Vibeke Jensen stirrede melankolsk på sit spejlbillede.
Åh, jeg er en gammel dame. Ansigtet hænger ned, dobbelthage, rynker overalt Ja, 66 år, og det er ingen spøg, især ikke med et liv som mit sukkede hun og forsøgte at fastgøre de faldne krøller, som datteren havde sat i om morgenen.
Det var en helt særlig dag i deres lille landsby Hvide Sande: 50-års jubilæet for den lokale folkeskole, som Vibeke var blandt de første dimitterede fra. Skolen var pyntet, byens skoleledelse skulle komme på besøg, og landsbyboerne skulle samles til fest. De lovede, at nogle tidligere klassekammerater fra København ville komme, men de fleste var allerede væk, og mange var allerede gået bort gennem årene.
Bjørnen, hunden i gården, gøede. Vibeke kiggede ud af vinduet og så en kvinde stå bag lågen. Hun tog sin gamle jakke på og gik ud for at møde gæsten. Først genkendte hun hende ikke, men så hun begyndte at tale, og det gik op for hende: Det var hendes gamle skoleveninde Gitte Larsen.
Jeg fik invitationen til festen og tænkte, jeg måtte komme hjem. Jeg har ikke mere et sted at bo, og mine børn er væk så længe siden. Må jeg blive hos dig? spurgte Gitte.
Selvfølgelig, kom ind svarede Vibeke og omfavnede hende, mens de begge løb lidt i tårene, om det var af glæde eller sorg.
Du ser så smuk og moderne ud, sagde Vibeke, mens hun beundrede gæsten.
Jo, jeg har boet i byen. Min mand var en højtstående leder. Man skal holde trit, men jeg ville have kunnet bo på landet og være som dig! Undskyld, jeg ville ikke såre dig, sagde Gitte og lagde en hånd på Vibekes kind.
Jeg er ikke såret, svarede Vibeke. Du ser omkring 15 år yngre ud, selvom vi er jævnaldrende, sukkede hun.
Om aftenen gik de klædte kvinder i skolegården. Kun otte personer var ankommet fra København, og de havde svært ved at genkende hinanden efter så mange år. Efter den formelle del blev der lagt borde, de drak en kop kaffe, snakkede om gamle tider, lo og mindedes. De blev der til omkring midnat.
Gitte vendte tilbage til Vibekes hus, men de ville ikke sove. De talte næsten til solen stod op. Gitte fortalte om sit liv i storbyen: Hendes mand, Nikolaj, var en god mand, men han var gået bort for tre år siden.
Deres eneste datter, Lise, bor i København, har afsluttet universitetet og er lykkeligt gift. De lever som childfree, et ord Gitte sagde med en stolt stemme. Vibeke svarede, at det er dem, der har valgt at afvise at få børn.
Det gør Gitte ked af det, men hvad kan man gøre? Lise har kun kunnet besøge sin mor et par gange på grund af sit travle arbejde. Selv ved farens begravelse kunne hun ikke slippe fra sine forpligtelser. Hun har en høj stilling i et firma, og kan kun hjælpe sin mor økonomisk. På grund af hjælpen kan Gitte nu tillade sig et ophold på et kursted, selvom hendes pension er lille, fordi hun ikke har haft meget arbejdsperiod, da hendes mand altid har sørget for, at hun ikke skulle arbejde.
Hvordan har du det? Jeg hørte, du også er enke? Hørte, at din Nikolaj drak meget? Hvor er børnene? spurgte Gitte.
Jo, som de fleste i landsbyen, har jeg haft en mand, der drak, især efter at skovbrugsselskabet gik konkurs og der ingen arbejde var. Mine mænd var som løse kæder. Min mand var stille, men når han drak, blev han til et monster. Jeg var som en fisk på isen jeg måtte kæmpe for at holde mig oven vande. Jeg holdt en lille svinegård, to svin, så jeg kunne sælge grisene og få lidt til lejemålet. Min mand døde af en uhelbredelig sygdom, og da han stoppede med at drikke og ryge, var det for sent.
Alle mine børn er i landsbyen. Min datter Lise er lærer, og min svigersøn er skoleleder og politiker. Du så ham i dag. Han er en god mand, en kandidat til byrådet. Skolen skulle nedlægges til ni klasser, men han skrev til ministeriet i København og reddede den. Mine sønner, tvillinger, tjente i militæret og kører nu på vagt sammen på Vankor, de tjener gode penge. Jeg har seks børnebørn, hver med to børn, så de ser værdien i at få børn. Mine mænd drikker kun ved festlige lejligheder, så de har forståelse for mig.
Næste dag fulgte Vibeke Gitte til busstoppet. Hun pakkede en pose med spegepølse, en god dansk spegepølse med lag af fedt, og en lille krukke med hindbærsylt. På gaden var det tydeligt, at Vibeke virkede mere landlig end sin byveninde.
Gitte var slank, iført en moderne dunjakke, en nuttet pelsnasket hat, og sko med en lille hæl, læberne glimtede af læbestift. Vibeke var mere robust, i en gammel frakke, som ikke længere var i mode, med følle på fødderne og en dunkåbe på hovedet.
Bussen ankom. De omfavnede hinanden, lovede at ringe og holde kontakten. Gitte sprang let ind i bussen, mens Vibeke gik langsomt hjem med tunge skridt.
P.S. De to veninder startede med næsten samme udgangspunkt, men livet tog dem i meget forskellige retninger. Hvorfor? Held? Skæbnestrenge? Eller ukendte kræfter, der styrer kvinders skæbner? Måske er svaret ikke så enkelt, som det ser ud ved første øjekast. Man må stadig overveje, hvem af dem der er lykkeligst.
Livsvisdom: Selvom vores veje kan skilles, er de bånd, vi knytter, de, der giver mening til vores rejse.
