Uden bebrejdelser i stemmen
Telefonen vibrerede i Rikkes taske netop da hun trådte ind i lejligheden og smækkede døren efter sig. På væguret var klokken syv om aftenen på en fredag. Den trætte forventning om weekendens frihed forsvandt på et øjeblik, erstattet af en tung, velkendt følelse. På skærmen stod: MOR.
Rikke sukkede og tog imod opkaldet.
Mor, hej
Hej, Inger Hansens stemme lød kold og bebrejdende. Levende, tak Gud. Jeg troede, du helt havde glemt mig.
Det gik i gang. En knude i halsen, bekendt som kvalme.
Mor, jeg er lige kommet hjem fra arbejde. Ugen har været et helvede, du kan ikke forestille dig
Alle har arbejde, afbrød Inger, uden at lytte. Alle er optaget. Du ringer mig aldrig Du har aldrig tid til mig. Jeg er vist ligefrem ikke længere nødvendig? Sidst talte vi sammen på mandag!
Mandag! eksploderede Rikke, mens irritationen kravlede op som en klump i halsen. Det var fire dage siden, mor! Jeg kan jo ikke ringe til dig hver anden time! Jeg har mit eget liv!
Selvfølgelig dit eget liv, sagde mor hårdt. Jeg har ingenting. Jeg sidder her alene i stilheden og venter på, at min datter en dag vil give mig fem minutter.
Samtalen gled ind i den samme sløjfe: gensidige nag, uudtalt længsel, bitre bebrejdelser. Rikke forsøgte at forsvare sig, blev vred på mor, så på sig selv for sin vrede. Inger ville kun høre, at hun var elsket og vigtig, men sagde ord, der kun skubbede hende længere væk. De lagde røret på, begge kede af det. Rikke følte skyld for at være træt, for at have mistet besindelsen, for ikke at kunne give mor, hvad hun så desperat ventede på. Inger følte sig afvist og ubrugelig.
Dette ritual gentog sig uge efter uge. Rikke begyndte at frygte telefonen; hvert blik på skærmen skabte uro. Hun prøvede at ringe oftere, men noget gik altid galt du ringede for sent, vi snakkede for lidt og samtalen endte i skænderi igen. Cirklen lukkede sig.
Vendepunktet kom en af de tunge aftener. Rikke var ved at lægge røret på efter endnu et Du elsker mig ikke! da hun hørte en anden tone i morens stemme desperation, en barnlig hjælpeløshed. I stedet for at skælde ud, pustede Rikke ud og sagde blidt, næsten barnligt:
Mor, jeg kan høre, at du har det svært. Jeg kan høre, at du savner mig. Jeg savner også dig.
På den anden side af linjen faldt en øredøvende stilhed. Inger ventede på undskyldninger, skrig, tavshed men på intet af det.
Jeg snublede hun. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal Dage er så lange
Lad os prøve noget andet, foreslog Rikke forsigtigt. Lad os aftale, at jeg ringer hver søndag klokken syv. Så taler vi så længe, som du vil. På de andre dage ringer vi kun, hvis noget sker eller der er brug for det. På søndag kan du fortælle mig alt, hvad der sker, og jeg fortæller dig mit. Er det okay?
Hver søndag klokken syv? gentog Inger, som om hun skulle sikre sig, at det ikke var en drøm. Søndag lå stadig langt væk, men nu var den en markeret prik i kalenderen. Ja, lad os gøre det.
Den første søndag ringede Rikke præcis klokken syv. Stemmen var rolig, ikke undskyldende eller irriteret. Inger talte først forsigtigt, men blev snart mere sikker, da hun fortalte om agurker, hun havde plantet på altanen, om frø, der spirede, om en ny bog og et besøg af en veninde. Hun bebrejdede ikke, hun delte. Rikke fortalte om skole, om en morsom episode i timen.
Uger gik. Rikke frygtede ikke længere telefonen. Hun kunne når som helst dele noget med mor. En dag, mens hun gik igennem klassens opgaver, fangede hun den mærkeligste sætning og sendte et billede til Inger med teksten: Mor, se, hvad de har lavet af mig!
Et minut senere kom svaret: Åh, skat! Hvilken fantasi! Åh, de små! og et grinende smiley.
Inger sad i sin lænestol og kiggede på børnenes håndskrift på skærmen. Hun havde ikke ventet på et opkald; hun havde fået et lille stykke af datterens verden, beviset på, at hun blev husket. Ikke på et fast tidspunkt, bare fordi hun havde lyst. Hun smilede og gik ud for at vande planterne. Der var stadig tre dage til næste søndag, men ensomheden var allerede begyndt at lette. Alt var ændret.
