LIGE ANDET BLIKK VIKTIGER…
En højlydt klokkeklang annoncerede, at nogen var kommet. Lise smed sit forklæde af, tørrede hænderne af og gik mod døren. På dørtrinnet stod hendes datter med en ung mand ved siden af. Lise lukkede døren og bød dem indenfor.
Hej, mor, gav hun et lille knus på Lises kind, møde du Viggo, han skal bo hos os.
Hej, sagde den unge mand og gav hende et nik.
Og det her er min tante Lotte, sagde Lise og tilføjede: Lise Hansen, som du kalder mig.
Mor, hvad er der til aftensmad?
Ærtmos og pølse.
Jeg spiser ikke ærte-mos, svarede Viggo, og gik hen til stuen.
Åh, hvad gør du, mor, Viggo spiser ikke ærter, sagde Kirstine med store øjne.
Viggo smed sin rygsæk på gulvet og satte sig på sofaen.
Det er faktisk mit værelse, sagde Lise.
Viggo, kom, så viser jeg, hvor vi skal bo, råbte Kirstine.
Jeg synes det er fint her, mumlede den unge mand, da han rejste sig.
Mor, kan du finde på noget at servere Viggo?
Jeg ved ikke, vi har kun en halv pakke pølser tilbage, svajede Lise med skulderen.
Det holder, med sennep, ketchup og et stykke brød, svarede han.
Sådan nok, mumlede Lise, mens hun gik ind i køkkenet. Tidligere havde hun plejet at tage killinger og hvalpe ind, men nu var det en svoger, der skulle mættes.
Hun lagde sig en portion ærtemos, lagde to stegte pølser på en tallerken, skubbede en skål salat til siden og begyndte at spise med god appetit.
Mor, spiser du alene? spurgte Kirstine, da hun kom ind i køkkenet.
Jeg er lige kommet hjem fra arbejdet og er sulten, svarede Lise, mens hun tygede på en pølse. Hvis nogen vil spise, så skal de selv tage mad ud eller lave den. Og en ting: Hvorfor skal Viggo bo hos os?
Hvorfor? spurgte Lise. Han er min mand.
Lise gik i halsen.
Din mand?
Ja, sådan er det. Din datter er voksen og kan selv bestemme, om hun vil gifte sig eller ej. Jeg er nemlig 19 år gammel.
I inviterede os ikke til et bryllup.
Der var intet bryllup, vi skrev blot under på en vielse, og nu er vi mand og kone, svarede Kirstine og så på sin spisende mor.
Tillykke så, sagde Lise. Hvorfor ingen bryllupsfest?
Hvis du har penge til en fest, kan du give dem til os, så finder vi på noget at bruge dem til.
Jeg forstår, svarede Lise, mens hun fortsatte med at sluge sin mad. Hvorfor lige her?
Fordi deres lejlighed kun har et værelse, og de bor fire i den.
Så overvejte I ikke at leje et sted?
Hvorfor skulle vi leje, når mit værelse er ledigt, udbrød Kirstine.
Sådan er det.
Så skal du give os noget at spise?
Kirstine, gryden med ærtemos står på komfuret, pølserne i panden. Hvis det ikke er nok, er der endnu en halv pakke i køleskabet. Tag, server og spis.
Mor, du har fået en svoger, sagde Kirstine med et lille grin.
Og hvad? Skal jeg nu danse en lille folkedans for den sag? Jeg er træt efter arbejde, lad os droppe de ceremonielle trin. Brug dine hænder og ben på egen hånd.
Så er du jo stadig ugift!
Kirstine kiggede vredt på sin mor, slog døren i en smæk og gik ind på sit værelse. Lise spiste færdig, vaskede op, tørrede bordet af og gik derefter til sit værelse, skiftede om, greb sin træningstaske og tog af sted til fitnesscentret. Hun var en fri kvinde, og flere aftener om ugen tilbragte hun i motionshallen og ved svømmebassinet.
Omkring klokken ti om aftenen kom hun hjem. Da hun gik for at lave sig en varm te, fandt hun køkkenet i total kaos, som om nogen havde forsøgt at lave mad uden at kunne. Låget på gryden med ærtemos var væk, så mosen var tørret og knækket. Pølsepakken lå på bordet, brødet var tørt og uden pose. Panden var brændt på, og dens non-stick-belægning var blevet ridset med en gaffel. Opvasken stod i vasken, og på gulvet lå en sødklæbrig plet. Rummet lugtede af cigaretter.
