Hvad? Katrine fryser, mens hun holder telefonen til øret. Stemmen fra Vibeke Sørensen, hendes svigermor, lyder livlig, næsten triumferende, som om hun lige har vundet i Lotto.
Ja, det gør den fortsætter svigermoren uden pause. Niels og jeg har besluttet, at vi skal komme på besøg hos jer med Morten. Det er længe siden, vi har set jer, og vi savner barnebarnet! Billetterne er klar til næste fredag, så gør jer klar.
Katrine sætter sig langsomt på stolen i sit hyggelige køkken.
Vibeke, begynder hun forsigtigt for ikke at vise sin irritation, har I egentlig talt om dette med Morten?
Hvorfor skulle vi? afviser svigermoren ubekymret. Morten er altid glad for at se os. Og Sofie vokser så hurtigt, vi må bruge sommeren på hende! Vi har allerede planlagt to måneder hos jer, og så kan vi måske blive en ekstra uge.
To måneder. Katrine gentager ordene i hovedet, mens en varm, brændende fornemmelse bobler i brystet. To måneder med Vibeke og Niels i deres lille treværelseslejlighed? Med deres vane med at blande sig i alt? Med deres uendelige råd om, hvordan man opdrager Sofie, laver kartoffelsuppe og vasker tøj?
Hvornår ankommer I? spørger Katrine og prøver at købe tid.
Næste fredag kl. 17.00 svarer svigermoren glad. Morten møder os i lufthavnen, jeg har allerede skrevet til ham. Åh, Katrine, vi er så begejstrede! Jeg har fundet et strikket sæt til Sofie med kaniner. Og jeg har læst en artikel om haveidéer, som jeg vil dele
Katrine lytter kun halvt. Hendes tanker flyver som fugle i buret. Næste fredag er kun en uge før deadline på hendes arbejdsprojekt et projekt, der kan afgøre hendes karriere. Hun har brugt tre måneder på at forberede en præsentation, der skal overbevise direktionen om at investere i en ny onlinelæringsplatform for børn. Det er hendes chance for at vise, at hun er mere end Mortens kone eller Sofies mor. Nu truer to måneder med svigerforældre, der ved de sidste besøg har gjort hendes liv til kaos.
Vibeke, afbryder hun roligt, det er dejligt, at I vil komme, men vi er i en travl periode. Måske kan vi finde andre datoer?
Der falder en tavsighed i røret. Katrine ser svigermoren samle sine smukt sat hætteklip.
Travl? siger Vibekes stemme køligt. Katrine, vi er familie. Er det ikke vigtigere end dit arbejde?
Selvfølgelig er familien vigtig, siger Katrine, mens hun presser næsen sammen og en hovedpine begynder at bygge sig op. Men jeg har et kritisk projekt på arbejde. Jeg vil bare
Åh, Katrine, hvad er der så for et projekt! griner svigermoren, men i latteren ligger en let nedladenhed. Du sidder jo hjemme med Sofie. Og hvis du arbejder, så er det jo ikke en mandlig opgave, er den? Vi kommer, hjælper, og så har du ro!
Katrine bider sig i læben. Du sidder hjemme sår som en kniv. Hun arbejder hjemmefra, balancerer karriere og en fireårig datter, og det er tungere end enhver mandlig opgave. Men Vibeke ser hende kun som den gode kone, der skal lave mad og skabe hygge, ikke som en leder, der holder natlige videomøder og finpudser en præsentation.
Jeg taler med Morten, siger Katrine og prøver at holde stemmen rolig. Vi ringer tilbage.
Så ring, siger Vibeke, tydeligt utilfreds. Billetterne er allerede købt, så forbered jer.
Katrine lægger på og stirrer på sit skrivebord, hvor hendes projektnotater ligger spredt: farverige postits, grafer, skitser. Alt virker fjernt. Hun forestiller sig svigermorens kommentarer til hendes mad, farfar Niels forsøg på at reparere den forkerte vandhane, og Sofies klynkende begejstring over al opmærksomheden. Alt i samme tid som hun skal levere sit projekt.
Døren smækker, og Morten stormer ind med et smil og en pose indkøb. Hans mørke hår er lidt rodet, og hans øjne stråler som altid.
Hej, skat! kysser han Katrine på kinden og lægger posen på bordet. Sofie er stadig i haven? Jeg har købt hendes yndlings-yoghurt med enhjørninger.
Morten, siger Katrine og prøver at holde tungen inde. Din mor ringede.
Hans smil svækkes.
Ja, hun sagde, at billetterne er købt. Fedt, ikke? Sofie har ikke set jer i lang tid.
