Du, jeg har altså boet i udlandet i ti år nu, og jeg savner faktisk ikke Danmark. Det er lidt ligegyldigt, at mine sønner og svigerdøtre bor der stadig.
Jeg ved, det lyder hårdt, men jeg er altså ikke sådan en mor, der bare lod mine børn i stikken uden at tænke over, hvordan de ville klare sig. Lyt til min historie, og så kan du selv beslutte, hvad du synes. Én ting siger jeg dog kun Gud kan dømme mig.
Hvorfor tog jeg til udlandet? Det handler jo i bund og grund om penge. Min mand forlod mig for mange år siden, og jeg stod der alene med tvillingerne. Uden at gå for meget ind i deres barndom, så var de år ikke nemme. Pengene var små. Det var svært at få råd til både mad og tøj.
Min veninde, Jytte, som også er min ældste søns gudmor, havde arbejdet længe i udlandet, og hun kom hjem på besøg og foreslog, jeg skulle tage med. Jeg tøvede slet ikke mine drenge var jo lige blevet voksne, havde afsluttet gymnasiet og kunne sagtens tage vare på sig selv.
I udlandet blev jeg taget godt imod. Hver aften ringede jeg til mine drenge, men de spurgte altid kun om én ting:
Kan du sende nogle penge?
Jeg overførte dem i går hvor er de henne?
Altså, vi har købt dagligvarer og betalt regninger. Hvorfor spørger du?
Det var først senere, jeg indså, at Jytte faktisk lyttede med på alle vores samtaler.
Du skal vide, at de ikke rigtig sætter pris på dig. De er voksne nu det er tid til, de finder arbejde og klarer sig selv. Du skal passe på dig selv, så du ikke fortryder det, sagde hun til mig.
Jeg tog ikke rigtig hendes råd til mig. Jytte har jo hverken mand eller børn, så hvordan skulle hun vide, hvordan det er at være mor?
For tre år siden gik hun bort, og jeg tænkte, at det måske var et tegn måske skulle jeg tage hjem igen.
Men da jeg kom hjem, sagde min søn helt køligt, da han åbnede døren:
Nå, hvad laver du her?
Er det sådan, du hilser på din mor? prøvede jeg at joke.
Men glæden varede ikke længe. Min søns kæreste, Katrine, boede i min lejlighed, og hun var ikke specielt venlig. Hun gav mig et skævt blik og sagde ikke hej.
Skal hun bo her længe? hviskede Katrine.
Det ved jeg ikke, men jeg håber, hun snart rejser igen.
Jeg har ikke lyst til, at andre bor her! svarede hun.
Så altså, min egen lejlighed føltes pludselig ikke som min. Min ældste var på en rejse med venner og bad stadig om penge hele tiden.
Jeg holdt ikke engang ud en uge; det hele føltes fremmed for mig så meget at jeg ikke engang kunne sove ordentligt i min egen seng. De unge smækkede mig ind i stuen, og tog min soveværelse.
Katrine gav mig skylden for alt for hendes kop, for at jeg gik for højt, og for at jeg brugte toilettet om natten. Hun gik endda så langt som at smide mine gamle fotoalbums, min bedstemor Ingeborgs kogebog og ville aflevere mit arveguld til pantelånere.
Jeg vil ikke have det gamle junk her! sagde hun bare. Og min søn støttede hende fuldt ud.
Så blev jeg altså rigtig vred, pakkede mine ting og købte en billet ud igen. Ingen elsker mig her, ingen har egentlig lyst til at have mig boende. Alt, jeg gør, irriterer dem.
Nu er der gået ti år. Mine sønner ringer sjældent. De er overhovedet ikke nysgerrige på mit liv. Sønner er bare ord, ikke mere. Jeg håber bare, jeg kan finde lykken her, hvor jeg er nu.
Hvordan har du det egentlig med det? Synes du hun har ret?
Jeg har ikke set mine sønner i 10 år – og jeg savner dem ikke det mindste.
