Jeg tog ham op en tirsdag aften, mens jeg var på vej hjem fra arbejde. Han lå lige ved siden af skraldespanden våd, tynd, rystende. Og jeg kunne bare slet ikke efterlade ham der. Jeg bøjede mig ned, talte blidt til ham, og han logrede bare forsigtigt med halen, som om han bad om en chance. Jeg løftede ham op, tog ham med hjem og tørrede ham med et gammelt håndklæde. Jeg havde slet ikke regnet med, at det ville sætte gang i så meget drama.
Allerede næste dag begyndte kommentarerne at hagle ind. En nabo sagde:
Jeg håber ikke, at den hund er aggressiv.
En anden sagde højt: Folk tager åbenbart alt til sig nu om dage.
Men det værste var, da viceværten bankede på min dør for at fortælle mig, at flere naboer havde bekymringer om, at hunden ødelagde områdets pæne fremtoning. Jeg grinede af ren frustration. Pæn fremtoning? Det her var et levende væsen ikke et stykke møbel.
Senere gik en nabo forbi og sagde: Der er jo en grund til, området ser ringere ud i øjeblikket.
To andre klagede, fordi hunden én gang havde gøet da en knallert kom alt for tæt på. Hver gang jeg var ude at lufte ham, blev vinduerne omkring mig smækket i. Som om jeg trak noget smitsomt med mig rundt.
En dag, mens jeg gik tur med ham, kom en kvinde hen og sagde, at hunden ville tiltrække lopper og at det var bedst, hvis jeg afleverede ham der, hvor han kom fra. Jeg spurgte, hvad hun mente med der, hvor han kom fra, og hun trak bare på skuldrene, som om ét liv mere eller mindre var hendes besvær ligegyldigt.
Det blev værre, da anonyme sedler dukkede op på min dør:
Den hund hører ikke til her.
Tænk på naboerne.
Her er et stille kvarter.
Nogen påstod endda, at jeg prøvede at lave ejendommen om til et internat.
Hunden generede vel egentlig ingen. Han spiste, sov og kiggede på mig med de der taknemmelige øjne, som ingen andre lagde mærke til. Jeg tog ham til dyrlægen, vaskede ham, gav ham mad. Dag for dag blev han kønnere, stærkere, tryggere. Alligevel kunne folk i opgangen ikke lade være med at gøre mig til problemet.
En nabo gik så vidt som til at fortælle folk, at jeg ødelagde kvarterets gode stemning. Spøjst nok, da han så min datter, Alberte, lege med hunden, sagde han pludselig: “Nå, så er det jo fint nok.”
Så gik det op for mig: Problemet var slet ikke hunden. Problemet var folk, der tror, at alting, som ikke passer ind i deres billede af, hvordan alting “bør” være, skal fjernes. Det er dobbeltmoral i sin reneste form.
I dag bor hunden stadig hos mig. Han hedder nu Koko. Han er begyndt at tage på, hans øjne skinner, og han har lært at sove uden at være bange. Naboerne siger ikke noget længere, men de ser stadig skævt til os.
Men jeg holder fast:
Jeg ville langt hellere tage imod deres utilfredse blikke tusind gange, end jeg ville lade et uskyldigt dyr dø på gaden.
