Mor vil ikke gå bort
For nylig har vi gennemlevet et stort tab: min mors søster er gået bort. Hun var enlig, men efterlod en fire år gammel pige, Lærke. Min mand, Anders, og jeg overtog ansvaret for hende. Så snart barnet fik besked om sin mors død, lukkede hun sig inde i sig selv og forlod aldrig hjemmet. Hun nægtede også at flytte, så Anders og jeg flyttede ind i den lejlighed, hvor Lærke og hendes mor boede i København. Vi tænkte, at efter begravelsen ville hun flytte ind hos os, men at bo i den lejlighed blev hurtigt uudholdeligt. Om natten tændte og slukkede vandet af sig selv, og lyset blinkede som en fjernstemt fjernbetjening. Døre og gulve knirkede, som om nogen løb fra rum til rum. Jeg prøvede at velsigne lejligheden, men uden held.
En nat, da jeg som sædvanlig lå vågen og Anders sov tungt, hørte jeg en hvisken fra Lærkes værelse. En ubehagelig kulde gik gennem mig, men jeg ville ikke vække manden. Jeg tændte stille lyset, gik hen til hendes dør og lyttede. Kun min datters stemme kunne høres.
Jeg vil ikke sove, jeg vil lege med Freja (det er min dukke). Jeg leger lidt mere, så lægger jeg mig.
Jeg åbnede døren, og der sad hun i et hjørne bag skabe, holdt dukken tæt om sig og så mig med bange øjne. Hun kiggede frem som om jeg var en fremmed indtrængende.
Lærke, hvem snakkede du med lige nu? spurgte jeg.
Med mor
Kuldegysninger løb ned ad min ryg. Jeg lagde hende i seng, krøb ind til Anders og faldt også i søvn. I den følgende uge talte hun konstant med nogen, men jeg lod som om det kun var stress pigen havde mistet sin mor, og så kan man jo også snakke med en usynlig ven. Lejligheden fortsatte med at teste min tålmodighed.
En eftermiddag, mens jeg lavede frokost, kaldte jeg Lærke flere gange til bordet, men hun råbte, at hun ikke ville spise. Hun havde aldrig haft stor appetit, så det var en kamp at få hende til at tage en mundfuld. Hendes mor havde været, sagt så blidt, utålmodig, og når Lærke nægtede, trak hun hende hårdt ved bordet. Da jeg til sidst kaldte hende tiende gang, hørte jeg et dramatisk brag og hende græde. Jeg løb ind på værelset og så et uvirkeligt syn: et stort skab fra IKEA væltede over hende. Heldigvis ramte det kun kanten af sengen, så der var en lille sprække mellem skabet og gulvet. Lærke blev helt igennem forskrækket og holdt en panikreaktion resten af dagen. Senere den aften hørte jeg hende igen græde og bede om tilgivelse. Jeg gik ind for at trøste hende, og hun krøb op i mine arme og holdt mig tæt. Hun stirrede på det samme hjørne, som om der stod en person der med et blegt ansigt.
Lærke, hvem er der? spurgte jeg.
Mor svarede hun stille.
Lærke, kan du sige til mor, at du slipper hende og at hun skal gå.
Mor vil ikke gå!
Da den fyrre dage siden døden gik, gik vi med Lærke til gravstedet i en lille kirkegård uden for Aarhus, lagde blomster og delte småkager med børnene, så de kunne mindes den afdøde. Alt blev roligt. Vi solgte lejligheden, pakkede flyttekasser og tog Lærke med os hjem til vores nye lejlighed på Østerbro. Sådan gik det fra spøgelser i køkkenet til en ny start med kaffe, rugbrød og et glimt af dansk ironi.
