Nogen har brug for dig
Mandag.
“Åh, kære, hvilke frikadeller? Jeg har ikke tid! Jeg er kun smuttet fra arbejde i en time, forstår du? Lad os tage det senere, skat… Senere…” Henrik Gregersen ser sultent på Emilie, mens hun lydigt sætter al maden tilbage i køleskabet, det hun lavede til ham i går, bare så Henrik kunne få noget lækkert at spise.
Hun venter altid på ham om mandagen. Morgen, middag, aften, nat altid. Henrik dukker op uanmeldt, låser sig ind med sin egen nøgle, kysser sin Emilie på munden, og så flyder alting sammen i en tåge, kvalmende sød.
Godt at Emilies søn, Rasmus, den dag er på universitetet fra tidlig morgen til sen aften. Han forstyrrer ikke.
Rasmus aner nok, at der er en eller anden hos hans mor, men han spørger aldrig. Hvorfor? Hellere ikke vide. Skønt… Rasmus har faktisk set denne fyr forlade opgangen, sætte sig ind i sin dyre Audi, så vigtig, så firskåren, nærmest “i skarpe vinkler”, tænkte drengen. En ubehagelig type. Men hvis mor kan lide ham, må det så være. Hun lyser op efter de møder. Lad hende dog.
Henrik giver aldrig Emilie blomster. Han vil ikke “gøre sig bemærket” overfor sin chauffør. Eventyrene om tanter og mødre går ikke her Henriks familie bor alle i Skagen.
Emilie er vant til det. Hvad skal hun med blomster? Unødvendigt. Bare hun får lidt af Henrik. Bare en smule. Ikke alt, ikke det som hustruen Sanne, børnene, arbejdet får…
Hun har ikke ret til jalousi over sin elskede, for det er jo hende, der bryder ind i familie, forstyrrer, synder, sniger sig ind i hans liv. Så jalousi gælder ikke her! Hun må bare glæde sig over det hun har.
Og hun glæder sig. Og Henrik ja, hvordan skulle han sætte ord på sin glæde!
Han giftede sig ung og forhastet, ikke rigtig nået at leve livet, smage det søde. Med Sanne fik han to børn, og nu sørger han for dem, opdrager, støtter. Ikke mere end det. Kærligheden til Sanne forsvandt for længst, og hun har da heller ingen lidenskab tilbage. De lever som naboer, spiser morgenmad sammen, men ellers hver for sig.
“…Min søde, hvorfor ser du så trist ud?” hvisker Henrik, mens han tager frakken på i gangen. “Var det ikke dejligt? Alt gik da fint! Jeg kommer igen næste mandag lover det! Så kan du give mig aftensmad, putte mig, og…”
Emilie bider sig i læben og nikker. Nej, hun vil ikke kræve eller forlange. Hun er glad og tilfreds, og det er nok for hende.
“Hej hej!” hvisker hun til Henrik.
Henrik kysser hende, tøver et sekund, åbner døren brat og går. Længe at sige farvel det giver bare ekstra tårer. Arbejdet kalder, og datteren Anne har gymnastikstævne, hun vil gerne have, han kommer.
“Henrik! Din mappe!” husker Emilie pludselig. Hun har gemt den væk, så han skulle glemme sine dokumenter, komme tilbage og blive lidt længere…
“Åh ja… Sikke noget. Tak. Vi ses! Farvel…”
Emilie følger Henrik med øjnene, vinker fra vinduet, men han ser ikke op, han skynder sig.
Emilie tager brillerne på og sætter sig til arbejdet. Hun er redaktør for et lille forlag, arbejder hjemme, og hun drømmer hemmeligt om, at Henrik en dag bliver hos hende for altid, og spiser hendes frikadeller hver dag…
Tirsdag.
Denne dag smutter Henrik tidligt fra kontoret, kører i sin sølvgrå Mercedes “dåseåbneren”, kalder han den ind til hovedkontoret, afleverer nogle papirer (han kunne have sendt dem, men foretrækker personligt besøg), siger farvel til chaufføren, stikker ham sommetider en ekstra seddel, og tager derefter en taxa til Frederiksberg. Der, i det fine hus med stuk og søjler, port med jernmonogram og rigtig portner, bor Sidsel Troelsdatter. Hun var engang balletdanserinde, underviser nu på en privat balletskoe, lige så rank som før pensionen. Tirsdagene har hun fri og venter.
