Hun blev rullet gennem gangene på Rigshospitalet i en kørestol… Hvorhen? spurgte den ene sygeplejerske den anden. Måske ikke på en enestue, måske på stuen?
Jeg blev urolig: Hvorfor på stuen, når der er mulighed for en enestue?
Sygeplejerskerne så på hende med et så ægte medlidenhedsudtryk, at jeg blev grebet af undren. Først senere fandt hun ud af, at man flyttede de døende til enestuer, så de andre ikke skulle se dem.
Lægen sagde enestue, gentog sygeplejersken.
Jeg slap af med uroen. Og da jeg endelig lå i sengen, fyldtes jeg af en dyb ro, blot fordi jeg ikke skulle noget sted hen, ikke skyldte nogen noget, og al ansvar var borte. Verden føltes fjern, som om den ikke længere rakte mig. Intet og ingen interesserede mig. Jeg havde fået retten til at hvile. Og det var godt.
Nu var det bare mig, min sjæl, mit liv. Kun *jeg*. Problemerne forsvandt, travlheden og de vigtige spørgsmål opløstes. Alt det jag efter øjeblikkets tilfredsstillelse virket så ubetydeligt i lyset af Evigheden, af Liv og Død, af det ukendte, der ventede…
Og så eksploderede livet omkring mig! Det var så vidunderligt: fuglenes morgenkør, solstrålen, der listede sig op ad væggen over min seng, gyldne blade, der vinkede til mig fra træet udenfor, det dybblå efterårshimmel, lydene af en vågnende by biler, der tudede, hæle, der klaprede mod asfalten, raslen af faldende blade Åh Gud, hvor livet var smukt! Og det var først nu, jeg forstod det
Jamen så lad være, sagde jeg til mig selv. Men nu har jeg i det mindste forstået det. Og jeg har stadig et par dage til at nyde det og elske det af hele mit hjerte.
Følelsen af frihed og lykke krævede udfoldelse, så jeg vendte mig mod Gud, for han var nu den, der stod mig nærmest.
Herre! jublede jeg. Tak, fordi du gav mig øjnene til at se, hvor skønt livet er, og til at elske det. Måske sent, men nu ved jeg, hvor dejligt det er at leve!
Jeg blev fyldt af en stille lykke, ro, frihed og en form for klingende højde på samme tid. Verden lyste og bølgede i et gyldent skær af guddommelig Kærlighed. Jeg mærkede dens kraftige energibølger. Kærligheden føltes tung og alligevel blød og gennemsigtig som en havbolge.
Den fyldte alt omkring mig, selv luften blev tyk og trængte langsomt ind i lungerne, som om den pulserende vand. Alt jeg så, syntes at blive fyldt med dette gyldne lys og energi. Jeg elskede! Og det var som om Bachs orgelmusik og en violins svævende melodi smeltede sammen.
Enestuen og diagnosen »akut leukæmi i fjerde grad«, samt lægens konstatering af en uhelbredelig tilstand, havde sine fordele. De døende måtte modtage besøg af alle, når som helst. Familien blev opfordret til at kalde på de nærmeste til afskeden, og snart strømmede en lang række sørgende slægtninge ind.
Jeg forstod deres vanskelighed: Hvad skal man sige til en døende? Især når de ved det. Det var nærmest komisk at se deres forvirrede ansigter.
Jeg var glad: Hvornår ville jeg ellers have set dem alle? Men mest af alt ville jeg dele min kærlighed til livet kunne man være andet end lykkelig over det? Jeg muntrede familien og vennerne op med vittigheder og historier.
Alle grinede, takket være Gud, og afskeden foregik i en stemning af glæde og tilfredshed. Efter tre dage blev jeg træt af at ligge og begyndte at gå rundt i værelset, satte mig ved vinduet. Lægen fangede mig og fik et sandt raserianfald over, at jeg ikke måtte rejse mig.
Jeg var oprigtigt forundret:
Gør det nogen forskel?
Nej, svarede lægen forvirret. Men du kan ikke gå.
Hvorfor ikke?
Dine blodprøver er som en døds. Du burde ikke kunne leve, men alligevel går du rundt.
De fire dage, de havde givet mig, gik. Jeg døde ikke, men nød pålæg og bananer. Jeg havde det godt. Men lægen havde det skidt: Hun forstod ingenting. Blodprøverne forblev de samme, blodet dryppede kun svagt rosa, og jeg begyndte at gå ud i gangen for at se tv.
Jeg syntes, det var synd for lægen. Kærligheden krævede, at alle skulle være glade.
Doktor, hvordan skulle mine blodprøver helst se ud?
Nå, i hvert fald sådan her. Hun skrev hurtigt nogle bogstaver og tal på et stykke papir. Jeg forstod det ikke, men læste det omhyggeligt. Lægen så på mig, mumlede noget og gik.
Klokken ni næste morgen stormede hun ind på mit værelse og råbte:
Hvordan gør du det?!
Hvad gør jeg?
Blodprøverne! De er præcis, som jeg skrev til dig.
Åh? Hvordan skulle jeg vide det? Og hvad betyder det overhovedet?
Jeg blev flyttet til stuen. Familien havde allerede sagt farvel og kom ikke længere.
På stuen lå fem andre kvinder. De stirrede mod væggen og døde i tavshed, fast besluttet på at gøre det grundigt. Jeg holdt ud i tre timer. Min Kærlighed begyndte at kvæles. Noget måtte gøres. Jeg hev en vandmelon frem under sengen, skar den i skiver og annoncerede højt:
Vandmelon mod kvalme efter kemoterapi.
En duft af frisk sne bredte sig i værelset. De andre nærmede sig forsigtigt.
Virker det virkelig?
Jep, sagde jeg med stor selvsikkerhed.
Vandmelonen knasede saftigt.
Det hjælper faktisk, sagde den ved vinduet, der gik på krykker.
Også mig Også mig bekræftede de andre glædeligt.
Se, nikkede jeg tilfreds. Der var engang Kender I den vittighed om?
Klokken to om natten kiggede en sygeplejerske ind og udbrød:
Hvornår holder I op med at grine? I larmer for hele afdelingen!
Tre dage senere spurgte lægen mig tøvende:
Kunne du måske flytte til en anden stue?
Hvorfor?
Alle her er blevet bedre. I nabostuen er der mange alvorligt syge.
Nej! råbte mine sengekammerater. Vi slipper hende ikke.
De holdt fast. Snart strømmede patienter fra andre stuer ind for at snakke, grine og more sig. Og jeg forstod hvorfor. For i vores stue levede Kærligheden. Og Kærligheden vandt. Mellem sengene voksede livet sig stærkere, som om hver latter og hver vandmelonskive brød dødens tag. Lægen stoppede med at råbe, i stedet smilede hun, når hun så patienter gå ud i haven, selv dem, der aldrig havde troet det muligt. Jeg blev aldrig rask men heller aldrig død, ikke rigtigt. For hvor Kærligheden er, er Tiden usikker, og Muren mellem Liv og Død tynd som en solstråle. Og jeg ved kun, at jeg stadig sidder her, ved vinduet, og fortæller historier, mens solen stiger og fuglene synger, og verden lyser gylden.