Fedt? løfter Katrine øjenbrynene. De vil blive her i to måneder. To, Morten! Og de spurgte ikke engang os!
Morten tøver, kradser sig i nakken.
De er jo dine forældre De vil bare tilbringe tid med os.
Har du ikke tænkt på, at jeg har et projekt? Katarines stemme hakker. Jeg har arbejdet tre måneder på det, Morten. Det er min chance. Og dine forældre de spurgte ikke engang, om det passer os!
Morten sukker og sætter sig overfor hende.
Jeg forstår, at du er bekymret. Men det er kun midlertidigt. De kommer, bor, og så går de.
Midlertidigt? ryster hun på hovedet. Husk deres sidste besøg? Din mor flyttede rundt på al møblen, fordi det så bedre ud. Din far brugte tre dage på at reparere vores TV, som allerede virkede!
Morten smiler, men hans ansigt bliver alvorligt, da han ser Katrines blik.
Jeg taler med dem, siger han beroligende. Måske kan de forkorte besøget.
Tal, svarer Katrine, mens træthed bølger gennem hende. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare arbejde, Sofie og dine forældre på en gang.
Hun går ind på soveværelset for at samle sine tanker. Regnen trommer mod ruden, som om den tæller ned til gæsternes ankomst. Katrine ved, at Morten elsker sine forældre og ikke kan sige nej, men hendes tålmodighed har en grænse.
Ugen går, og spændingen i huset stiger som truende skyer. Katrine prøver at fokusere på arbejdet, men tanker om besøget fylder hvert øjeblik. Hun forestiller sig, hvordan Vibeke vil lære hende at lave den rigtige frikadelle, og hvordan Niels vil gennemgå deres bil, fordi Sofie skal køre sikkert.
Om aftenen sidder familien ved bordet, og Sofie fortæller begejstret om regnbuen, hun har malet i haven. Katrine smiler til sin datter, men indeni koger det. Morten, der har lagt mærke til hendes uro, bringer emnet op.
Jeg har talt med min mor, begynder han, da Sofie løber ud for at lege. De kan ikke ændre billetterne, men jeg har forklaret, at du har dit projekt.
Og så? spørger Katrine med et glimt af håb.
Hun siger, at de vil prøve at holde sig i baggrunden, svarer Morten med en skuldertræk. Moren tror, at hun kan hjælpe med Sofie, mens du arbejder.
Katrine rynker på næsen.
Hjælpe? Din mor tror, jeg ikke kan klare Sofie. Sidste gang sagde hun, at jeg giver Sofie for mange tegnefilm før sengetid.
Hun vil bare være nyttig, siger Morten blidt. De gør det ikke med onde intentioner.
Ikke med onde intentioner, gentager Katrine, mens irritation bliver til såret. Har du overhovedet spurgt mig, hvad jeg vil?
Morten ser ned i sin tallerken.
Jeg vil ikke skændes, siger han endelig. Lad os prøve. Hvis det bliver for svært, finder vi en løsning.
Katrine nikker, men ved indeni, at finde en løsning ikke er nok. Hendes grænser smelter under andres forventninger.
Fredag kommer alt for hurtigt. Katrine gør panisk rent, selvom hun ved, at Vibeke alligevel vil finde noget at kritisere. Sofie er begejstret for at få bedstemor og bedstefar på besøg, og hun har lavet et kort med blomster til dem.
Døren ringer, og Katrine trækker vejret dybt, før hun åbner. Vibeke står i en lys blå kjole med en enorm kuffert og kaster sig i en omfavnelse, der dufter af søde parfumer.
Katrine, hvor er du blevet så smuk! udbryder hun, men hendes tone bærer den sædvanlige nedladenhed. Hvor er min Sofie?
Bedstemor! springer Sofie op på hende og krammer hende tæt.
Niels, den stille men venlige svigerfar, rækker Katrine hånden og begynder straks at inspicere entrét.
Godt gjort med renoveringen, bemærker han. Men stikkontakten er løs. Jeg kan kigge på den i morgen.
Katrine smiler tvunget.
Tak, Niels. Alt fungerer fint.
Morten bærer kufferterne ind, strålende.
Så sæt jer til rette! siger han. Jeg har bagt en kage, og så drikker vi te.
Ved teen tager Vibeke straks initiativet.
Katrine, du har lavet kage, men jeg ville tilføje mere sukker og kanel. Hos mig er kanel altid med, Sofie elsker det.
Sofie kan ikke lide kanel, svarer Katrine lavmælt. Hun foretrækker vanilje.
Åh, kom nu! afviser svigermoren. Børn kan alt, hvis det laves rigtigt.
Katrine mærker irritationerne boble op igen. Hun søger øjenkontakt med Morten, men han er optaget af at fortælle far til hans nye bil.
