Tonis afsked
Nå, hvad sker der så hos jer? Fortæl!
Signe satte sig ordentligt til rette på stolen, rettede lidt på kraven af den hvide kittel og rystede på hovedet, mens hun så på kvinden foran sig, der sad med tasken krampagtigt i hænderne. Stilfuld kjole, flot frakke sådan én kunne Signe selv også godt have brugt. Holdningen helt rank
Skal jeg vente meget længere? Fik du udleveret kortet i receptionen?
Antonette Mikkelsen nikkede svagt og rakte lægen den lille, næsten vægtløse bunke papirer. Den læge, hun havde fået anbefalet af en bekendt, havde hun egentlig forestillet sig så meget smartere. Og nu var det bare sådan en almindelig kvinde, med håret sat op i en uordentlig knold, træt ansigt og et udtryk som om hun ikke havde sovet hele natten. Hænderne var røde og lidt hævede, tykke med hårde dask på fingerspidserne hvorfor mon? Helt almindelig distriktslæge
Signe bladrede lidt i papiret, forstod ikke meget af det, trommede kuglepennen i bordet og kiggede så op på Antonette.
Skal vi snart til det? Jeg har folk, der venter. Du holder alle tilbage!
Tonen fik Antonette til usikkert at trække på skuldrene. Hun var ellers kommet ind i venteværelset helt alene, der var ingen til næste. På bænken sad en mand, der tyggede på sit overskæg og mumlede for sig selv. Hun blev en lille smule bange for ham. Resten af gangen var der tomt
Jamen, skal jeg bare fortælle, ligeud? Du er Dr. Evensen, ikke? sagde Antonette, mens hun fik skubbet papirbunken lidt mere på plads. Signe rynkede panden.
Evensen ja. Men du kan også bare lade være og vente i gangen! Jeg kan altså ikke stille diagnoser med håndspålæggelse. Næste!
Antonette sprang op.
Nej, jeg siger det! Jeg jeg har det skidt
Med lav stemme begyndte hun at forklare, og Signe, som nu sad og gned spidsen af kuglepennen imod læberne, noterede i journalen.
Langsomt! Okay Fordøjelse Eller pyt, jeg skriver bare dårlig mave. Hvad ellers? Oppustethed Så du bliver helt oppustet? Hvad spiser du? Drikker du meget? Ryger du?
Antonette rystede hurtigt på hovedet.
Okay. Lad mig lige tænke! Signe rejste sig pludseligt, vandrede lidt frem og tilbage.
Læge, kan du ikke lige kigge på mig? Jeg er klar
Der er jo ikke noget at SE! Min far havde det nøjagtigt sådan, skal jeg sige dig
Hvad menes der? spurgte Antonette.
Altså det, du siger. Min far, Gud have hans sjæl, havde de samme symptomer. Han led frygteligt til sidst men han kunne også lide snapsen. Du drikker ikke, sagde du?
Hun så strengt på Antonette. Denne sukkede.
Det kan ske, at jeg tager et lille glas likør til jul eller en smule champagne til nytår, men kun lidt!
Et lille glimt i glasset det siger I jo alle sammen! Og så ender leveren med at være helt færdig! Vi læger kæmper mod sprutten, men den tager os! Et par måneder, måske tre hvis du er heldig. Jeg giver dig navnene på nogle urter mod det der ubehag.
Ubehag, hviskede Antonette.
Ja, dét! Men hør nu, Antonette, dine dage er talt. Det skriver jeg i journalen!
Signe kradsede noget ned på papiret, sad så lidt og betragtede den askegrå patient, som krøllede sit lommetørklæde mellem fingrene, og rakte så kortet over.
Aflever det i receptionen og lad nu være med at rende rundt og brokke dig! I render og drikker, og vi skal stå med statistikken! Drik dine urter og sig ikke et ord i receptionen!
