Min kone skaffede sig af med vores katte uden min tilladelse: Jeg ledte efter dem i ugevis, indtil jeg ved et tilfælde opdagede, hvor mine små pelsdyr var havnet
Jeg trawlede samtlige internater i hele Københavnsområdet, hængte sedler op, lagde opslag på Facebook og satte flyers op på lygtepæle overalt. I ugevis ledte jeg efter dem, men det var som om, de var forsvundet fra jordens overflade. Min kone nægtede stædigt at fortælle, hvor hun havde gjort af dem.
Jeg havde ikke andet valg end at planlægge en lille hævn over min kærlige, men rimelig bidske hustru især efter min gamle ven ringede og sagde, at han vidste, hvor mine katte egentlig var blevet af. Hele min verden blev vendt på hovedet, da jeg endelig opdagede sandheden.
Nu fortæller jeg min historie giv gerne dit besyv med bagefter og sig om jeg handlede for hårdt.
Min kone skaffede sig af med vores katte uden min tilladelse: Jeg ledte efter dem i ugevis, indtil jeg ved et tilfælde opdagede, hvor mine små pelsdyr var havnet
Da jeg åbnede døren den dag, blev jeg mødt af stilhed. En larmende, alt for unaturlig stilhed. Ingen puslende poter på trægulvet, intet hyggeligt spind fra vindueskarmen. Mit hjerte sank noget var galt.
Hvor er kattene? spurgte jeg uden overhovedet at tage skoene af.
Min kone hun hedder forresten Bente, selvfølgelig sad fuldkommen upåvirket ved spisebordet og scrollede på sin mobil. Uden så meget som et løftet øjenbryn sagde hun:
Jeg har givet dem væk. Jeg kunne ikke holde ud at gøre rent efter de pelsklumper længere.
Jeg frøs fast. Jeg var målløs. Mine tre pelsede kammerater havde været min familie længe før jeg mødte Bente. Nu var de bare væk?
Hvad betyder det, givet dem væk? Min stemme rystede af arrigskab.
Det betyder, at her er rent, og at du forhåbentlig nu kan leve et normalt liv og ikke kun som kattepasser. Hun kiggede iskoldt på mig, uden skyggen af dårlig samvittighed.
Min kone havde uden mit vidende skaffet sig af med vores katte: Jeg ledte i ugevis, indtil jeg opdagede, hvor mine små pelsdyr var havnet
Hvor har du afleveret dem?
De har det fint, svarede hun kort. Glem dem nu.
Glem dem? Man kan da ikke bare glemme sådan nogen. Indvendigt kogte jeg. Det her var ikke bare et irritationsmoment det var forræderi.
Så jeg cyklede hele Nordsjælland tyndt, spurgte rundt på internater, satte opslag på ALLE Facebook-grupper og slæbte plakater op i Brugsen. I ugevis forgæves. Bente svarede ikke andet end et opgivende suk, når jeg spurgte, og hun så mest ud som om, JEG var besværet.
En dag kom der en besked fra et internat i Gladsaxe:
Hej, jeg tror, jeg har set dine katte. Der var en kvinde forbi med tre, der lignede dine ret meget.
Mit hjerte sad i halsen. Jeg greb straks mobiltelefonen.
Er de stadig hos jer? spurgte jeg, mens jeg holdt vejret.
Beklager, men de har allerede fået nye hjem.
Min verden blev sløret for et øjeblik. Jeg fik fremstammet:
Kan I sige, hvem der har taget dem? Jeg er nødt til at finde dem.
Desværre, vi må ikke udlevere den slags oplysninger, men jeg lover, de har det godt der, hvor de er.
Min kone, Bente, havde uden at spørge skaffet sig af med vores katte: Jeg ledte efter dem i ugevis, indtil jeg ved et uheld fandt ud af, hvor de var
Jeg kom hjem som et tomt skrog. Bente smilede svagt og spurgte overlegent:
Nå, er du så færdig nu?
Jeg så på hende og vidste, at jeg ikke kunne være sammen med et menneske, der kunne gøre noget så iskoldt. Samme aften pakkede jeg min sportstaske og gik. En uge senere søgte jeg om skilsmisse.
Der gik nogle måneder. En dag sad jeg og kedede mig på nettet du ved, den der fedtet løsning, når alt andet har forladt dig og klikkede for sjov ind på Glade Genhjem-siden hos Kattens Værn. Og pludselig stoppede jeg op.
Mine katte!
Tre forskellige familier, tre pjusket lykkelige katteansigter, tre nye hjem. De så raske, nussede og smadderforkælede ud. Jeg gloede længe på billederne, og for første gang længe trak jeg rigtigt vejret.
De havde det godt. Og ja måske havde jeg det faktisk også.
