Glædesløbet
Så, piger, kom og sæt jer ved bordet! Lad os fejre sammen, som en lille familie. Hvor hurtigt tiden går, er det helt vildt! Fyrre år er gået, men det føles som om jeg først i går kom her, tænker Tove, mens hun dækker bordet. Små rugbrødssandwich med sild og løg, en salat hun selv har lavet, og varme wienerbrød fra frisørsalonen i teltet de er så lækre, man vil bare slikke fingrene! Så en kage og et lille glas snaps til livet, venskabet og alt det gode. Pigerne har ingen hast, siger Nanna, som er syvoghalvfems. Hun arbejdede først på et bibliotek, men de sidste femten år har hun været i postkontoret. Med hende har hun taget Signe med. Man keder sig aldrig med dem! Tove har også inviteret sin gamle chef fra postkontoret. Det kunne man ikke undvære! Hun har været mentor i mange år, og de har levet som et sammentømret hold. Nu sidder Inge, pensioneret, med sine børnebørn.
Tove har selv arbejdet på denne post i hele sit liv, lige ved siden af huset. Det så ud til, at skæbnen ville have det sådan. Hun gik i skole, men kom ikke ind på erhvervsskolen. Forældrene og de småbrødre flyttede ind hos bedsteforældrene, mens Tove fik en lille lejlighed i en fem-etagers blok. Hun var lykkelig som ung, selvom hun kun var atten. Hun gik på posten, for hun ville ikke hænge på forældrenes skuldre. Nu var hun sin egen chef. Hun tænkte, at hun kunne blive på posten en tid, så det var nemt og tæt på hjemmet, og så finde ud af, hvad der var videre. Kollegiet var fantastisk Inge, chefen, tog straks Tove under sine vinger. Alt blev forklaret, arbejdet var simpelt. Men intet er mere stabilt end noget, der kun er midlertidigt. Tove slog sig ned på posten, delte aviser og blade ud til de ældre, leverede pensioner. Hun førte en kortfil til abonnementerne. Senere kom computere, så det blev lettere. Skæbnerne for Tove og de andre piger er næsten ens: skilte, enlige mødre, som Tove. Deres børn voksede op her, kom fra skole til deres mødres arbejde, spiste her og lavede lektier. Toves lille bjørn Mik og Signes datter, som arbejder som negletekniker, har leget sammen hele livet. Nu er de gift, og Tove har en smuk børnebare, Milana, som hun holder af. Selv er Tove Andriessen blevet afdelingsleder i posten, efter at Inge for nogle år siden overlod lederen til hende.
Sådan klarer I jer uden mig, piger? Hvor dejligt det er med jer, for uden børnebørnene ville jeg stadig bare stå her og arbejde, sukker Inge, mens hun løfter sit glas. Så lad os skåle for os, for vores sammentømrede hold, for sundhed og lykke, mine damer! Hvad med Tove, er hun chefen? spørger hun Nanna og Signe. Helt sikkert, svarer de to, griner højt, hun får både pakker og overførsler på plads, og hun snakker med de charmerende mænd! Hvilke mænd, så fortæl mig mere, siger Inge, tager en bid af wienerbrødet. Åh, I har det så godt, piger! Sådan var det før! Kom oftere på besøg, Inge. Du bor jo lige ved siden af, og tag dine børnebørn med, vi har næsten alle vokset op her. Vi byggede tårne af pakker og breve på de gamle blanketter, hjalp Vagn, lagerarbejderen. Alle er vokset op som folk, så tag dem med! Nå, piger, jeg kommer, så hvad siger du om, at en af de mænd sætter sig ved Tove?
Tove bliver rød i ansigtet, lægger wienerbrødet fra sig. Ja, der er én. I går kom han igen. En skilt mand, hans søn studerer i en anden by, så han sender pakker og penge. Han købte endnu en lotteriseddel. Det er ikke derfor, han kom, indbrød Signe, kunne ikke holde sig, han kommer og venter på, at vores Tove Andriessen kommer ud. Han går ikke til Nanna, han vil tydeligvis til hende! Nå, så smukt, Tove! Hvad nu, hvis det viser sig sandt? Måske bliver du gift med en gammel enke, kunne også være noget, ikke? Inge løftede sit glas igen. Så lad os skåle for kærlighed! Du, Nanna, er stadig ung! Tag et eksempel fra Tove. Måske dansker vi på brylluppet, hvad siger du, Tove?
Et par dage senere trådte Konstantin Nielsen ind i postkontoret. Han ledte efter Tove Andriessen med blikket. Signe råbte: Tove, du bliver ventet! Konstantin blev flovet, begyndte at tale: Jeg er bare her for at tjekke min lotteriseddel, og han trak den frem, fandt grunden. Tove gik også lidt til side, men lod som om hun ikke var genert: Lad os tjekke den med det samme. Hun tændte maskinen, og programmet viste, at tallet var korrekt. Konstantin havde allerede vundet før, sagde han, og mente, at hun bragte ham held. Han indtastede nummeret, og Tove så sine øjne blive store. Det kan ikke være rigtigt! sagde hun, bleg og forvirret. Konstantin, se, dette er din gevinst! På skærmen blinkede store tal med mange nuller. En enorm sum i danske kroner.
Vi kan ikke tage gevinsten her, sagde Tove og lagde den værdifulde seddel tilbage, forklarede hvordan den skulle rykke videre. Hun smækkede døren i bag hans ryg. Sådan, du vender ikke tilbage. Tove, kan man egentlig vinde så stort? Jeg troede, de kun snyder os, udbrød Nanna forbløffet.
Næste morgen gik døren til posten op, og Konstantin Nielsen trådte ind i sin nye jakkesæt, med en buket smukke roser i hånden: Godmorgen, Tove Andriessen! Jeg har endelig fundet modet, og jeg ved ikke, hvad jeg kan tilbyde dig. Du er smuk, leder, en fantastisk kvinde. Jeg er en pensioneret soldat, en ensom enke uden en krone i lommen. Men du gav mig lykke med din hånd, du trak den heldige seddel frem, som min mor altid sagde. Tove Andriessen, vil du blive min hustru? Lad os dele vores liv sammen! Han gik ned på knæ, rakte blomsterne. Alle klappede af begejstring, selv de tidlige postbesøgende.
Brylluppet blev lille, men alle kendte. Bordene blev dækket i postkontoret, som var det hjemmet. Inge var lykkelig jeg sagde jo, jeg følte, at dette var slutningen! Bitre, men glade! Kort efter gik Tove Andriessen på pension, for hendes mand ville til havet med hende. De skulle bygge et sommerhus, så mange planer lå på bordet! Hun samlede sine veninder på en restaurant for at fejre sin pension, blev lidt rørt og gik i tårer, men lovede at kigge forbi, for hun boede ved siden af. På sin plads anbefalede hun Nanna, så måske også hun får sin egen heldige seddel!
