Han i stedet for mig — Jeg vil ikke hen til far… Tante Lise sagde, at far ikke elsker mig længere, — Mikkel foldede sine ben og skjulte ansigtet mellem dem, siddende på sengen. Johanne stod stille. Det virkede som om alt var som altid. Krøllet pyjamas med racerbiler, rygsækken fuld af legetøj i et hjørne, frakken på stolen. Alt føltes så velkendt og hjemligt. Men hendes dreng løb ikke rundt i huset som en lille tornado, han var krummet sammen i et hjørne. I dag skulle han over til sin far, men pludselig bad han om at blive hjemme. Set i bakspejlet, havde han i et stykke tid ikke været helt begejstret for besøgene. Johanne havde prøvet at overtale ham, men Mikkel fortalte pludselig, at Lise, fars nye kæreste, håner ham. — Mikkel… — hun satte sig forsigtigt ved siden af ham. — Kan du fortælle mig, hvad der er sket? Han tav. Så løftede han lidt hovedet og så op på hende. Han lignede ikke længere en femårig. I hans blik gemte sig en træthed og tristhed, næsten som hos en voksen, der ikke bliver troet. — Jeg legede bare… Hun blev sur over, at legetøjet larmede. Den robot. Kan du huske den? Hun tog den fra mig og sagde, at de får en ny baby, og far vil glemme mig. Og at… jeg er til overs. Hvis jeg fortæller nogen det, — han sukkede dybt, — tror de bare, at jeg lyver. For tante Lise vil sige, at det ikke passer. Hun er voksen. De tror mere på hende. Hans stemme var lav, rystende, nærmest grædende. I Johannas hjerte brændte en blanding af vrede, frygt og dårlig samvittighed over at have ladet det gå så vidt. Angst klumpede sig i hendes hals. Mikkel begyndte at pille i lagnet, Johanne rakte hånden ud. — Jeg tror dig. Ved du hvorfor? Fordi du aldrig lyver. Kun når du finder mine gemmesteder med slik. Han fnyste, men smilede ikke. — Far valgte hende i stedet for mig… — Far ved bare ikke det hele, — sagde Johanne fast. — Men han skal nok forstå det. Det lover jeg. Efter hun havde lagt Mikkel, besluttede hun sig for en kop te. I nattens ro mindede hun sig om, hvordan hun havde mødt Lise. Hvis man kunne kalde det et møde. For et år siden modtog hun en anonym besked: “Hej. Jeg vil ikke præsentere mig, bare vide, at jeg vil dit bedste. Hvis du er nysgerrig efter, hvor din mand bruger sine aftener, så kom mandag kl. syv til restauranten på H.C. Andersens Boulevard 9. Bordet ved vinduet.” Dengang undrede Johanne sig over, hvem der skjulte sig bag “den venlige”. Nu vidste hun det: Det var Lise. En venlighed på overfladen, bag den rådnede der noget. Den aften så Johanne det hele. Frank, overfor Lise. Hænderne på bordet. Flettede fingre. Et kys på kinden. Han mumlede senere noget om forretningsmøde, en veninde, og til sidst — “ikke noget seriøst”. Men Johanne var ikke klar til at tilgive hans svigt. De gik fra hinanden. Mikkel blev. Og Lise forsvandt ikke – snart skulle hun blive Franks kone. Hendes image var perfekt: høflig, blid til det overdrevne, god til børn. Hun gav endda Mikkel gaver til jul: puslespil, dinosaur-sæt, engang en stor plydsfrø. Men gaverne var ikke til barnet, men til Frank. Lise kæmpede ikke for drengens kærlighed, men for mandens opmærksomhed. Hendes venlighed var et redskab, hendes smil – en lokkemad. Nu, hvor hendes tålmodighed var opbrugt, og egne børn var på vej, ændrede Lise overfladen. Hun fejlede kun ét sted: Johanne kunne give slip på en mand, men ikke på følelserne for sin søn. På køleskabet hang en liste med gøremål – men Johanne var ligeglad. Hun havde én vigtig opgave for i dag. At tale med Frank. Hun stirrede længe på sin