Min svigermor har valgt at flytte ind i vores hjem og overdrage sin bolig til sin egen datter.
Min mand, François, kom fra en stor slægt. Svigermoren fik sine egne børn, indtil hun fik en datter. Det kan virke som en mærkelig strategi, men det er ikke min opgave at dømme den.
Da jeg sagde ja til ægteskabet, følte jeg mig heldig. François virkede ansvarsbevidst, modig og stærk. Han forstod, hvad familie betød, men han kunne ikke slippe sin mor og søster. Selvom svigermoren ikke lagde særlig vægt på sine sønner, satte hun altid sin datters velbefindende først.
Chloé var ti år, da jeg mødte hende. I starten var hun ingen gene, men fem år senere forværredes situationen. Hun nægtede at gå i skole, hang ud med mærkelige typer, og min mand måtte hjælpe hende med sin uddannelse. Svigermoren kunne ringe midt om natten for at bede om assistance.
Jeg håbede, at Chloé en dag ville vokse op, gifte sig og at alt ville gå godt. Det skete dog ikke. Da hun fandt en kæreste, insisterede svigermoren på, at hendes sønner skulle bidrage økonomisk til brylluppet, fordi hun selv var uden penge. Chloés forlovede kom fra en beskeden familie, så de unge ægtefolk måtte bo hos svigermoren.
Men hun opdagede, at samlivet var vanskeligt. Så hun kom med den perfekte plan: flytte ind hos os og lade lejligheden stå til sin datter. Det gjorde ikke noget, at jeg havde købt lejligheden med mine egne optjente penge, mens min mand ikke havde bidraget et eneste krone. Det mest overraskende er, at han også godkender løsningen; han hævder, at hans mor vil lette vores huslige byrder.
Vi har en 3værelses lejlighed, men jeg vil ikke gå på kompromis med komforten og dele vores private rum. Svigermoren er overbevist om, at vi er forpligtede til at tage hende ind, da min mand som den ældste er ansvarlig for sine forældre.
Jeg elsker min mand og ser ingen grund til at skilles, men hvordan kan jeg tage emnet op med ham? Hvordan kan jeg forklare, at det er et mareridt at bo sammen med hans mor? Har I et råd?
