De flygtede fra sorgen
Politimanden, der kom til Mette, uden om sværende med ord eller forsøg på at være diskret. Han kom bare ud med det på en gang:
“Der er sket en ulykke. Din mand, Mads, er omkommet i en bilulykke. Der var en kvinde med ham – kender du hende måske?”
“Måske hans elskerinde,” svarede Mette roligt.
“Er du ligeglad med din mands død?” spurgte politimanden forbløffet.
“Selvfølgelig dømmer du mig,” sagde Mette med et bittert smil. “Mandeforbundet, ikke? Tror du, alle kvinder er onde? At det ikke er jer, der ødelægger vores liv? Hvordan jeg håndterer det, er min sag.”
“Du kunne bare være gået,” sagde politimanden roligt.
“Og hvad så? Dette er mine forældres hus – et godt hjem. Skulle jeg have ladet min utro mand bo her med sin…”
“Undskyld, jeg vidste det ikke.”
Mette vidste, det var første gang i måneder, hun ikke havde kontrol over sine følelser. Smerten var så knugende, hun knap kunne trække vejret. Hun havde mistet sin mand to gange: først da han døde, og igen da hun fandt ud af, han ikke var alene. Nu var det bekræftet – hans utroskab var ikke længere bare en mistanke. Puslespillet faldt på plads.
Hun havde siddet foran fjernsynet i timevis, men tankerne var langt væk. Hun prøvede at forestille sig ulykkesstedet – hvad gik der gennem Mads’ hoved i de sidste sekunder? Tænkte han på hende? Hun havde længe anet, at han var utro. Der havde været en kulde mellem dem de sidste måneder, en iskold afstand.
Mette tav. Hun spurgte ikke, hvorfor han kom sent hjem, eller hvem der skrev til ham. Hun græd ikke i puden eller delte sine tvivl med veninderne. Det var hendes hemmelighed.
“Mads troede sikkert, jeg var dum og uopmærksom. At han var smartere end mig. Men jeg ville bare ikke vide det. Jeg ventede på, at han selv tog skridtet. Hvorfor forlod han mig ikke? Eller nåede han det bare ikke?”
De havde mødt hinanden på universitetet, giftet sig og levet sammen i næsten ti år. Men ægteskabet havde ikke gjort hende lykkelig. Alt ændrede sig, da han fire år efter brylluppet fik tilbudt et praktikophold i Tyskland.
“Skal, jeg skal til Tyskland i et år. Det er en chance, jeg ikke kan sige nej til,” sagde han roligt.
“Et helt år?” næsten græd Mette.
Pludselig blev han karrieremennesket:
“Forstår du det ikke? Jeg har drømt om dette. Jeg vil ikke leve i fattigdom hele livet.”
“Hvem taler om fattigdom? Vores forældre klarer sig fint, og vi arbejder begge.”
“De klager ikke, fordi de ikke kender bedre,” fnøs han.
“Og du gør?”
“Netop derfor vil jeg opleve det. Jeg har ret til det.”
“Og hvad med mig? Hvad er min ret?” Hun genkendte ham ikke længere – han var kold og ubøjelig.
“Du venter på mig, som en god hustru, og så lever vi godt bagefter.”
“Mads, det er det værste tidspunkt – jeg er gravid. Endelig bliver vi forældre.”
Hun havde hastet hjem fra lægen, lykkelig over at fortælle ham nyheden. Men hans reaktion knuste alt.
“Er du gravid?” Han lød chokeret.
“Ja, er der noget galt? Et barn hører til i en familie.”
“Kære, vi får børn – men ikke nu. Denne praktik er for vigtig.”
“Jeg klarer mig selv. Mine forældre hjælper.”
“Min mor vil ikke. Du ved, hvordan hun er – hun var imod vort bryllup og vil ikke have børnebørn.”
“Fordi hun ikke kan lide mig.”
“Det er ikke det… hun vil bare have, jeg tager afsted.”
“Jeg får dette barn, uanset om du tager afsted eller ej.”
Mads rejste en uge senere. Den næste nat vågnede Mette af en frygtelig smerte. Hun ringede til ham, men han svarede ikke. I stedet måtte hun tilkalde sine forældre.
“Ring efter en ambulance – vi møder dig på hospitalet.”
Det var alvorligt. Lægerne fortalte hende senere, at hun måske aldrig kunne få børn igen – medmindre et mirakel skete. Men hun troede ikke på mirakler. De næste dage var de mørkeste i hendes liv. Mads ringede hver dag, men han føltes fjern.
Da han kom tilbage efter et år, blev de boende i hendes forældres store hus. Årene gik, og en dag sagde hendes forældre:
“Vi har købt et lille hus på landet. Dette hus tilfalder dig.”
Så forlod de dem. De troede, det var bedst for det unge par at være alene.
Men uden forældrene opdagede Mette og Mads, hvor fremmede de var blevet. Da der var publikum, spillede de kærlighed – nu var forestillingen forbi.
Mads blev bitter over karrieresetbacks. Hans ambitiøse praktik havde ikke båret frugt. Han tog sin frustration ud på Mette, og en dag spyttede han:
“Du kunne ikke engang beholde vores barn.”
Hun følte også vreden, men også en dyb sorg – for hun vidste, han ikke altid var på arbejde, når han sagde det. Han begyndte at drikke og kørte endda bil beruset. Og netop det dræbte ham – og den unge pige ved hans side. Hans mor, der nu ikke forlod kirkegården, og Mette, hvis liv var tomt.
Denne ulykke slettede alt. Smerte, had, fortrydelse – men for hvem? For en mand, der forrådte hende. Ved graven kunne hun ikke engang græde. Hans mor hviskede:
“Står der som en statue. Har du intet hjerte? Min søn fortjente varme og børn.”
“Jeg ville også have det,” brød det frem fra Mette. “Men I dræbte mit barn.”
Mads’ far lagde en arm om hende:
“Undskyld, pige. Vi ødelagde alt. Måske ville Mads stadig leve, hvis vi ikke havde blandet os.”
Hviskende svarede hun: “Og undskyld mig også…”
Den unge piges familie blev fundet. Hendes far hentede hende i lighuset – hun hed Emma.
Efter begravelsen gik Mette tilbage til arbejdet. Hun kunne ikke blive hjemme. En aften, mens hun ventede på bussen, rørte en lille dreng hende. Han smilede og lignede på uhyggelig vis Mads. Drengen rakte hende en legetøjsbil.
“Vi kører hjem i den!” grinede han.
En mand stod ved siden af.
“Vi tager også din far med,” sagde Mette.
“Det er ikke far – det er morfar,” sagde drengen klart.
Manden smilede trist.
“Ja, en ung morfar. Min datter fik ham tidligt. Jeg opdrager ham alene efter min kones død. Men jeg fejlede – lærte hende ikke at passe på mænd. Hun mødte en gift mand. Han lovede at for