Sidsel får heller ikke blomster af Henrik igen for at dække over det. Selvom Sidsel elsker blomster, har hun været vant til duften af roser og liljer, buketter og små sedler fra scenen.
“Se, Sidsel,” Henrik stryger hendes lille hoved, “jeg ville gerne komme med blomster, men så ville portvagten straks forstå, hvad jeg skal, og dét går ikke. Uden blomster er jeg bare forbipasserende, med blomster snakken går!”
“Jeg er ikke bange for sladder, Henrik! Jeg frygter intet. Jeg savner dig! Jeg underviser, men tankerne er hos dig. Jeg savner dine hænder, skuldre, læber…” Sidsel kan tale med sådan en varme, at Henrik det næsten gør helt ondt i maven. “Men du er der aldrig… Forlad Sanne, Henrik! Hør, gør det! I elsker ikke engang hinanden. Skal jeg ringe til hende og fortælle det? Nu?”
Hun snupper sin mobil, men Henrik kysser hendes fine, blege hånd med det blå net, tager telefonen fra hende blidt.
“Vær tålmodig, Sidsel. Vær tålmodig, min kære, smukke! Når børnene bliver lidt ældre, skal jeg nok gå. Lover det! Men nu… nu skal vi drikke bobler og være glade for det, vi har! Dans for mig, Sidsel!” beder Henrik og hun danser…
Hele Sidsels liv har hun danset for nogen: I begyndelsen for bedstemoren nede i salen på kulturhuset, så for far og mor, senere for et anonymt publikum, for juryen, for instruktørerne. Nu for Henrik.
Hun elsker at blive klappet ad og det gør Henrik faktisk ret godt. Måske ikke så tempofyldt, men han gør det med kærlighed. Bagefter drikker de stærk kaffe i Sidsels køkken, kigger på byen, griner, men de ved begge, at efter anden kop farer Henrik afsted, og Sidsel følger ham til elevatoren, morgenhår og slåbrok. Hendes mange naboer ser dem, hvisker bag hendes ryg, men hun er vant til det. En danser lever på rygter, samtaler om hende er også en slags berømmelse…
Onsdag.
Dét er så usædvanlig simpelt og primitivt: Henrik tager på besøg hos Karen på hendes lille sommerhus i Rørvig, hun står allerede i slåbrok og har rene lagner. Hun åbner, hiver ham ind, tager fat i hans slips eller jakke og overfalder ham som et rovdyr får et ben kastet ind i buret.
De mødtes til en fest, Karen var småfuld og frygtelig tiltrækkende, Henrik kom bare forbi fem minutter for at ordne noget med en kollega. Og så druknede han i Karens øjne.
Og han drukner stadig. Og Karen har ikke tænkt sig at redde ham
Karen forlanger aldrig blomster, aldrig mad. Som oftest står hun ikke engang op, når Henrik skal gå.
“Farvel, mus!” kysser Henrik hendes bløde hånd, der stikker ud af dynen.
Karen rører sig knapt, mumler kun, vender sig om og sover videre. Hos Karen er det nemmest for Henrik hun forlanger ikke, græder ikke, klæber ikke. Han kommer, og det er godt.
Man skal dog ikke tro, Karen er enkel som det gamle klædeskab hun har stående arvet fra moren. Hun har kløer under de bløde lagner; hvis Karen vil noget, får hun det. Med tænder og alt.
Henrik frygter somme tider, hun tager skridtet fuldt ud, får ham skilt fra Sanne. Hvorfor? Fordi: børnene, snakken, svigerforældre, beskeden om børnepenge til arbejde…
Henrik gyser lidt ved tanken, men Karen har forsikret ham flere gange, at hun ikke har nogen intention om “at tage ham”.
“Du er hverken en hingst eller en ejendom,” fnisede hun, nippede til hans øre, kildede ham på halsen. “Hvad skal jeg bruge dig til hele tiden? Jeg elsker frihed. Kom men husk at gå!”
