommer selvfølgelig forbi og siger farvel inden.”
To uger fløj forbi. Ellen Kirstine ventede på, at børnene ville komme, som lovet. Hver morgen vågnede hun med håbet om at se Emma, bage hendes yndlingskage. Men telefonen forblev stum.
Endelig, dagen før afrejsen, ringede det på døren. Mette og Lasse stod der. Emma var blevet i bilen hun havde hovedpine, forklarede Mette. De blev en halv time, drak en hurtig kop kaffe og afslog kagen de var på slankekur.
“Mor, vi har købt en telefon til dig,” sagde Mette og tog en æske frem. “Den er simpel, du finder ud af det. Vi ringer. Og her,” hun rakte en seddel, “er numre på mine veninder her, Ida og Sofie. Hvis der sker noget, kan du ringe til dem.”
“Men hvad med Lasse…”
“Lasse bor jo på landet nu, som du ved. Det bliver svært for ham at besøge dig ofte. Men rolig, pigerne er pålidelige.”
Da de sagde farvel, krammede Mette hende pludselig hårdere end sædvanligt og hviskede:
“Bliv nu rask, okay? Så er vi mere trygge.”
Samme aften ringede Lasse.
“Mor, vi flytter i morgen. Der er så meget at ordne, hovedet snurrer. Ellen Kirstine sad længe ved køkkenbordet med den ubrugte telefon i hånden. Udenfor faldt mørket langsomt over byen, og lyset fra gaden kastede skarpe skygger på væggen. Hun tænkte på terrassen ved sommerhuset, på Jens, på Emma som lille, der kravlede op i hendes skød og krævede historier. Nu var hun alene med sine minder og en æske, der ikke ville ringe tilbage. Først da klokken nærmede sig midnat, skruede hun for varmen, satte sig i sin favorklap og trak det halvfærdige strikkeprojekt op i skødet. Strikkepindene bevægede sig langsomt, som om hver maske var et ord, hun ikke fik sagt. Og udenfor blev natten stille.