Aftenen trækker sig langsomt. Vibeke har allerede kritiseret Katrines mørke gardiner, hendes måde at støvsuge under møblerne og at Sofie allerede i fireårsalderen skal lære bogstaver. Katrine holder mund, men indeni skriger hun: Dette er mit hjem!
Da gæsterne endelig går i soveværelset, sidder Katrine og Morten på køkkenet.
Sådan? spørger han, mens han hjælper med opvasken. Det er ikke så slemt, vel?
Katrine ser ham i lange øjne.
Morten, det er kun første dag, siger hun stille. Jeg har en vigtig videokonference i morgen. Hvordan skal jeg arbejde, når din mor allerede lærer mig, hvordan jeg skal opdrage Sofie?
Han sukker.
Lad os give dem et par dage, foreslår han. Så vænner de sig.
Katrine ryster på hovedet.
Og hvis de ikke gør? spørger hun. Hvad så?
Morten svarer ikke, og i stilheden indser Katrine, at hun står over for noget større end blot ubehagelige besøg. Det er en kamp for hendes egen plads.
To uger flyver forbi som tåge. Katrine føler sig som et egern i en snurrende hjul, som kun kan dreje hurtigere. Projektet hænger i en tynd tråd kollegerne kræver forbedringer, deadlineene nærmer sig, mens kaoset i hjemmet, som Vibeke kalder hjælp, vokser.
Mandag morgen, mens Katrine hastigt drikker sin kaffe, kommer Vibeke ind med et ark med en detaljeret tidsplan for Sofie.
Du lægger hende for sent, det er usundt, siger hun uden at se Katrine i øjnene.
Katrine nikker hastigt, mens hun holder sin kølige krus.
Tak, Vibeke, mumler hun, men indeni koger vandet. Sofie sover fint, men jeg har slet ikke sovet i en uge, fordi du starter morgenmad klokken seks med alt for meget støj.
Jeg har også lagt mærke til, at I spiser lidt fårekylling, fortsætter hun. Jeg laver i dag grød, som er god for Sofie.
Sofie spiser ikke grød, svarer Katrine træt. Hun foretrækker havre med frugt.
Åh, så er du den, der giver hende for meget sødt! vinker svigermoren. Jeg vil rette det.
Katrine bider tænderne sammen og går ind på sit improviserede kontor: laptop, en knirkende stol. Hun lukker døren, tager hovedtelefonerne på og prøver at koncentrere sig. Men fra gangen hører hun Vibeke råbe, hvordan man bør børste tænder rigtigt, og Niels rode med støvsugeren, fordi den ikke suger nok.
Arbejdsmødet går galt. Katrine prøver at forklare sin idé, men midt i præsentationen stormer Sofie ind med råb:
Mor, bedstemor siger, at jeg skal have strømper på, men jeg vil ikke!
Katrine slukker mikrofonen, rødmen af forlegenhed.
Sofie, gå til bedstemor, jeg arbejder, hvisker hun.
Men hun vil have mig til at have strømper, de er så ru! protesterer Sofie.
Vibeke træder ind som en general på slagmarken.
Hvad er dette for ballade? siger hun strengt. Barnet skal klædes på efter vejret! Det er ikke maj måned.
Jeg klarer det, insisterer Katrine, pulsen hamrende. Lad mig færdiggøre mødet, tak.
Vibeke kniber læberne, men forsvinder med Sofie. Katrine genåbner mikrofonen, undskylder kollegerne, men chefen, Ellen, svarer kort:
Katrine, vi forstår, at du har familie, men projektet kan ikke vente. Hvis du ikke er færdig inden fredag, giver vi det til en anden projektleder.
Katrine mumler, at alt er under kontrol, og lukker opkaldet. Hun sidder med blikket fast i skærmen, hvor den uafsluttede præsentation stadig blinker. Hun føler et stramt bånd i halsen. Drømmen om at lancere sit projekt falder fra hinanden, fordi hun ikke kan finde balancen mellem arbejde og uindbudte gæster.
Om aftenen, da Sofie sover, og Morten ser fjernsyn i gæstestuen, konfronterer Katrine ham.
Morten, jeg kan ikke klare det, starter hun, mens hun gnider sig i håndfladen. Din mor overtager min måde at opdrage Sofie på, hvad jeg skal lave, og hvad jeg skal spise! I går i dag næsten til at ødelægge mit møde. Din far har repareret vores støvsuger for tredje gang, selvom jeg bad ham lade den være!
Morten sukker og rørerKatrine indså, at hun måtte sætte sine egne grænser, og gik i seng med en ny beslutsomhed.