Henrik er ikke meget for at indrømme, men han frygter sommetider, at Sanne også begynder sideforhold. Dét ville være en ny slags drama…
Torsdag.
Fiskedag. Henrik leder i først på kontoret, og kører så til Theresa. Hun er mester i fisk, havde tilbragt sine første 17 år ved havet, kan lave alt fra havet. Hendes hud dufter, synes det Henrik, af jod og tang, som minder ham om barndommens somre i Skagen…
Henrik elsker fiskefileter, især hvidfisk og helst grillet. Theresa køber stykker ved de rigtige folk, laver mad i sit store, lyse køkken, dækker op med vin og glas, servietter, tænder stearinlys. Hun elsker boheme-stemning, gør sig umage.
Henrik spiser kun fisk hos Theresa, aldrig andre steder. Det diskuteres ikke. Han elsker fisk, og Sanne tåler det slet ikke fisk må ikke engang i nærheden af deres bolig!
Torsdage overnatter Sanne altid hos sin mor i Odense; derfor kan Henrik uden besvær spise fisk og hjælpe med at rydde op. Theresa elsker renlighed, det er hendes “ting”. Henrik kommer altid i nystrøget skjorte, nyraget og velduftende.
Theresa styrer huset. Indimellem foreslår hun, at de skulle bo sammen.
“Jeg elsker børn, Henrik! Jeg kan sagtens omgås dem. Det vil ikke belaste dig. Vi kan tage dem med på ferie til mit barndomshjem ved havet. Det ville gavne alle.”
Det er kun et forslag. Hun tigger og beder ikke. Henrik fortsætter med sine undskyldninger.
“Som du vil,” ender hun altid, skænker mere vin.
Theresa er den ældste af Henriks kvinder, ikke så fast i kroppen, og kræfterne rækker ikke som før. Måske meget godt. Henrik bliver hurtigere træt nu. Det må være alderen…
Han tager altid derfra sent, udhvilet, nydelig og ser fantastisk ud. Ingen kone eller børn hjemme; det er fint. Når Sanne er hjemme, trækker hun gardinerne til, og det føles som at ligge på bunden af en brønd. Mørkt, koldt. Med Sanne er det isnende koldt. Træk? Lige meget…
Fredag.
Her er det ret kedeligt. Henrik tager børnene med til sin mor på Nørrebro. Hans tur til at underholde. Sanne kommer aldrig, bliver længe på arbejde.
Hos moren tøffer Henrik rundt, mens børnene spiller lotto med “Bedste Grethe”, så spiser de aftensmad.
“Hvor er Sanne? Kunne hun ikke komme?” spørger Grethe drillende, som om at sige ” Ja, Henrik, du har fået dig en hidsig en.”
Henrik forklarer tålmodigt hver gang, at Sanne har seminar ude af huset.
“Nå. Seminar, seminar. Vores lille Sanne snart doktor,” siger Grethe tørt, trommer i bordet. “Nå, vi lader det ligge. Hva’ Johannes, Maria! Hvor blev kagen af?”
Alle stormer i køkkenet efter kage og kopper, men Henrik sidder bare stille. Han er træt. Det er svært at være både Don Juan, chef og… ja, det hele.
Især når du har både danserinde, fiskepige og forretningskvinde…
“Alle kvinder vil det samme!” sagde Henriks chauffør, Søren, engang.
“Hvad vil de da, Søren?” smilede Henrik under skægstubben. Emilie bryder sig ikke om stubbe…
“De vil penge! Er penge der, så er de glade. Ingen penge, så skrider de. Tro mig min kone var aldrig tilfreds før, nu hvor jeg tjener godt, ser hun op til mig. Det hele handler om penge. Det ved du vel…”
Henrik skulede strengt til Søren, der lod, som om han koncentrerede sig om trafikken, bandede ad en cyklist, dyttede.
“Nej,” tænkte Henrik bittert, “mine er ikke sådan. Måske kun Sanne… Hun har altid været den, der tæller pengene. Når begyndte det? Svært at sige… langsomt, vel. Kærlighed og ømhed får jeg udenfor hjemmet. Trøsten, venten, blidheden, det er ikke med Sanne. Og fred med det. Hun hjalp mig til at møde de rigtige for år tilbage. Sanne er klog. Men ikke mere end det.”
