Mit ægte liv
Jeg gik hjemad, sur på hele verden. Og min hånd gjorde stadig ondt. Den havde nemlig for en times tid siden mødt kæben på den skønne charmetrold, Roman Chibisov. Hans kæbe holdt til det, det gjorde min hånd egentlig også, men nerverne på rektor for vores ærværdige institution de kollapsede vist nok. Hun gloede først på Roman, der jamrede sig ynkeligt i sneen, hvorefter hun skreg og truede med at smide mig ud af handelsgymnasiet.
Det rager mig en høstblomst! Hører I?! Jeg er ligeglad! Og hvad så, hvis man bliver sendt ud? Min kæreste, Line den første pige jeg nogensinde havde kysset, pigen der altid fik mine knæ til at ryste, så jeg knap kunne trække vejret, hvis hun bare stod ved siden af mig ja, Line begyndte pludselig at hænge ud med ham Roman, og ikke bare i smug, men lige foran næsen på mig! Ville hun gøre mig jaloux? Eller håbede hun, at jeg ville tage skridtet fuldt ud? Men jeg er da slet ikke klar! Sådan noget skal da tages stille og roligt, man skal da finde sig en lejlighed og forberede sig mentalt Roman, den evige spejder, han er vel født klar.
Jeg skar tænder af de pinlige tanker og spyttede men ramte selvfølgelig min egen sneaker. Flot, Jonas.
Nå, men det er jo som om universet havde spyttet på mig først. Først lover verden dig lidt, lokker, frister, og så får man ellers én over snuden, så tænderne skærer. Eller var det Romankæben? Hvem ved.
Nu var det for meget, totalt for meget
Hvad? Hvad er for meget? For meget eller ej sneen fjerner altså ikke sig selv! røg det fra siden, så jeg forskrækket trådte et skridt tilbage. Jeg må have tænkt højt, for min nabo, Erik, kiggede underligt på mig, mens han lænede sig på skaftet af en gigantisk orange sneskovl og skovlede sne væk fra sin sorte Volvo. Han skulle sikkert på sommerhusweekend igen. Det blev sagt, at Erik, som min far på knuselskende københavnsk kaldte for “Erik Bager,” havde et kæmpe fritidshus oppe ved Gilleleje, med spa, sauna, gæsteanneks til damerne og sågar indendørspool.
Det sagde man i hvert fald. I virkeligheden kendte ingen detaljer. Erik, en enlig, travl mand, fortalte aldrig noget, og bød ikke gæster indenfor.
Jeg er helt normalt, sagde jeg og puffede til en isklump, der straks gav genlyd op gennem foden. Hvorfor i alverden skulle jeg gå ud i sneakers, når jeg med garanti fryser tæerne af? Mors stemme lød for mit indre øre: “Jonas, hvorfor render du ikke med hovedet under armen?” Sagen er bare, at det hoved for længst er smeltet væk og erstattet af en kæmpestor, boblende gryde fyldt med forelskelsesbryg, hvor indbildte, halv-vovede tanker om Line koger rundt. Ting jeg aldrig ville få sagt til hende eller nogen i det hele taget.
Vi blev overhalet på fortovet af en gruppe turister, der febrilsk klamrede sig til hinanden; kaffekopper og paraplyer blev presset tæt mod kroppen, mens de gled rundt på de snedriver, som vi havde lært at leve med. Det var selvfølgelig endnu et turist-hold på udflugt fra København, på sightseeingtur i vores lille by, Holminge. Det er standard: Bussen sender dem altid forbi Café Eskimo til surkål og gryderet, derefter byens berømte “Holminge-bryg,” med rigtige solbær i glasset. Og så skal man selvfølgelig videre forbi det hvide slot i plantagen, det sidste rigtige herregårdshus på egnen nu museum. Indrettet med overdådige lysekroner, gyldne stukkaturer og ridset parket, som ingen får lov at betræde med almindelige sko kun filttøfler, selvfølgelig.
Almindelige mennesker, inklusiv mig, kunne ellers kigge ind gennem vinduerne dagen lang, fuldstændig gratis, og drømme om at leve “dyrt og fornemt.” Byens gæster måtte betale for fornøjelsen og fik ovenikøbet et stykke Napoleonshat og kaffe med på vejen.
