Dette møde kunne have været begyndelsen på et ubesværet kærlighedseventyr: et fly, to nabosæder, én destination. Han Mikkel, en mesterlig naturfotograf, hvis liv bestod af fjernområder og udstillinger. Hun Rigmor, arkitekt, der byggede både bygninger og sin karriere med præcis nøjagtighed.
Begge var uafhængige, selvsikre, hver med et tidligere ægteskab, der havde lært dem at værne om deres eget rum.
Ideen opstod som et lyn i et mørkt rum: hvorfor ikke gøre dette forhold let, uden forpligtelser og hverdagens trummerum?
Ingen troede, det skulle holde længe, især Mikkels kolleger. På deres værksted førte de en hemmelig væddemålsbog: hvor længe den nye ufangelige Mikkels flirt ville vare.
Normalt gik regnskabet op i måneder.
Kvinder blev ofte betaget af Mikkel: smuk, kreativ, aldrig kedelig eller grådig. Men kollegerne kendte også den anden side af den geniale kunstner. Han levede efter inspirationens luner, var uudholdelig i husholdningen, uforudsigelig i sine reaktioner og elskede et glas snaps. Når han erklærede, at han havde fundet sin kærlighed, sukkede alle lettet ud. En forelsket Mikkel arbejdede som besat, hans billeder pulserede af lidenskab og liv.
Endelig mødte han Rigmor, sin sande muse. En kvinde, der kun krævede glæden ved at mødes. Lad os prøve uden den forbandede hverdag, uden hvor har du været? og hvorfor ringede du ikke? foreslog Mikkel. Livet er allerede en tung sag.
Rigmor smilede og gik ind. Hun var sikker på, at det kun var en kort affære, og efter et hårdt skilsmisse var hun ikke interesseret i at slå sig fast for evigt. Så deres behov matchede.
Mikkel kunne bo en uge i hendes hyggelige lejlighed, indrettet efter alle harmoniske regler, og så forsvinde i sit studio, fyldt med kameraudstyr og negativer. De fløj sammen til København, og så gik de hver sin vej i flere uger. De tilbragte tre dage i et sommerhus på Sjællands kyst og skiltes igen i tre uger.
Et år senere blev Rigmor den faste gæst ved deres kreative sammenkomster.
Drømme går i opfyldelse, sagde hun til sine veninder, mens hun nippede til en akvavit. Som barn læste jeg om polarexpeditioner stærke, uafhængige, altid på farten. Min Mikkel er som en polarforsker. Han drager ud bag kameraet og vender tilbage med blomster og glødende øjne.
Mikkel var lykkelig.
Rigmor er som en indånding af frisk havluft, delte han med en kammerat over et glas whisky. Mit liv er kaos. Nogle gange kryber jeg hjem og kan ikke udtale et ord. Andre gange har jeg brug for, at nogen lytter og trøster mig som et lille barn. Men oftest vil jeg bare have ro i en uge. Hun forstår det. Hvis vi boede sammen, ville vi have drænet hinanden på et år. Så jeg kommer altid med blomster og et smil, som om det var en date.
Han tillod sig flygtige flirtar på siden, men vendte altid tilbage til Rigmor. Det var deres karmaforbindelse, noget stærkere end et kedeligt ægteskab. Udefra så Rigmor altid ud til at være fuldstændig tilfreds.
Fem år gik. Så lukkede galleriet, som Mikkel samarbejdede tæt med, pludselig sine døre, magasinet gik i krise, og det gamle kreative firma gik i opløsning. Alle gik hver til sit for at finde nye veje.
Et par år senere støttede Rigmor på Lene i en café, en gammel bekendt fra de dage. De snakkede, mindedes fortiden, og samtalen gled naturligt til Mikkel.
Rigmor smilede bittert, stirrede på sin kop kaffe:
Ja, vi er stadig i samme rytme, gynger frem og tilbage. Han kommer, forsvinder, og vender igen. Jeg er ærligt talt træt. Men så snart vi nævner, at det er på tide at slå sig ned, ser han på mig som et fanget dyr og spørger: Er vi ikke glade? Han bliver jaloux på sin egen skygge, bange for at miste mig.
Hvad med dig? spurgte Lene.
Jeg er klar til at bo sammen, vil have et barn. Men jeg er stadig alene, så jeg starter intet seriøst.
Elsker du ham? spurgte Lene forsigtigt.
Måske. Eller det er bare vane, sukkede hun. Eller håbet om, at han en dag vågner, bliver en anden, den rigtige for mig.
Rigmor, undskyld, men de ændrer sig ikke, sagde Lene. Min mor siger det også. Alle spørger, hvorfor jeg holder fast i en mand, der ikke ved, hvad han vil. Men jeg kan ikke slippe ham. Er det kærlighed?
Det ved kun du, svarede Lene. Jeg har aldrig troet på såkaldte frie forhold. Men friheden har sin pris, som man siger. Livet er kun én gang, og årene kan vi ikke hente tilbage.
Flere måneder gik.
Endelig gik Rigmor i terapi. Hun talte om frygten for ensomhed, udbrændte forhold og uopfyldte drømme. Efter en session gik hun hjem, lavede te og satte sig i køkkenet ved vinduet. Hendes blik faldt på en gammel ramme, en gave fra Mikkel.
Det var et fælles foto: de lo, omfavnet ved solnedgang. Rigmor løftede rammen for at børste støvet af, men tabte den. Glasset knækkede, og bagved faldt en lille konvolut frem.
Med rystende fingre rev hun den åben.
Indeni lå et billede. Ikke et perfekt stilleben, men et helt andet: hun sov, indhyllet i et tæppe, ved et bord hvor en lampe kastede lys over hendes tegninger. Mikkel havde fanget hende, mens hun ikke så. På bagsiden stod skrevet med hans hånd: Det eneste sted, hvor kaoset i mig stilner. Undskyld, at jeg ikke turde sige det højt. Jeg har altid været din. Jeg var blot bange for at indrømme det.
En uge senere bankede Mikkel som sædvanligt på døren med en buket pæoner. Rigmor åbnede, men i stedet for et smil gav hun ham den gamle foto.
Han så på hende, så på Rigmor, og i hans øjne læste hun ikke den sædvanlige skæve latter, men en stille træthed, som årene af flugt havde samlet.
Det ser ud som om, sagde Mikkel lavt, vores ekspeditioner er ved at slutte. Det er tid til at komme hjem.
Denne gang gik han over tærsklen, ikke som gæst, men som mand, der endelig havde besluttet at blive.
