Bygdens intellektuelle
“Tove, Tove, har du hørt, at der er kommet en ny matematiklærer til vores by fra byen? Varvara Semjonovna er gået på pension. Hun var selvfølgelig allerede pensionist, gammel, men der var ingen til at undervise vores børn, så nu er han ankommet,” plaprede naboens hustru, fru Nielsen, en ældre dame, der altid vidste de seneste nyheder i bygden.
“Nej, det har jeg ikke hørt. Er det en mand?”
“Ja da. Og ikke nogen ung knægt, de siger, han er seksogfyrre år og single.”
“Virkelig? I den alder og single?” sagde Tove forbavset. “Måske kommer hans kone senere, eller måske kommer hun slet ikke… Bykvinder vil ikke bo på landet.”
“Ja, ja, lad ham være single. Mener du, der ikke er nogen single kvinder i bygden? Tag nu vores sygeplejerske Mette; hun har været enke i tre år, og hun er flot nok. Det kunne være det perfekte par lærer og sygeplejerske…”
I bygden kogte rygterne, selvom Gregor Ilum endnu ikke havde mødt Mette, men alle havde allerede besluttet, at de skulle giftes.
Tiden gik. Men der var ikke noget at høre om et bryllup, og ingen havde set læreren og sygeplejersken tale sammen eller mødes. Selvfølgelig havde Gregor Ilum mødt Mette det var umuligt at bo i samme by uden at kende hinanden.
Den nye lærer flyttede ind i et gammelt hus, der engang var bygget til lærere og sundhedspersonale, da der før var flere af dem i bygden. Gregor Ilum så godt ud høj og flot, og børnene kunne også lide ham. Timerne blev meget mere interessante; han lavede vittigheder med børnene og forklarede tingene klart.
De eneste, der ikke havde det stille, var de ældre kvinder, der sad på bænkene foran husene. Der blev altid diskuteret de seneste nyheder og forskellige teorier. Så også om Gregor Ilum blev der fremsat flere bud.
De mest populære teorier var to. Den første kom fra fru Nielsen selv:
“Jeg tror, kære venner,” sagde hun og rettede på sit tørklæde, “at denne Gregor sikkert er en nybagt enkemand. Hans kone døde i byen, hun var sikkert syg. Han er kommet hertil for at distrahere sig fra sorgen og starte et nyt liv. Det gør folk nogle gange i sorg.”
Den anden teori kom fra fru Arnesen, en dame, der vidste alt om alle i bygden. Selv hvis hun ikke vidste noget præcist, kunne hun gætte og præsentere sine gæt som fakta bestemt og insisterende. Og det var ligegyldigt, hvis det ikke passede.
“Men jeg tror… ja, jeg er faktisk sikker på, at vores lærer har været ude i en eller anden ubehagelig situation i byen og har valgt at gemme sig her hos os. Måske skylder han penge, eller måske har han været sammen med en ung pige, og hans kone fandt ud af det. Nu venter han bare, til stormen er ovre.”
De ældre kvinder kom aldrig til en enighed, men rygterne spredte sig fra hus til hus. Sygeplejerske Mette deltog selvfølgelig ikke i sådanne samtaler, men hun hørte alligevel rygterne, for byboerne kom til hende for behandling og klagede over deres småskavanker.
Mette var enogfyrre år. Hendes datter studerede på universitetet i en storby, og hendes mand var død for tre år siden hans hjerte svigtede. Mette var ikke interesseret i Gregor Ilum. Ikke fordi hun ikke kunne lide ham, men deres veje krydsede bare ikke ofte. Skolen lå i den ene ende af byen, og lægeklinikken i den anden. Hendes børn gik ikke i skolen hun havde ingen og Gregor Ilum blev ikke syg.
“Mette, byens folk snakker om dig og læreren. Ved du det?” spurgte den ældre sygeplejerske, Lise, som alle kaldte hende. “Og alle forventer, at I ender med at blive gift.”
“Ja, jeg har hørt det, Lise. Hvilket forhold? Vi kender hinanden knap nok kun et ‘hej’ hist og her. Han virker som en fin mand, men jeg har kun set ham et par gange, og han virker ikke som min type. Han er for byagtig. Klæder sig for fint, har flotte briller med tynde indfatninger, og hans hænder er så velplejede. Han kan sikkert ikke engang bruge dem til noget praktisk,” sagde Mette, mens hun udfyldte papirer. “Da jeg studerede til sygeplejerske i byen, mødte jeg mange fyre. Der var dem, der kun var ude på at flirte…”
“Men han er jo ikke nogen ung knægt,” forsvarte Lise ham.
