KVINDERELATIONER
Der er dem, der kun mødes over en kop kaffe. Så er der dem, der holder sammen hele livet.
For Agnete Jensen har historien en helt særlig drejning.
Nå, lad os så ringe af i dag. Jeg venter på min mand, der kommer hjem fra arbejde, og jeg har ikke engang fået påbegyndt middagen endnu. Du må straks kysse din mand og ringe, så snart I har fastlagt ankomstdatoerne! afsluttede Agnete samtalen i et lyst humør; hendes veninde Gry Sørensen og hendes ægtemand skulle besøge deres datter i Hamborg, så de havde en reel chance for at ses snart.
Hvor trist, at Vibeke Hansen bor så langt væk, og nu er det både dyrt og besværligt at mødes, sukkede Gry igen. Men i telefonen kan vi i det mindste sludre i timevis.
Selvom de så sjældent hinanden og levede i helt forskellige verdener, gik samtalerne altid ubesværet videre, som om de aldrig blev afbrudt. De fleste af deres veninder, som de havde fået i voksenlivet efter udvandringen, formåede aldrig det. Man kunne tænke, at et lille netværk, der deltog i de samme events og rejste til de samme lande, ville give flere emner at tale om men nej. Ofte måtte de tvinge sig selv til at finde på noget, for meningsløse snakke kunne Gry ikke holde af.
Selvom de havde kendt hinanden siden første klasse, blomstrede den sande venskab først, da Gry forlod Danmark. I skolen gik hver deres vej, kun knapt krydsende hinandens spor, mens Agnete altid drømte om en VENINDE, som i bøgerne en ægte, dyb forbindelse.
Forfattere lyver ej; de tager kun udgangspunkt i virkeligheden, medmindre det er eventyr eller fantasy.
Der er den udbredte opfattelse og utallige anekdoter om, at kvindelige venskaber er en myte, mens mandlige bånd er stærke. Men hvad er så et mandligt venskab? En tur til fodbold, hjælp med tunge løft, snak om politik og måske et lån men de udlever sjælen for hinanden. I værste fald klager de over konen eller chefen.
Gry skilte mellem veninder og veninder på den dybe måde.
Hun havde mange veninder, hvor man kunne snakke overfladisk om mode, sundhed, bøger, film, rejser, hus og have, børneopdragelse og ældre forældre.
En VENINDE er noget helt andet. En person, du kan være dig selv over for, uden frygt for latter eller fordømmelse, men med håbet om støtte. En, der kommer på første kald, uanset vejr, med eller uden flaske, og som kan lytte i timevis til den samme historie i forskellige former, tørre dine tårer og nippe din næse.
Agnete vidste, at sådan en veninde eksisterede, for hun ville selv handle på den måde. Selv om hun sjældent kunne løbe ud i natten, fordi forældrene først og så ægtemanden sagde nej, var hun ellers altid klar til at række ud. Det var denne veninde, hun søgte gennem et langt og kronglete liv, og til sidst fandt hun den i Gry.
Der var fejl og skuffelser på vejen, som den nabo i stueplan, hun havde kendt siden barndommen, men som gik fra hinanden over en ødelagt gående dukke, som deres forældre havde givet hende i fødselsdagsgave. Kusinen, der besøgte, hældte vand på dukken under en dukketeaterleg, og Gry blev sat i skylden. Veninden forsvarede hende ikke, og deres venskab brød.
Den sidste skuffelse kom fra en veninde i USA, der efter en lille fornærmelse afbrød al kontakt, trods mange år i udlandet og oprigtige undskyldninger fra Agnete.
Stjernen i denne gruppe af falske veninder var Bente Larsen.
Bente dukkede op i anden klasse og blev hurtigt en del af klassen. Hun var lille, kompakt og havde tæt krøllet hår, flettet i en tyk fletning. Hvor hun manglede skønhed, kompensede hun med energi, selvsikkerhed og en højlydt latter, som nogle fandt smittende, andre så som en latterlig hylen.
Pigerne blev hurtigt venner, fordi de boede i samme kvarter og tog toget hjem sammen. De indførte en tradition: hver dag på vej til stationen købte de en is i en vaffelkop, ofte med et lille kirsebær på toppen. Bente betalte sjældent, for hun havde kun 5 kroner om ugen fra sin mor, som sagde: Her, du har penge spis som du vil. Agnete mente, at små regnskaber ikke hørte hjemme blandt veninder.
Den daglige is gjorde dem robust; forkølelser kom sjældnere, og deres forældre indskrev dem i svømmehold, som de også gik i sammen efter træning. De gik i biografen, teateret og på udstillinger (hvis Bente ikke brød sig om kunstneren, erklærede hun, at Agnete blot endnu ikke var klar). De tog på pionerlejre, deltog i danse- og tegneklubber.
