For at hun ikke er her til aften

Så sagde du det lige så højt? spurgte Signe sin mand.

Mikkel nikkede og tog en slurk af sin kop. Teen var brændende, så han krøllede næsen.

Sådan gør jeg. Lillesøster har krævet, at mor skal skrive lejligheden over på hende og flytte ud, fordi Villy har frieret på hende. En ung familie skal jo have et sted at bo, forstår du? sagde Mikkel med den høje, irriterende stemme, som om han forsøgte at efterligne sin søster.

Signe stirrede på ham, som om hun ikke kunne tro, hvad hun hørte. At kræve en lejlighed af sine forældre? Helt uden videre?

Hvad sagde mor? spurgte Signe forsigtigt.

Mikkel rystede på hovedet.

Ingen klar svar. Men jeg kender mor. Hun er helt vild med Liva. Så alt er muligt.

Kan det overhovedet ske? At en egen datter jager sin mor ud af lejligheden? Signe ville aldrig have turdet sige sådan til sine forældre. Hun havde nægtet at låne dem penge til udbetalingen på deres første bolig. Hun havde sparet selv, købt en lejlighed og betalt lånet af før ægteskabet, og var stolt af, at det var hendes eget hjem.

Du ved, sagde Mikkel, mens han kiggede et andet sted hen, for et år siden solgte mor sommerhuset for at betale Liva skolepenge. Hvad skete der så? Hun smuttede ud på andet år. Det viser sig, at man faktisk skal gå i skole, tror du?

Signe fnøs.

Ja, din søster har aldrig været særlig flittig.

Mikkel sagde intet. Signe så, hvordan hans skuldre var spændte, fingrene knyttede om koppen. Hvad kunne hun sige? Hvad skulle hun rådgive? Familien er altid kompliceret.

Dage gik, uger gik. Mikkel ringede flere gange til sin mor, men samtalerne var korte og anspændte. Signe holdt sig ude, vel vidende at det var hans sag, hans smerte.

En lørdag besluttede de at besøge svigermor.

Mikkel åbnede døren med sin nøgle, og Signe stod stille i døråbningen. Lejligheden var fyldt med kasser, tasker, sammenrullede tæpper. Tingene stod op ad væggene, på sofaen, på bordet et ægte flyttekaos.

Mor? råbte Mikkel, da de gik indenfor.

Ingrid dukkede op fra et værelse, ansigtet hæsblæsende, mørke rande under øjnene. Signe havde aldrig set svigermor så træt.

Mikkel, Signe, kom ind, sagde Ingrid stille.

Mikkel gik rundt og spurgte direkte:

Skal du give lejligheden til Liva?

Ingrid trak vejret dybt og satte sig på kanten af sofaen, rykkede en kasse med tallerkener væk.

Så er det nok bedst, dreng. Et ungt par skal have deres eget sted. Villy er en god fyr, har et arbejde. De skal bo et sted, og jeg kan klare mig.

Signe stod i baggrunden, knyttet af raseri. Hvordan kan man afstå fra sin eneste lejlighed? Hvor skulle Ingrid så hen?

Hvor skal du bo? spurgte Mikkel lavmælt.

Jeg lejer et lille værelse. Pensionsydelsen er lille, men den holder. Bare rolig.

Signe så Mikkels blege ansigt, hans hænder ryste. Hun holdt mund. Det var ikke hendes kamp.

To måneder senere boede Ingrid i en lejlighed i en anden bydel. Mikkel kørte ofte forbi med indkøb, medicin og små hverdagsopgaver. Signe lod ham være, for hun vidste, at han var presset.

En aften kom Mikkel hjem med et tungt skridt og sæt stille. Han satte sig ved køkkenbordet og stirrede på en væg.

Hvad er der? spurgte Signe og satte sig overfor ham.

Mikkel løftede langsomt blikket.

Mor klarer sig ikke. Pensionspengene rækker ikke til lejen og mad. Hun slår sig så hårdt sammen, at hun knap kan holde varmen.

Signe rynkede panden.

