Altså, du ved, livet kan kaste de mærkeligste ting efter én, men Kirstine er faktisk ikke så vild med at fortælle sin kærlighedshistorie.
Kirstine var 46, da manden, Jørgen, pakkede ud og gik videre med en anden. Det var den klassiske historie, du kan skrue tænderne sammen om den nye var ti år yngre. Fire år gik hun igennem den dybeste mørke periode, men så begyndte smerten at lette, hendes søn fik en lille dreng, og hun købte et sommerhus ved Øresund, så barnebarnet kunne komme på sommeren og indånde frisk luft. Hun blev så beskæftiget med at dyrke tomater og peber på terrassen, legede med barnebarnet og fik endda en lille dachs. Jørgen kunne hun nok aldrig tilgive, men hun glemte ham alligevel. Da hun ramte 50, gik hun med til idéen om at møde nye mennesker men hvor og med hvem?
Hun arbejdede som sygeplejerske på børneklinikken i Aarhus, og der er da ikke så mange drenge at møde. Veninderne foreslog, at hun skulle holde øje med en nabo fra sommerhuset, men Kirstine rystede på hovedet alle var allerede gift, så hvem ville køre alene til sommerhuset? Så hun tænkte, at så var det nok hendes kvindelige skæbne at leve resten af livet som enlig.
Da hun var 52, døde Jørgen pludselig af et hjerteanfald. Det gik hurtigt og uventet, og Kirstine blev faktisk ikke ramt af nogen store følelser kun en smule medlidenhed for sønnen, for det var hårdt for ham. Hun gik til begravelsen hovedsageligt for ham, ikke for sig selv.
Ved kisten fangede hun et blik fra en mand. Hangyelig, tænkte hun kort, men så sagde hun til sig selv: Husk, du er på din eksmands begravelse. Hun stirrede ned i tallerkenen for at undgå at kigge på den venlige fyr, men efter fem minutter hørte hun en stemme ved siden af:
Må jeg?
Hun løftede blikket og så manden flytte sin stol, så han kunne sidde ved siden af hende.
Undskyld, at jeg er så frembrusende, sagde han med et smil. Jeg har ikke set så varme øjne på en stund. Jeg hedder Mikkel.
Kirstine, kunne hun kun få ud.
Mikkel var en dejlig samtalepartner, og vigtigst af alt han havde ingen ring på fingeren. Er jeg ved at blive skør, gammeldame? tænkte hun, men der var ingen hjælp at hente; hun kunne bare ikke lade være med at kunne lide ham. Da snakken gik på slutning, spurgte han pludselig:
Hvad er din relation til den afdøde?
Enke, svarede Kirstine uden tøven.
Mikkel så skeptisk på hende og sagde:
Jeg troede, en kone sad der og pegede på den unge enke, som så meget bedrøvet ud med rynker i ansigtet.
Det er den anden, forklarede Kirstine. Jeg var den første.
Mikkel lo og sagde:
Jeg tror, det bliver en rigtig sjov historie
Sådan gik det. Mikkel elsker at fortælle, at han gik til en kollegas begravelse og stjal den første kone. Kirstine bliver derimod lidt genert og må forklare, at manden ikke var hendes egen, selvom han var hendes eks. Når de nye bekendtskaber hørte historien, var de allerede i gang med at tænke på hende. Men det vigtigste var, at hun faktisk forelskede sig og nu er hun dybt taknemmelig over for sin første mand for, at den dag førte hende til Mikkel.
