Er du ved dine fulde fem? Har du brugt alle de penge, vi har sparet op i fem år, på en bolig til din gravide elskerinde? Du har brugt mine penge på… Jeg har ikke engang ord! Hvordan kunne du…
Tretten år havde Astrid levet med sin mand. Mads elskede hun blindt, bare fordi han var ham. Hun elskede hans altid lidt rodede, kastanjebrune hår og det særlige, trætte smil, der altid dukkede op, når han så på deres otteårige søn, Emil. Livet i deres lille by gik sin sædvanlige gang, og der skete sjældent noget nyt.
…Mads kom hjem præcis klokken 21:30. På det seneste havde han ofte overarbejde, men Astrid havde ikke tænkt over det før nu han arbejdede jo for familien. Han smækkede med døren, tog jakken af, der på en eller anden måde ikke lugtede af hans sædvanlige aftershave, men af noget sødt og blomstret. Astrid mærkede det med det samme.
Hej, sagde han og kyssede hende på hovedet. Jeg er helt færdig. En hård dag i dag.
Hej. Skal du have aftensmad? Kom, så skal jeg nok lave noget til dig.
Nej tak. Jeg tror, jeg vil i bad.
Han gik forbi hende, og Astrid følte pludselig en underlig uro. Han afslog mad igen. Var der en anden? Mads kom senere hjem nu, telefonen var altid i hans lomme. Før lagde han den på natbordet, men nu lå den altid med skærmen nedad, låst. Hvis hun rørte den, blev han irriteret.
Du er sent ude i dag, sagde hun og rejste sig for at tage en kop. Meget at lave?
Mads stod allerede ved badeværelsesdøren.
Ja, Astrid. Du ved, slutningen af kvartalet. Rapporter. Det er bare bureaukrati.
Hvorfor dufter du sådan? spurgte hun pludselig skarpt.
Mads standsede. Han blev overrasket over spørgsmålet.
Hvad dufter jeg af? Han prøvede at virke afslappet, men hans skuldre stivnede.
Blomster. En sødet, blomstret duft. Det er ikke din aftershave.
Åh, det er nok en af kollegaernes parfume. Lise fra regnskabet pralede med sin nye i dag. Han viftede afvisende. Hun lugter helt vildt. Hold nu op, Astrid. Jeg er virkelig træt.
*Lise fra regnskabet,* tænkte Astrid, mens hun gik tilbage til verandaen. *Selvfølgelig…*
Denne duft havde forfulgt hende i to uger. Først prøvede hun at overbevise sig selv om, at det bare var en tilfældighed, at hans kolleger også brugte parfume…
…Drømmen om en lejlighed til Emil lå på en opsparing i Danske Bank, en konto, de havde åbnet for fem år siden. De havde sparet hver en krone, så Emil kunne få sin egen bolig, når han blev voksen. Mads sparede op fra sin ingeniørløn på den lokale fabrik, Astrid fra hendes små indtægter som syerske. De havde droppet ferie ved stranden fem år i træk, købt ingen ny bil, sparet på alt undtagen Emils fremtid. Nu skulle der være omkring 250.000 kroner en enorm sum i deres by, nok til at sikre, at Emil kunne studere i Århus uden at bo på kollegie.
Men så kom stormen. En kunde havde betalt Astrid ekstra for hendes hurtige arbejde, og hun besluttede at sætte pengene direkte i banken. Hun vidste ikke helt, hvorfor hun ikke bare gjorde det online måske ville hun bare en tur ud i det fine vejr.
Bankmedarbejderen, en ung kvinde ved navn Sofie, som hun kendte efterhånden, smilede til hende.
Hej, Astrid. Hvad kan jeg gøre for dig?
Hej, Sofie. Jeg vil gerne se saldoen på vores opsparingskonto. Og hvis det er muligt, vil jeg gerne sætte lidt ind.
Selvfølgelig. Dit pas, tak.
Astrid rakte hende passet. Sofies fingre løb hen over tastaturet.
Øh… sagde hun og rynkede brynene. Astrid, der er… ingen penge.
Hvad mener du? Astrid forstod det ikke.
Kontoen er helt tom. Nul kroner.
Astrid følte, som om gulvet svigtede. Hun greb fat i disken.
Sofie, det er umuligt. Er du sikker? Vi åbnede den for fem år siden, den står i Mads navn. Jeg sætter penge ind hver måned!
Jo, Astrid, sagde Sofie med et bekymret blik. Jeg ser transaktionerne. Der blev hævet en stor sum for to uger siden. Alt er væk.