Så lad hende flytte tilbage i lejligheden.

Lejligheden er allerede overdraget til Liva, og hun vil ikke have mor ind igen. De planlægger en renovering, og mor ville bare være i vejen.

Signe forstod, hvor samtalen var på vej. Mikkel fortsatte, som om han læste hendes tanker:

Vi må have mor med hos os. Vi har stadig vores toværelses lejlighed. Der er plads.

Der var en toværelses lejlighed hendes lejlighed. Ordene hvirvlede i Signes hoved, men hun sagde ingenting. Hun lod sin mand forsømme som han ville, selvom alt i hende protesterede. Hvad skulle hun sige? At hun ikke ville have sin svigermor, som blev smidt ud af sin egen datter? Det ville være grusomt.

Fire dage senere flyttede Ingrid ind hos dem. Den første dag var hun som en fredelig dandelion, sød og taknemmelig. Hun undskyldte konstant, lovede ikke at genere, ikke skabe problemer.

Signe forsøgte at tro, at det ville gå godt. De havde aldrig skændtes før, så hvad skulle de nu starte med?

Men efter en uge begyndte tingene at ændre sig.

Først forsvandt Signes yndlingskop.

Ingrid, har du set min blå kop med blomster? spurgte Signe.

Ingrid så flov.

Åh, Signe, undskyld. Jeg tabte den, mens jeg vaskede op. Jeg køber dig en ny, lover jeg.

Signe nikkede. Intet at gøre.

Næste dag var den dyre ansigtscreme, som Signe købte i en specialbutik, væk i badet. Den store krukke var simpelthen forsvundet.

Ingrid, har du set min creme? spurgte Signe.

Åh, den? svarede Ingrid og viste en tom beholder. Jeg smurte den på mine ben, luften er så tør her. Den er faktisk rigtig god.

Signe kniblet tænderne sammen. Det er bare en creme, hun kan købe en ny.

Den sidste dråbe var kødet. Signe havde købt en dyr oksefilet for at lave bøffer til aftensmad. Da hun kom hjem fra arbejde, fandt hun en pande med fedtede kødboller. Kødet var erstattet af brødkrummer.

Ingrid, sagde Signe så roligt, det er dyrt kød. Ikke til kødboller, især ikke sådan.

Ingrid vendte sig fra panden.

Jeg laver altid så. Smag, de er lækre. Hvad er så galt?

Mikkel i stuen lod som om han ikke hørte.

Uger gik, og Ingrid indførte sine egne regler. Til morgen serverede hun kun havregrød med et hårdkogt æg. En gang om ugen stod hun for en grundig husrengøring, altid om lørdagen fra klokken otte. Efter klokken ni måtte ingen længere gå i seng, selv i weekenden.

Signe gik rundt i lejligheden med en kniv i hjertet. Mikkel forsøgte at berolige hende, bad hende være tålmodig, lovede at tale med sin mor. Intet skete.

Ved aftensmad lagde Signe et stykke rugbrød med hytteost og en skive tomat. Hun var træt efter arbejdet, havde ikke lyst til at lave noget andet. Ingrid rynkede panden.

Du har ingen smag, Signe. Sådan mad spiser du.

Signe løftede langsomt hovedet.

Det er nok for mig.

Du ødelægger min søn, sagde Ingrid skarpt, mens hun spændte op.

Signe havde fået nok.

Jeg har holdt mig i ro længe nok, sagde hun koldt. Jeg har forsøgt at vise respekt for din alder. Jeg har ladet dig knuse mine ting, bruge min kosmetik, ødelægge min mad. Men nok er nok. Flyt jer tilbage til den lejlighed, som blev givet til din søster, i stedet for at bo i mit hjem, som jeg har betalt for med mine egne penge.

Signe! råbte Mikkel. Hvad siger du?

Det jeg tænker! vendte hun sig mod ham. Jeg har også mine regler, og den første er, at din mor ikke får lov i mit hus!

Ingrid blegnede.

Mikkel! Hører du, hvad din kone siger? Stop hende!

