**Dagbogsnotat**
“Zenia, dine børnebørn har plukket alle mine blåbærbuske!” Naboens reaktion overraskede mig ikke. “Hvad så? Det er jo bare børn.” “Hvad mener du? De har ødelagt hele min høst!” “Åh, Tove, tag det nu ikke så tungt.”
Tove Kristensen plejede hver morgen at gå en tur i sin sommerhushave med en kop te i hånden, kontrollere grøntsagsbedeene og nyde frugttræerne.
Haven var stor femten hundrede kvadratmeter. Halvdelen var fyldt med kartofler, gulerødder og kål. Den anden halvdel var frugthave med æbletræer, pæretræer og buske.
Hun var særlig stolt af sine blåbærbuske. For fem år siden plantede hun de første skud, og nu ventede hun på den første rigtige høst.
Ved siden af voksede brombærbuske, der hvert år gav store, søde bær. Langs hegnet snoede sig en vinstok med tunge klaser.
“Peter, se sådan en blåbær!” råbte hun til sin mand.
“Smukt,” nikkede han.
Om sommeren kom deres børnebørn på besøg Mads på tolv og Lise på ti. Børnene hjalp til i haven, samlede bær og badede i åen. Tove var fuldstændig betaget af dem.
Naboens hus tilhørte Zenia Møller. Hendes grund var lille seks hundrede kvadratmeter, ingen grøntsager, kun blomsterbed og et lille hus.
Om sommeren havde hun fem børnebørn på besøj fra fire til fjorten år. En stor familie, hvor forældrene arbejdede i byen, mens bedstemor passede børnene hele sommeren.
Børnene legede sammen og løb mellem de to have. Tove protesterede ikke hun elskede at høre børnenes latter.
“Tante Tove, må vi lege i din have?” spurgte nabobørnene.
“Selvfølgelig, mine skatter. Bare pas på bedene.”
En morgen så hun en underlig scene. Nogle af blåbærbuskene stod næsten tomme. I stedet for blå bær hang der kun grønne, umodne.
“Peter, kom her!” råbte hun.
“Hvad er der?”
“Se på blåbærene. Hvor er bærene?”
Han kom tættere på og undersøgte buskene.
“Mærkeligt. I går var der masser.”
“Måske fuglene?”
“Fugle tager én ad gangen her er alt væk. Som om nogen har plukket dem med vilje.”
Tove tjekkede de andre buske. Brombærrene var også næsten tomme. Selv de umodne bær var plukket.
“Peter, de har også taget brombærene!”
“Nej, det kan ikke passe!”
Men fakta var fakta. Buske, der i går var fyldt med bær, stod nu tomme.
Om aftenen besluttede Tove at holde øje. Hun satte sig på en bænk med en bog, men holdt øje med haven.
Efter en time så hun, hvordan naboens børn krøb gennem et hul i hegnet. Alle fem gik direkte til blåbærbuskene.
“Se, hvor blå de er!” jublede den yngste.
“Lad os tage dem alle,” foreslog den ældste.
Og børnene begyndte metodisk at plukke de sidste buske. De spiste undervejs, fyldte lommerne og lagde resten i en pose.
Tove trådte frem:
“Hvad laver I?”
Børnene frøs, og de ældste gemte posen bag ryggen.
“Vi prøvede bare lidt,” undskyldte den trettenårige Magnus.
“Lidt? I har plukket alle buskene!”
“Tante Tove, må vi tage flere?” spurgte den fireårige Freja. “De er så gode!”
“Nej. Det er vores bær. Vi har passeret dem.”
Børnene så skuffede ud og krøb tilbage gennem hullet. Tove fulgte dem med øjnene og gik over til naboen. Zenia sad på trappen.
“Zenia, vi skal tale.”
“Ja?”
“Dine børnebørn har plukket alle mine blåbær!”
Naboen rystede ikke engang på hovedet.