“Kør nu,” sagde Henrik utålmodigt til Søren. “Vi er sent på den.”
De snoede sig gennem byen, ind til Emilies hjem, som Henrik fortalte Søren, hans osteopat arbejdede fra.
Søren spurgte ikke mere. Det var lige meget, hvem eller hvad, bare lønnen faldt. Alle vil gerne have penge. Søren også…
…Beskeden om, at hun forlod ham, kom fra Sanne mandag morgen, “Emilies dag”.
“Du går?” Henrik forstod ikke, satte sig op i sengen, gnubbede øjne.
“Ja, jeg går. Med benene,” lo Sanne, klappede sine bløde lår. “Jeg anlægger sag, tager børnene, når det er ordnet… Der er ting, der skal gøres…”
Hun sad ved spejlet og krøllede håret, snakkede lige så roligt, som havde hun fortalt om sin kollega, den pedantiske underviser, Bjerregaard. Henrik vidste ikke meget om ham.
“Jeg forstår ikke hvor og hvorfor går du?” Henrik dinglede benene fra sengen, mærkede dem sovet vabler på tæerne, som hans mor. Helvede…
“Er du et barn, Henrik? Jeg går fra dig. Resten rager ikke dig. Jeg har heller ikke spurgt, hvor du er hver aften. Det angår ikke mig. Du behøver heller ikke bekymre dig om mig. Børnene tager jeg senere. Bjerregaard og jeg… Papirarbejde først, finde os til rette… ” Sanne lagde krøllejernet, for Henrik stod bag hende, sammenbøjet, garnet rynket. Knyttede næver, stirrede ondt.
“Hvad? Føles ilde? Lad være, Henrik! Du bliver ikke alene, bare rolig! Men Søren… han er nu min chauffør. Det blev bare sådan. Bjerregaard og jeg har fået en sag i hus. Jeg tager Søren ikke dine kvinder. Dem får du. Overvej børnepengene. Husk, jeg kender alle dine indkomster. Du kan ikke sno dig. Og væk nu du lugter grimt!”
Hun sminkede færdig, trak i en ny kjole, Henrik lynede den automatisk, ville spørge noget, men Sanne var allerede ude.
“Børnene tager jeg i skole. Hej! Savn mig ikke!” døren smækkede…
I starten gik Henrik rundt og lo tørt: Dét klarede hun, Sanne!
Men så kom vreden bragende. Han havde lyst til at smadre en kop i væggen, trampe skårene, så det sved og han måtte skrige.
Henrik indså, hvorfor det var svært Sanne havde stukket ham i ryggen! Stilfærdigt havde hun flettet sit, endda med den listige Bjerregaard! Slet, snedigt!
Sanne Hans. Kun hans! Han kendte hver eneste side af hende. Det var ham, der bar hende gennem snemasserne til fødegangen, fordi bilen ikke kom frem, da hun skulle føde. Kun han vidste, at hun ved migræne skulle have stærk kaffe med likør fremmede midler virker ikke, men det gør det på hende. Kun han vidste, hvorfor Sanne trak gardinerne til om natten på 27. sal, selvom ingen kunne kigge op. Sanne frygtede en barndomserindring, hun kun havde fortalt ham… Nu: hvad nu, hvis Bjerregaard gjorde grin med hendes frygt?
Søren stod ikke udenfor. Henrik måtte tage taxa.
På arbejdet skældte han ud, rev papirer ned, fordi han for første gang ikke kunne finde rundt i sit rod. Tidligere fandt han altid det vigtige.
I hovedet én tanke: “Sanne er væk. Væk!”
Og så, efter et par tomme dage opkaldet fra hospitalet…
“De skal ikke bekymre Dem, Gregersen!” sagde lægen, bladede i journalen. “De må tage en uges indlæggelse lidt hvile, vitaminer, undersøgelser. Kan jeg indlægge Dem?”
Henrik Gregersen strakte hals for at tyde prøverne og mærkede kold sved på ryggen.
Indlæggelse hvor?! De slår ham ihjel, flår ham for penge, sender på kirkegården.
“Nej. Vrøvl. Har ikke tid!” afviste han, rejste sig, bankede i bordet. “Hold op med at skræmme! Vil I score på mig? Aldrig!”