Mor, Signe, lad os falde til ro, forsøgte Mikkel at mægle.

Nej! sagde Signe til sin svigermor. Lad hende pakke sine ting og gå. Jeg er ligeglad med, hvor hun ender.

Vi kan ikke smide min mor ud! råbte Mikkel højere. Forstår du, hvad du siger?

Signe lo en klynkende, bitter latter.

Du kan ikke. Men jeg kan. Så længe hun er her om aftenen, skal hun lige så snart som muligt være væk.

Mikkel rejste sig, hans ansigt blev som sten.

Hvis hun går, så går jeg også.

Signe stirrede længe på ham.

Åh, har vi nået ultimatum? Hvor hurtigt du glemte, at du lovede at holde din mor i ro. Du bad mig vente, og nu stiller du vilkår? Smukt gået, Mikkel.

Ingrid begyndte at græde og løb ud i gangen. Mikkel stod midt i køkkenet, målløs.

De begyndte langsomt at pakke deres ting. Signe hjalp ikke, hun sad ved vinduet i køkkenet og så ud på den tomme gade. En mærkelig, kold ro bredte sig i hende.

En time senere stod Mikkel og Ingrid i entréen med kufferter, tasker, poser. Mikkel åbnede døren og lukkede den bag sin mor.

Han vendte sig mod Signe.

Signe, du

Signe afbrød ham.

Så længe du stadig tror, at din mor kun elsker sin egen datter og bruger dig, er det bedst, vi går hver til sit, før hun sætter sig fast i vores liv.

Hun gik hen til døren og smækkede den i hans ansigt.

At lade svigermor flytte ind var en fejl. Men nu så Signe tydeligt, at Mikkel ikke kunne stå imod sin mor, og derfor var der ingen fremtid for deres ægteskab.

Skilsmissen gik stille for sig. Ingen børn, ingen fælles ejendom. Mikkel så på hende med triste øjne, bad om tilgivelse og lovede at holde sin mor ude af deres liv. Men Signe havde lært, at hun ikke giver folk en anden chance.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

