Anne steger frikadeller, da døren ringer. Hun går ud af køkkenet for at åbne.
Mor, det er til mig, afbryder hendes datter Bodil midt i skridtet. Jeg lader dig åbne.
Okay, jeg vidste jo ikke svarer Anne.
Så hvad venter du på? Gå videre og steg dine frikadeller, siger Bodil irritabelt og kaster et blik mod døren.
Hvorfor dine? Jeg har købt hakket kød til opskriften svarer Anne.
Mor, luk døren, siger Bodil og ruller med øjnene.
Så skulle du have sagt det med det samme, tænker Anne, mens hun går tilbage til køkkenet og lukker døren bag sig.
Hun slukker gaskomfuret under panden, trækker forklædet af og forlader køkkenet.
I entreen tager Bodil sin jakke på. Ved siden af står Jens, Bodils ven, der ser hende med hengivne øjne.
Hej, Jens. Hvor skal I hen? Vil I spise med os?
Hej, smiler han og kaster et tvivlende blik på Bodil.
Vi har travlt, svarer hun uden at se på mor.
Måske vil I spise alligevel? Jeg har alt klar, gentager Anne.
Jens tøver.
Nej! udbryder Bodil skarpt. Vi går. Hun griber Jens i armen og åbner døren. Mor, vil du lukke?
Anne nærmer sig døren, men lader den stå på klem, mens hun hører en samtale fra gårdspladsen.
Hvorfor taler du så hårdt til hende? Du dufter af mad, jeg ville ikke takke nej til frikadeller.
Lad os gå på caféen i stedet. Jeg er træt af hendes frikadeller, snøfter Bodil.
Kan de blive træt? Jeg elsker din mors frikadeller, jeg kunne spise dem hver dag, siger Jens.
Hvad Bodil egentlig sagde, forstår Anne ikke. Stemmerne på trappen aftager.
Anne lukker døren helt og går ind i stuen, hvor hendes mand Peter sidder foran fjernsynet.
Peter, lad os spise, mens det er varmt.
Ja? svarer han, rejser sig og går forbi Anne ind i køkkenet, sætter sig ved bordet.
Hvad skal vi have i dag? spørger han bestemt.
Ris med frikadeller og salat, svarer Anne og åbner panden.
Jeg har sagt, at jeg ikke spiser stegte frikadeller, bemærker Peter utilfreds.
Jeg har tilsat vand, så de næsten er dampede, siger Anne, mens hun holder låget i hånden.
Fine, men kun denne gang.
I vores alder bør vi ikke sulte, bemærker Anne, mens hun stiller en tallerken med ris og frikadeller foran Peter.
Hvilken alder? Jeg er kun femoghalvtreds. For en mand er det visdommens tid, siger Peter og stikker en gaffel i en frikadelle, bider i den.
Er I alle sammen i en hemmelig aftale? Bodil løb væk, nægtede at spise, du skubber mig væk. Jeg holder op med at lave mad, så ser I, hvordan I klarer jer uden mig. Tror I, caféen er bedre og sundere?
Så lad være med at lave mad. Du skulle også tabe dig lidt, snart kan du ikke længere komme gennem døren, siger Peter, mens han spiser den anden frikadelle.
Sådan? Tror du, jeg er fed? Jeg har knust hovedet over alt, så du pludselig begynder at passe på dig selv. Jeg har købt nye jeans, en læderjakke, en baseballkasket. Jeg har raket hovedet for at skjule en skaldet plet. For hvem gør du det? Ikke for mig. Jeg er fed. Hvad skal jeg sammenligne mig med? spørger Anne såret.
Lad mig spise i fred, siger Peter, men han løfter gaffelen uden at tage en bid og lægger den ned igen. Giv mig ketchup, beder han.
Anne henter en ketchupflaske fra køleskabet, smækker den på bordet foran Peter og går stille ud af køkkenet. Middagen på hendes tallerken forbliver urørt.
Hun lukker sig ind på Bodils værelse, sætter sig på sofaen, og tårerne begynder at trille.
Jeg laver mad, gør mit bedste, men de ser det jo ikke. Jeg giver alt, men får ingen tak. Peter får nye forhold, jeg er fed for ham. Bodil ser på mig som en tjenestepige. Hvis jeg er på pension, kan de så bare gå på mig? Jeg ville arbejde, hvis de ikke havde skåret ned. Erfaren arbejdskraft er ikke længere ønsket, kun de unge. Hvad kan de unge egentlig?
