Hver dag træder en gammel kvinde ud i gården i vores blok på Nørrebro. Hun er omkring firs år gammel, men går altid i rene, omhyggeligt pressede klæder. Jeg flyttede ind i lejligheden i slutningen af efteråret, og hver morgen på vej på arbejde passerer jeg hendes lille skygge. Nogle gange sidder hun på en bænk under en stor linde, andre gange går hun langsomt, støttet af sin stok.
Efter et stykke tid begynder vi at hilse på hinanden. Jeg stopper et øjeblik for at spørge, hvordan det går med Ingrid Møller, og for at ønske hende en god dag. Hun smiler altid varmt og takker mig med en blid knækkende lyd i stemmen.
I slutningen af december dukker en ny beboer op i gården: en hund. Den er lille og ser ud som om den lige er blevet født, men ingen ved, hvor den kommer fra. En pukkel af snavset, sammenfiltret pels, uden nogen tydelig race. Så snart Ingrid kaster den et stykke pølse, er skæbnen beseglet: fra den dag holder den sig i gården. Den ville nok ikke have overlevet udenfor, så elendig ser den ud.
De fleste beboere er ikke glade for den nye gæst. Mange råber: Gå væk, forsvind! så snart den går op til dem med øjne, der bønfalder om et brødkrummer eller et stykke kød. Alligevel får den indimellem noget en nabo kaster en brødkrumme, en anden et lille ben. Ingrid giver den også tørre småkager eller gammelt brød, taler blidt til den og stryger dens hoved, mens hun kalder den Pote.
Om foråret, da sneen næsten er smeltet, møder jeg Ingrid en morgen i gården. Hun fortæller, at hun skal rejse samme aften med sin barnebarn til landet på Vendsyssel og blive der indtil efteråret. Måske helt til slutningen af efteråret, siger hun. Der har vi en brændeovn, og ved den er det varmt, selv i de koldeste nætter.
Hun beder mig love at besøge hende.
I slutningen af august samler jeg mod til at tage af sted. Jeg køber en lille gave, stiger på bussen mod den lille landsby, hvor hun bor. Når jeg ankommer, sidder hun på verandaen og skræller store røde æbler. Ved siden af hende, på den trætrappe, ligger en hund og hviler fredfyldt.
Pote, kom og hilse på vores gæst! råber den gamle dame.
Hunden springer op, vifter med sin buskede hale, og løber hen til mig. Den er nu smuk, med en glansfuld, bølgende pels, der funkler i solen.
Frue Ingrid, er det virkelig den samme pudsede Pote fra vores gård? spørger jeg, overrasket.
Ja, det er ham! Han er faktisk en rigtig skønhed! svarer Ingrid med et smil. Kom indenfor, lad os drikke te. Du må fortælle mig alle nyhederne fra byen!
Vi sidder længe ved bordet, drikker kirsebærte og snakker. Efter at have spist sin grød, krøller Pote sig sammen ved den varme brændeovn, sukker blidt i sin drøm måske drømmer den om noget uendeligt.
Udenfor danser en let brise i æbletræets grene, og store røde, modne æbler falder langsomt ned i græsset som små, falmede stjerner.
