Hvem er hun, og hvad laver hun her? råbte Kirstine Nielsen, smidt tasken i gulvet og klar til at kaste sig ind i et slagsmål.
Det er Lise Sørensen! svarede Jens Jørgensen med en doven grin.
Utroligt ubehageligt! hans ansigt skiftede til en kold mine. Hvad laver hun i mit køkken?
Som du kan lugte, smider hun frikadeller på panden! Jens trak næsen i den duft, der spredte sig i lejligheden.
Er du gået helt amok? skreg Kirstine igen. Du har hentet en fremmed kvinde ind for at stege frikadeller til mig?
Jo! nikkede Jens. Jeg er simpelthen blevet så sulten på frikadeller, at jeg måtte have lidt ekstra.
Lise så frem fra køkkenklædeskabet:
Åh, så er jeg her! Jeg ser også ud til at have fundet en ny værge! Min mand kan jo tydeligvis ikke selv stege frikadeller!
Hvad mener du, jeg ikke kan? stammede Kirstine. Jeg kan da sagtens!
Jeg har tydeligvis ikke bemærket, at din mand sagde nej, da jeg tilbød at lave mad til ham! Lise lo hånligt. Måske skal jeg tilbyde ham noget andet? Hvem ved, om han vil tage imod det!
Så får jeg dig i små bidder med mine egne hænder! brølede Kirstine.
Ud fra dine små hænder ser det ikke ud til, at du kan gøre mig noget! Du har netop fået neglelak og er overfrisket med cremer!
Du må nok lære dine hænder at binde hår og lade dig selv fremstå vigtig! Det er tydeligt, at du slet ikke er vant til husligt arbejde!
Ja Kirstine kvæntede sig i sin raseri. Så du ved
Kom nu, forstyr ikke en dame i forretning, jeg giver dig en frikadelle! Men kun én, så du kan få den i din kontorskjorte! Lise vinkede hende ind i køkkenet.
Du får din straf! sagde Kirstine, mens hun gik forbi sin mand. Jeg ordner det med hende, så forbered dig!
Bare lad mine frikadeller være i fred! råbte Jens efter hende.
Kirstine gik ind i køkkenet med en beslutsomhed, der kunne rive vægge ned. Hun var klar til at smide den forargede kvinde ud af døren.
Lise sad allerede ved bordet med en tekop i hånden.
En lille smule honning-te for at berolige? spurgte Lise med et falskt smil.
Jeg vil bare Kirstine mumlede mellem tænderne.
Sådan, som du vil, Lise sukede, mens hun rystede på hovedet. Jeg får bare en smule te til mig selv!
Du er simpelthen! udbrød Kirstine i en blanding af råb og bandeord.
Tag en pause! Lise strakte armene. Du har fået din mand til at gå rundt på gaderne og lede efter nogen, der vil stege frikadeller for ham?
Man kan kun holde en mand på diæten, hvis han lover at tabe sig; ellers skal han være mæt, ren og elsket.
Øh Kirstine sukkede usikkert.
Jeg er glad for, at jeg fangede ham! Han gik rundt med en kunstig krølle og var klar til at stege frikadeller for enhver! Så jeg besluttede mig for at redde ham for dig.
Og du? spurgte Lise overrasket, mens hun satte sig på en skammel.
Hvad skal jeg? Lise grinede, mens hun drak sin te. Jeg har min egen mand! Og jeg ville gerne give din som fast kunde en tjeneste.
Jeg har gemt ham for dig! Han gik jo i gaderne, søgte nogen til at lave frikadeller, men jeg har holdt ham i sikkerhed!
Har vi mødt hinanden før? spurgte Kirstine mistænksomt.
Sådan en hukommelse! Lise lo. Jeg arbejder i slagterbutikken under jeres bygning! I køber altid kød hos mig!
Det er sandt! udbrød Kirstine.
Så er der penge! svarede Lise. Du har ladet din mand gå ud for at få frikadeller af en fremmed. Er det nu acceptabelt?
***
Jens og Kirstine startede som en klassisk dansk familie. Jens arbejdede som lektor på universitetet og tjente til forbruget, mens Kirstine var hjemme med børnene på barsel.
Hun havde otte år i barsel, fødte tre børn og var tilfreds med at have opfyldt den traditionelle rolle.
Jens var stolt af deres store, solide familie. Selv om han var eneste barn, huskede han, hvordan det føltes at savne sine forældre, når de var på arbejde.
Han drømte engang:
Hvor var så fedt, hvis jeg havde en bror eller søster! Så kunne vi lege sammen!
I sin egen familie gjorde Jens alt for at sikre, at hans børn undgik den ensomhed, han selv havde oplevet.
Der var tre børn, og Kirstine var hjemmegående, så husstanden gik rundt om hende.
Mange spekulerede på, hvordan Jens kunne forsørge så mange. Han var universitetslektor, og lønnen var beskeden, men han havde heldet på sin side.
Da Jens fyldte 18, gav hans forældre ham et sommerhus. Det var en fin gave, selvom ingen rigtig vidste, hvad han skulle bruge det til.
Jens studerede videre på universitetet og ville senere blive fastansat som lektor. Sommerhuset interesserede ham ikke så meget, så da han var omkring 20, stod det tomt i to år, indtil han besluttede at sælge det.
