Vent et øjeblik, sagde han. Jeg steg af toget på din station for et øjeblik, men da jeg gik tilbage til vognen, var mine ejendele væk. Jeg så ud af vinduet og så en mand gå forbi med min taske. Jeg sprang efter ham, men han var allerede forsvundet. Så du kunne ikke bare gå tilbage til vognen og så finde ud af det? spurgte Tetjana. Jeg ledte efter manden, men i mellemtiden kørte mit tog videre
Tetjana var træt efter en lang arbejdsdag. Hun arbejdede i en lille blomsterbutik midt i byen, hvor der altid var travlt, især før nytår.
Vejret var iskoldt, sneen faldt hver dag. Tetjana gik på fortovet i sin varme dunjakke.
Hun havde ikke engang haft tid til at sætte sig ned i løbet af dagen. Hun drømte bare om at komme hjem og falde i søvn.
Pludselig gik en fremmed mand hen til hende. Hun standsede og så på ham.
Manden var omkring fyrre år gammel og klædt på en mærkelig måde. Tetjana tog et skridt til siden for at undvige ham.
Undskyld, kan du hjælpe mig? sagde fremmede pludseligt.
Hun blev overrasket og stod stille.
Jeg manden rystede på hovedet, lukkede øjnene et øjeblik. Jeg skulle til min datter med toget, og så skete det her
Manden så kortvarigt trist på Tetjana. Hun forsøgte igen at gå udenom ham.
Vent, sagde han igen. Jeg steg af på din station et øjeblik, men da jeg vendte tilbage til vognen, var mine ting væk. Jeg kiggede ud af vinduet og så en mand gå forbi med min taske. Jeg sprang efter ham, men han var allerede væk
Hvorfor gik du ikke tilbage til vognen først? spurgte Tetjana.
Jeg ledte efter ham, og i mellemtiden kørte toget af sted
Så du burde have kontaktet nogen? Tetjana begyndte at blive nervøs.
Jeg ringede overalt. De sagde, jeg skulle vente. Det næste tog kom først om et par timer, men jeg ville ikke blive i stationen. Jeg havde alt i tasken: tøj, papirer, penge Jeg ville gerne vaske mig og blive varm Jeg giver alt tilbage manden så bedende på Tetjana.
Du kan jo give mig nøglerne til lejligheden? spurgte Tetjana, let irriteret.
Og du også. Alle holder sig væk fra mig. Gud, hvorfor tror ingen på mig? manden løftede hovedet, så trist på himlen, og Tetjana følte medlidenhed.
Hun så kritisk på ham.
Han var dårligt klædt Måske var der faktisk noget i tasken Men han opførte sig rimeligt.
Okay. Lad os gå ind hos mig, så du ikke fryser. Jeg finder på noget med tøjet.
Tak. Du er så venlig. Ingen andre lyttede til mig. manden fulgte hende.
De gik ind i lejligheden, og Tetjana satte sig på en stol i gangen. Hun var udmattet og ville bare sove.
Gå i bad, sagde hun, og nikkede mod døren i den smalle gang. Jeg finder tøj til dig. Hvad hedder du, forresten?
Mykhailo, svarede han, og låste døren til badeværelset.
Snart lød vand fra badet.
Tetjana sukkede. Hendes drøm om hvile måtte ventes til.
Hendes bror boede i Kiev, men hun havde stadig noget af hans tøj.
Det gør ikke noget, det vil ikke koste noget, tænkte hun.
Hun samlede alt, der var nødvendigt, gik til døren og bankede. Da vandet stoppede, fortalte hun, at tøjet lå på en skænk i gangen.
Hun hældte suppe i en skål og satte den i mikrobølgeovnen. Hun satte sig på en stol og tænkte. Hvis hendes mor kom hjem nu, ville hun forstå alting forkert. Hvad skulle hun tænke, når hun så hendes mor, mens Mykhailo badede?
Gud, lad min mor blive optaget i butikken eller hos en ven, bad hun i stilhed.
Men Gud var optaget af vigtigere ting og hørte hende ikke. Låsen på døren klikkede.
Tanja, er du hjemme? råbte hendes mor, og Tetjana kiggede ud af køkkenet. Åh, jeg troede, du var i bad. Hvem er så der?
Mor, rolig. Manden mistede sine ting på toget. Han vil snart ordne det og gå, forsøgte Tetjana at berolige.
Gik du ikke møde Alexios? Hvad skete der?