“Åh, Lise, kender du ikke det ordsprog: ‘Mænd er som bær søde i alle aldre’? Han er seksogfyrre, og for mænd varer de bær fra ungdommen til de går med stok… de tænker kun på én ting.”
Lise tav lidt og gik tilbage til sine opgaver, men støttede så Mette.
“Det har du ret i. Hvis en mand i den alder er single, betyder det, han ikke har brug for nogen.”
“Præcis,” svarede sygeplejersken. “Lad de ældre kvinder snakke. Jeg har ikke brug for eventyr jeg vil have en familie. De snakker, og så dør det ud.”
Med tiden døde snakken om Mette og læreren også ud. Gregor Ilum blev respekteret i bygden, og Mette også. De to intellektuelle i byen interesserede snart ikke længere nogen folk vænnede sig til dem. De så dem nogle gange i butikken, hilste høfligt og gik hver sin vej.
Vinteren kom, og nytåret begyndte. Børnene kom tilbage til skole efter ferien. På det tidspunkt var alle rygter om læreren stoppet, og han var blevet en del af bygden.
Men så kom der nye rygter. Borgmesterens datter kom hjem fra byen uden at afslutte sine studier. Hun kom hjem med en mave og uden en mand. Nu var der rigtig stof at snakke om. De ældre kvister diskuterede ikke længere på bænkene det var for koldt men i butikken, på klinikken eller bare når de mødtes på vejen.
Det var svært at gå på de snoede stier.
Sådan gik livet i bygden stille og roligt nogle gange, fyldt med rygter andre gange. Januar var snefuld og blæsende. Vejene var ofte tilspærret af sne, og det var svært at gå på de snoede stier, især om morgenen.
Men en dag blev bygden igen oppe at køre, og folk begyndte at hviske. Mod slutningen af januar blev Mette kaldt til fru Arnesen. Hun boede i et hus sammen med sin datter og barnebarnet Nikolaj, der gik i skole. De boede i den anden ende af byen fra klinikken, så Mette gik gennem den dybe sne med sin lægetaske. Det tog lang tid, og hun blev træt.
Da hun kom ind i huset, så hun pludselig Gregor Ilum, der betragtede hende opmærksomt. Det var tydeligt, at han havde ventet på hende.
“Goddag,” sagde Mette. “Hvad laver du her?”
“Goddag,” svarede læreren. “Jeg fulgte Nikolaj hjem fra skole; han er også syg med feber. Hans mor er på arbejde.”
“Ja, tante Mette, Gregor Ilum fulgte mig hjem. Jeg har ondt i halsen, og mor er ikke hjemme. Og så er bedstemor…”
“Mette, jeg er selvfølgelig ikke læge, men fru Arnesen er alvorligt syg. Jeg har allerede ringet efter en ambulance. Hendes ansigt er skævt, og hun taler uforståeligt…”
Mette forstod straks, at fru Arnesen havde brug for akut behandling. Men problemet var, hvordan ambulancen skulle komme frem.
“Du har ret,” sagde Mette til læreren. “Det var rigtigt at ringe efter en ambulance, men hvordan får vi hende derhen? Bilen kan ikke køre hertil… Den kan kun komme til klinikken.”
“Vi må finde på noget, Mette. Du kan undersøge Nikolaj. Vi kan ikke bære fru Arnesen på ryggen.”
“Nej, nej, hun må ikke rystes. Nikolaj, bliv hjemme. Jeg skriver til din mor, hvilken medicin du skal have.”
Gregor Ilum gik udenfor og så en træstige i gården.
“Nikolaj, har I nogle bælter? Find dem frem, det er vigtigt.” Nikolaj fandt tre bælter frem, hvoraf et var af stof.
“Det går nok,” sagde Gregor til Nikolaj. “Vi tager dem med.”
“Hvad har du tænkt dig, Gregor Ilum?” spurgte Mette nysgerrigt.
“Vi lægger fru Arnesen i et tæppe, binder hende fast på stigen og slæber hende gennem sneen til klinikken som en improviseret båre.”
“Åh, det er en fremragende idé!” sagde Mette glad.