5 × two =

For at hun ikke er her til aften
Slip mig fri, vær så venlig – Jeg tager ingen steder hen… – mumlede kvinden stille. – Det her er mit hjem, og jeg forlader det ikke. – Uselvte tårer dirrede i hendes stemme. – Mor, – sagde manden. – Du forstår jo godt, at jeg ikke kan passe dig… Du må forstå det. Anders var trist. Han kunne se, hvor meget hans mor, Kirsten, bekymrede sig. Hun sad på den slidte sofa i barndomshjemmet i en stille dansk landsby. – Det går nok, jeg kan godt klare mig selv. I behøver ikke passe mig, – sagde hun stædigt. – Slip mig nu fri. Men Anders vidste, hun ikke kunne. Det var et slagtilfælde. Kirsten havde været ofte syg før, og han huskede, hvordan han havde taget orlov for at pleje hende, da hun brækkede benet. Dengang kunne hun slet ikke klare sig uden ham i starten. Anders var begyndt at tjene godt for nylig og ville renovere huset til sommer, så hans mor kunne have det rart. Men så fik hun slagtilfældet. Nu gav det ikke mening at renovere mere – hun måtte med ind til byen. – Camilla pakker dine ting, – nikkede Anders mod sin kone. – Sig, hvis du mangler noget. Kirsten sagde ingenting og så bare ud ad vinduet, hvor en let efterårsvind rev blade af de gamle træer, hun havde kendt hele livet. Hendes ene, stadig fungerende hånd greb hårdt om den anden, der hang slap. Camilla rodede i klædeskabet og spurgte hele tiden svigermor, hvad hun skulle tage med, men Kirsten blev bare ved med at stirre ud ad vinduet. Hendes tanker var fjernt fra svigerdatteren, slidte morgenkåber og knækkede briller. …Kirsten var født og havde boet i samme lille landsby i alle sine 68 år. Hele livet arbejdede hun som syerske – først på det lokale værksted, der blev lukket, da landsbyen blev mindre. Derefter syede hun derhjemme. Med tiden blev der mindre at lave, og hun kastede sig over have og hus med hele sin sjæl. Nu kunne hun ikke forestille sig at forlade alt og flytte ind til storbyen. Til en fremmed lejlighed… … – Anders, hun spiser igen ikke noget, – sukkede Camilla og satte tallerkenen på bordet i køkkenet. – Jeg kan ikke mere. Jeg har ikke flere kræfter… Anders så tavst på både kone og tallerken og rystede på hovedet. Med et tungt suk gik han ind til sin mor. Kirsten sad stadig på sofaen og stirrede ud. Det var som om, hun ikke engang blinkede. Hendes grå øjne så ud i det fjerne. Den ene hånd lå på den anden, forsøgte næsten at give den liv. Rummet var fyldt med genoptræningsudstyr, håndtrænere, og på natbordet lå en stabel medicin. Men uden Anders’ insisteren havde hun ikke rørt noget af det. – Mor? Kirsten reagerede ikke. – Mor? – Min dreng? – svarede hun dæmpet og lidt sløret. Efter slagtilfældet kunne hun næsten ikke tale, ordene var utydelige, men det gik trods alt bedre nu end før. – Hvorfor har du ikke spist noget? Camilla har lavet mad til dig. Du har næsten ikke rørt maden i dagevis? – Jeg har ikke lyst, Anders, – svarede Kirsten sagtmodigt og så på ham. – Må du ikke tvinge mig. – Mor… Hvad har du lyst til? Du skal bare sige det… Anders satte sig tæt ved, og hun tog hans hånd. – Du ved det godt, Anders. Jeg vil bare hjem igen. Jeg er bange for, at jeg ikke ser huset mere. Han sukkede og rystede på hovedet. – Du ved, jeg arbejder hver dag nu, og Camilla render til læger hele tiden. Der er vinter udenfor, og at tage tilbage… Kan vi ikke vente til foråret, i det mindste? Hun nikkede, og Anders smilede svagt og gik ud. – Bare det ikke bliver for sent, min dreng… Bare det ikke bliver for sent. … – Jeg er ked af det, IVF lykkedes igen ikke, – sagde lægen, tog brillerne af og så på den unge kvinde. Camilla gispede og skjulte ansigtet i hænderne: – Men hvorfor? Hvorfor lykkes det for alle andre? I sagde, det var normalt, at kun fyrre procent blev gravide første gang. Men det her er tredje forsøg, og intet sker! Hvordan kan det være! Anders sad tavs og holdt hende i hånden. Han var nervøs. I klinikkens anden fløj var Kirsten til massage, og det var snart tid at hente hende. – Lyt, – begyndte lægen. – Jeg forstår jer. For jer er graviditeten en drøm, men I er låst fast på det her og under stort pres. Kroppen kan ikke… – Selvfølgelig er jeg det! Jeg arbejder hjemmefra for at betale for den dyre behandling, løber til behandlinger, tager piller konstant, passer svigermor og hendes luner. Hun vil