Pas nu på, unge mand! skingrede en kvinde i pels, tydeligvis gruppens guide. Parret med den røde vimpel, entusiastisk fortaler for gamle murstens storhed. Hvad bilder du dig egentlig ind? Folk er kommet hele vejen fra København for at opleve rigtige godser! Og så vader du bare ind!
Hun talte som en dehydreret mus, og jeg havde faktisk svært ved ikke at grine. Men helt ærligt, hvordan kan du ikke værdsætte at bo klos op ad sådan et arkitektonisk klenodie?! ridsede hun videre.
Disse vægge har set godsejere og fornemme fruer, de brosten har mærket deres hestes hove nå ja, ikke deres, rigtige heste, men det er historien!
Jeg prøvede at kvæle et gab. Ja, de vægge har nu mere hørt på bandende håndværkere og cigaretskodder end noget andet! Dette klenodie blev bygget for fem år siden, det lå en Netto her før, som blev brændt ned af Peter Skræppeskytte. Nu er det hele nybyg, I bliver snydt, forstår I!
Jeg blev faktisk stolt af min lille provinsrevolte, mens guiden blev helt bleg og hendes publikum hovedstadsintellektuelle med høje øjenbryn og endnu højere kakao begyndte at fnise.
Ja, det var alligevel noget, mumlede en mand, er hele byen lige så falsk? Der må du hjælpe os, kammerat!
Min sarcasme prellede dog hurtigt af, da jeg så guiden stå og småtude.
Hvorfor gjør du nu det, Jonas?! lød det tungt fra Erik. Hun lever jo af det Ak ja! Man burde give dig et spark bagi
Han rystede på hovedet og begyndte at fjerne sne fra kofangeren som var det verdens vigtigste opgave.
Alting gik dog forbi mine ører, for jeg kunne tænke på én ting: at Line nu gik rundt med Roman. Hun var et år yngre, han altid pæn og selvsikker og jeg helt blank, når det kom til piger. Jeg kommer ikke hjemme fra et hjem med kys og kram om morgenbordet. Min far klappede knap min mor på skulderen, alt blev gemt væk bag dagens aviser og kaffe. Jeg troede, dét var normalt, at sådan ville alle leve sammen i 20 år. Men først skal man jo vinde hende.
Den slags finføling må jeg have misset; jeg endte altid med at virke for klodset, for dum. Det blev aldrig ægte følelser, kun halve forsøg.
Det var det jeg tænkte på ikke fondsmidler og snydt turister.
Den grædende guide raslede med vimplen og førte sine forsamling videre. Jeg håber hun finder på en eventyrhistorie om idioten fra nabolaget og det er egentlig også ligemeget!
Fup det hele! råbte jeg efter dem. Københavnersnobber!
Indgangen til blokken var fri. Erik fejede stadig sne som en mand besat.
I entreen stod der pludselig de gamle, grønne kufferter dem vi kun brugte, når vi alle tre skulle til Blåvand. Mystisk.
Mor, hvad? Skal vi ud at rejse? brummede jeg og smed de sjaskvåde sneakers og sokker på måtten. Sædvanligvis blev jeg skældt ud, men i dag var det surrealistisk.
Nå, Jonas, det er dig svarede hun fraværende, rodede lommer og halstørklæder ned i kufferten.
Hvad sker der? Hvor skal du hen? Jeg så spørgende på hende.
Jeg tager væk, Jonas. Det er nok. For meget. Er det ikke tydeligt? Jeg orker ikke mere, sagde hun med en opskruet stemme, helt skinger, som hende guiden.
Hvad orker du ikke?
Alt. At vi leger, at vi er en familie, forklarede hun, mens hun stak fødderne i støvlerne.
Men er vi ikke det? spurgte jeg lavt.
Har du ikke set det? Du og din far har altid jeres ting, jeg skal bare forstå og støtte og lade være med at blande mig. Men nu er det nok! Jeg blev kun, fordi din far bildte sig ind, at det var bedst for dig. Traditioner og kernefamilie Men jeg er træt. Jeg har spildt mine bedste år.
Stine! lød det fra stuen. Min far trådte ud, kiggede alvorligt på mig, ikke hende, der var ved at trille afsted med bagagen. Stine, du begår en fejl. Man kan ikke begynde forfra nu. Lad os lade som ingenting og spise aftensmad. Jeg laver noget, Jonas hjælper.