Flere uger gik, og søndagssamtalerne blev et ritual, som begge så frem til. Inger begyndte at føre en lille notesbog, hvor hun skrev små nyheder: Ti agurker klar, læste en spændende artikel, så gamle fotoalbum med naboen. Hun opdagede, at hun bevidst søgte de små glæder, så der altid var noget at fortælle.
Rikke mærkede også forandringer. Morens stemme bar mindre af den tunge længsel og mere af interesse. En søndag morgen vågnede Rikke med tungt hoved og en fornemmelse af at blive syg. Halen klagede, hele kroppen gjorde ondt. Hun tænkte, at hun om aftenen sikkert ville være værre, og at hun ikke ville have kræfter til den lange søndagssamtale.
Tidligere ville hun have ladet skyldkæmpen tage over; at blive syg ville have føltes som en fornærmelse, og at flytte samtalen ville have været en uundskyldelig fejl. Nu tog hun bare telefonen.
Mor, godmorgen, sagde hun hæs.
Datte? Din stemme lyder mærkelig sagde Inger straks bekymret.
Jeg tror, jeg bliver syg. Hovedet splintres. Jeg ringer, fordi jeg frygter at være helt uden stemme om aftenen eller endda falde i søvn. Ville bare give dig et headsup, så du ikke bekymrer dig.
På den anden side lød ikke bebrejdelse, men øjeblikkelig omsorg.
Åh, min skat! Læg dig straks i sengen! Har du varme te med hindbær? Har du skyllet halsen?
Ikke endnu, jeg har lige stået op og indset, at alt er dårligt, indrømmede Rikke ærligt.
Smid alt og gå til lægen med det samme! beordrede Inger med en moderlig fasthed. Ingen telefoner om aftenen! Du sover. Ring, når du er bedre. God bedring!
Rikke lagde sig under dynen med en varm følelse af lettelse. Ingen skænderier, ingen skyld. Bare omsorg. Moren krævede ikke underholdning fra den syge datter, kun at hun blev rask. Dette korte, men fulde af engagement, opkald betød mere for dem begge end de mange formelle søndagssamtaler. Hun lå der i omkring fyrre minutter.
Derefter kæmpede hun sig op, lavede te, men havde kun lidt energi til at måle sin temperatur, da der pludselig bankede på døren.
Hvem kan det mon være? tænkte hun træt, mens hun langsomt rejste sig fra sofaen.
Udenfor stod en budbringer med en pakke.
Rikke? Levering til dig. Betalt.
Pakke indeholdt alt til behandlingen: halspastiller, febernedsættende, citroner, ingefær og et glas hindbærsyltetøj.
Rikke lagde skatten på sofabordet, fotografer den og sendte et billede til mor med teksten: Mor, du har overhalet dig selv! Jeg er som på kursted nu. Tusind tak!
Et øjeblik senere kom svaret: Det er for at du bliver rask hurtigere. Nu læg dig!
Rikke hældte sig en kop te, åbnede syltetøjet, drak den store kop med fornøjelse og lagde sig syg med et fjollet smil på læben. Hun følte sig som en lille pige, der blev passet på. Det var en gammel, men samtidig rørende følelse.
Næste dag, om aftenen, ringede telefonen igen. På skærmen stod igen MOR. Rikke var ved at sige, at alt gik fint, men hun hørte en begejstret, men ikke bekymret stemme fra mor:
Datte, hvordan har du det? En nabo, Anna Nielsen, kom forbi, og vi snakkede. Hun inviterer mig til sit hobbyklub, hvor de strikker legetøj til børnehjem. Jeg tror jeg går derhen i morgen!
Rikke lyttede med store øjne. Hendes mor, Inger, som indtil for nylig kun målte sin betydning i antallet af opkald, delte nu sine egne planer og glædede sig.
Mor, jeg har det fint. Jeg er meget glad på dine vegne, udbrød Rikke oprigtigt.
Virkelig? Er du ikke imod? lød der en let usikkerhed i Ingers stemme, som om hun stadig ventede på en bebrejdelse.
Hvad er imod? Jeg er kun for! Legetøj er så fedt! Kan du tage et billede af det, når du er færdig?
Selvfølgelig! svarede mor glad. Jeg vil ikke forstyrre dig, så hold dig i ro og kom dig hurtigt på benene. God bedring!
De sagde farvel. Rikke lagde telefonen på natbordet ved siden af hindbærsyltetøjet. Sygdommen trak stadig i hende, men hun følte sig lys og rolig indeni. Hun indså, at dette var mere end bare en våbenhvile. De havde endelig lært at være hinandens venner, snarere end byrder og skyld. Det var den bedste medicin.
