Bedstemor til hverdag
Jeg er otteogtres år gammel. Jeg er den bedstemor, der altid ankommer før solen står op, laver havregrød, stryger deres skjorter, sender børnene godt afsted til skole og tager dem i mod ved døren, når de kommer hjem. Hjælper hver dag med lektierne, har altid en bog i hånden og et tålmodigt smil gemt dybt i mit hjerte.
Jeg ved præcis, hvem der ikke vil spise skorperne, hvem der skal mindes om, hvornår lektierne skal laves, og hvem der kun tør sove, hvis natlampen er tændt. Jeg er bedstemoren, der står for vaner, orden og tryghed.
I årevis har jeg opdraget mine børnebørn. Men i går fandt jeg ud af, at jeg er kedelig bedstemor. Det gik op for mig, hvor usynlig kærlighed kan blive, hvis man giver den hver eneste dag.
I Aarhus bor der en anden bedstemor, mine børnebørns anden farmor sjov bedstemor. Hun kommer kun til København to gange om året og har altid en kuffert fyldt med gaver. Hun kommer to gange om året med gaver i stedet for daglig hjælp, i stedet for indkøbsposer og hverdagens madlavning. Hun bringer fest med sig!
I går havde Maiken fødselsdag.
Jeg havde bagt hendes yndlingslagkage med danske jordbær, og gav hende et lille sæt til at tegne med. Ingen wow-reaktioner, bare en kærlig tanke.
Så kom sjov bedstemor. Stemningen i stuen skiftede på et øjeblik. Farvestrålende tøj, høj latter og to store æsker med dyre iPads pakket ind i gavebånd. Børnene stod målløse et kort sekund, så eksploderede de i glæde og kastede sig over hende som til et fyrværkeri.
Jeg stod stille i hjørnet, med et lunt smil og sagde til mig selv, at sådan skal det nok være. Hun er jo sjældent på besøg, og hendes gaver er kostbare. Men senere, mens jeg tørrede bordet af, hørte jeg de ord, der vendte alt i mig på hovedet:
Hun er sjovere end bedstemor Karen, sagde Maiken. Og hun siger aldrig, vi skal lave lektier først.
Jeg ventede på, at en voksen ville svare hende, bare korrigere hende blidt. Men det skete ikke.
Tværtimod brød min datter ud i latter:
Ja, hun er jo den sjove bedstemor!
Det gjorde ondt, for børn lytter til forældres ord og ved at støtte sin datter ophævede min egen datter uden at vide det al min indsats og omsorg.
Den aften sad jeg længe alene i min lille Suzuki på parkeringspladsen. Tænkte på alle de år, jeg har udskudt mit eget liv, på rejserne jeg aldrig fik taget mod til, på mine ømme knæ og al tiden ved gryder og køkkenbord. Og på hvor mange gange jeg har sagt det er ikke noget, indtil jeg stoppede med at mærke efter, om det egentlig passede.
Og jeg så det så tydeligt:
Den kærlighed, man omgiver sin familie med hver dag, bliver så selvfølgeligt, at ingen lægger mærke til den.
Men kærlighed pakket ind i gaver, sløjfer og overraskelser, vækker begejstring og applaus.
Denne morgen lod jeg være med at sætte vækkeuret. Jeg hastede ikke som sædvanligt af sted til mine børnebørn, lavede ikke mad på forhånd. Jeg lavede roligt en kop kaffe til mig selv, satte mig ved vinduet og spurgte for første gang i mange år mig selv:
Er det mig, der hjælper, eller er det mig, der bliver brugt?
Jeg elsker mine børnebørn uden grænser. Men kærlighed bør ikke betyde selvopofrelse det er ikke meningen! Hjælpen til dem, vi holder af, må ikke tage værdigheden. At være uundværlig må ikke tage pladsen fra taknemmelighed.
Jeg lavede ingen scener, holdt ingen taler jeg besluttede stille og roligt for mig selv: Fra nu af vil min hjælp ikke være uden grænser. For bedsteforældres kærlighed er ikke til for tavst og tålmodigt at erstatte forældrene.
Hvis du har nogen i dit liv, der gør din hverdag lettere så læg mærke til det. Ikke først om mange år. Ikke en dag. Men hver dag. Et venligt ord glæder selv en kat, som vi siger i Danmark.
Stille kærlighed er også kærlighed. Rutinemæssig omsorg er også omsorg.
Og dem, der møder op og gør det hver dag, fortjener at blive set mindst lige så meget som dem, der kun kommer med fest.
