Far, har du egentlig fået en kat? spørger min datter Lærke, som er kommet på weekend.
Peter Jensen stirrer irriteret ud af køkkenvinduet. Der sidder den røde kat på hans bede igen tredje dag i træk.
Først har den gnubbet tomaterne, i går krøb den ind i agurkerne, og i dag har den bare slået sig ned på den unge hvidkål.
Du burde finde tilbage til dine ejere, mumler den gamle mand, mens han banker let på glasset.
Katten løfter hovedet, stirrer med sine gule øjne og bliver siddende helt ubehørlig.
Peter tager sine gummistøvler på og går ud på grøften. Katten flygter ikke den træder blot et par skridt tilbage og sætter sig ved hegnet. Den er tynd, slidt, øret er revet, halen er filtret.
Hvad siger du, fattige fyr? siger Peter, mens han bøjer sig over kålen og inspicerer skaden. Du har vist fået dig en omgang, så du nok ikke kan finde et hjem længere?
Katten mjaver svagt og ynkeligt. Peter indser, at den er sulten; de slanke øjne lyser op.
Hvor er dine ejere? spørger han, mens han sætter sig på hængekøjen.
Katten træder nærmere, gnider sig mod støvlen og spinder stille, som om den takker for, at den ikke bliver jaget væk.
Bedstefar, hvorfor bor der en kat i vores have? spørger barnebarnet Søren, som er kommet på hytten.
Det er naboens. Den er enten væk eller smidt ud ved jeg ikke.
Hvem ejede den?
Peter sukker. Han ved det. Det var bedstemor Anne fra nabohuset. Hun er gået bort for en måned siden, og familien kom kun for begravelsen. Huset er låst, møblerne er fjernet og ingen tænker på katten.
Den tilhørte bedstemor Anne. Hun er død.
Så er katten alene?
Ja.
Søren ser ned på den røde løber med medlidenhed.
Bedstefar, kan vi ikke tage den med hjem?
Hov, hvad tænker du? afviser Peter. Jeg har ikke brug for en kat. Jeg har ikke engang mad til mig selv, og nu også
Men om aftenen, da barnebarnet tager tilbage til byen, stiller Peter en skål med resterne af suppen ved døren. Katten sniger sig forsigtigt hen og spiser grådigt.
Okay, mumler Peter, én gang er nok
Den én gang bliver til hver dag. Om morgenen går Peter ud på grøften, og katten venter allerede ved lågen. Den sidder tålmodigt, uden at mjave eller kræve noget den venter blot.
Først giver Peter den rester, men snart laver han en simpel grød og køber billige dåsefoder. Han siger til sig selv: midlertidigt, indtil katten finder nye ejere.
Kom her, røde, råber han. Jeg kalder dig Rød. Hvad kaldte Anne dig?
Katten reagerer på ethvert navn, så længe den får et kald.
Efterhånden vænner Rød sig. Om dagen soler den sig på grøften, om aftenen kommer den til verandaen, sover i den gamle hundehus, der står ved siden af køkkenet.
Midlertidigt, gentager Peter. Bare midlertidigt.
Ugerne går, men katten flytter sig ingen vegne. Peter indser, at han er blevet vant til den røde snude ved lågen, den stille spinden om aftenen, den varme krop, som klatrer på hans skød, når han sidder på verandaen.
Far, har du fået en kat? gentager Lærke, mens hun sidder ved køkkenbordet.
Jeg har ikke fået den, den kom selv. Den var naboens, og ejeren er død
Så hvorfor fodrer du den? Hvad med at finde et andet sted til den?
Hvem har brug for en gammel kat? klør Peter Rød bag øret. Lad den blive.
Det er ekstra udgifter, far. Foder, dyrlæge, du har jo kun en lille pension.
Jeg klarer mig, svarer han kort.
Lærke ryster på hovedet. Peter er blevet mærkeligt de sidste år taler med planterne, pludselig tager han sig af en kat
Skal du ikke flytte til byen? Til os? foreslår hun igen. Hvorfor bliver du her alene?
Jeg er ikke alene. Rød er her.
Far, er du seriøs?
Jeg er helt seriøs. Det er fint her. Vi har haven og katten.
Lærke sukker. Det er svært at tale med ham på det seneste. Han er stædig og lukket ind i sig selv efter morens død.
Om efteråret bliver Rød svag. Den spiser ikke, ligger i hundehuset og trækker vejret tungt. Peter bekymrer sig, som om katten var hans eget barn.
Hvad er der, min ven? sætter han sig ved husets dør. Er du syg?
Katten åbner øjnene og mjaver svagt. Peter tager den med til dyrlægen i den nærmeste by. Han bruger næsten hele sin pension på behandlingen, men fortryder det ikke.
Du har en god kat, siger den unge dyrlæge. Den er klog og blid. Bare alderen gør immunforsvaret svagt.
Vil den overleve?
Ja, hvis du passer på den, giver den medicin.
Hjemme laver Peter en lille “sygeafdeling” på verandaen. Han lægger gamle tæpper, stiller mad- og vandskåle frem og giver dagligt piller og måler temperaturen.
Kom nu, bli rask, hvisker han. Jeg har brug for dig.
Det er sandt. I løbet af måneder bliver katten mere end et kæledyr den bliver en ven. Den eneste levende skabning, der glæder sig over at se Peter, som han har brug for.
