Kristian giftede sig som fireogtyveårig. Hans kone, Mette, var toogtyve. Hun var det eneste og sentfødte barn i en familie med en professor og en lærerinde. Pludselig kom der to drenge i træk, og lidt senere en datter.
Svigermoren gik på pension og begyndte at passe børnebørnene.
Kristian og hun havde et mærkeligt forhold. Han kaldte hende altid “Fru Nielsen,” og hun svarede med et køligt “De,” mens hun konsekvent brugte hans fulde navn. De skændtes aldrig, men i hendes nærvær føltes det altid, som om der var en kuldegysning i luften. Dog måtte man give hende rethun blandede sig aldrig i deres ægteskab og behandlede ham altid respektfuldt.
For en måned siden gik firmaet, hvor Kristian arbejdede, konkurs, og han blev fyret. Ved middagsbordet lod Mette falde:
“Vi kan ikke leve af min mors pension og min løn i lang tid, Kris. Du må finde et job.”
Nemmere sagt end gjort! Tredive dage havde han banket på døre uden held.
Frustreret sparkede han til en øldåse, der lå i vejen. Takket være guderne, sagde svigermor ingenting endnu, men hendes blikke var talende nok.
Før brylluppet havde han ved et tilfælde overhørt en samtale mellem mor og datter:
“Mette, er du sikker på, det er den mand, du vil tilbringe resten af livet med?”
“Mor, selvfølgelig!”
“Jeg tror ikke, du forstår ansvaret. Hvis din far var her…”
“Mor, hold nu op! Vi elsker hinanden, og alt bliver godt!”
“Og børnene? Kan han forsørge jer?”
“Det kan han, mor!”
“Det er ikke for sent at trække i bremsen, Mette. Hans familie…”
“Mor, jeg elsker ham!”
“Jamen, pas på, at du ikke kommer til at fortryde det!”
“Tiden til at fortryde er kommet,” tænkte Kristian bittert. Svigermor havde set det komme længe før ham.
Han havde ikke lyst til at gå hjem. Han kunne allerede forestille sig, hvordan Mette ville give ham falske opmuntringer: “Nå, men i morgen går det nok bedre!” Imens ville hendes mor sukke og tie sig til tavs, fordømmende tilstedeværelse, og børnene ville spørge med et drillende smil: “Far, har du fundet et job?” At skulle høre og se det igen var simpelthen uudholdeligt.
Han gik en tur langs havnen, satte sig på en bænk i parken, og da det blev sent, kørte han ud til sommerhuset, hvor familien boede fra maj til efterår. Der lyste et enkelt vinduesoveværelset, hvor Fru Nielsen stadig var vågen. Han listede sig op ad stien, men gardinet bevægede sig pludselig. Han bukkede sig og landede uheldigt på en stub med sin bagdel.
Svigermor kiggede ud:
“Kristian er sent på den. Har du ringet til ham, Mette?”
“Ja, mor, han svarer ikke. Han har sikkert ikke fundet et job endnu og hænger bare rundt.”
Stemmen blev skarp som is:
“Mette, du skal ikke tale sådan om din mand og dine børns far!”
“Åh, mor, altså! Jeg synes bare, Kris ikke gør noget for at finde arbejde. Han har siddet på min nakke i en hel måned!”
For første gang i seks år hørte Kristian sin svigermor slå hårdt i bordet og hæve stemmen:
“Hold op med det! Du må ikke tale sådan om din mand! Hvad lovede du, da I blev gift? i tykt og tyndt! at støtte ham!”
Mette mumlede hurtigt:
“Undskyld, mor. Bare rolig, okay? Jeg er bare træt. Undskyld.”
“Godt, gå i seng,” sagde Fru Nielsen træt og vinkede afværgende.
Lyset slukkedes. Svigermor gik frem og tilbage, trak gardinet til side og stirrede ud i mørket. Pludselig løftede hun blikket mod himlen og korsede sig:
“Kære Gud, nådig og barmhjertig, vær med min datters mand, mine børnebørns far! Lad ham ikke miste troen på sig selv. Hjælp ham, kære Gud, min søde dreng!”
Hun hviskede og korsede sig, mens tårerne løb ned ad kinderne.
Kristian følte en varme brede sig i brystet. Ingen havde nogensinde bedt for ham! Hverken hans mor, en streng og arbejdsom kvinde, der havde viet sit liv til partiarbejde, eller hans far, som han knap kunne huskehan forsvandt, da Kristian var fem. Han voksede op i vuggestue, børnehave, skole og SFO. Da han startede på universitetet, fik han straks et jobhans mor hadede dovendyr, og hun mente, han godt kunne klare sig selv.
Varmen bredte sig, fyldte ham helt og trængte ud i form af få, ufrivillige tårer. Han huskede, hvordan svigermor altid stod op før alle andre og bagte de kager, han elskede, lavede lækre supper, og hendes frikadeller og kødbolle var nærmest mirakuløse. Hun passede børnene, gjorde rent, dyrkede grøntsager i haven, lavede syltetøj og de bedste sprøde agurker og surkål til vinteren
Hvorfor havde han aldrig lagt mærke til det? Hvorfor havde han ikke takket hende? Han og Mette havde bare arbejdet og fået børn og troet, det var nok. Eller var det kun ham? Han huskede, hvordan de engang så en dokumentar om Australien, og Fru Nielsen sagde, at hun altid havde drømt om at besøge det mystiske kontinent. Han grinede bare og sagde, det var for varmt til en kvinde med et hjerte af is
Kristian sad længe under vinduet med hovedet i hænderne.
Næste morgen gik han og Mette ud på terrassen til morgenmadkager, syltetøj, te, mælk. Børnene smilede og lyste af glæde. Han så op og sagde blidt:
“Godmorgen, mor.”
Svigermor fo’r sammen og svarede efter et øjebliks tøven:
“Godmorgen, Kristian.”
To uger senere fandt Kristian et job, og et år efter sendte han Fru Nielsen på ferie til Australienpå trods af hendes protester.