Han viste lægen fuck-finger.
“Hvilke penge?! Du har brug for lægehjælp; tag analysepapirerne, opsøg rådgivning. Penge det må De snakke med konen om. Jeg arbejder privat, ja, har gæld, men skor mig ikke. Ud, konsultationen er slut!”
Henrik smækkede døren, så maling dryssede fra karmen.
“I lapper det vel! I har jo penge nok!” brølede han ad den skræmte sygeplejerske.
Hvorfor alt det pengesnak? Han vidste knap selv. Men nu måtte han tænke på andet…
Skulle til Emilie. Mandag, hendes dag, hun venter!
Emilie ventede. Men på en anden måde.
Hun var grædende, slukøret, og hun kastede sig ikke om halsen på ham, tilbød ikke frikadeller. Hun havde nærmest ikke redt sit hår.
“Henrik… Henriks lille,” græd hun, havde rødgrædte øjne og krøb sammen om hans arm. “Rasmus er rejst. Han ringede i går, sagde han tog til bedstemor, ville ikke forstyrre os mere.”
“Os?” spurgte Henrik hæst.
“Ja, os. Han sagde, at en ved navn Sanne havde ringet, fortalt at I skulle skilles, og at du ville flytte ind her. Hvordan kunne du, Henrik? Du bestemte hen over hovedet på mig!” hun jamrede, viftede desperate hænder.
“Jeg har intet bestemt. Sanne fortalte først om skilsmissen i morges!” skubbede Henrik hende væk, irriteret.
“Løgn! Men det er ligegyldigt! Jeg vil ikke bo med dig! Giv mig Rasmus tilbage, hør? Giv ham tilbage!” Hun begyndte at slå ud i luften.
“Hvad har jeg med det at gøre? Ring, bed ham komme hjem. Jeg har aldrig sagt, jeg ville…” stammede Henrik.
“Hvad? Ville ikke? Du lovede jo! Din kujon! Jeg hader dig, forstår du? Hader dig!” og hun jog ham ud og smækkede døren.
Han nåede ikke engang at sige, at han faktisk var syg. Emilie havde ikke længere brug for ham.
Så længe Rasmus var der, var Henrik vigtigt. Nu nej.
Henrik gik langsomt ned ad boulevarden, så velkendt og samtidig helt fremmed. Arbejdere var ved at rive den gamle kiosk ned, hvor aviser engang blev solgt. Nu skulle der laves vej.
“Uden kiosken bliver det tomt her, koldt. Alt bliver anderledes,” tænkte han gammeldags og lo af sig selv.
Var det ikke også sådan med ham? Og Emilie? Da tingene var på deres plads, omend skrøbelige, føltes alt trygt. Han havde Sanne et fast punkt. Hun var væk, og alt faldt sammen, som om universet splintredes.
Emilie havde Rasmus, han tilgav, forstod, glædede hende, og da gik møderne med Henrik i den rette tone. Slidt Emilie, trøstende Henrik, og Rasmus der undte moderen lykken.
Men hvem skal nu tilgive hende? Eller må hun endelig indrømme, at hun blot var elskerinde, ikke den elskede? Nej tak! Giv mig den gamle verden! Det var lettere…
Henrik satte sig på bænken, tog resultaterne op af tasken, kunne ikke tyde dem. Han ringede til Sidsel, men hun havde time, der lød harmonika, trin mod gulvet i baggrunden.
“Åh, Henrik, ikke nu, tak? Og kom ikke denne uge jeg rejser til min søster i Sydney. Hvor længe? Ved ikke… Når din skilsmisse er på plads, så giv et praj. Undskyld, travlt nu!” prik, så var hun væk.
Sanne havde også ringet til hende. Det er som om Mikkel (Henrik) er en mus, og Sanne har smidt ham i et terrarie med slanger for at se, hvem der får maden.
Men musen lugtede. Ingen vil have den…
Karen tog imod ham. Ikke på “sin dag”, men hun lukkede ham ind, slæbte ham i seng, og bagefter, træt og vred, tændte hun en cigaret og bekendtgjorde, at hun ventede barn dog ikke med Henrik.