Antonette nikkede, rejste sig, var ved at snuble over en spand vand ved døren, løftede brynet.
Rengøring. Havde en patient med mavesår i går. Alt skal sprittes af! sagde Signe hurtigt.
Nåh ja, selvfølgelig
Antonette slingrede ud på gangen, satte sig på bænken.
En måned to, hvis det går godt Nå, man må heller ikke gå og lade som om maven ikke gør ondt Skulle have sagt det noget før!
Hun kiggede på journalen: Svækket passivitet. Der var også nogle kruseduller og et par latinske forkortelser, sådan nogle som læger bruger. Hendes far fik også sådan nogle i sin journal til sidst. Hun havde ingen idé om, hvad det betød, men flot så det ud. Signe havde nok selv tænkt, det pyntede.
Antonette gik hjemad, lidt rystende på benene og med ondt i maven. Men omgivelserne var grønne og nyvaskede af nattenes regn, solskinnet spillede i vandpytterne, og spurvene skræppede udenfor og livet var stadig så uendeligt dejligt, at hun næsten kunne tude!
Signe lukkede døren til kontoret, smed kitlen og gik i gang med at vaske gulvet i sin slidte skjorte. Så var dét klaret!
Så, vågn op mine små pus! Egon bøjede sig over kravlegården, hvor tvillingerne lå, mens de sugede på sutterne med spredte arme. Hvem har varmet mælk til jer? Hvem har lavet grød?
Børnene gned øjnene, smilede stort til far.
Hvor er I dygtige og dejlige!
Døren åbnede, og mor kom ind. Hun satte flaskerne på bordet, satte sig og begyndte kraftigt at græde.
Maja, hvad sker der? spurgte Egon forvirret. Hvad er der galt?
Tante Toni skal dø… hulkede Maja og vuggede sig, mens hun holdt om sine skuldre. Hvor er livet dog tarveligt! Så fin en kvinde, og nu
Var hun ikke lige ude i køkkenet? sagde Egon, løftede tvillingerne op på skødet og stak dem flaskerne. Imens svarede Maja:
Hun har lige været til lægen, hende du ved, som onkel Aksel anbefalede Det blev sagt, hun kun havde to måneder tilbage Hun fik urter at drikke… Så er der jo ikke mere at gøre hun begyndte at hulke igen, og drengene begyndte også at pive.
Maja, rolig nu! Sådan kan det jo ikke passe. Det må være en fejl! Hvorfor græder I også alle sammen? Egon prøvede at trøste og vuggede børnene, men de protesterede. Nu stopper I! han satte flaskerne fra sig, begyndte nervøst at trippe med foden.
Jeg kender de læger! De siger så meget… Men altså, når alt kommer til alt, så er tante Toni jo oppe i årene. Så får vi hendes værelse. Hun elsker dig, Maja, har ingen familie, og ungerne skal jo bruge lidt plads Hvad nu? Vi bor jo som sild i en tønde, ikke sandt? Og hun har større vinduer! Hold nu op med at tude, Maja. Jeg lover, vi begraver hende med stil som en dronning!
Jeg elsker dig, Egon, men du er SÅ kynisk! Hvilket værelse, hvilke vinduer? Jeg har kendt tante Toni altid! Hun har opdraget mig…
Maja forsvandt irriteret ud ad døren.
Egon surt. Men det var da ikke mærkeligt at håbe på bedre boligforhold? Det handler jo ikke om at skille sig af med nogen, men at sørge for et værdigt farvel
Toni flygtede ud af køkkenet med sin journal, viste den til nogle af de andre på gangen. Folk rystede på hovedet, men hun satte sig alligevel og mærkede duftene blande sig: kaffe, oksesteg, nogen lavede grød, nogen brasede æg, duften af opvarmet mælk mindede om barndom.
Nå, sagde hun, retter på et usynligt læg i nederdelen. Det er vel bare at få styr på alt Få det arrangeret.
