**Dagbog**
Skæbnen gav mig en chance mere: efter årtier mødte jeg Anders igen.
Jeg kunne aldrig forestille mig, at fortiden en dag ville banke på min dør, åbne den på vid gab – og bringe en kærlighed med, jeg engang ikke lagde mærke til.
Mit navn er Mette, jeg er 54 år. Jeg bor i Aarhus, arbejder inden for logistik, har en voksen datter og et lille barnebarn. Mit liv nu er stabilt og roligt, men sådan har det ikke altid været. Min historie handler om, hvordan skæbnen kan vente, hvordan kærlighed, gemt i årtier, pludselig kan blusse op igen – moden, varm og bevidst.
Da jeg gik i gymnasiet, var maj den mest eftertragtede måned. Timerne blev færre, træerne blomstrede, og luften duftede af syren og forventning. På vores skole i Aarhus’ centrum var der travlt med forberedelser til festlige arrangementer, og det meste foregik i gården – højlydt, livligt, fyldt med ungdommelig energi.
Det var der, jeg første gang lagde mærke til Anders. Han var en klasse over mig, smuk med et blidt smil og den der hæse stemme, der fik pigerne til at smelte. Han var altid sammen med to piger fra hans parallelklasse, som han havde kendt siden barndommen. Jeg lagde ikke rigtig mærke til ham i starten – jeg var forelsket i en anden dreng, som sædvanligvis ikke så mig.
Men en af disse majdage, hvor solen skinnede over gården, så jeg ham grine. Lyset faldt på hans lyse hår, og pludselig lyste han op. Jeg stivnede. Mit hjerteslag forandrede sig – det var den der underlige følelse, hvor man bare ser et menneske og ved, at de allerede har sat sig fast i én.
Fra da af begyndte jeg at lægge mærke til ham, bemærkede hans måde at tale på, hans smil, hans gang. Han så mig ikke. Kun et kort “hej” i gangen. Så blev han student, og vores veje krydsedes ikke længere.
Tiden gik, og studenterfesterne nærmede sig. Mine veninder fandt kærester, men jeg gjorde ikke. Jeg havde accepteret, at jeg skulle gå alene, men så blandede min tante sig – hun sagde, at der var flyttet nye naboer ind, og de havde en søn, en rolig og høflig dreng.
Således mødte jeg Kristian. Han var en ægte gentleman – tre år ældre, studerende, tilbageholden men selvsikker. Han forlod ikke min side hele aftenen. Lod ingen genere mig, passede på, så jeg ikke drak for meget af den billige champagne, og førte mig hjem til rette tid.
Vi begyndte at ses. Snart endte vi på samme universitet – ikke med vilje, men sådan skete det. Kærligheden kom naturligt, som ild i en pejs – varm, hyggelig, uden store ord. To år senere blev vi gift, og så kom vores datter. Vi var en forbilledlig familie.
Kristian og jeg levede sammen i 28 år. Han døde pludseligt – et hjerteanfald. Ingen forvarsler. Jeg var alene. Det var hårdt, ulideligt næsten, men jeg lod ikke mig selv gå i stykker. Flyttede i en mindre lejlighed, gav min datter det, jeg kunne, og fandt et nyt job. Jeg ville bare arbejde og ikke tænke.
Og så en dag, til et møde hvor vi skulle drøfte forretningsspørgsmål med et andet firma, så jeg ham.
Anders.
Han kom ind i lokalet, en smule gråhåret, med det samme smil, og da vores blikke mødtes, stivnede jeg. Men han – som om intet var forandret – smilede bredt og sagde:
“Hej, Mette. Genkender du mig? Vi gik på samme skole.”
Jeg kunne knap få ordene frem:
“Jo… selvfølgelig. Du har næsten ikke ændret dig.”
Og så sagde han noget, der ændrede hele mit syn på fortiden:
“Jeg har aldrig glemt dig. Jeg var forelsket i dig dengang, men du var altid så alvorlig, så reserveret – jeg turde bare ikke gå hen til dig.”
Jeg lo – nervøst, forvirret. Vi aftalte at tage en kaffe. Så en middag. Han fortalte, at han havde været gift, men skilt, og ikke fået børn. Alt hans tid gik til arbejdet.
Ved den middag, på en hyggelig café, tog han en slidt notesbog op af sin taske.
“Jeg ved, du ikke tror på, at jeg elskede dig. Men her, læs dette.”
Det var hans teenage-dagbog. Indeni – utallige digte. Om én – mystisk, streng, uopnåelig. Men altid om hende. Om Mette. Om mig.
Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Og da han forsigtigt tog mine hænder i sine, trak jeg dem ikke til mig.
“Vi er alene begge to. Vi er ikke børn længere,” sagde han stille. “Men måske skal vi give os selv en chance?”
Og det gjorde jeg.
Nu er jeg forelsket igen. Jeg venter på hver en besked fra ham, fanger hans blik, griner som jeg ikke har grinet i tyve år. Om to måneder fylder jeg 55. Jeg skal fejre den med ham, der har været der fra begyndelsen. Bare… lidt for sent. Eller måske helt rigtigt. Lige da vi begge var klar.