Tegning faldt Agnete ud af, da Bente kritiserede hendes malede grå and. Bente mente, at malingen af en ko var bedre end en and, så hun droppede kunsten.
De forelskede sig begge i den samme dreng i folkeskolen og brød med ham på samme tid. Bente holdt dog fast i sine følelser, mens Agnete troede, hun var fri af ham.
Forældrene var optaget af deres eget liv, mens bedstemor rystede på hovedet og sagde:
Hold dig væk fra den Bente, hun er jaloux!
Men pigen svarede:
Du forstår ingenting, vi er rigtige veninder!
Gry var villig til at give ledelsen, acceptere alles meninger og tåle evige forsinkelser. Alt syntes trivielt sammenlignet med den faste tro på, at Bente ville stå som en klippe for hende.
Alligevel informerede Bente en dreng, der var interesseret i Gry, om at han ikke var den rette, hvilket Gry så som en overdreven beskyttelse. Da Grys mor, som var psykolog, kritiserede Grys forhold til drengen, trøstede Bente hende og gik i forsvar.
Venskabet overlevede universiteter med nye fristelser, bryllupper hvor hver var vidne til den andens, og fødslen af deres første børn. Så gik de hver til sit land: Agnete til USA, Bente til Israel, og kontakten svandt næsten helt.
De mødtes ved et uheld i Amsterdam. Den første begejstring blev erstattet af forvirring, da Bente afslørede, at hun i årenes løb havde besøgt USA flere gange uden at melde sin ankomst. Hun pralede også med en affære med Agnetes mest trofaste beundrer og forsøgte at drysse intime detaljer, som Agnete ikke ville høre.
Smerterne var store, men i Amsterdam kom også en anden veninde, fra Moskva, ved navn Vibeke. Snart var gamle sårede begravet dybt, om end ikke helt glemt.
Flere år gik med dovne breve og nogle få møder. I mellemtiden blev Bente skilt og søgte konstant en ny partner, mens Agnetes ægteskab også var i knæ, men børnene voksede, og man måtte bare holde ud.
På et tidspunkt blev det uudholdeligt. En gammel bekendt dukkede op, de begyndte at skrive til hinanden, mødtes, da han kom til en medicinsk konference i hans by, genopdagede fortiden, og det endte som forventet i sengen. En affære blev tændt.
Agnete var ikke stolt, men livet fik nye farver, og hun kunne ikke stoppe det. De mødtes sjældent: nogle gange lykkedes hun at slippe ud til en konference, andre gange var han på forretningsrejse.
En dag foreslog hendes elsker, som han troede var en genial idé, at de skulle mødes i Israel, hvor de begge havde slægtninge. Bente skulle dække hans ryg. Planen var skør fra starten, men de tog chancen. Bente gik med stor entusiasme ind i alt: hun godkendte elskerens planer (Det er præcis, hvad du behøver, ikke den mand, du giftede dig med!), forsøgte endda selv at snige sig ind hos ham, mens Agnete var væk, men blev smidt ud.
De gik i dyre gallerier og restauranter (Bente valgte stedet, men han betalte). Alt gik så godt, at de besluttede at tage på tre dages ferie til Eilat ved Det Røde Hav. Bente pakkede sin kuffert i håb om at blive med, men han ville ikke betale for hende.
Hvorfor har vi egentlig brug for en smed? spurgte han logisk.
Og Bente blev efterladt i Jerusalem, mens han fandt på undskyldninger, hvis hans kone ringede.
De tre dage gik som et øjeblik, men da de vendte tilbage til Jerusalem, ringede Bente:
Din mand ringede til mig i nat. Han fangede mig helt uventet, jeg blev forvirret, prøvede at berolige ham hele natten, men han så ud til at vide alt alligevel. Sådan er det bedst, ellers ville du aldrig have taget beslutningen.
Derefter fulgte en hjemrejse som i en drøm, lange samtaler med manden, et sammensurret ægteskab, der knap nok holdt i flere år.
Og veninden? Hvad med veninden?
Hun påtog sig ikke skylden, men mente, hun havde gjort Agnete en tjeneste. Agnete talte aldrig mere om den smertefulde episode.
De skriver stadig af og til, men de inviterer ikke hinanden til nye bryllupper, og de har ikke set hinanden siden. Telefonen gik pludselig i ring, en notifikation fra Google Fotos med en ny samling af billeder fra deres fælles rejser med Vibeke gennem årene.
De kan læse vores tanker, tænkte Agnete med en smule modvilje, men hun lod sig fortrylle af billederne og minderne om deres eventyr.
Der findes virkelig venskab, reflekterede hun med lettelse.