Hvad? Er du nu begyndt at tro på, hvad de siger? Min Knud fik at vide, at han skulle dø af skrumpelever for ti år siden han drikker stadig snaps, og ikke engang leveren har givet op! Det skal du bare glemme!
Jamen det er ikke sådan
Antonette satte sin kaffe over og gik i sit lille værelse.
Sengen havde hun arvet fra sine forældre, et gammelt smukt sengetæppe lå over. På natbordet en samling H.C. Andersen-eventyr, et skab, og ikke mange ting derudover. Førhen havde Antonette arbejdet som dansklærer hun gik meget op i tøj, havde tre sæt og matchende sko. Pelsen, som hun var så glad for, hang stadig ubrugt. Alt sammen pakket væk nu.
Maja kan arve det. Det er ikke moderne, men hun kan måske sy det om.
Det var nemlig Antonette, der havde opdraget Maja, lært hende alt, og hun var så glad, da Egon dukkede op for at se på elinstallationerne, og man straks lagde mærke til, hvordan han så på Maja.
Se dig nu om, Maja! hviskede hun. Ham skal du ikke lade løbe!
Maja blev helt rød i hovedet.
Brylluppet mellem Maja og Egon blev kun til noget, fordi Toni havde givet Maja et skub.
Du er en engel, tante Toni, jeg elsker Egon så højt! hviskede Maja, mens hun holdt Toni i hånden.
Så elsk! Det er dejligt, du er lykkelig!
Antonette kiggede sig omkring. Penge var der lidt af på bogen og lidt i pungen
Hun gik ind til Egon.
Egon, kan jeg få et ord? Tak for sidst, og ja, jeg tror faktisk, det er alvor Lægen sagde det, og hun var den bedste i byen, selvom hun lignede noget fra et stormvejr
Hvad har du tænkt dig? Skal jeg hjælpe dig med at arrangere det hele? Jeg vil gerne, Maja slår mig måske ihjel for at sige det, men
Sig det nu bare! Døden, ja, den må man se i øjnene. Det skal arrangeres ordentligt, og hvem skulle ellers gøre det? Maja kan hjælpe med bordene, og du med det andet.
Okay, sagde Egon. Men så gør vi det på min måde. Det bliver nogle begravelser, vi ikke glemmer!
Han fik nærmest ranket sig endelig var der brug for ham til noget!
Toni nikkede og gik for at tænke lidt mere.
Næste morgen kom Egon forbi med et målebånd. Lad os lige finde dine mål, så vi kan få syet det rigtige ligskjorte! Du får ikke lov at bruge din pæne kjole, den skal Maja have.
Er du blevet skør, Egon?
Jeg mener det! Vi ordner det ordentligt. Nok snak!
Han målte døråbningen. Av, vi skal have døren af hængslerne, ellers får vi kisten ud sidelengs
Jamen, det er jo for galt! Det her hus var ejet af velhavere, de havde…
Sådan noget pjat!
Han mente, det ville gå, hvis bare de fjernede lidt panel.
Hvor holder vi mindesamværet? I køkkenet? Der er ikke plads til mere end 15! Skriv navnene, Antonette.
Hun begyndte at skrive gæsteliste: naboer, to fra arbejdet, en gammel tante fra Aarhus, men hun kommer jo nok ikke Nummeret må jeg lige finde.
Hun bladrede i sin gamle notesbog. Der var så mange navne elever, kollegaer, veninder, gamle bekendtskaber. Toni blev helt overrasket over, hvor mange der ventede at høre noget fra hende!
Hun gik ud på gangen, fandt telefonen, ringede op. Først til Lena, bedste veninden og pludselig græd hun i røret livet går videre andre steder, alt imens man selv er ved at sige farvel
Hun ringede til endnu tre, mere afdæmpet, og de var glade for at høre hendes stemme.
En endnu havde hun ikke ringet til hendes søster, Solveig det havde de nemlig ikke kunnet enes om i mange år.