Så lav I bare mad! Klar jer selv! udbrød hun dramatisk. Leve som I nu kan. Og aldrig mere til din mors bamsesovs! Ikke flere dårlige vittigheder fra dine venner, ingen brok om boghvedegrød
Tja, så må der jo komme nye venner, nye rutiner. Livet ændrer sig lige meget, hvad du gør, svarede min far og trak på skuldrene. Og lave boghvede har du aldrig kunnet.
Hun svarede ikke, kastede en vante efter ham, missede, trak huen ned over hovedet og trak kufferterne til døren.
Mor ville jeg spørge, men min far knugede min skulder.
Hun bøvlede med bagagen nede i gården, og jeg så pludselig, hun havde glemt sine vanter.
Jeg henter hende! Far! Jeg er straks tilbage! råbte jeg og fløj ud på trappestenen.
Og dér opdagede jeg, hun forsøgte at mase kufferterne ind i Eriks bil.
Det blev sådan undskyld, mumlede Erik og smækkede bagagerummet.
Jeg smed vanterne i sneen, min mor faldt på knæ og samlede dem op.
Jeg ville næsten skubbe hende ned, sådan rigtigt, så hun kunne mærke det kolde sjask, få ondt ligesom os. Men jeg gjorde det ikke. Hvorfor, ved jeg ikke. Jeg turde bare ikke.
Jeg slentrede tilbage, satte mig midt i entreen. Min far satte sig ved siden af, rakte mig en pose chips.
Har det stået på længe? spurgte jeg tørt. Vidste du det? Hvorfor slog du ham ikke for pokker?
Længe. Vidste det. Jeg bryder mig bare ikke om at slås.
Han svarede på alt, men forklarede intet. Så rejste han sig og sagde:
For resten, de ringede fra skolen. Du har været i slagsmål, og rektor vil smide dig ud. Passer det?
Tja, Anna Jørgensen, hun er lidt af et nervevrag. Det var jo bare et slagsmål, men i hendes øjne er det en tragedie for skolens ry. Her i Holminge er der to gymnasier: det ene med service, det andet vores for IT. Ikke ligefrem Oxford. Enten bliver du frisør eller datatekniker. Det sidste ligger ellers i storbyen, en time væk. Men nu får jeg hele IT-linjen til at synke i pinlighed.
Så du bliver smidt ud? spurgte far.
Jeg kiggede ned på mine slidte, kæmpestore jeans med kæde og huller i siden. Pludselig havde jeg lyst til at smide dem ud, det var i dem, jeg havde set mor gå. Puh.
Vi skal tale med hende, sagde han.
Hvor kørte hun hen? spurgte jeg og hev træningsbukser over fødderne.
Det ved jeg ikke, måske har Erik et hus på landet Så hvad skete der med slagsmålet, Jonas?
Det var pga. en pige, mumlede jeg modvilligt. Line kunne egentlig lide mig, tror jeg nok, men så begyndte hun at hænge ud med Roman. For at provokere mig. Jeg sagde, jeg var for kedelig. At jeg aldrig ville tage initiativ. Til sidst slog jeg ham. Bagefter virkede Line utilgængelig jeg ville egentlig ikke have nogen som helst længere. Lev et halvt liv med folk, og så skrider de bare Og du jeg tabte besindelsen du er svag, far! En rigtig mand ville kæmpe for sin familie!
Jeg gik ind på værelset, smækkede døren og lyttede. Far sad stadig derude og fik chipsene til at knase højlydt. En anden ville have
Der duftede af spejlæg og pølser ud på natten. Mavesækken kaldte.
Jonas, kom og spis, lød fars stemme gennem døren. Jeg har lavet mad
Ja, som om det kunne afhjælpe noget. Men jeg ventede til han gik i seng, sneg mig ud og spiste af fadet. Pølserne var kolde, men delt i to. Han havde tænkt på mig.
Lyset tændtes, far snublede søvndrukken ud på badeværelset rystet og træt. Som en gammel mand. Han ser ældre ud end han er!
Forstyrrer jeg? Kan ikke sove, sagde han og rumsterede i skabene. Ved du hvor mor gemte snapseglassene?
Nej. Du må ikke, sagde jeg.