Hvor meget? Astrid kunne knap trække vejret.
248.000 kroner. Hævet en tirsdag for to uger siden. Kontoen er lukket.
Tirsdag for to uger siden… Mads kom sent hjem den dag og sagde, han havde haft et møde.
Tak, Sofie. Jeg skal have en fuld udskrift af alle transaktioner for den seneste måned. Hurtigt…
Astrid forlod banken, vaklende. Hun huskede ikke, hvordan hun kom hjem. 250.000 kroner. Mads havde taget det hele…
***
Da Mads kom hjem, sad Astrid ved køkkenbordet med en udskrift foldet pænt i to. Der var ingen tårer, kun en iskold ro, som ofte kommer før en katastrofe.
Mads kom ind, smed nøglerne på hylden og gned sig over næseryggen.
Hej. Hvordan går det?
Sid ned, Mads, sagde Astrid. Hendes stemme var lav og rolig, helt anderledes end normalt.
Mads så forvirret på hende. Hans øjne faldt på papirerne. Langsomt gik det op for ham.
Hvad er det? spurgte han uden at sætte sig.
Sid ned. Vi skal tale sammen.
Han satte sig langsomt over for hende.
Astrid, jeg forstår ikke…
Spil ikke dum, Mads. Du ved udmærket, hvad det er. Jeg var i banken i dag. Kontoen er tom. 248.000 kroner. De forsvandt for to uger siden.
Mads så ned på sine hænder. Han benægtede det ikke.
Hvordan fandt du ud af det?
Er det vigtigt? Hvad har du brugt pengene på, Mads?
Jeg… Jeg købte en lejlighed.
En lejlighed? Hvor? Til hvem?
Mads trak vejret dybt. Han så op, og i hans øjne var der ikke anger, men irritation og en bitter beslutsomhed.
Til hende.
Hvem er *hende*? Astrid skreg ikke. Hun talte, som om de diskuterede vejret.
Mads, sig hendes navn.
Lise.
Astrid stirrede på ham. Mads begyndte at snakke, mens han krøb sammen under hendes blik.
Astrid, jeg ved ikke, hvordan det skete… Husker du, da vi var på firmatur for et år siden? Chefen tvang os alle med for at styrke holdånden? Der mødte jeg Lise…
Han tav, og Astrid sagde roligt:
Fortsæt. Sig det hele.
Altså… Jeg blev straks vild med Lise. Hun er… anderledes end dig. Du er tryg og varm, men hun er som en storm. Jeg følte mig ung igen. Hun er kun nitten, Astrid. Hun kører på motorcykel, har tatoveringer over det hele. Jeg mistede hovedet… Med dig var det som med en ven. Jeg er bare vant til dig.
Astrids stemme var som låst. Hun ville græde, smadre tallerkener, slå ham i ansigtet… Men hun holdt sig i skindet. Hun ville ikke give ham den tilfredsstillelse.
Fortsæt.
Vi blev korte tid sammen. Hun droppede mig, sagde, jeg kedede hende. Jeg led, Astrid. Jeg ringede, jeg tiggede. Men hun fandt en anden. Jeg begyndte at komme over det. Vi var jo på ferie for syv måneder siden, husker du? Men så ringede hun pludselig. Vi så hinanden igen, og så… ja. Og så kom bomben: hun var gravid. Astrid, jeg kunne ikke bare lade hende stå alene. Hendes mor sparkede hende ud. Jeg kunne ikke lade min datter vokse op på gaden!
Astrid rejste sig og gik hen til vinduet.
Så din elskerindes datter er vigtigere end din søn? Godt gået. Hun stod stille, kigger ud over haven, hvor Emil havde bygget et træhus sidste sommer. Mads’ stemme dirrede bag hende.
Jeg troede jeg troede, vi kunne klare det. At du måske ville forstå.
Astrid vendte sig langsomt om.
Forstå? Du har taget vores barns fremtid og givet den væk til en kvinde, du knap kender. Og nu forlader du mig for hende?
Mads svarede ikke. Han så bare ned på hænderne, som om svarene var forsvundet med pengene.
Astrid tog sin jakke fra skabet og gik forbi ham mod døren.
Hvis du er her, når jeg kommer tilbage, ringer jeg efter politiet. Og hvis du nogensinde prøver at se Emil, så sørger jeg for, at du aldrig får lov.
Hun smækkede ikke døren. Den lukkede sig stille. Som en sidste bøn om respekt.
