En aften i et lille lejlighedskompleks i Vesterbro, mens regnen trommer mod vinduerne, træder en ung kvinde frem i skyggerne. En ældre dame, med ansigtet hårdt som granit, ser på hende med et alvorligt blik og siger:
Du er ikke længere i den alder længere!
Kirstine får et øjebliks chok og svarer tøvende:
Undskyld, hvad mener du egentlig?
Den ældre kvinde nikker, som om svaret er så indlysende som den kolde vind udenfor:
Du forstår jo Det er ikke tid til lyse kjoler, højlydt latter, dans og sang som før. Nu skal du være mere beskeden, rolig, voksen.
Kirstine holder mund. Ikke af fornærmelse, men fordi hun stirrer forundret på, hvor let folk sætter rammer, hvor ingen findes. Så smiler hun svagt, ser dybt ind i sig selv og siger med rolig stemme:
Jeg har aldrig læst en bog, der fortæller, hvornår man skal holde op med at være sig selv.
Hvem kan nemlig bestemme, hvornår en kvinde ikke længere må grine, indtil tårerne triller? Hvem fastsætter, at man efter en vis alder ikke må bære rød læbestift eller synge sine yndlingssange i fuld stemme? Vi ophører ikke med at være os selv, blot fordi kalenderen tikker videre.
Bag hendes skuldre gemmer sig mange år år fyldt med smerte, erfaring og stor lykke. Hun har set både opstigninger og fald, tab og nye begyndelser. Nu er hun blevet en anden ikke ældre, men mere rolig, dybere, visere. Hun har lært at værdsætte stilheden, kan lytte til sit hjerte og forstår, at sand ungdom ikke findes i paset, men i øjnene, i evnen til at glæde sig over småting og i at blive forundret over verden.
Hun behøver ikke længere at bevise sin værdi for nogen. Hun jagter ikke ungdommens udseende; hun vil blot leve ægte. Hun ler, når humoren rammer hende. Hun danser, når den gamle jazz fra Café Norden spiller. Hun ifører sig det, der får hende til at føle sig levende, ikke det hvilket passer til alderen.
Og vigtigst af alt, hun tillader sig selv at være i live.
For livet er ingen teaterscene, hvor du spiller en rolle der passer til din alder. Det er en rejse, hvor hver dag er en gave. Hvor trist det er, når folk giver afkald på glæde, blot fordi en anden har sagt: Det er ikke længere din stil.
Det er min stil. Det er min ret at grine, når sjælen synger. Det er min ret at bære farverige kjoler, selvom jeg ikke er tyve år. Det er min ret at være mig, præcis som jeg er nu, uden undskyldninger, uden frygt.
Der findes ingen forkert alder. Der findes kun øjeblikke varme, ægte, levende. Hvis du føler lyset i dig, hvis dit hjerte stadig vil le og elske, så er du i live.
Nu er det min tid at leve. Ægte, uden begrænsninger, uden skam, uden burde og må ikke. Ingen har ret til at bestemme, hvornår en kvinde mister sig selv.
Jeg lever blot. Hver dag siger jeg til mig selv:
Ja, dette er min alder. Den bedste.