Jo, nu må jeg alt, Jonas. Alt! sagde han med et suk.
Kald mig ikke Jonas. Hvem valgte det navn man lyder altid som et barn.
Synes du? Jeg syntes det lød kærligt. Din mor elsker dig, alt det her det er kun mellem os voksne nu. Du tror vel ikke hun ikke elsker dig mere?
Ja, det er sikkert, for hun græd da hun gik! sagde jeg hånligt. Hæld op til mig også.
Det skal du nok overleve, svarede han bare.
Nå ja, hvad gør det, det gør jo ikke ondt! I skjuler alt. Mor stak af med Erik, og
Ingen hemmeligheder! brød han af og trampede rundt i køkkenet.
De køkkener burde forbydes!, råbte mor altid. Han har aldrig kokkereret for en familie!
Hun bankede på far, men han nægtede flytte eller kunne ikke. Måske var det derfor hun gik?
Forresten forklarede han mor kendte Erik fra de var unge. Din mor og jeg mødtes først, da jeg kom til Holminge efter universitet, men hun datede egentlig Erik først. Jeg vidste det ikke, da jeg begyndte at flirte.
De stødte ind i hinanden hele tiden det var altid mig, der planlagde det! Til sidst var hun ensom, Erik var væk, og jeg fik hende med i biografen. Resten af turen var hun glad. Vi kyssede… dengang kyssede man ikke i biografen! Man var bange for at blive set.
Hvorfor?
Fordi det var pinligt.
Det er deres problem. Jeg satte stegepanden i vasken og tændte for te-vandet.
Ikke på det tidspunkt. Det var vores problem. Men jeg kyssede hende til sidste, tæt på hjørnet af Nørregade og Møllestræde juleaften. Det var magisk.
Jeg hældte varmt vand på te-breven. Moren lavede ellers altid te på rigtigt manér.
Og så?
Så flyttede vi sammen, og min frygt blev virkelig til dig. Erik kom hjem, de snakkede. Jeg var bange for at hun ville forlade mig eller lyve om, hvem der var din far. Men hun blev. Det var dog betændt mellem os og Erik var ikke glad for det det blev til skade og slagsmål. Men på et tidspunkt valgte din mor… mig.
Som en løvinde vælger sin han, hva? sagde jeg tørt. Alt bare instinkt.
Nok. Line, din Line hvem vælger hun?
Hende gider jeg ikke mere.
Jeg kæmpede ellers for din mor, længe, længe efter hun faktisk var holdt op med at elske mig. Vi blev enige om, det var bedst for dig. Erik stak af igen, og du voksede op med os begge men under overfladen var der ikke meget tilbage. Du skulle aldrig skamme dig, sagde far.
Skamme mig?! For at mor gik?! Totalt latterligt! Hele mit liv har I leget lykkelig familie teater! Applaus, far! Jeg klappede endda men jeg havde det elendigt. Hvordan skal jeg leve i sådan en falsk virkelighed? Skilsmissefamilie havde været lettere at forstå. Man kunne bare have været ærlig. Men I I gjorde alting værre!
Vi kunne ikke. Erik ville ikke dele dig. Og din mor nægtede at lade mig være alene med dig.
Jeg så det pludselig. I mennesker er der en fjeder, små stærke eller svage, der kan holde et pres nogen slår igen, andre bukker under. Når fjederen springer tilbage, slipper de alt og går.
Mors fjeder sprang og så var alle vores gamle løfter ligegyldige for hende. Nu var hun ligeglad.
Så det er mig, der er skyld i det hele? spurgte jeg, og stemningen rungede skingert i det skæve mørke køkken. Det hele? Så kan I bare have mig frabedt! Jeg flytter, så slipper I for at lege familie mere!
Jeg stak af, tog jakken på, sprang i sneakers og løb.
Far råbte, stak hovedet ud af vinduet men jeg kiggede ikke tilbage.
I det øjeblik føltes alt som fup og løgn ikke bare vores familie, men villaen, tanten med vimplen, og selv Erik og hele Holminge. Måske vælger hanner i dyreverdenen heller ikke hinandens unger hvem ved?
Før jeg tænkte over det, stod jeg foran Lines lejlighed. Vi havde faktisk aldrig været hjemme hos hende vi boede jo kun to gader fra hinanden, men kærester? Ja, det var vi åbenbart ikke nok til.