Jeg står op tidligt, selvom jeg er pensionist, for at lave morgenmad. Jeg snurrer rundt hele dagen, har ingen tid til at hvile. Det er min egen skyld, jeg har forkælet mig selv. Nu sidder de på min nakke og trækker i mine ben.
Tårerne løber ned ad kinderne, men jeg holder et lille snøft tilbage, tør øjnene med håndfladerne.
Jeg har altid troet, at vi har en god familie. Ikke perfekt, men bedre end mange andre. Bodil er færdig med sin uddannelse, klarer sig godt. Peter drikker ikke, ryger ikke, tjener sine penge. Hjemmet er hyggeligt, maden er god. Hvad mere kan han ønske?
Jeg kigger mig i spejlet på skabsdøren, ser mig selv. Ja, jeg har fået på, men jeg er helt sikkert ikke fed. Rynkerne er mindre på de runde kinder. Jeg har altid elsket mad, jeg laver godt. Men de har tydeligvis ikke brug for det. Da jeg arbejdede, plejede jeg at lave frisurer. Nu holder jeg en knold i nakken for ikke at blive i vejen så er det nemmere. Skal jeg stå på hæle og ordne alt? Ja, jeg burde tabe mig, farve håret også.
Jeg lægger mig på sengen igen og tænker videre.
Om morgenen vågner jeg ikke tidligt som altid. Jeg lader som om, jeg sover. Jeg er pensionist, jeg har ret til at ligge lidt længere i sengen. Lad dem lave morgenmad selv.
Alarmen ringer. Jeg vender mig mod væggen.
Hvad er der? Er du syg? spørger Peter uden en eneste tone af medfølelse.
Ja, svarer jeg og gemmer mig under dynen.
Mor, er du syg? kommer Bodil ind i værelset.
Ja, spis selv, mumler jeg fra dynen.
Bodil fnøser og går i køkkenet. Snart høres kedlens fløjt, køleskabsdøren smækker, og deres stemmer når mig gennem dynen. Jeg holder mig fast i rollen som syg.
Peter træder ind med duften af hans dyre parfume, som jeg selv har købt. Han og Bodil går hver til sit, og der falder stilhed. Jeg smider dynen over, lukker øjnene og falder i søvn.
En time senere vågner jeg, strækker mig, og går i køkkenet. Skåle er uvaske, bordet er fyldt med brødkrummer. Jeg tænker, at jeg ikke er en tjenestepige, så jeg lader det ligge. Jeg tager et hurtigt bad, og ringer til min gamle skoleveninde Lise.
Hej, Lise! svarer hun med den samme livlige stemme. Hvordan går det? Er du træt af at være pensionist?
Jeg fortæller, at jeg savner at gå ud, at jeg har været væk fra mine forældres grav så længe. Jeg spørger, om jeg må overnatte hos hende.
Selvfølgelig, kom når du vil. svarer hun. Hvorfor ikke lige nu? Jeg skal lige bage kager.
Jeg pakker en lille taske med et par ting til et par dage. På køkkenbordet skubber jeg krummer til side og efterlader et kort, hvor jeg skriver, at jeg er på besøg hos Lise og ikke ved, hvornår jeg kommer tilbage.
På vej til stationen tøver jeg. Jeg tænker, hvad om de klare sig uden mig? De sætter sig så meget på mig, men er det ikke lidt for meget? Jeg beslutter mig for at tage toget, men hvis der ingen billetter, så vender jeg hjem.
Bussen er fuld, køen ved indgangen er lang. Jeg sætter mig i den sidste række og trækker vejret.
Lise mødes mig med et stort kram, vi drikker te og spiser varme kager, og snakker i timevis.
Fortæl, hvad der er sket, siger hun.
Jeg fortæller alt, hun nikker og siger, at jeg skal passe på mig selv. Hun foreslår, at vi i morgen går til en frisørsalon, hvor Katrine arbejder. Jeg mindes vores skoleår, hvor jeg var dårlig til fag, men nu er der kø for hendes tid. Hun siger, at vi skal gøre mig til en skøn kvinde, så min mand må holde op med at bide sig i albuerne.
Om natten ligger jeg vågen og tænker på, om de er vrede eller glade.
Katrine møder os med et smil, sætter mig i en stol, klipper, farver mine bryn og hår. Jeg lukker øjnene, næsten falder i søvn under den varme hårtørrer. Hun insisterer på makeup, selvom jeg vil afvise, men Lise overtaler mig til at gennemføre.
