Det var en af de mange kolde morgener, da telefonen i politistationen i Silkeborg rungede uden ophør. Ikke igen den her hund! udbrød vagtleder Poul Jensen irritabelt og smækkede røret ned, mens den gamle telefon klirrede som et ekko fra en svunden tid. Anna Sørensen, vi har igen et opkald om en hund i skoven. Det er allerede tredje gang i dag!
Anna løftede øjenbrynene. Efter femten år i politiet havde hun lært at stole på sin mavefornemmelse. Hvilken hund taler du om? spurgte major Katrine Krog, som lige havde lagt sine papirer fra sig.
Så er det tredje dag i træk, folk melder om en vandrende hund, der hyler som en gal. Den kommer op til folk, trækker i tøjet og klynker, så alle mister forstanden! svarede Poul.
Anna tænkte på den gang for tyve år siden, hvor hendes lillebror Marius forsvandt på vej hjem fra skole. De ledte i tre dage med politiets hunde, frivillige og alt, hvad der kunne tænkes, men de fandt ham for sent. Det mindede hende om, at dette ikke bare var en almindelig hund.
Søren, kaldte hun på sin unge partner, lad os tage ud og se efter den.
Skal vi? protesterede Søren. Det er jo bare en hund, måske gal, måske bare skræmmende for folk.
Anna så ham i øjnene og sagde: Måske er den mere end bare en hund.
De satte sig i den slidte patruljebil, en gammel Volvo 144, og efter tyve minutter stod den støvet ved kanten af Rold Skov. Træerne stod som gamle hænder, krumme og knudrede, og grenene strakte sig som knogleagtige fingre mod himlen. En tæt mosbund blev kun afbrudt af spredte stenbryn, og selv de mest erfarne svampplukkere undgik dette område.
Hvor er den nu? spurgte Søren skeptisk, mens han kiggede rundt.
Pludselig lød et skarpt gøen fra bag træerne, og en stor, beskidt og kruset hund sprang frem på en lysning. Den stod stille, så på dem med store, triste øjne, men da den så politifolket, gik den langsomt frem og logrede vildt med halen.
Rolig nu, lille ven, sagde Anna, mens hun gik ned på knæ. Hvad vil du?
Hundens mund åbnede sig i et hyl, den greb fat i Annas jakke og trak hende mod skoven.
Du er ikke færdig med at løbe væk, Anna? drillede Søren.
Jeg er klar, svarede hun fast og gik videre. Den vil vise os noget.
Hundens snude førte dem dybere ind i skoven, hvor grunden blev blød og mudret. Søren snublede flere gange i de dybe rødder, men holdt trit med Anna. Efter omkring tyve minutter stoppede hunden brat og brølede.
Hvad er det? spurgte Anna, mens hun holdt vejret.
Mellem trækronerne så de en gammel, mosbegroet lade, som næsten var ét med skovbunden. Anna gik forsigtigt frem, mens hun beordrede Søren til at blive på afstand. Hunden holdt sig tæt ved hendes ben, som om den vogtede hende.
Hun så en rusten lås på døren og hørte et svagt klap fra indersiden. Søren! råbte hun, mens hun trak i døren, som let gav efter på grund af de rustne hængsler. En lugt af rådden jord ramte dem, og da øjnene vænnede sig til mørket, åbnede en skræmmende scene sig.
I et fjernt hjørne lå en slidt madras dækket af beskidte klude. På den sad en ung dreng, tynd som en pind, med indtrukne kinder, sløve øjne og et ansigt dækket af jord. Hans hænder var indbundet med en stram, ru snor, der lå i blod. Han sank sammen, da lyset ramte ham, og en tørstende hoste brød stilheden.
Hvem er du? gik Anna straks til ham med en lille kniv for at skære snoren over.
Aartur, kom en hæs stemme frem, næsten umulig at høre.
Artur? Artur Nielsen? stannede Anna et øjeblik, da hun genkendte ham. Den dreng, der forsvandt for tre dage siden
Drengen nikkede svagt. Tre dage tidligere var der kommet en anmeldelse om en forsvundet femtenårig. Moderen, en alenemor, arbejdede på to jobs og havde ventet i fortvivlelse på sin søn, som aldrig kom hjem fra skole.
Søren, ring efter forstærkning og ambulancen! beordrede Anna, mens hun hjalp Artur op. Hold fast, dreng, det bliver bedre.
Hundens pels rejste sig på nakken, og den brølede lavt, som om den fornemmede faren. Pludselig brød en knækkende lyd gennem skoven nogen flygtede hastigt gennem buskadset.
På jorden! råbte Anna, mens hun greb sin pistol.
Men hunden sprang allerede frem, og et råb, et faldende legeme og en voldsom skælvende råbning fulgte efter.
Da de nåede frem, så de en kraftig mand i en sort læderjakke, en type der normalt blev holdt på afstand på gaderne. Han lå på jorden, dækket af løv fra det forgangne år, mens en anden hund sad på hans ryg med pelsen rejst i frygt. En dyb, dybere brøl ud af hans hals fangede selv den mest erfarne Katrines opmærksomhed det var som om den vildtfarne hund i mørket havde vækket en indre rovdyr.
Tag det roligt, Jack, sagde Anna, det første navn der kom i tankerne. Vi klarer det.
Den vovede hund lyttede, trak sig lidt tilbage, men holdt øje med manden.
Alt derefter gik i en tåge. En beredskabsbil, en ambulance, efterforskere og politiets chef, Viktor Madsen, ankom. Madsen tilstod straks, da han så de klare beviser. Det viste sig, at han var en erfaren kidnapper, som havde specialiseret sig i at fange børn og kræve løsepenger selvom det var uklart, hvilken sum han havde forventet fra den fattige alenemor.
En uge senere sad Anna i sit lille køkken, tapet med falmede gule tapeter, og bladrede gennem avisen med en slidt kop te ved siden af. På forsiden stod i store blokbogstaver: Heltehund hjælper med at opklare sagen! Under billedet lå en foto af Jack, som nu så ren og velplejet ud, men stadig med den årvågne glød i øjnene.
Så, lille helt, sagde hun og strøg ham let bag øret på den slidte sofa. Hvordan går det med dit nye liv?
Jack slikkede hendes hånd og lagde sit hoved på hendes skød.
Man siger, at tilfældigheder aldrig sker. Måske var dette møde skæbnet for både den ensomme mor, der for femten år siden ikke kunne redde sin bror, og den vandrende hund, der reddede en dreng.
Ved du hvad, mumlede Anna, mens hun kærligt strøg den krøllet pelskrop, så kan mirakler ske.
Jack trak vejret dybt og nikkede som om han altid havde vidst det.