“Og hvad så? Det er jo bare børn.”
“Hvad mener du? De har ødelagt hele min høst!”
“Åh, Tove, tag det nu ikke så tungt. Det er bare nogle bær.”
Tove stod målløs:
“Bare bær? Jeg har brugt fem år på at dyrke dem! Vandet, gødet, alt!”
“Du kan jo gro nye. Hvorfor bekymre dig?”
“Zenia, kunne du ikke i det mindste undskylde?”
“Hvorfor? Børn er børn. Hvad forventer du?”
Samtalen førte ingen steder. Naboen mente tydeligvis ikke, hendes børnebørn havde gjort noget forkert.
Næste dag var druerne også væk. De samme, der skulle være modne i august.
“Zenia!” råbte Tove over hegnet.
“Hvad nu?”
“Dine børnebørn har plukket druerne!”
“Og hvad så? De var sikkert sure.”
“Selvfølgt var de sure! De var umodne! De har taget næsten alle klaserne!”
“De prøvede dem og smed dem væk. Børn er nysgerrige.”
Tove følte vreden boble op:
“Zenia, dine børn ødelægger min have!”
“Overdriv nu ikke! Din have er stor og frodig.”
“Hvad har det med frodighed at gøre? Jeg har arbejdet i årevis!”
“Ja, så fortsæt dog.”
Naboen gik ind og smækkede døren.
Om aftenen fortalte Tove Peter om samtalen.
“Hun undskyldte ikke engang! ‘Børn er børn’, sagde hun.”
“Tja, hvad havde du regnet med?” trak Peter på skulderen. “Det er nemmere for hende at ignorere det end at opdrage på dem.”
“Men det er tyveri!”
“Tove, slap nu af. De er små børn. De forstår det ikke.”
“Den ældste er tretten! Han burde vide, man ikke tager andres ting!”
Peter sukkede. Han gad ikke skændes med naboen over bær.
Et par dage senere var jordbærrene også væk.
“Nej, nu er det nok!” sagde Tove bestemt.
Hun gik over til naboen igen. Zenia vandede blomster.
“Nu har de taget mine jordbær!”
“Hvilke jordbær?”
“Mine! Dine børnebørn krøb gennem hegnet igen!”
“Tove, hold dog op. Børn plukkede nogle bær. Det er da ikke verdens undergang.”
“De plukkede ikke bare de tog alt! Min høst er væk!”
“Hvorfor klandrer du børnene? Det er din egen skyld!”
Tove kunne ikke tro sine ører:
“Min skyld?”
“Hvorfor lod du dem løbe i din have? Så blev de vant til, at alt var frit.”
“Jeg gjorde det af godhed! Jeg troede, børnene kunne være venner!”
“Ja, og se, hvad det førte til!”
Naboen satte vandkanden og gik ind:
“Hvis du ikke vil have, de tager noget, så byg et højere hegn. Der er huller overalt.”
“Zenia, du skulle lære dem, at man ikke tager andres ting!”
“Det kunne jeg. Men de ville alligevel ikke forstå.”
Tove gik hjem med et tungt hjerte. Hun satte sig på bænken og græd. Års arbejde, og nu var alt væk.
“Tove, græd nu ikke,” trøstede Peter. “Næste år er der nye bær.”
“Det handler ikke om bærene! Det handler om, at naboen ikke engang vil undskylde! Hun er blevet hård!”
“Tja, hvad kan man forvente af hende? Du ved, hvordan hun er.”
Zenia havde et ry for at være svær at omgås i sommerhusområdet. Men indtil nu havde de altid været venner.
“Peter, skal vi bygge hegnet højere?”
“Det kan vi. Men det bliver dyrt.”
“Hvad skal vi ellers gøre? De ødelægger hele haven.”
Næste dag begyndte arbejdet. Peter hentede brædder, net og stolper. Han arbejdede fra morgen til aften.
