Min mand er sofaens konge, og naboen er en sand helt. Hvorfor er livet så uretfærdigt?
Jeg er kun otteogtyve. Min mand er syvogtredive. Vi er en ung familie med to vidunderlige børn. Selvom vi lever i det 21. århundrede, føles det nogle gange, som om vi er faldet tilbage til en gammeldags tid. For min Lasse lever efter gamle regler: manden skal tjene pengene, og konen skal lave mad og tage sig af børnene. Er det ikke bare absurd?
Da vi blev gift, håbede jeg, at vi ville være ligeværdige partnere – i livet, i hjemmet, i børnenes opvækst. At ingen ville sige ting som “det er ikke mandearbejde” eller “klare den selv.” Men ak, min Lasse finder det under sin værdighed at tage en klud i hænderne eller sætte vaskemaskinen i gang. Måske tørrer han støv af en gang om måneden, hvis jeg beder pænt. Men at lave morgenmad til børnene? Nej, det er helt uden for hans forståelse. Som om en stegepande vil bide ham.
Og i den sammenhæng kan jeg ikke lade være med at fortælle om en person, der virkelig imponerer mig. Naboen. Ja, en helt almindelig fyr, der bor i samme opgang. Han hedder Mikkel.
Mikkel og Julie er et ungt par i trediverne, de bor et etage over os. Julie er en karrierekvinde, selvsikker og dynamisk. Hun arbejder for et stort internationalt firma, har en høj stilling og kører en flot bil. Altid elegant, altid på farten.
Mikkel er midlertidigt uden arbejde. Og ved du hvad? Han er… simpelthen en fantastisk far og mand! Da deres barn blev født, løb han ikke på værtshus eller gemte sig bag fjernsynet. Nej, han tog… barsel! Ja, det var ham.
Og du aner ikke, hvor godt han klarer det! Han går tur med barnevognen om morgenen, laver grød, vasker babytøj, rydder op og laver aftensmad. Han er som en superhelt i et forkøkken. Og barnet er ren glæde. Mikkel drømmer ikke om at være andre steder – han lever for sin familie.
Når Julie kommer hjem fra arbejde, smiler hun altid til ham. Når jeg ser dem, føler jeg et strejf af misundelse. De ligner et billede fra en reklame om lykkelige ægteskaber: forelskede, respektfulde, enige om alt – fra bleer til ferieplaner.
En dag så jeg ham gulvvaskende, mens han nynnede for barnet i vuggen. Det gjorde ondt i mit hjerte. Ikke fordi min mand er dårlig. Men fordi han ikke ønsker at være sådan. Han mener, at en rigtig mand ikke bør tage sig af hjemmet.
Nogle gange hentyder jeg til Lasse: “Se lige, hvordan Mikkel går tur med sin søn eller laver mad.” Men han fnyser bare og siger: “Nå, hvis han keder sig,” eller “Julie kommer til at forlade ham – kvinder kan ikke lide sådan nogle underdanige mænd.” Og jeg har lyst til at skrige.
Det er både morsomt og trist: Er omsorg en svaghed? Består kærlighed kun i at betale regningerne?
Jeg drømmer ikke om, at Lasse skal lave gourmetmad eller sy pudevar. Jeg vil bare have, at han engang imellem siger: “Jeg klarer det – du kan slappe af.” Eller overraske mig med morgenmad i sengen én gang om ugen. Eller bare tage den yngste i armene og sige: “Gå og hvil dig lidt.” Men nej. Han mener, det er kvindens opgave. Han er forsørgeren.
Så når jeg ser Mikkel, har jeg lyst til at klappe. Ikke fordi han er bedre end min mand. Men fordi han er anderledes. Fordi han viser kærlighed i handling, ikke bare ord. Fordi han ikke er bange for at være “forkert” efter de gamle normer. Fordi han har modet til bare at være et godt menneske.
Måske vil min Lasse en dag indse, at kærlighed ikke kun handler om penge. At en kvindes lykke ikke kun er blomster til kvindedagen, men opmærksomhed hver dag. Indtil da håber jeg bare, at mine børn får en far som Mikkel.
For sand manddom handler ikke om muskler, men om hjerte. Og det, desværre, er ikke noget, alle er blevet lært.