Når jeg ser mig i spejlet, genkender jeg mig selv næsten ikke. En yngre, mere strålende kvinde kigger tilbage. Katrine taler med negleteknikeren om videre behandling. Jeg beder om at stoppe.
Vi kan booke tid til kl. otte om morgenen, men kom ikke for sent, siger Katrine.
Se, hvor flot du er blevet! udbryder Lise, da vi går ud af salonen. Lad os nu shoppe.
Jeg er træt, men følger med.
Vi forlader butikken i løstsiddende bukser, en let top og en sandfarvet cardigan. Jeg føler mig frisk og selvsikker, selvom benene er trætte.
Jeg bærer poser med en ny kjole, en jakke og en boks med sko. Jeg mærker, at jeg har fået et nyt liv, at jeg endelig har gjort noget for mig selv. Det var længe siden, jeg tog mig af mit udseende.
Udenfor Lises hus træder en høj mand med hvidt hår og mørke skægstubb, som ser ud som om han har set mange år.
Hej, piger, siger han med beundring i stemmen. I ser begge ud som om I netop har fået en makeover.
Jeg begynder jeg, men Lise afbryder.
Kender du ham? Det er Morten Høj, forklarer hun.
Morten nikker og smiler. Han var engang en tynd, uset klassekammerat på skolen.
Skal vi gå hjem til mig og fejre din forvandling? Vi har en flaske vin klar, foreslår Lise.
Vi sidder alle tre i hendes køkken, drikker vin og husker gamle dage. Jeg rødmer af både vinen og de blikke, Morten giver.
Han er stadig vildt forelsket i dig, siger Lise, da Morten går.
Glem det. Det er mange år siden.
Du ser så frisk ud, man kan blive forelsket igen, bekræfter Lise.
Jeg spørger, om han stadig bor i bygningen. Lise fortæller, at han er pensioneret oberst, har været i udlandet, kom tilbage for to år siden efter en alvorlig skade, men gik på benene igen med en krykke.
Jeg er gift, protesterer jeg.
Om natten beslutter jeg, at jeg vil hjem igen, men Lise vil ikke give slip.
Du er lige ankommet, så du skal blive længere. Vær stærk. Intet vil ske med dig, lad os bare nyde tiden.
Morten nævner, at han har billetter til teateret. Jeg spørger, hvornår jeg sidst har været i teateret.
Jeg gik til børneteateret med Maja til juleforestilling, svarer jeg.
Lise ler: Så lad os vise din nye kjole frem.
Tre dage senere får jeg et opkald.
Mor, hvor er du? Far er på hospitalet! Kom hurtigt, lyder det fra Bodils stemme.
Mit hjerte hopper. Jeg pakker og tager af sted. Morten kører mig til stationen.
Anja, hvis du har brug for noget, er jeg her. Ring, så hjælper jeg.
Jeg ringer til Bodil i bussen. Hun fortæller, at hun blev overrasket over min handling. Jeg spørger om far.
Jeg ved, det er svært at høre, men far har været utro. Jeg så ham flere gange forlade lejligheden med en anden. Han kom ikke hjem i nat, men kom tilbage med en anden kvinde. Det var en vildt konflikt, han slog sig selv, men han har nu et hjerteanfald, så ambulancen er ude, siger Bodil.
Jeg vender mig om, mærker at jeg ikke længere vil forlade hjemmet. Jeg kommer hjem om aftenen, men hospitalet er allerede lukket.
Mor, du ser helt anden ud. Jeg kan næsten ikke genkende dig, siger Bodil med en ny respektfuld tone.
Jeg var bange for, at du skulle forlade mig, så jeg fandt mig selv, forklarer jeg.
Du har ikke fundet nogen, men du ville bare give os en lektion. Du er ikke længere den samme, du er blevet ældre, men du vil ikke tilgive ham? siger Bodil.
Jeg ser rundt i rummet, ser hvor trygt det er hjemme. Alt er som før, folk er sunde, jeg er stadig vigtig.
Om morgenen laver jeg kyllingebouillon og kører på hospitalet. Peter ser ældre ud med et hvidt skæg. Han græder, beder om tilgivelse, og jeg giver ham en ske suppe.
To uger senere får Peter udskrivning. Da vi går ud fra taxaen, passerer en mandMens Peter tog min hånd og sagde, at han endelig forstod, hvor meget hun betød, gik hun ind i køkkenet, satte sig ved bordet og begyndte at servere den varme suppe med et smil, der endelig bragte fred til hele familien.