hverken spise eller tage piller! Ja, jeg ønsker mig et barn, måske ville min mand så fokusere lidt på mig og ikke kun sin mor! Camilla tav, opdagede hun havde sagt for meget. Hun greb tasken og løb ud. – Undskyld, – hviskede Anders. – Det går nok, – svarede lægen. – Jeg har været ude for værre. Tavst gik Anders efter sin kone. Camilla sad på en bænk i venteværelset. Hun græd, ansigtet i hænderne, kroppen rystede. Hun løftede røde, blanke øjne mod ham. – Undskyld… Undskyld mig… Jeg mente ikke at sige noget dårligt om din mor. Jeg er bare så træt. Jeg er træt af at se et menneske visne væk, træt af kun at se én streg på testen og betale en formue for ingenting. Jeg kan bare ikke mere… – Hvis jeg kunne, ville jeg hjælpe jer begge, men det er ikke i mine hænder… – Jeg ved det, – smilte Camilla svagt gennem tårerne. – Det ved jeg. De sad længe, hånd i hånd i stilhed, så rejste Camilla sig, rettede sin skjortekrave og smilede. – Kom. Kirsten er sikkert færdig. Hun bryder sig ikke om hospitaler. Hun bliver trist af dem. … – Jeres mor har næsten ikke gjort fremskridt, – sagde den lille, gråhårede læge, Anders mødte i gangen. – Da I kom første gang, troede jeg faktisk, hun havde en chance for at komme sig. Selvfølgelig er oddsene efter et slagtilfælde lave, men hun røgte ikke, havde ingen kroniske sygdomme. Hun havde chancen. – Men… Intet sker. Jeg ser det jo selv. – Måske… vil hun ikke. Hun har givet op. Der er ingen ild, ingen gnist… Hun vil ikke leve længere. Anders nikkede tavst. Det kunne han jo se. Kirsten havde tabt 15 kilo, var ikke sig selv længere. Hun sad bare samme sted ved vinduet, læste ikke, så ikke TV, talte ikke med nogen. Stirrede ud. – Efter et slagtilfælde kan adfærden ændre sig på grund af hjernens skader, – tilføjede lægen stille. – Men jeg troede faktisk ikke, det ville ramme hende så hårdt. Ikke efter første konsultation. – Jeg tror, det er noget andet, – svarede Anders stille. … – Anders, – sagde Camilla i telefonen, – kan du aflyse din forretningsrejse? Kirsten er blevet meget dårlig. Jeg er bange for, at du ikke når hjem i tide… Det var svært at sige. Hun vidste, hvor meget hans mor betød for ham. Og det var også svært for hende at se svigermor, der nærmest ikke rørte sig på sofaen længere. Før kiggede hun i det mindste ud ad vinduet, hørte lidt vinylplader fra landsbyen – arv fra faren, en musikskolelærer. Nu lå Kirsten bare og stirrede op i luften, sagde ingenting. Hun havde næsten ikke spist i flere dage, kun drukket mælk. Hun klagede tit over, at mælken ikke smagte som hjemme på landet. Men den drak hun nu… Anders kom hjem samme aften og satte sig hele natten hos sin mor. – Du ved godt, hvad jeg ønsker. Du lovede mig det. Anders nikkede. Det løfte havde han givet. Dagen efter kørte de til landsbyen. Kirsten nægtede at tage til læge. – Jeg vil ikke på hospitalet. Jeg vil hjem. Det var marts, men mirakuløst var vejene endnu ikke for mudrede, og de kunne køre hele vejen til huset. Anders åbnede bildøren og hjalp moren ned i kørestolen. Smeltende sne afslørede jorden, solen varmede, træerne svajede i en let brise. Kirsten sad i timevis i haven, smilede endelig og trak vejret dybt, så op mod himlen og græd – men det var lykkelige tårer. Hun var endelig hjemme. Så sit gamle hus, den stærke sol, hørte naturens lyde, mærkede den kolde forårsluft… Om aftenen spiste hun og sad længe ude, før hun gik i seng. Hun smilede hele tiden. Om natten sov hun stille ind – stadig med et smil. Hun gik bort lykkelig. Anders og Camilla holdt begge fri for at begrave Kirsten og få huset ordnet. Og sandheden var, Anders havde bare lyst til at blive lidt længere. Trække den friske landluft. Han havde ikke været her mere end få dage ad gangen de sidste mange år. …Lige før de skulle rejse tilbage til byen, fik Camilla det skidt. Hun gik ud på badeværelset, hvor hun pludselig måtte kaste op. Da hun kom tilbage, var hendes øjne store af overraskelse, og i hånden havde hun en graviditetstest. Hun havde næsten altid en i tasken – men forgæves. Nu var der to streger. To! – Det er hende, din mor… Det er Kirsten, der har hjulpet os, – hviskede Camilla stadig forundret og med glædestårer. Anders løftede blikket mod den blå, skyfri himmel og krammede sin kone tæt. Ja, det var hans mors gave. Den sidste og mest dyrebare…