Bedstefar, er Rød rask? spørger Søren, som er kommet på vinterferie.
Ja, han sover på sin pude.
Rød ligger på den varme pude, krøllet sammen, pelsen skinner, øjnene er klare. En sund kat.
Bliver han her for altid?
Hvor skulle han ellers gå? klapper Peter Rød. Vi er sammen. Han er min selskab, jeg er hans hjem.
Har du nogensinde følt dig ensom uden ham?
Peter tænker tilbage. Da hans kone gik bort, var huset stille, tomt. Han lavede suppe til én, så tvet i stilhed, gik i seng i et tomt rum.
Jeg var meget ensom, min pige. Meget ensom.
Og nu?
Nu er jeg ikke længere alene. Rød møder mig, når jeg kommer hjem fra haven. Den spinder, mens jeg laver aftensmad. Den sover på mit skød, mens jeg ser tv. Det er blevet bedre.
Søren nikker. Han forstår, hvor meget dyr kan lette ensomheden.
Hvad siger mor om det?
Mor var imod. Hun sagde, det er unødvendige udgifter og besvær.
Hvad med dig?
Jeg synes, det er værd. Rød giver mig glæde, og glæde er ikke spild.
Om foråret dukker en uventet gæst op. En ung kvinde med lille barn kommer til gården.
Undskyld, far, jeg forstyrrer, siger hun. Jeg er Sigrid, datter af den afdøde Anne. Jeg har hørt, at din kat lever?
Peter slår et hjertebanken. Skal han miste Rød?
Den lever, svarer han forsigtigt. Hvad vil du?
Jeg ville bare vide Vi tog hurtigt af sted efter begravelsen og glemte katten. Nu vil vi gerne have den tilbage.
Peter føler en knude i brystet.
I er trætte af ham? spørger han.
Nej, han er en flot kat.
Sigrid ser ud i haven, hvor Rød ligger på solen ved bærrene.
Hvorfor har han så forandret sig? Han var så tynd og syg, men nu ser han ud som en smuk tiger!
Jeg har behandlet ham, givet ham mad.
Tusind tak! siger hun. Vi vil tage ham med, betale alle udgifter
Peter forbliver tavs. Juridisk set tilhører katten den afdøde Anne, så familien har ret. Men han har i måneders tid gjort katten til sin egen.
Må vi se på ham? spørger Sigrid.
De går hen til Rød. Katten løfter hovedet, ser på de fremmede, går så hen til Peter og gnider sig mod hans ben.
Det er mærkeligt, bemærker Sigrid. Han genkender mig ikke. Jeg har ofte været hos tanten.
Tiden har gået, forklarer Peter. Han har nok glemt.
Men han ved, at katten har valgt ham som sin omsorgsperson.
Måske kan han blive hos dig? siger Sigrid pludselig. Vi har en lille lejlighed med et barn, men katten er gammel og vant til friheden. Vi vil ikke tvinge ham til flytning.
Men han er jo vores
Han var tanten, nu er han også vores. Vi reddede ham først fra sult, så fra sygdom. Det gør ham til vores.
Peter kan næsten ikke tro det.
Er det alvorligt? spørger han.
Ja, du kan beholde ham. Bare giv os besked, hvis du har brug for mad eller medicin, så hjælper vi.
Da Sigrid kører væk, sidder Peter længe på verandaen og kæler for Rød.
Hører du, ven? Du bliver her, for altid.
Katten spinder og lukker øjnene i tilfredshed.
Om aftenen ringer Lærke.
Far, hvordan går det? Er katten i live?
Den lever. Den er endelig min. Ejere kom og sagde, at den må blive hos mig.
Det er godt. Så længe den har vænnet sig
Lærke, ved du hvad jeg har indset?
Hvad?
En ensom mand og en ensom kat redder hinanden. Jeg redder ham fra sult, han redder mig fra ensomhed.
Far, hold op med at blive så filosofisk
Det er ikke filosofi, det er sandhed. Nu har jeg mening stå op hver morgen, lave mad, give medicin. Og jeg får glæde af hans spinden ved lågen.
Lærke er tavs. Måske for første gang forstår hun, at far virkelig har brug for katten.
Far, vil du nu flytte til os i byen?
Aldrig. Jeg har alt her huset, haven, Rød. Hvorfor skulle jeg bytte byens larm for det?
Så bliver du.
Jeg bliver. Vi bliver.
Et år er gået. Peter og Rød lever et roligt liv. Om morgenen spiser de morgenmad og går en tur i haven. Om dagen er der huslige gøremål, og katten slummer i skyggen. Om aftenen spiser de middag, ser tv, og katten ligger på hans skød.
Naboerne har vænner sig til at se dem sammen.
Peter, din kat er blevet helt tam!
Den er jo ikke min, vi er som ét.
Det er sandt. De har reddet hinanden den gamle, ensomme mand og den gamle, uønskede kat. De har fundet i hinanden den forståelse, varme og mening, de begge søgte.
Hvad mere behøver man for at være lykkelig?
Rød spinder på hans skød, mens Peter tænker: Hvor heldig jeg er, at jeg ikke jagede den sultne løber væk. Hvor godt, at jeg tog mig af den
Nogle gange er de vigtigste beslutninger ikke tænkt med hovedet, men med hjertet. Og de viser sig at være de helt rette.
