Det kan ske
Rigmors forældre havde ventet på lille Mikkel i lang tid. Graviditeten var kompliceret, og han blev født for tidligt. Han lå i en inkubator, og mange af hans organer var umodne. Han måtte have kunstig åndedræt, to operationer og en retinal afskalning.
To gange måtte Rigmor og hendes mand tage afsked med ham, men Mikkel overlevede. Snart blev det tydeligt, at han næsten hverken så eller hørte. Den fysiske udvikling gik fremad han sad op, greb en legetøj, og gik langs en støttepæl men den intellektuelle udvikling sad fast.
Før måtte de begge håbe. Først kæmpede de sammen, så forsvandt faren stille ind i sit eget liv, og Rigmor kæmpede alene. Hun fandt en venteliste, og i en alder af tre og et halvt år fik Mikkel indsat høreimplantater. Han syntes at kunne høre, men udviklingen gik stadig langsomt. De gik til fagpersoner: specialpædagoger, logopæder, psykologer og mange andre. Rigmor kom ofte med Mikkel på mine møder.
Jeg foreslog nye øvelser, og Rigmor prøvede alt, men intet rørte ved hans fremskridt. Mikkel sad ofte roligt i sit legeområde, drejede på en genstand, slog den mod gulvet, bet i sin hånd og lejlighedsvis udstødte en ensformig skrig eller en svag, krusende lyd. Rigmor insisterede på, at han genkendte hende, kaldte hende med en særlig trillelyd og elskede, når hun kælkede hans ryg og ben.
En ældre psykiater sagde til hende: Hvilken diagnose har I nu? En gående grøntsag. Tag en beslutning og lev videre enten overgiv ham eller pas på ham. Der er ingen grund til at håbe på væsentlig fremgang. Det var den eneste klare udtalelse, hun hørte fra nogen. Hun sendte Mikkel i en specialinstitution og gik på arbejde.
Efter et stykke tid købte hun sin drøm om en motorcykel en KTM, som hun kørte gennem Københavns gader og ud på Sjællands landlige veje med ligesindede. Når motoren brølede, forsvandt de bekymringer. Faderen betalte underholdsbidrag, og Rigmor brugte pengene på barnepige i weekenderne Mikkel krævede kun lidt pleje, hvis man vænner sig til hans stilhed. En af motorcykelvennerne, Stig, sagde til Rigmor: Der er noget tragisk og fascinerende ved dig.
Kom, så viser jeg dig, svarede hun.
Stig gik ind i tanken om, at hun måske inviterede ham til sengen, men Rigmor viste ham Mikkel. Drengen var vågen, udstødte en svag krusende lyd sikkert fordi han genkendte sin mor eller blev urolig over en fremmed.
Hold nu op med at drømme! udbrød Stig.
Hvad skulle du drømme om? svarede Rigmor.
Snart boede de ikke kun på motorcyklen, men sammen. Stig holdt afstand til Mikkel (det var aftalt), og Rigmor ville heller ikke. Stig foreslog: Lad os få et barn. Rigmor svarede skarpt: Hvis vi får en til, er du så klar? Stig var tavs i næsten et år, men vendte så tilbage: Nej, lad os gøre det.
Viggo blev født en sund dreng. Stig spurgte, om de skulle indplacere Mikkel et sted, nu hvor de havde en normal søn. Rigmor svarede: Jeg vil hellere indlægge dig. Stig trak sig straks tilbage: Jeg spurgte bare
Da Viggo var omkring ni måneder, krøb han hen til Mikkel, som straks blev meget interesseret. Stig var bange for, at hans dreng skulle komme for tæt på Mikkel, men han var sjældent hjemme, mens Rigmor lod dem lege sammen. Når Viggo krøb ved siden af, udstødte Mikkel ingen lyd, men det virkede, som om han lyttede og ventede. Viggo gav legetøj, viste, hvordan man spiller, og pressede og samlede Mikkels fingre.
En weekend blev Stig syg og blev hjemme. Han så, at Viggo gik usikkert rundt i lejligheden og mumlede noget, mens Mikkel fulgte som en skygge, noget han før havde gemt væk i et hjørne. Stig gik i stå og krævede, at hans søn skulle holdes væk fra idioten. Rigmor pegede tavst på døren. Stig blev bange, men de nåede en forsoning.
Rigmor kom til mig: Han er en bøvlet dreng, men jeg elsker ham.
Det er naturligt at elske sit barn, svarede jeg.
Jeg taler om Stig, præciserede Rigmor. Mikkel er farlig for Viggo. Hvad tænker du?
Jeg sagde, at Viggo var den stærke i parret, men at de stadig måtte holde øje med Mikkel. Det blev vi enige om.
I halvandet år lærte Viggo Mikkel at stable klodser efter størrelse. Viggo selv talte i sætninger, sang simple sange og reciterede rim som firkantig kråge lavede grøden. Rigmor spurgte mig: Er han en lille geni? Stig ville vide det. Jeg svarede: Det kan være Mikkel, men et barn på halvandet år kan ikke bære andres udvikling alene.
Endelig! udråbte Rigmor. Jeg vil fortælle den lille dreng med øjne, hvad han betyder.
Familien havde så mange roller: en gående grøntsag, et øje med liv, en kvinde på motorcykel og et barn med stort potentiale. Efter at have lært at bruge toilettet, brugte Viggo omkring et halvt år på at lære Mikkel at spise, drikke af kop, klæde sig på og tage tøj af en opgave Rigmor havde givet ham.
Da Viggo var tre og et halvt, spurgte han: Hvad er der egentlig med Mikkel?
Mikkel ser næsten ingenting, svarede han.
Han ser noget, protesterede Viggo. Bare lidt. Det afhænger af lyset. Bedst er en lampe over spejlet i badeværelset der ser han bedst.
Øjenlægen blev overrasket, men lyttede til Viggos forklaring, foretog undersøgelser og ordinerede komplekse briller.
Viggos børnehave gik ikke så godt. En pædagog sagde: Han er klar til skole! Se, hvor klog han er! Jeg modsatte mig et tidligt skoleindtræde: lad Viggo fortsætte i klubber og arbejde med Mikkels udvikling. Stig var overrasket, men accepterede min beslutning og sagde til Rigmor: Bliv ved med at passe på dem indtil skole; hvad skal han egentlig lave i den latterlige børnehave?
Et halvt år senere sagde Mikkel: Mor, far, Viggo, giv mig drikke og mjav. Drengene gik i skole på samme tid. Viggo bekymrede sig for, hvordan Mikkel klarede sig uden ham, og om specialskolen virkelig kunne forstå ham. I femte klasse arbejder han stadig sammen med Mikkel først, så med sine egne opgaver.
Mikkel taler i korte sætninger, kan læse og bruge computeren. Han elsker at lave mad, rydde (Viggo eller Rigmor viser ham), sidde på bænken i gården og se, lytte og lugte. Han kender alle naboerne og hilser altid. Han elsker at forme ler, samle og skille LEGO.
Mest af alt elsker han, når hele familien kører på motorcykel på en landevej han sidder ved Rigmor, Viggo ved Stig, og de råber sammen i vinden.
Historien viser, at selv når livet giver et barn med store udfordringer, kan kærlighed, tålmodighed og fællesskab gøre forskellen. Det er i accepten af hinandens svagheder, at vi finder den sande styrke.