Måske skulle jeg ringe til hende, fortælle, hun bare kunne gøre som hun ville, jeg var ligeglad. Kærlighed, familie alt sammen opspind for at man ikke skal være alene, siger min mormor. Folk bor sammen af vane, penge, praktisk aldrig af kærlighed.
Og så tastede jeg hendes nummer.
Hej, Line, så vil jeg bare lige sige: gør hvad du vil! kys hvem du vil, jeg er ligeglad! Hører du? Hallo?!
Jeg råbte måske lidt for højt. Hun svarede sagte og bad mig komme op til deres lejlighed.
Hvad? Klokken er tre! gispede jeg.
Jonas, min mor er syg, vil du ikke nok hjælpe mig? gav hun koden og etage.
Line stod i døren, træt, bleg, i t-shirt og shorts med skøre agurker på. Hjemmesko med hul i. Alt, hvad jeg plejede at synes var for sødt.
Hvad sker der? Skal du ikke ringe til lægen? Eller få Roman til at hjælpe?
De har været her, mor tør bare ikke alene undskyld, Jonas, for alt det i dag
I går. Glem det. Hvordan hjælper jeg?
Jeg talte køligt og hårdt, så hun ikke fik ideer.
Bare sid lidt. Jeg skal hente medicin. Jeg tør ikke forlade hende, hun har hjerteproblemer. Vil du sidde her, Jonas?
Hun trak mig hurtigt ind. Moren Vera lå på sofaen. Hun vendte sig og så på mig.
Nå, se hvem det er, mumlede hun. Det var sgu den samme tante, jeg havde hånet ved villaen!
Skæbne, altså, sukkede hun men bød mig alligevel på te.
Hjemme hos Line var alt anderledes: rodet, men hyggeligt. Line gnavede i sit hår, når hun tænkte. Vera råbte råd, Line himlede.
Han bliver hos dig, mor. Jeg går hurtigt. Jonas, bliv nu! Vi drikker te bagefter!
Hun gik men jeg insisterede på at tage recept og løbe. Hun var bange for at være alene med sin mor, bange for endnu et hjerteanfald, ville bare væk.
Det gjorde jeg for hende.
Da jeg kom tilbage, lagde jeg medicinen. Vera så, jeg undgik hendes blik.
Nej, du har jo ret, Jonas vi lyver for os selv og for turisterne. Hele indtægten kommer fra deres tro på gamle historier. Men det hele er teater. Ligesom familien har det været for dig
Undskyld, kludrede jeg. Var det min skyld, du blev fyret?
Er det DIG!? Min mor var helt nede pga. dig! Det er din skyld, Jonas! hvæsede Line. Tak for medicinen, men smut nu!
Nej, min pige, jeg tager det for tungt, sagde Vera. Jonas havde ret, unge folk er kompromisløse, vi gamle lærer at leve med gråzoner, med små løgne Det er sådan livet bliver.
Ja! grinede jeg, I er mestere i at lyve for jer selv. Line græd. Hvad gør man, når en pige græder? Jeg vidste det ikke. Hvad gjorde far, når mor græd? Sagde noget, tig stille. Men nu var det Line og Vera, nu var det MIN skyld.
Line, kan vi ikke snakke? hviskede jeg.
Vera nikkede.
Line raslede med tallerkener i køkkenet smadrede en kop, jeg fejede op. Der blev tavshed.
Da jeg satte mig, trykkede jeg kagen ned i halsen, Line bankede mig næsten af stolen for at hjælpe.
Hun har arvet den arm fra sin far kærligt med en elefants nuance, grinede Vera.
Min far døde for tre år siden. Nu er det bare os, siger Line. Og du skal ikke tro du betyder noget!
Jeg gad ikke høre mere, tog skoene på og smuttede ud. Mine sneakers klaskede våde og kolde. Ligemeget.
Line kom ud på trappen.
Jonas, er alt okay? spurgte hun.
Mor gik fra os. De havde kun holdt sammen pga. mig. Nu stak hun med naboen, sagde jeg. Nu skulle hun endelig mærke, hvordan jeg havde det!
Hun gik med Erik? Jonas, vil du ikke blive? Du kan sove i fars gamle seng.