Han solgte sommerhuset for en god pris, som han ikke spildte på unødvendige udgifter. Pengene gik til en ven, Arne, som startede en lille virksomhed.
Arne brugte pengene klogt, og virksomheden voksede hurtigt. Jens blev medejer uden at blande sig i driften:
Arne, du har styr på det, lad mig bare have min andel af overskuddet! sagde Jens.
Pengene gik fra små til store, og de lagrede overskuddet på en opsparingskonto:
Når vi har nok, kan vi spare til noget stort, som en ny bil eller et stort rejseeventyr, sagde Jens med et smil.
Familien levede trygt, økonomien kunne dække både hverdag og fornøjelser.
Alt gik som smurt, indtil den yngste søn fyldte ti år.
Jens’ liv ændrede sig ikke, men Kirstine mærkede en indre tomhed. Børnenes behov var faldet, og hun følte sig ligeglad i sit hjemmeliv.
Jens, jeg ved, at jeg måske lyder vildt, men jeg kan ikke fortsætte sådan! erklærede hun en aften. Jeg elsker dig og vores familie, men jeg mister mig selv!
Der var Kirstine hustru, mor, husmor, men ingen lykkelig kvinde. Hun frygtede, at hun en dag ville opgive alt og løbe væk.
Det er en alvorlig udmelding, svarede Jens. Hvad foreslår du?
Jens overvejede mulige hobbyer for sin kone, men Kirstine overraskede ham:
Jeg vil starte min egen virksomhed! sagde hun. Vi har sparet op, og pengene giver en lille rente. Hvis jeg investerer lidt, kan jeg enten fordoble dem eller tabe dem uden at det ødelægger vores liv.
Hmm, tænkte Jens.
Skat, sagde Kirstine blidt. Hvis det lykkes, kan jeg blive både mor, hustru og forretningskvinde. Hvis det mislykkes, ved jeg, at jeg har prøvet.
Så gør, hvad du mener er bedst, gik Jens med på det.
Han kunne ikke modsætte sig. Der var ingen anden vej.
Kirstine kastede sig hovedkulds ind i sit nye projekt, så meget at hun glemte sin familie. Kun nødvendigheden trak hende tilbage til rollen som hustru, mor og husets leder.
Jens var som lektor også praktisk anlagt, men hans huslige færdigheder var typisk maskuline: han gjorde rent på en sløv måde, gemte skrald under tæppet og lod alt det, han så som uden for synet blive. Børnene klarede sig selv, kun med hjælp til lektier og lommepenge.
Når det kom til madlavning, var Jens kun i stand til at lave simple retter typisk frosne frikadeller eller nuggets. Han sagde ofte til slagterbutikken:
Min sjæl skriger efter noget hjemmelavet, men jeg har kun frosne frikadeller!
Sælgeren svarede:
Hvorfor tager du ikke din egen, når du er hjemme?
Jeg har ingen, men jeg kan købe hakket kød! sagde Jens. Jeg forstår dog ikke, hvorfor jeg skulle købe noget, som ender i fryseren.
En anden kunde spottede:
Lad mig lave dem for dig! Jeg er god til at lave frikadeller!
Sælgeren svarede:
Jeg ved, du kan lave dem du har været her i fem år og kun købt dumplings! Kender du overhovedet til frikadeller?
Køberen gik væk, og sælgeren sagde til Jens:
Kan du vente til kl. 19? Jeg lukker kl. 19. Jeg kan komme forbi og stege frikadeller til dig! Min mand er på rejse, så jeg har intet at lave.
Jens så frem til hjemmelavede frikadeller, som han ikke havde set i tre år, og gik med på aftalen. Da han gik ind i butikken omkring kl. 18.30, hjalp han Lise med at tælle kassen.
Sammen købte de brød, mælk og løg til frikadellerne. Så gik varmen op, og Lise steg i køkkenet for at stege Jens frikadeller, mens hun ventede på, at hans hustru skulle komme hjem.
Pas på din forretning, sagde Lise, mens hun tøvede på køkkenet. Du har næsten mistet din mand i dag, fordi han gik ud for at finde frikadeller hos en fremmed. Så lad os bare spise dem, uden at gøre noget tungt.
Jeg er ikke sur, svarede Kirstine.
Hvad er der så for noget? lo Lise. I morgen får han måske kager, i dag frikadeller, og snart borer vi ham med suppe.
Du vil ende som en selvstændig kvinde uden mand, men du har en god mand! Det er en skam at miste ham.
Tak, mumlede Kirstine.
Kirstine nåede ikke de eventyrlige højder i sit firma, men hun gik i nul eller gik med et lille overskud. En del af indtjeningen gik til opsparing.
Hvis hun havde fortsat i fuld fart og glemt familien, kunne hun måske have nået større succes, men Lises indgriben fik hende til at revurdere sine prioriteringer.
Hvis overlevelse var i spil, kunne hun have sprunget ud, men for nu var en normal arbejdsuge på otte timer med to fridage nok til at holde balancen.
Sådan holdt hun sig fra at søge efter nye kvinder, der ville lave frikadeller til ham.