telefon før hun ringede op. Lyden virkede længere end sædvanligt. Da eksmanden svarede, var der irritation i hans stemme. Det var sent. — Noget vigtigt? — Ja. Vi skal snakke. Om Mikkel. Han spændte op med det samme. Selv gennem telefonen kunne hun mærke det. — Hvad er der med ham? Er han syg? — Nej. Han vil ikke længere besøge dig. Han siger, at Lise fortæller ham grimme ting. At du ikke elsker ham. At I får et nyt barn og du glemmer ham. Der blev stille. Så talte Frank skarpt og irriteret, som om han var blevet beskyldt for noget han ikke havde gjort. — Johanne, nu må du tage dig sammen! Tror du virkelig, jeg tror på sådan noget sludder? Du starter igen. Du prøver bare at blande dig i mit liv og forhold til Lise via barnet! — Jeg starter ikke. Jeg er hans mor. Jeg lytter til ham. Det gør du ikke. — Johannas stemme var fast. — Han turde ikke sige det til dig. Han havde åbenbart ret. — Du bruger ham bare! — sagde Frank. — Vil du have han ikke kommer her? Vil du have jeg skal føle skyld og jagte dig? Du er umulig, Johanne. Totalt umulig. Hun kunne ikke svare med det samme – bange for at det hele ville ende i skænderi. Det var svært at holde vreden tilbage. Hun mærkede pulsen bag tindingen. Her har du Frank. Ikke den værste far, men altid med samme teenage-reaktion: alle er imod ham. Han kunne være blid med sin søn, ja. Men når det gjaldt Lise, slukkede hans hjerne… Mikkel rakte ud efter sin plydsbjørn på reolen, og Johanne og Frank, for første gang i lang tid, mødte hinanden med et forstående blik — vidende at kærligheden til Mikkel altid ville binde dem sammen.

Hun i stedet for mig
Jeg vil ikke hen til far… Tante Gitte sagde, at far ikke elsker mig længere, Mikkel trak knæene op til brystet og gemte ansigtet i dem, siddende på sin seng.
Birgitte stod helt stille. Alt virkede, som det plejer. De krøllede nattøj med små biler, rygsækken fuld af legetøj i hjørnet, jakken slængt over stolen. Alt føltes så velkendt og trygt. Men hendes dreng løb ikke længere rundt som en stormvind han sad sammenkrøbet i hjørnet.
I dag skulle han besøge sin far, men nu bad han om at blive hjemme. Hun havde lagt mærke til, at hans lyst til de besøg var svundet det sidste stykke tid. Birgitte havde forsøgt at overtale ham, men Mikkel havde pludselig fortalt hende, at Gitte, Andreas nye kæreste, var ubehagelig mod ham.
Mikkel… Birgitte satte sig forsigtigt ved siden af ham. Vil du ikke fortælle mig, hvad der er sket?
Han sagde ingenting. Så løftede han hovedet lidt og kiggede op på hende. Han lignede ikke en femårig. Der var en træthed og bedrøvelse i hans øjne, som om han var en voksen, ingen troede på.
Jeg legede bare… Hun blev sur, fordi legetøjet larmede. Den robot, kan du huske? Hun tog den fra mig og sagde, de snart får et nyt barn, og at far vil glemme mig. At… jeg bare er til overs. Og hvis jeg siger noget, han sukkede tungt, tror de, jeg lyver. For tante Gitte vil sige, det ikke passer. Og hun er voksen. Alle vil tro på hende.
Han talte lavt, afbrudt, grænsende til gråd. Birgitte mærkede en blanding af vrede, frygt og skyld, fordi hun havde ladet det blive sådan. En tung angst lå over hende. Mikkel vendte sig bort og begyndte at pille ved sengetøjet. Birgitte rakte ud efter ham.
Jeg tror på dig. Ved du hvorfor? Fordi du aldrig lyver. Kun når du har fundet mine gemmesteder med småkager.
Han fnisede, men smilede ikke.
Far valgte hende i stedet for mig
Far kender ikke hele sandheden, sagde Birgitte, så fast hun kunne. Men det skal han nok komme til. Det lover jeg.