Og jeg blev. Lå og stirrede op i loftet i et fremmed værelse, i en fremmed familie, mens verden var forandret. Far ringede to gange, jeg sendte sms at jeg var hos venner. Det måtte han klare.
Far og jeg overlevede på autopilot. Morgenmad, arbejde, aftensmad med kartofler. Vi diskuterede aldrig, trøstede aldrig. Det er faktisk bedst. Han talte med Anna Jørgensen, gav hende en flaske champagne, og jeg fik lov at komme tilbage.
Jeg besøgte Line, tog appelsiner til Vera. Jeg havde noget at gøre godt. Hun var venlig, fortalte historier om Danmark og livet. Line var heldig. Det var jeg også, fordi jeg havde hende.
Mor dukkede op to måneder senere, smed sin kuffert i entréen, støvler på gulvet.
Er du hjemme, Jonas? Hent lige min kuffert ind!
Jeg rynkede på næsen, gik til mit værelse.
Jonas! sagde mor vredt.
Ring til din Erik, svarede jeg surt.
Du skal ikke tale sådan til mig! Jeg er din mor! hylede hun fornærmet.
Mor. Af blod, måske. Ikke mere.
Senere hylede hun og far i køkkenet. Hun tudede, bad om tilgivelse, bagtalte ham.
Nå, hvad så med Erik? spurgte far. Gik det galt?
Vi er ikke ens. Jeg kan ikke vænne mig til tre store hunde, en lugt af vovsen overalt. Og han lod dem sove i sengen! Jeg var ensom, Villy, og du og jeg var blevet tja, slatne. Men jeg ville hjem igen. Og Jonas… Han ved jo ikke noget!
Det gør han nu. Jeg har fortalt ham alt, sagde far.
Har du mistet forstanden?! skingrede hun. Du kan da ikke sige sådan noget!
Jeg har fundet en lejlighed. Du får denne her. Jonas, vil du med?
Jeg sagde ja til far.
Mor græd og tryglede. Men vi flyttede. Måske var det ondt at forlade hende. Far kunne klare sig, men mor?
Men jeg havde ikke lyst mere. Skylden var alles. Far druknede måske lykken for længe siden, men han kæmpede i det mindste for sig selv. Jeg blev hos ham
Da Line og jeg blev voksne, sagde jeg, at jeg ville have det ægte.
Hvis du får nok, så sig det. Ikke løgn.
Det lover jeg! svarede hun. Og jeg troede hende.
Vi fik to børn. Og vi synes egentlig stadig, det ikke er nok. Vi har det, vi vil det rigtige.
Vera fik job på museum, startede en hobbyklub, og hver sommer sejler hun på Limfjorden. Jeg gjorde hendes liv svært, da jeg var 16. Nu prøver jeg at gøre det godt igen. Hun har fået en beundrer, Frits Johannes. Måtte de bare have held.
Mor besøger jeg indimellem. Hun er der, uanset hvad. Det er mit ansvar. Men tilgive kan jeg ikke helt endnu. Jeg er blevet 38Men livet gled videre, dagene voksede sammen, og jeg fandt det mærkeligste ved at blive voksen: At det ikke gør så ondt, som man tror. Alt det, der føltes knivskarpt dengang Lines tavshed, fars resignation, mors forsmåede råb blev med tiden blødere om hjertet. Fjederen i mig sprang måske også, men den rettede sig langsomt ud igen. Vi fandt på nye rutiner, fortalte hinanden sandheder, vi aldrig ville have tålt før. Jeg lærte at vaske tøj uden at ende med en lyserød trøje, at spise fars mislykkede kartoffelmos uden at brokke mig, og at bære et hul indeni uden nødvendigvis at skulle fylde det op.
En aften for længe efter det hele sad jeg under vinterhimlen med Line ved min side, ungernes latter fra børneværelset som fjerne klokker. Jeg tænkte på, hvordan cirklen aldrig bliver hel, kun smukkere i kanterne af alle de brud, vi prøver at skjule. Mit ægte liv, sagde jeg måske halvt for sjov, det begyndte først, da jeg stoppede med at lade som om, det kunne være perfekt.
Hun nikkede, trak mit hoved ned i sit skød og fortalte, at det var præcis sådan, hun havde det. Og da jeg så op, faldt der langsomt ny sne på vores terrasse hvid, hemmelig, og helt forfra.