Jeg sagde jo, at han mistede sine ejendele på toget.
Gud. Du har bragt ham hjem? Du kender ham slet ikke! Du har ikke tænkt over det? Jeg kom lige hjem. Skal vi ringe et sted? spurgte moren bekymret.
Mor, lad være med at sige så meget. Han er overalt. Vi må vente på toget. Han vil bade og så gå, gentog Tetjana roligt.
Der lød ikke længere vand fra badeværelset. Døren åbnedes og lukkedes igen.
Jeg tog tøjet, tænkte Tetjana.
Moren satte sig ved døren og ventede.
Snart kom Mykhailo ind i køkkenet, hilste lidt akavet og skyldbetydende. Tetjana forstod, at han havde hørt samtalen.
Så fortæl mig, hvordan kan noget ske med så en stærk og sund mand? spurgte moren, mens hun så ham i øjnene.
Undskyld, at jeg forstyrrede. Jeg var på vej til min datters bryllup i Kiev, men jeg har hverken telefon, papirer eller penge, sagde han med armene udstrakte.
Hvad er årsagen? Hvorfor kom du så til os? Vi bor jo ikke ved stationen, spurgte moren.
Mor! Giv ham noget at spise. Hvorfor så meget udspørgning? sagde Tetjana, irritabel. Sæt dig ved bordet, Mykhailo, jeg har varmet suppe til dig.
Tetjana, da jeg var lille, samlede jeg katte og hvalpe på gaden, men nu fører jeg mænd hjem sagde hun og flyttede sig, så der var plads ved bordet.
Spis, Mykhailo, men pas på. Hvis du bliver min mors yndling, vil du ikke kunne gå herfra, sagde hun med et strejf af sarkasme.
Du sidder hele dagen på arbejdet, ingen fritidsliv. Du bliver snart tredive, det er tid til at gifte sig. Hvordan skal jeg ikke bekymre mig, når du ikke er fast for mig?
Mor, hold op. Mykhailo tror, vi vil gifte ham, slog hun i sjov.
Ingen grund til bekymring, beroligede Tetjana Mykhailo.
Åh, lad være, sagde moren og gik ind på sit værelse.
Din mor er alvorlig, sagde Mykhailo og lagde fra sig tallerkenen.
Hun opdrættede kun mig og min bror. Hun bekymrer sig bare for, at jeg en dag skal stå alene med et barn i armene, ligesom hende.
Jeg forstår. Hvor arbejder du?
I en blomsterbutik. Åh, men hvordan vil du købe en billet uden pas og uden penge? spurgte Tetjana.
De lovede at hjælpe. Må jeg låne din telefon? Jeg skal ringe til min datter, som ikke kan komme til brylluppet, og til en ven
Nu går jeg, sagde hun og gik ind på et værelse.
Mor, hvad laver du? spurgte hun, mens hun trak en guldring og smykker frem fra en skuffe.
Stil dig stille, sagde moren. Hvis han Jeg ved ikke hvem. Jeg giver det til tante Masha, og så gik hun ned i gangen.
Tetjana forsøgte ikke at stoppe hende. Det var forgæves. Hun ville gøre det på sin egen måde.
Tetjana lagde telefonen på bordet foran Mykhailo og gik hen til vinduet.
Mykhailo ringede til sin datter, og ud fra hans ansigt forstod Tetjana, at hun var ked af, at han ikke kunne deltage i brylluppet.
Derefter ringede han til en anden og spurgte Tetjana om adressen på huset.
Nå, snart kommer min chauffør. Jeg skulle slet ikke have kørt. Min kone ville ikke præsentere mig for sin nye mand. Så min datter inviterede mig. Så jeg kørte forgæves, sagde Mykhailo med en trist mine.
Hvem er du, når chaufføren kommer? spurgte Tetjana overrasket.
Mykhailo begyndte at falde hende til.
I brødrene forretning så han ud til at have en beskeden teknisk reparationsvirksomhed. En ven havde frarådet ham at køre, fordi han ikke kendte Kiev, og et bryllup var heller ikke passende.
Så jeg tog toget i stedet. Bedre var det at flyve. Vær tålmodig et par timer mere, så vil jeg tage af sted, sagde han, overbevisende for sig selv og for Tetjana.
Tetjana så på Mykhailo og tænkte, at hendes mor havde ret. Hvis hun kom hjem fra arbejde, ville hun blive mødt af en mand, børn, der ventede. Livet ville have mening. Hun var næsten tredive og boede stadig hos sin mor, uden fremtid i sigte.
