DEN GAMLE FOTOGRAFI
Åh, far! Er de karljohan? omdrejede den livlige dreng om sin bedstefar. Det passede ham, for han hed Loke lynhurtig af navn og af ben.
Jo, svarede den ældre, tungt åndedrag, mens han sukkede.
Selvom karljohan altid havde vækst i deres lille landsby Mellem Sogn, var det en byrde for den gamle at bære den tunge kurv fuld af svampe. Så han satte sig på den ældste, slidte bænk ved Helles hus. Helle havde været gift med sin mand før hun selv tog hænderne i ægteskab med sin første kone, så hun var egentlig Lokes bedstemor. Hvis hendes mand, Loke, ikke havde drømt sig rundt i byerne indtil han var fyrre, ville hun have været en gammel nabo. Huset stod tomt, indtil den forrige vinter, hvor Loke kom med hele sin slægt. Det skræmte Helle så meget, at hun råbte så højt, at de omkringliggende bønder troede, hun var ved at blive skåret. Det gik dog heldigvis over det var kun lettelse, hun førte med sig.
Som hvert år i august vendte byens folk tilbage til landsbyen ved solnedgang. Loke løb fra morgen til aften langs de mudrede stier, for der var ingen jævnaldrende at lege med. Så han plagerede de ældre. Nu stod han ved Helles hus og håbede på, at hans kone Anne ville tjekke svampene og lægge dem i vand, mens han masserede sine trætte fødder på sengen. Pludselig kastede Loke sin plastikkugle mod kurven og råbte:
Lad mig tage et billede!
Den gamle løftede et øjenbryn.
Hvad, hvad vil du fotografere, din lille trold? Med en bordplade?
Med en tablet! proklamerede Loke stolt, mens han løftede den over hovedet.
Han rettede sit legetøj mod kurven, og et skarpt klik lød fra en usynlig kamera.
Se her! vendte Loke den anden side mod Søren, som stod målløs. På skærmen så han sin kurv.
Fantastisk! udbrød Søren, men Loke strøg fingeren over billedet, og i stedet for svampe dukkede Lokes gamle ven, Karl, op på skærmen.
Far, sagde Loke med alvor, mens Søren kastede et skrigende blik på sin kurv. Det var ingen spøg: kurven var der, men billedet viste nu Karl.
Loke fortsatte med at pege:
Det er mor, det er vores hus det er Markis
Markis var ingen kat, men en lille gris, som Helles svigerdatter førte på snor. Landsbyboerne forstod aldrig, hvorfor grisen skulle gå i snor; de troede, den skulle trække sig selv i en luftrampe. Så sagde den unge traktorist, Peder:
Sådan en trækker hun på en line, som om den var en snor.
Far, må jeg fotografere dig? spurgte Loke pludselig.
Hvad, hvorfor? svarede Søren.
Du er så smuk: dit hvide skæg, dine stærke hænder, som en far. Du han hakker. Som min bedstemor, men kun som far! han stopper, så forvirret, at han kun kan sige: Sådan!
Søren lo.
Du behøver mig ikke begyndte han, men afbrød sig selv.
Han så ind i Lokes øjne og spurgte:
Gør du noget ved filmen?
Hvilken film? forstod drengen ikke.
Fotofilm.
Loke blev stille.
I de fem minutter, hvor drengen forklarede, at der ingen film var, og at mor ville printe billederne på printeren, mærkede den gamle, at hans styrke vendte tilbage. Men før han rejste sig, sagde han:
Ved du hvad, Loke Kom tilbage om en time. Så tager du et billede af mig og Anne, okay?
Okay! udbrød gutten, mens Søren, knirkende, rejste sig.
Han greb den tunge kurv, så tung at selv en sund mand ville sukke, og gik mod huset. Efter et par skridt vendte han sig pludseligt og råbte efter den flygtende dreng:
Loke, glem ikke: om en time!
Noteret! lød et svar fra en nabegade.
Åh, den slyngel, sukkede han og gik videre mod døren.
Her, Anne, mumlede han, mens han knapt fik kurven på trappen. Én til, så kan vi overleve vinteren som adelige: kartofler og karljohan nu er der ikke så meget kød
Søren, som havde levet hele sit liv på landet, spiste aldrig noget fra supermarkedet. Pølse var kun i byen, så den blev kun serveret ved store højtider, når gæster kom. Det var ikke fordi butikkens mad var dårligt, men fordi han altid havde nok fra gården: kun salt og peber. Så han kunne ikke tage en enkelt pakke skinke i munden. Hans kræfter var ved at aftage; hver dag måtte han rejse sig før daggry.
Det er nok med agurker og tomater, sagde Anne, mens hun forsøgte at løfte kurven.
Vent, din tåbelige! greb Søren, men faldt igen på trappen. Jeg sagde, vent! hans stemme vaklede mellem autoritet og blødhed. Ikke nu med svampen. Gå og gør dit hår pænt, og tag din yndlingskjole på.
Hvad snakker du om, gamle mand? lo Anne, mens hun gik ind.
Jeg vil bare fotografere mig selv, sagde Søren, mens han gik efter hende.
Han gik ind i stuen uden at kigge på kurven, med et fast ansigt.
Anne, hvor er du? spurgte han, men hun var væk.
Hun blev fundet fem minutter senere i et lille hjørne bag ovnen, hvor hun som ung engang gemte sig under skænderier. Hun sad med ansigtet i hænderne, tårerne strømmede gennem fingrene som sand gennem en sigte og dryppede på den falmede kjole.
Søren åbnede munden, men ingen ord kom frem; hans hals strammede. Hvor mange år siden havde de sidste gang råbt ad hinanden? Måske tyve år? Han havde ikke set Anne på to år, og nu stod hun der, tårerne dryppende, hendes stemme knap en hvisken:
Anne kun dette ord kom frem, blød som sne.
Anne stoppede med at ryste, løftede hovedet, så på ham med våde øjne og lagde hovedet på hans skulder. Hans skæg blev vådt af hendes tårer. Han begyndte at hulke, men hun afbrød ham:
Kam din skæg, mens jeg stryger din skjorte.
Loke kom en halv time for tidligt, men nu var alt klar. De satte sig ved bordet, og Søren vred i skægget, bekymret for om drengen måske havde forvoldt noget. Anne forsøgte at berolige ham, men pludselig smækkede døren i gangen
Om aftenen lå de i senge, og hver for sig så på de to billeder. Det ene var lille, sort-hvidt. En ung, rødligt hård pige holdt en kæmpe buket vilde blomster, hendes hoved hvilte på en stærk mand i jakkesæt. Begge smilede lykkeligt, og bag dem hang et skilt med fire store bogstaver: SKILSMOKIE.
Det andet foto var stort og farverigt. En grålig ældre kvinde sad ved et bord, lænende sit hoved på en ældre mand, mens et stort buket haveblomster lå foran dem, augustens sol skinnede på dem. Ansigterne var lige så glade som på det første billede.
Flere billeder lå i deres hus, men kun disse to viste dem sammen.