Da Birgitte lagde Mikkel i seng, besluttede hun sig for at lave te. I nattens stilhed tænkte hun på, hvordan hun havde mødt Gitte. Hvis det overhovedet kan kaldes at møde hende.
For omkring et år siden havde hun fået en anonym besked: *Hej! Jeg vil ikke præsentere mig, men jeg vil det bedste for dig. Hvis du vil vide, hvor din mand tilbringer sine aftener, så kom mandag klokken syv til restauranten på H.C. Andersens Boulevard nr. 8. Bord ved vinduet.*
Dengang havde Birgitte været usikker på, hvem der gemte sig bag denne velgører. Nu vidste hun det: Det var Gitte. En velgører med råddent sind.
Den aften så Birgitte alt. Andreas sad overfor Gitte. Deres hænder lå på bordet, fingrene flettede. Et kys på kinden. Andreas mumlede bagefter noget om et forretningsmøde, om en veninde, til sidst intet alvorligt. Men Birgitte var ikke klar til at tilgive hans svigt.
De gik fra hinanden. Men Mikkel blev. Ligesom Gitte, som snart skulle blive Andreas hustru.
Gitte var altid perfekt: venlig, næsten for blid, god med børn. Alt på én gang. Hun gav endda Mikkel gaver til jul og fødselsdag. Puslespil, dinosaur-sæt, engang en stor plysskrabbe.
Men det var ikke til barnet, det var til Andreas. Gitte ville ikke vinde Mikkels kærlighed, men hans fars opmærksomhed. Hendes venlighed var et værktøj, hendes smil en lokkemad. Nu, hvor hun snart selv skulle have et barn, havde hun ændret tone.
Men hun begik én fejl: Birgitte kunne sagtens give afkald på en mand, men aldrig på sin søns følelser.
En liste med dagens gøremål hang på køleskabet, men Birgitte var ligeglad. Hun havde én vigtig opgave tilbage: at tale med Andreas.
Hun stirrede længe på telefonen, før hun ringede op. Ringetonerne lød længere end normalt. Da hendes eksmand svarede, var der irritation i hans stemme. Det var sent.
Er det vigtigt?
Meget. Vi må snakke om Mikkel.
Han blev straks anspændt. Det kunne mærkes, selv over telefonen.
Hvad er der med ham? Er han syg?
Nej. Han vil ikke besøge dig mere. Han siger, Gitte siger grimme ting til ham. At du ikke elsker ham længere, at I får et barn mere og at du vil glemme ham.
Der blev stille i den anden ende. Så svarede Andreas skarpt, næsten fornærmet, som om han var den anklagede nu.
Birgitte, nu må du stoppe! Tror du virkelig, jeg tror på det? Nu starter du igen. Nu prøver du at snige dig ind i mit liv og forhold til Gitte gennem Mikkel!
Jeg starter ikke noget. Jeg er hans mor. Jeg lytter til ham. Det gør du tilsyneladende ikke. Birgittes stemme var nu fast. Han var bange for at sige det til dig. Og det havde han faktisk ret i.
Du bruger ham bare! udbrød han. Du vil have, at han ikke skal komme her, så jeg får dårlig samvittighed og forfølger dig. Du er simpelthen umulig, Birgitte. Fuldstændig umulig.
Birgitte kunne ikke svare med det samme, for hun frygtede, skænderiet ville eskalere. Vreden var svær at holde tilbage. Hun mærkede tindingerne banke.
Sådan var Andreas. Ikke den værste far, men altid med teenagertendenser: alle er imod ham. Han kunne være omsorgsfuld overfor Mikkel, ja. Men når det gjaldt Gitte, slog hans fornuft fra.
Mikkel rakte ud efter sin plysbjørn fra hylden, og for første gang i lang tid mødtes Birgitte og Andreas blikke, og de mærkede, at kærligheden til Mikkel altid ville binde dem sammen, uanset hvad.
I dag lærte jeg, at uanset hvor meget livet ændrer sig, må jeg altid kæmpe for min søns tryghed og aldrig glemme at tro på ham, også når andre ikke gør.