Åh nej, det er noget nyt. Kirstine har aldrig ladet sådan noget ske i vores hjem, tænkte Lise.
Hun åbnede døren til datterens værelse. De unge drak vin og ryge.
Kirstine, ryd op på køkkenet. Køb en ny pande i morgen, sagde Lise og gik tilbage til sit værelse uden at lukke døren.
Kirstine sprang op fra sin stol og løb efter hende.
Hvorfor skal vi rydde op? Hvor får jeg penge til en ny pande? Jeg arbejder ikke, jeg studerer. Er du så bange for opvasken?
Så, Kirstine, du kender husets regler: spis ryd op, rodet ryd op, ødelagt køb nyt. Alle rydder efter sig selv. Panden var ikke engang en billig en, men nu er den ødelagt.
Du vil ikke have, at vi bliver boende her, sagde datteren.
Nej, svarede Lise roligt.
Hun havde slet ikke lyst til at skændes med sin datter, for ellers havde hun aldrig haft problemer med hende før.
Men det er også min del, sagde Kirstine.
Nej, lejligheden er helt min, jeg har tjent og købt den. Du er kun indskrevet. Du skal ikke løse mine problemer. Vil I bo her, så følg reglerne, sagde Lise med en rolig stemme.
Jeg har altid levet efter dine regler. Jeg er gift nu, så du kan ikke længere diktere, hvad jeg skal gøre, skreg Kirstine. Du er også gammel, du bør give os lejligheden.
Jeg giver jer en korridor i opgangen og et sæde på bænken. Så du er gift? Jeg har ikke engang fået lov til at spørge. Du overnatter her alene eller med din mand, men han skal bo et andet sted, svarede Lise skarpt.
Så lad da være med din lejlighed. Viggo, vi flytter ud, råbte Kirstine og begyndte at pakke sine ting.
Fem minutter senere stormede Viggo ind i Lises værelse.
Så, mor, tag det roligt, så går det hele fint, sagde han, mens han gik let på en lidt for meget drukket øl. Vi og Kirstine skal ikke løbe væk om natten. Hvis du er rar, så vil vi måske endda holde lidt kærlighed i ro og mag.
Hvad er du for en mor? svarede Lise, din mor og far er stadig her, så kom med din nye hustru og husk at tage hende med.
Ja, det gør jeg, sagde han og knyttede sin knytnæve mod hendes næse.
Lise greb hans knytnæve med sine manicurekliprede fingre og brugte al sin styrke på ham.
Slip mig af, du er gal!
Mor, hvad gør du? skreg Kirstine, mens hun forsøgte at trække sin mor væk fra den unge.
Lise skubbede sin datter væk, sparkede Viggo i balderne og slog ham i nakken med albuen.
Jeg vil anmelde dig for vold, råbte Viggo. Jeg går i retten.
Vent, jeg kalder politiet, så beviserne er bedre, svarede Lise.
De unge forlod den velholdte toværelseslejlighed.
Du er ikke min mor længere, råbte Kirstine som sidste ord, og du vil aldrig se dine børnebørn igen.
Det er en skam, svarede Lise ironisk, jeg vil i hvert fald leve for mig selv.
Hun kiggede på sine hænder, hvor nogle negle var knækkede.
Det er kun tab fra jer, mumlede Lise.
Efter deres afgang vaskede hun køkkenet, smed ærtemosen og den forbandede pande ud, og fik skiftet låsene. Tre måneder senere mødtes hun på arbejdet af sin datter. Kirstine var væsentligt tyndere, kinderne trukket ind, og hun så ulykkelig ud.
Mor, hvad er der til middag? spurgte hun.
Jeg ved det ikke, svarede Lise, jeg har endnu ikke tænkt på det. Hvad har du lyst til?
Kylling med ris, svarede Kirstine og slikkede sig om munden. Og en olivensalat.
Så skal vi hente kylling, sagde Lise. Olivensalaten laver du selv.
Kirstine spurgte intet mere, og Viggo dukkede aldrig mere op i deres liv.
Historien ender med, at Lise indså, at man ikke kan holde fast i andres forventninger og stadig finde sin egen ro. At respektere sig selv og sine grænser er den eneste vej til et liv i fred og balance.
