En sen aften i byens supermarked. Irène sad ved kassen, med tårer i øjnene, udmattet af træthed, uretfærdighed og ensomhed. Den sene nat spillede også en rolle.

Din rigdom skal afspejles i dine gaver, svare svigermoderen.
I er mere velhavende end Sophie, så jeres gaver bør matche, knurrede svigermoderen.
Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal give til mor, sagde Laurent tænksomt, mens han slentrede hen på sofaen ved siden af sin kone.
Elodie trak på skuldrene som svar. At finde den rette gave til svigermoderen var altid en udfordring for hende.
Forholdet til Valérie Dupont havde været anstrengt næsten fra første dag.
Laurent havde straks fornemmet sin mors holdning, og efter en samtale med sin hustru besluttede de at holde afstand.
Ingen skyldte nogen noget. Få telefonopkald og lejlighedsvise familiesammenkomster, hvis lysten opstod, udgjorde alt deres kontakt.
I år havde Valérie besluttet at fejre sin fødselsdag og inviteret en stor del af familien, også det unge par.
Faktisk sagde mor, at hun ville blive glad for enhver gave, kom Laurent pludseligt i erindring.
Det siger hun altid, men så bliver hun kræsente, mumlede Elodie, mens hun genkalde sig fortiden. Din søster kan give hende hvad som helst, men ikke os!
Hun huskede tydeligt den kritik, Valérie Dupont tidligere havde rettet mod hver gave, de gav.
Husk den 8. marts. Hvad gav vi hende? Et smukt, dyrt kosmetiksæt, og hvad var hendes reaktion? Tårer og anklager om, at vi ser hende som gammel og uattraktiv, sukkede Elodie. Det eneste, hun satte pris på, var guld eller elektronik, fordi hun kunne vurdere prisen.
Skal jeg ringe og spørge, hvad hun ønsker? tøvede Laurent.
Gør, som du vil, svarede hans kone og rystede på hovedet.
På den nemme måde ringede Laurent til sin mor for at finde ud af, hvilken gave hun ville have.
Min søn, jeg behøver ingenting. Kom bare, så er det min gave, svarede den genert Valérie Dupont.
Mor, er du sikker? Du vil ikke blive sur på os? insisterede Laurent.
Selvfølgelig ikke! Jeg ville blive glad for enhver lille ting, grinede hun. Laurent besluttede at stole på hendes ord.
Mor sagde, vi kunne give hende hvad som helst, fortalte han til sin kone.
Elodie så på ham med tvivl. Hun havde kun lidt tillid til svigermoderens løfter.
Alligevel, da Laurent insisterede på at vælge gaven selv, gav Elodie efter.
Jeg foreslår, at vi giver hende en robotstøvsuger, så hun ikke længere skal slæbe en slange rundt, foreslog Elodie efter at have kigget på deres budget.
Parret blev enige. De købte en gave til Valérie Dupont for tusind euro og gik roligt mod fødselsdagen.
Den fejrede fødte sin søn og svigerdatter med et smil, som hurtigt forsvandt, da hun så æsken med støvsugeren.
Hvorfor det? brummede hun og sukkede. Min søn, læg den i soveværelset.
Elodie stirrede kort på svigermoderen, chokeret over reaktionen.
Kort efter trådte Laurents søster ind med sin mand. Hun kastede sig om sine forældre og råbte:
Mor, den er til dig!
Tak, min skat! I kunne ikke have gættet bedre! udbrød Valérie Dupont og holdt hende i armene.
Elodie blev nysgerrig efter den dyrebare gave, der så tydeligt havde gjort svigermoderen glad.
Med overraskelse så hun, at Sophie havde givet deres mor en simpel kosmetikæske til omkring tyve euro.
Hun udvekslede et undrende blik med Laurent, som også havde set søsterens gave.
Ud fra Laurents ansigt kunne hun læse, at han var dybt skuffet over sin mors reaktion på deres gave.
Flere timer kæmpede Laurent med sin vrede, men da Valérie Dupont igen roste sin søsters gave, eksploderede han.
Mor, kan jeg tale med dig? spurgte han og trak hende til side.
Hvad er der? spurgte hans hustru, der kom nærmere. Er der noget galt?
Det er ikke i orden, mor! Jeg spurgte dig om en gave. Kan du huske, hvad du svarede? svarede han bebrejdeligt.
Jeg husker
Så hvorfor denne reaktion på vores gave? Mens du konstant roser den billige æske, sagde Laurent med irritation. Løgn dig ikke, så jeg tror på det.
Jeg lyver ikke. I er rigere end Sophie, så jeres gaver burde matche, knurrede Valérie Dupont.
Og hvad mener du, vi giver? Skrammel? Skal vi vedlægge en kvittering til hver gave for at gøre dig glad? spurgte Laurent med rynkede bryn.
Det er nok, hun var tydelig på, at hun ville afslutte diskussionen. Hvad kan jeg gøre, hvis Sophies gave behagede mig mere?
Fordi du ikke ved, hvad vores gave koster? spurgte Laurent sarkastisk. Den er på tusind euro!
Så dyrt? udbrød Valérie Dupont, som om hun var overrasket.
Men hun fandt hurtigt en udvej fra den akavede situation.
Ved du, hvorfor jeg værdsætter din søsters families gaver mere? Fordi de giver i overensstemmelse med deres økonomi, mens I giver uden omtanke, erklærede hun brat.
Mor, er du seriøs? Laurent holdt hovedet i hænderne.
Ser jeg ud til at spøge? Med jeres indkomst kunne I have givet mig et spaophold, sagde hun og rettede stolt hovedet.
Laurent, målløs over sin mors ord, så på hende uden at blinke et øjeblik.
Tror du virkelig, at Elodie og jeg har penge, der regner sig ned fra himlen hver dag? råbte han pludselig.
Hans råb fik hans kone og søster til at fryse op ved døren i chok.
Sophie forstod hurtigere end Elodie, hvad der havde udløst tumulten, og gik straks i forsvaret af deres mor.
Mor vil ikke have jeres robotstøvsuger, hun ville have en luftfugter. Hendes gik i stykker for tre dage siden. Hvis I havde vist lidt interesse for hendes liv, ville I have vidst det, svarede søsteren.
Jeg spurgte hende om gaven! råbte Laurent og knyttede tænderne. Gør I sjov med mig?! Fra nu af ingen flere gaver! Vi prøver at gøre dig glad, men du kritiserer os! En robot er ikke nok, du vil have en luftfugter! Undskyld at vi skuffede dig! Lad os gå! sagde han, vendende sig mod Elodie.
Valérie Dupont bristede i tårer, mens Sophie trøstede hende, og parret forlod huset med tunge miner.
Laurent holdt sit løfte til sin mor. For at undgå at købe noget eller føle sig pinligt, besluttede han at droppe alle familiesammenkomster og dermed slippe enhver stresskilde.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