Der var engang en Leonid. Hun var forelsket, men det endte ved brylluppet. En gang kom hun fra arbejde til ham, men han var sammen med hendes veninde Hun mistede både forlovede og veninde.
Du er sød. Det vil gå godt for dig, sagde Mykhailo pludselig, og stoppede hendes tanker.
Hvorfor er du alene? Alt ser ud til at være på din side. Du har endda en forretning.
Ah. Jeg indså, at jeg kørte alene til brylluppet. Jeg er også klog, men det gik ikke så godt. Jeg er skilt fra min kone. Jeg har ikke oplevet noget så godt som dig. Moderne kvinder er forsigtige, og mænd er det samme. Du er træt efter arbejde, og jeg gav dig ikke hvile. Undskyld, jeg kom på din vej.
De talte længe. Udendørs blev det mørkt, da telefonen ringede.
Det er mig. Sasha er sikkert ankommet, sagde Mykhailo og tog Tetjanas telefon.
Han kommer nu, og jeg vil aldrig se ham igen. De kedelige, ensformige dage vender tilbage, tænkte hun.
Så er bilen nede ved bunden. Mange tak, sagde Mykhailo og lagde telefonen på bordet og rejste sig.
Jeg har skrevet mit nummer ned, så du ikke skal lede. Jeg er Mykhailo fra toget. Jeg tror ikke, du vil ringe til mig, så kiggede han nysgerrigt på Tetjana.
Hvis du nogensinde har brug for hjælp, kan du altid regne med mig. Endnu en gang tak. Jeg returnerer tøjet, du skal ikke tvivle. Undskyld mig over for din mor. Hun tror måske, jeg er en dårlig fyr, sagde Mykhailo med triste øjne, og Tetjana holdt næsten på at græde.
En tilfældig fremmed, men hun ville ikke have ham til at gå. Hvem var hun, og hvem var han? Tetjana smilede.
Pas på at havne i lignende situationer igen.
Nej. Jeg vil kun køre i bil eller flyve i fly. Ikke flere tog, sagde Mykhailo og grinede.
Tetjana så, mens de tykke vintermørke faldt, Mykhailo gå ud fra indgangen, stoppe ved bilen, finde vinduet og vinke.
Det er alt. I morgen vil han ikke engang huske mig
Så du slap ham? spurgte moren, da hun kom tilbage fra døråbningen.
Så du er vred over, at du tog ham ind i huset, og nu spørger du, hvorfor jeg slap ham, svarede Tetjana, mens hun forsøgte at skjule sin sorg.
Han er en god mand. Det kan man se.
Hvorfor gemmer du smykkerne?
Jeg er bare dum, sukkede moren.
Tre uger gik. På nytårsaften syntes det som om Mykhailo kun var en drøm for Tetjana.
Alt begyndte at virke uvirkeligt.
Den 30. december arbejdede hun igen. Chefen undskyldte meget, men sagde, at han ville hjælpe hende personligt, fordi der var mange kunder.
Tetjana så ud af vinduet og så pludselig ved butikken en rigtig julemand.
Han råbte højt til forbipasserende, delte ud af slik og gik direkte mod butikken.
Dørene gik op, og hun så ham i en rød, broderet frakke, med hat, hvidt skæg og en stor taske på skulderen.
Han talte med ejeren, og hans stemme virkede genkendelig for Tetjana.
Endelig gik julemanden hen til hende.
Jeg vidste, at du arbejdede, så jeg ville overraske dig og løfte humøret. Virkede det? spurgte Mykhailo håbefuldt.
Det virkede, grinede Tetjana.
Jeg må arbejde alene i dag, sagde ejeren højlydt. Gå hjem, Tetjana, med julemanden. Jeg klarer mig selv. Nyd livet.
Tetjana havde ingen grund til at tøve.
En måned senere sagde hun op og flyttede til Kharkiv, til Mykhailo
Mor blev glad.
Du har fundet et job, så kan du slappe af. Så vil børn også komme. Hvem kan hjælpe andet end bedstemor?
Alt, der er dårligt, kaldes ofte skæbne, mens det gode kaldes tilfældig held.
Det ene uden det andet går sjældent.
Synes godt om historien og del dine tanker i kommentarerne!
Vent lidt, sagde han. Jeg gik ud i et øjeblik på din station, og da jeg kom tilbage til sættet, var mine ting væk.