Gregor Ilum begyndte at trække, mens Mette gik ved siden af og holdt øje med fru Arnesen. Det tog lang tid, men da de nåede klinikken, kom ambulancen kørende. Mens de trak, talte Mette og Gregor sammen.
“Hvorfor har du ingen kone?” spurgte Mette, da hun så, hvor handlekraftig han var hun ville aldrig selv have fundet på det.
“Hvorfor? Fordi hun forlod mig for syv år siden. Hun fandt en forretningsmand. Han har penge, og hvad får man af en lærer? Jeg valgte at flytte hertil frivilligt i stedet for en yngre lærer, der skulle have været her. Men hans kone var gravid, og jeg syntes, det var synd for dem, så jeg tilbød mig at tage hans plads. Og jeg fortryder det ikke jeg kan godt lide det her.”
“Nå,” svarede sygeplejersken.
Efter at fru Arnesen var blevet kørt væk, fortsatte Gregor Ilum og Mette med at snakke ved klinikken, før han gik. Mette blev efterladt med sine tanker.
“Gregor Ilum er en rigtig mand. Han panikker ikke i en svær situation, han er villig til at hjælpe og giver ikke op, når det handler om folks liv og helbred. Han tænkte hurtigt og handlede i stedet for at diskutere. Nu forstår jeg, at han ikke er en forkælet bybo, men en rigtig mand, der kan bære en syg person på ryggen.”
Samme aften så byboerne Gregor Ilum følge Mette hjem fra klinikken, selvom hendes hus ikke lå langt væk. Hans hus lå i den modsatte ende af byen. Dagen efter så folk dem igen gå side om side og snakke og grine sammen.
“Mette, hvornår skal I giftes med Gregor Ilum?” spurgte sygeplejersken og byboerne, der kom på besøg.
Mette lo og svarede snart:
“Vi gifter os om sommeren. Gregor har ferie, og jeg har mindre at lave.”
Alligevel var rygterne i bygden ikke helt forgæves. Som ordsproget siger: “Ingen røg uden ild. Gregor Ilum og Mette stod sammen ved kanten af byen en sen forårsaften, hvor sneen langsomt smeltede og lod blomsterkropper skimte gennem den våde jord. De sagde ikke meget, men smilede, da de så en flok børn løbe forbi med skolemapper og fnis. Fru Nielsen nikkede tilfreds fra sin bænk, og selv fru Arnesen, nu rask og hjemme fra hospitalet, sukkede og sagde: “Nå, det gik alligevel, som det skulle. Gregor Ilum og Mette stod sammen ved kanten af byen en sen forårsaften, hvor sneen langsomt smeltede og lod blomsterkropper skimte gennem den våde jord. De sagde ikke meget, men smilede, da de så en flok børn løbe forbi med skolemapper og fnis. Fru Nielsen nikkede tilfreds fra sin bænk, og selv fru Arnesen, nu rask og hjemme fra hospitalet, sukkede og sagde: “Nå, det gik alligevel, som det skulle. Gregor Ilum og Mette stod sammen ved kanten af byen en sen forårsaften, hvor sneen langsomt smeltede og lod blomsterkropper skimte gennem den våde jord. De sagde ikke meget, men smilede, da de så en flok børn løbe forbi med skolemapper og fnis. Fru Nielsen nikkede tilfreds fra sin bænk, og selv fru Arnesen, nu rask og hjemme fra hospitalet, sukkede og sagde: “Nå, det gik alligevel, som det skulle. Gregor Ilum og Mette stod sammen ved kanten af bygden en sen forårsaften, hvor sneen langsomt smeltede og lod blomsterkropper skimte gennem den våde jord. De sagde ikke meget, men smilede, da de så en flok børn løbe forbi med skolemapper og fnis. Fru Nielsen nikkede tilfreds fra sin bænk, og selv fru Arnesen, nu rask og hjemme fra hospitalet, sukkede og sagde: “Nå, det gik alligevel, som det skulle. Gregor Ilum og Mette stod sammen ved kanten af bygden en sen forårsaften, hvor sneen langsomt smeltede og lod blomsterkropper skimte gennem den våde jord. De sagde ikke meget, men smilede, da de så en flok børn løbe forbi med skolemapper og fnis. Fru Nielsen nikkede tilfreds fra sin bænk, og selv fru Arnesen, nu rask og hjemme fra hospitalet, sukkede og sagde: “Nå, det gik alligevel, som det skulle.