Da Egon dukkede op, spurgte han, hvem det sidste nummer var, og tvang næsten Toni til at ringe. Solveig tog røret, chokeret, men Antonette forklarede, at hun gerne ville se hende igen.
Toni, hvorfor har du ikke ringet noget før? Jeg har tit drømt om os to uden skænderier… og nu siger du, at du er syg?
Så gik Egon tilbage til fordelingen af alle tingene: servicen gives til familie på gangen, skabet bliver stående, klaveret sælges, og malerierne, dem kan Solveig måske tage.
Hvad bilder du dig egentlig ind! snerrede Antonette, da Egon begyndte at dele det hele ud. Det er stadig mit!
Hør nu, sagde Egon. Vi gør det for orden skyld alt skal på plads!
Antonette sukkede og begyndte allernådigst at planlægge arrangementer.
Næste dag hentede Egon den mest rædselsfulde kappe, hun havde set.
Læg dig ned, så ser vi om den passer!
Maja kom ind og kiggede: Det ser sgu da okay ud. Men, hvordan skal vi undvære dig, tante Toni?
De græd lidt begge to. I mellemtiden måtte Egon afvise folk, der allerede var ved at flytte gardiner og porcelæn.
Ikke endnu, vent til det sker! sagde han.
Antonette så målløst på al balladen, indtil det ringede på. Det var Solveig, som kom ind, de krammede længe i stilhed, og først meget sent på aftenen var der igen stille.
Næste morgen skulle Toni finde ud af, om hun var døbt.
Er du døbt, tante Toni? spurgte Egon. Hvis ja, skal du have et kors med.
Jeg har det liggende, brugte det ikke
Hvilken dag passer bedst for døden, tror du? Vi skal jo også ligge plan!
Egon! Hvad bilder du dig ind?! Døden bestemmer man da ikke!
Pludselig gik det op for hende lægen havde ikke engang undersøgt hende! Bare talt og sendt hende hjem! Og hun var gået med på den…
Du tror på hvad som helst! væltede Egon ud. Underlig diagnose Svækket passivitet! Det er bare fjollet! Jeg var på klinikken lægen var slet ikke til stede den dag! Du blev narret, Toni!
Skal vi ikke finde hende og få sagt tak for det hele? spurgte Maja.
Hele banden, inkl. ungerne, stormede mod klinikken og ind i receptionen.
Hende dér! Er det ikke hende?!
Toni pegede og Egon løb frem. Signe blev bleg, satte sig tungt, og resten af holdet indhentede hende.
Hvorfor løj du over for denne kvinde?! spurgte Egon.
Jeg skulle give Evensen en lærestreg, mumlede Signe. Hun klager altid over mig. Og så kom du, Antonette Nuvel, forresten, min far, han døde først mange år senere. Og urterne er egentlig for maven
Så stak hun af, og folk grinede og trak på skuldrene.
Om to dage kom Solveig igen, og med kage og hygge blev det pludselig meget let at trække vejret. Ingen triste tanker længere nu skulle Antonette flytte ind hos Solveig, og Egon og Maja overtog værelset.
Sådan, sagde Egon. Man skal ikke tro på alt, hvad man hører, vel Toni?
Nej, det skal man ikke! Og jeg jeg flytter ind hos Solveig, der er mere plads og selskab.
De klinkede med glassene og Egon så kun lidt trist ud, da han opdagede, at det gamle kaffestel nu også var væk måske byttet for et værelse.
Det går nok, Egon, grinede Toni.
En uge senere flyttede Antonette, sagde farvel til alle og tænkte aldrig mere på at skulle dø så snart. Der var nok at tage sig til på Solveigs lille sommerhus. Pludselig handlede livet igen om kartofler, bær, solskin og hun ventede besøg af Maja og børnene. Der var masser at nå. Ingen grund til at sidde stille!