2 + thirteen =

En sen aften i byens supermarked. Irène sad ved kassen, med tårer i øjnene, udmattet af træthed, uretfærdighed og ensomhed. Den sene nat spillede også en rolle.
Jeg vil ikke længere leve andres liv Margrethe kom sent hjem. Københavns lys glimtede allerede i vinduerne bag hende. Hun stod i døråbningen med tasken i hånden og sagde med en uventet fasthed: – Jeg vil skilles. Du må gerne beholde lejligheden, men du betaler mig min andel tilbage. Jeg skal ikke bruge den. Jeg går. Viktor, hendes mand, sank sammen i lænestolen, chokeret. – Hvor vil du hen? spurgte han forvirret og kneb øjnene sammen. – Det vedkommer ikke dig mere, svarede hun roligt, mens hun tog en kuffert ud af skabet. – Jeg tager ud til min veninde på landet et stykke tid. Så ser vi videre. Han fattede ikke, hvad der skete. Men det gjorde hun. Hun havde besluttet sig. Tre dage tidligere havde lægen, mens han betragtede hendes prøver, sagt sagte: – Prognosen er desværre ikke god. Otte måneder, højest… med behandling måske et år. Hun var gået fra klinikken som i en tåge. Byen summede, solen skinnede. I hovedet blev sætningen ved at snurre: “Otte måneder… jeg når ikke engang at fejre fødselsdag…” På en bænk i Kongens Have satte en gammel mand sig. Han sad stille lidt, nød den lune efterårssol, før han sagde uventet: – Jeg ønsker, at min sidste dag skal være solrig. Jeg venter ikke på meget mere, men en solstråle – det er en gave. Synes du ikke? – Det ville jeg måske synes, hvis jeg vidste, det var mit sidste år, mumlede hun. – Lad være med at udskyde mere, sagde han. Jeg har haft så mange “senere”, at jeg kunne have fyldt et helt liv. Men sådan gik det ikke. Margrethe lyttede – og forstod. Hele hendes liv havde været for andres skyld. Et job, hun hadede, for stabilitetens skyld. En mand, der var blevet en fremmed for ti år siden – kolde blikke, utroskab, ligegyldighed. En datter, der kun ringede, når hun ville have penge eller hjælp. Og til hende selv: ingenting. Ingen sko, ingen rejser, ikke engang en café latte alene i solen. Hun havde gemt alt til “senere”. Nu så det ud til, at hendes “senere” måske aldrig kom. Noget indeni hende knækkede. Hun gik hjem – og for første gang sagde hun “nej” til det hele, med ét slag. Næste dag tog Margrethe orlov, hentede sine opsparinger ud og rejste. Hendes mand forsøgte at forstå, datteren ringede og krævede – Margrethe svarede begge med rolig bestemthed: “Nej.” Hos veninden på landet var der fred. Indhyllet i et tæppe tænkte Margrethe: Var det virkeligt sådan, det hele skulle ende? Hun havde ikke levet. Bare overlevet – for andres skyld. Nu skulle det være hendes tur. En uge senere fløj Margrethe til Skagen. På en lille café ved Vesterhavet mødte hun Gerhard. Forfatter. Klog, blid. Sammen talte de om bøger, mennesker, livets mening. For første gang i mange år grinede hun frit – uden at tænke på, hvad andre tænkte. – Hvad nu, hvis vi bosatte os her? foreslog han en dag. – Jeg kan skrive hvor som helst. Og du, du kan være min muse. Jeg elsker dig, Margrethe. Hun nikkede. Hvorfor ikke? Hun havde så lidt tid. Så hvorfor ikke vælge lykken – selv hvis den var midlertidig. To måneder gik. Hun havde det storslået. Hun grinte, gik ture, lavede morgenkaffe, fandt på historier til naboerne ved cafébordene. Datteren protesterede først, men gav hurtigt op. Manden overførte hendes del af lejligheden. Alt faldt til ro. En morgen ringede telefonen. – Margrethe Larsen? lød en nervøs stemme. – Undskyld, der er sket en fejl… prøverne var ikke dine. De er raske. Det er bare udmattelse. Hun tav et øjeblik og brød så ud i et rigtigt, højt grin. – Tak, doktor. Du har lige givet mig mit liv tilbage. Hun så på Gerhard, der stadig sov, og gik ud i køkkenet for at lave kaffe. For nu havde hun ikke otte måneder – men et helt liv for sig.