Mette nåede ikke at afslutte opkaldet med sin mand, da hun pludselig hørte en kvindestemme i den anden ende.
Mette stod ved vinduet og så på, hvordan den tykke københavnske sne faldt ned over byen. Telefonsamtalen med hendes mand var ved at være slut en helt almindelig, hverdagsagtig snak, som de havde haft utallige af i deres femten års ægteskab. Jens, som altid, fortalte om sin “forretningsrejse” til Aarhus: alt var fint, møderne gik efter planen, han ville være hjemme om tre dage.
“Okay, skat, så snakkes,” sagde Mette og flyttede telefonen fra øret for at trykke på den røde afslutningsknap. Men pludselig standsede hun. I den anden ende hørte hun tydeligt en kvindestemme, melodisk og ung:
“Jens, skat, kommer du? Jeg har allerede fyldt badekarret”
Mettes hånd stivnede i luften. Hendes hjerte standsede et øjeblik og hamrede derefter, som om det ville bryde ud af brystet. Hun trykkede hurtigt telefonen til øret igen, men hørte kun korte bip Jens havde allerede afsluttet opkaldet.
Mette sank langsomt ned i stolen og mærkede, hvordan benene svigtede under hende. Tankerne myldrede i hovedet: “Skat Badekar Hvilket badekar på en forretningsrejse?” Hun huskede pludselig de underlige tegn de sidste måneder: de hyppige rejser, de sene opkald, som Jens altid tog på altanen, den nye parfume, der var dukket op i hans bil.
Med rystende hænder åbnede hun sin laptop. Det var ikke svært at logge ind på hans mail koden kendte hun stadig fra dengang, hvor der var tillid og ærlighed mellem dem. Billetter, hotelreservationer “Honeymoon-suite” på et femstjernet hotel midt i Aarhus. For to.
I mailen fandt hun også en korrespondance. Louise. Seksogtyve år, fitnessinstruktør. “Kæreste, jeg kan ikke mere. Du lovede, du ville skilles for tre måneder siden. Hvor længe skal jeg vente?”
Mette blev dårlig. For hendes øjne flimrede et minde frem om deres første date med Jens dengang var han blot en simpel manager, hun en nyuddannet bogholder. De sparede sammen til brylluppet i en lille lejlighed i Valby. De fejrede deres første succeser, støttede hinanden gennem nederlag. Nu var han en succesrig salgsdirektør, hun en chefregnskabsfører i samme firma, og mellem dem gabede der et hul på femten år og en pige på seksogtyve ved navn Louise.
På hotelværelset gik Jens nervøst frem og tilbage.
“Hvorfor gjorde du det?” Hans stemme dirrede af vrede.
Louise lå på sengen, nonchalant indhyllet i en silkeslåbrok. Hendes lange lyshårede hår lå spredt ud over puden.
“Hvad er der nu galt med det?” Hun strakte sig som en mæt kat. “Du sagde selv, du ville skilles.”
“Det er mig, der bestemmer, hvornår og hvordan det skal ske! Forstår du, hvad du har gjort? Mette er ikke dum, hun har forstået det hele!”
“Og det er fantastisk!” Louise satte sig brat op i sengen. “Jeg er træt af at være din elskerinde, du gemmer væk på hoteller. Jeg vil gå på restaurant med dig, møde dine venner, være din kone!”
“Du opfører dig som et barn,” knurrede Jens.
“Og du er en kujon!” Hun sprang op og gik hen til ham. “Se på mig! Jeg er ung, smuk, jeg kan give dig børn. Hvad kan hun? Kun holde styr på dine penge?”
Jens greb hende i skuldrene: “Hold op med at tale sådan om Mette! Du aner intet om hende eller om os!”
“Jeg ved nok,” Louise rev sig løs. “Jeg ved, du er ulykkelig med hende. At hun er gået op i arbejde og hverdag. Mette lukkede laptoppen langsomt. Uden tårer, uden skrig. Hendes ansigt var roligt, næsten for roligt. Hun rejste sig, slukkede for lampen i stuen og gik ud på altanen. Snen summede stadig stille ned, som om intet var hændt. Langt nede på gaden så hun sit eget spejlbillede i en butiks rude en kvinde i mørkeblå trøje, hår der faldt i bløde bølger over skuldrene. En fremmed. Hun tog sin telefon frem, åbnede beskederne og skrev: *Kom hjem, når du kan. Vi skal snakke.* Så satte hun sig indenfor, tændte pejsen og ventede. Ikke på ham. På sig selv. Den kvinde, hun engang var, og som måske stadig var der et sted under alt det tavse brud.