“Prøv at hør! Jeg har ønsket barn i årevis nu ved jeg ikke, om jeg vil have det. Hører du, du derinde?” råbte hun mod maven. “Forstår ikke…”
Henrik begyndte straks at snakke om læger, at betale, være varsom…
“Du kan prædike! Virkelig!” vrissede Karen og viftede ham væk. “Hvad vil du? Sanne er gået, så nu kommer du til mig? Tror du, du kan slå dig ned her? Nej, undskyld gå nu. Henrik…” hun snøftede, holdt hånden for munden. “Væk. Jeg har kvalme. Gå!”
Hun har heller ikke brug for ham mere. Karen har sine egne bekymringer.
“Jeg ville bare rådføre mig, har dårlige prøver…” snublede Henrik.
“Og jeg,” svarede Karen med et tørt smil, “har rhesus-konflikt. Ud med dig.”
Henrik gik. Hele hans, synes han, så rige og farverige liv gik i vasken. Så mange varme sengepladser og favne men ventede nogen på ham, da han endelig blev fri og “attraktiv”? Nej. Det var lettere at have ham som gift. Sanne ødelagde det hele.
Theresa hørte på Henriks syge jammer, foreslog straks Tibet, gav ham et nummer, og sagde, han ikke skulle kontakte hende mere.
“Jeg tror på aura, Henrik Gregersen. Din er syg; den smitter min. Beklager ingen grund til at ses.”
Og sådan forsvandt hun, med sin fisk og vin. Nu laver hun mad til en anden med en klar, kulgul aura…
Sin mors turde Henrik ikke fortælle om sygdommen. Havde han gjort det, havde hun bebrejdet Sanne og straks talt om sine egne lidelser i timevis.
Hjemmet var tomt, og Henrik lagde sig sulten og udmattet. Vågner med rædsel om natten. Rædsel for at dø for han havde da knap levet! Og børnene? Hvad med dem?
“Hvordan før? Du med Karen, Sidsel, Emilie dem med moren…” hørte han en stemme. “Det fortsætter. Så bliver du begravet.”
Henrik lod sig indlægge, ikke i håb om helbredelse, men fordi der var stille. Også på hospitalet, men af og til skramler en seng, eller en sygeplejerske kommer forbi.
Operationstid blev sat til næste morgen.
“Har du fortalt familien? Ellers ringer de i ét væk!” brummede sidemanden, en rå gammel mand. “Du, jeg svarer ikke!”
“De ringer ikke, bare rolig,” svarede Henrik.
Han blev hentet ind.
Og da han vågnede, kiggede på det bandagerede mave, tændte mobilen og denne gang brast det for ham. For det var sandt: Ikke én havde ringet. Ingen. Som om han aldrig havde eksisteret…
Og så holdt Henrik op med at være bange. Han var ingen, og det var egentlig også okay. Børnene og moren ville sørge. For sig selv følte han ingen smerte. Han var som den gamle kiosk. Når den ryddes, kommer noget nyt. Se, Karen får snart sit barn. Lad ham leve. Henrik måtte videre give plads…
Om natten steg feberen; Henrik blev kørt på intensiv. Ved siden af ham lå andre kroppe, folk men kun halve, som om de ikke var her mere. Henrik faldt i søvn…
Da han vågnede igen, sad Sanne og sov med ansigtet i dynebetrækket.
Og vinduet blev fyldt med lys, alt for blændende.
“Gardinet, Sanne, du kan ikke lide det, vel…” hviskede Henrik, hostede. Halsen såret efter slangen, han havde tørst.
Sanne satte sig op, så strengt på ham.
“Nej. Lad det være. Det mangler lys her, det er så mørkt,” sagde hun, strøg forsigtigt hans kind, men trækkede hurtigt hånden til sig.
“Undskyld, jeg har ikke barberet mig. Jeg skal…”
Han ville gå ud på toilettet, gøre sig ren, men kunne ikke.
“Vi kæmper, Henrik. Vi to kæmper. Forstår du det?” afbrød Sanne. Hun kendte ham helt og havde tilgivet alt. Eller lod ham i hvert fald ikke alene.
Og han forstod. Han var ikke kun en aflagt kiosk. Han var menneske. En, der var elsket. Og derfor gjorde det endnu mere ondt…