Zenia så til fra sin grund og kom med spydige bemærkninger:
“Åh, hvor er I nærige! I lukker jer af fra børn!”
Tove svarede ikke, bed bare tænderne sammen.
Nabobørnene undersøgte også det nye hegn, ledte efter nye huller. Men Peter lukkede alle åbninger.
“Tante Tove, hvorfor byggede I det høje hegn?” spurgte den lille Freja.
“For at beskytte bærene.”
“Må vi komme og lege hos jer?”
“Nej, ikke mere.”
Hegnet hjalp, men naboforholdet var ødelagt. Zenia undgik hende, og børnene kom ikke mere.
“Nærige!” råbte de gennem hegnet. “Nærige bedstemor!”
Tove prøvede at ignorere det, men det gjorde ondt. Før fyldtes haven af børnenes latter nu var der stille.
Zenia havde allerede fortalt sin version til de andre sommerhusfolk:
“Hun vil ikke engang give børnene nogle bær! Hun byggede et kæmpe hegn!”
“Plukkede de meget?” spurgte naboerne.
“Bare en håndfuld! Hun opfører sig, som om de stjal guld!”
Zenias version lød bedre. Hvem ville tro, børn kunne spise en hel høst?
Gradvis blev det den gængse opfattelse, at Tove var nærig og gnaven. Zenia var den søde bedstemor, der passede fem børnebørn alene.
Ved sommerens slutning blev det kun værre. Uden adgang til haven begyndte børnene at hævne sig.
En bold over hegnet, affald. En morgen fandt Tove cigaretskodder og papir spredt i bedene.
“Zenia, snak med dine børnebørn!”
“Hvad har de gjort?”
“De smed affald i mine bed!”
“Hvordan ved du, det var dem? Måske var det vinden.”
Børnene fortsatte balladen. De sprøjtede vand over hegnet, kastede småsten mod vinduerne.
Tove indså, bedstemor ikke kunne stoppe dem hun opmuntrede dem.
“Peter, skal vi ringe til politiet?”
“Tove, nu må du stoppe. Politiet gider ikke høre om børn, der laver ballade.”
“Men det er hærværk!”
“Bare vent. Sommeren er snart slut, de tager hjem.”
Og ja, i slutningen af august forsvandt den larmende flok til byen.
Tove sad på bænken i stilheden og tænkte på næste sommer. Zenia ville helt sikkert bringe sine fem børnebørn igen. Hvad så?
Flere anspændte samtaler over hegnet? Flere sten mod vinduerne? For børnene troede nu, hun var en nærig gammel kælling, og deres bedstemor ville ikke overbevise dem om andet.
Haven føltes ikke længere som et sted for glæde nu var det en fæstning, hvor hun måtte forsvare både bær og sin fred. Næste sommer kom, og Zenia vendte tilbage med sine børnebørn. Tove så dem fra sin vindue, høje og frække, som om ingen regler gjaldt. Men i stedet for vrede tog hun en dyb indånding. Hun gik ud i haven, hentede en kurv og fyldte den med de første modne jordbær fra bedene tæt på hegnets anden ende dem, der voksede lige bag en lille dør i træværket. Den havde hun og Peter bygget i tavshed, usynlig fra gaden. Næste dag lagde hun kurven stille ved hegnet med en seddel: *For de, der kan vente.* Børnene så den, snusede, kiggede sig omkring. Ingen rørte den. Men dagen efter, da Tove sad og læste, hørte hun en hvisken. Den fireårige Freja stak forsigtigt hovedet frem, så fra kurven til Tove og smilede. Og langsomt, dag for dag, kom de ikke alle, men nogle og tog ét bær ad gangen. Ingen sagde noget. Men en eftermiddag stod Freja foran døren og rakte hende en tegning: to kvindelige figurer under solen, forbundet af en rød streg. Tove smilede, og for første gang den sommer føltes haven igen som et sted, hvor noget kunne gro.
