– Hej, Anton, wow, din bil er fantastisk! Splinterny! – sagde Katrine, da hun gik forbi Anton’s bedsteforældres hus og så ham i haven. Hun drejede ind for at hilse.
– Hej, Katrine. Ja, den er ny. Mine forældre gav mig den til fødselsdagen. Jeg kom her til landsbyen for at takke bedstemor og bedstefar – det var dem, der betalte det meste af bilen.
– Anton, gi’ mig et lift! Eller endnu bedre, lad mig køre. Jeg er også i gang med at tage kørekort i byen, selvom jeg ikke er færdig endnu. Men jeg kan godt køre. Kom, lad mig tage dig med, – insisterede Katrine.
Anton sagde ja – hun var trods alt hans barndomsveninde, sammen med Veronica. De tre havde været uadskillelige, når de kom til landsbyen i ferierne. Veronicas bedstemor boede lige ved siden af Antons. Men Veronica studerede nu medicin og kom sjældnere.
Katrine sat sig bag rattet, Anton ved siden af, og de kørte ud af gårdspladsen. Hun gassede op, da de kom ud på den brede grusvej uden for landsbyen. Hvad der præcis skete, så ingen, men bilen endte i grøften. Katrine slap med få skrammer, men Anton blev indlagt med alvorlige brud og endte i en kørestol. Lægerne kunne ikke gøre mere.
Antons forældre bebrejdede sig selv for at have givet ham bilen for tidligt. Han fortalte dem ikke, at Katrine havde kørt. Hans mor ville ikke sige op, så familien besluttede:
– Anton, vi skal sende dig til bedstemor og bedstefar, så du ikke er alene i lejligheden, når vi er på arbejde. – De var bange for, hvad han måske kunne finde på alene. – Det er bedre derude. Du kan komme ud i haven, få frisk luft, og bedstemor kan passe på dig.
– Det er ligemeget, – svarede han. – Gør, hvad I vil. – Han lukkede sig inde, gik ikke til eksamen på universitetet, selvom han altid havde fået topkarakterer.
Katrine dukkede ikke op i landsbyen igen. Nogle havde set hende bag rattet, men Anton tog skylden.
Veronica kørte stolt i sin hvide bil – endelig var hendes drøm gået i opfyldelse. Hun havde drømt om at køre bil siden hun var 13, og nu havde forældrene givet hende en til hendes 20-års fødselsdag. Hun kiggede i spejlet og tænkte:
– Bedstemor bliver så overrasket, når jeg kommer kørende! – Hun forestillede sig mødet. – Endnu bedre, hvis Katrine eller Anton kunne se mig.
Katrine og Veronica plejede at tilbringe ferierne i landsbyen sammen med Anton. De havde altid været rivaler – begge var vilde med Anton. Hans bedsteforældre boede tidligere i byen, men da hans forældre giftede sig, flyttede de til landet. Og de elskede det, især fordi Anton altid kom på besøg.
Stort set alle sommerferier tilbragte de tre sammen. Anton behandlede dem lige, men Veronica følte, han var mere tiltrukket af hende – han gav hende slik, æbler og plukkede markblomster til hende.
Katrine tænkte det samme om sig selv. Men da de blev studerende, mødtes de kun i ferier.
Veronica tænkte, mens hun kørte:
– Eksamenerne er overstået. Katrine og Anton må også snart komme. Det er synd, vi ikke ses så ofte længere.
Hun dyttede da hun nåede huset, og hendes elskede bedstemor Gerda kom ud på trappen. Veronica sprang ud af bilen.
– Veronica, min pige! – Bedstemor krammede hende og kyssede hende på begge kinder. – Jeg har savnet dig!
– Bedste, se hvad jeg har! – Hun pegede på bilen. – Forældrene gav mig den til min fødselsdag.
– Jeg ser det, – sagde bedstemor lidt trist.
– Bedste, er Anton her? – spurgte hun.
– Ja, men vent lige, – svarede Gerda og sukkede.
– Hvorfor? Vi har ikke set hinanden i lang tid! – og hun løb over til nabohuset.
Da hun åbnede grinden, stivnede hun. Anton sad i en kørestol.
– Hej, – sagde hun forvirret. – Jeg er glad for at se dig. Hvad skete der?
– Ikke noget særligt, – svarede han koldt. – Jeg kørte bare en tur.
– I hvis bil?
– Min egen…
– Hvordan kunne det ske? – Tårerne trillede, men da hun så hans vrede blik, tog hun sig sammen.
– Er du kommet for at have ondt af mig? – spurgte han hårdt. – Jeg har ikke brug for medlidenhed. Gå hjem, Veronica.
Nu gik det op for hende, hvor alvorligt det var. Han plejede at kalde hende “Vero” – aldrig “Veronica”. Det måtte være slemt.
– Gå hjem. Jeg bad dig ikke om at komme.
– Hvad er der galt med dig, Anton?
– Ingen ting. Gå nu. – Hun vendte sig om og løb.
Bedstemor så hende græde og inviterede hende ind.
– Jeg har ikke lyst til at spise, bedste.
– Det har jeg heller ikke, men appetitten kommer, mens man spiser. Kom nu.
– Bedste, hvad skete der med Anton?
– Hans forældre gav ham en bil, og han og Katrine kørte en tur. De siger, hun kørte.
– Hvad med hende?
– Ikke noget alvorligt, kun små skrammer. Men Anton har det værre. Du så selv ham…
De snakkede længe. Næste dag gik hun tilbage til naboen.
– Hvad vil du? Er du kommet for at ynke mig igen? – spurgte Anton hårdt.
– Hvorfor skulle jeg det? – svarede hun udfordrende.
– Jeg har ondt af de børn og mennesker, der kæmper for livet og ikke giver op. Dem, der virkelig har intet. Nogle samler penge til dyre operationer, men de håber stadig. De vinder endda guldmedaljer. Og så sidder du her i en kørestol og ynker dig selv.
– “Bare” i en kørestol? Er det det, du tror?
– Ja! Netop!
– Jeg har ingen chance for at komme på benene igen.
– Hvem siger det? Intet er umuligt, du har ikke engang prøvet!
– Tror du virkelig det? – spurgte han arrigt.
– Ja! Jeg har arbejdet på sygehuset i årevis og set mirakler. Jeg studerer medicin, husker du? Jeg har set folk kæmpe sig tilbage fra grænsengen. Nogle vågnede selv fra døden. – Hun så triumferende på ham, og han smilede pludselig.
– Hvad foreslår du? – Hans stemme lød normal igen. – Vil du have te? – Hun smilede og nikkede.
Veronica havde planlagt en uge i landsbyen, men blev hele sommeren. Hun tilbragte hver dag med Anton, kørte ham rundt til deres barndomssteder, plukkede jordbær. Det var hårdt, men hun gav ikke op. Hendes sejr var,
