Maren Nielsen, 84årig enke, sad på haltepladsen ved den lille busforbindelse i den stille forstad til Odense. Ved siden af hende lå en slidt stoftaske og en plastikpose, hvor næsten al hendes livsindhold var presset sammen. Hun så sig omkring, men visste ikke, hvor hun skulle gå hen nu.
Jeg smed hende ud, sagde hun til sig selv, mens hun huskede den koldblodige stemme fra Rikke, den nye regnskabsmedhjælper, som hun havde ladet i døren: Gå din vej, gamle dame, forsvind fra vores hus, så vi kan leve vores liv i fred.
For kun tre år siden havde de fem boet harmonisk i den lille treværelses lejlighed: Maren, hendes datter Signe, barnebarnet Lars med sin hustru Katrine, og deres søn, Marens oldebarn Mikkel.
Alt gik i opløsning, da Rikke kom fra København for at arbejde som bogholder i den lokale fabrik. Ingen vidste, hvorfor hun havde valgt den lille landsby, men hun fik et værelse på kollegiet, et job på fabrikken, og så var hun klar til at starte sit nye liv. Men Rikke ville mere. Hun begyndte at vurdere mændene omkring sig og fik snart øje på Lars, som allerede var gift. Konen er ikke en mur, sagde hun med et smil, der gemte en kalkuleret plan.
En aprildag kom Lars hjem fra arbejde, samlede sine ejendele og gik ud af døren, men før han gik, sagde han stille til sig selv: Jeg er kun fyrrefem år gammel, men nu forstår jeg, hvad sandt liv og kærlighed er. Katrine sagde intet, men ventede på, at Mikkel bestod sine skoleprøver, så de kunne tage af sted.
Vi skal flytte til byen, Mikkel skal på universitet, og vi vender tilbage til mine forældres gamle hus, sagde Katrine, mens hun pegede på den forfaldene bygning, der har stået tom i tre år. Vi reparerer den selv, og hvis vi ikke kan, hjælper min bror. Jeg finder hurtigt et arbejde på skolen.
To dage gik, og Katrines bror ankom med en lille varebil, fyldt med kasser og møbler. De pakkede og forlod lejligheden. Mikkel omfavnede sin bedstemor hårdt ved afskeden: Vi ses snart, bedstemor, lover han. Mikkel kom to gange, indtil Signe døde. Efter hendes død flyttede Lars og Rikke ind i lejligheden, og Mikkel kom aldrig igen.
Marens liv blev en kulisse af lidelse. Rikke indførte sine egne regler. Først kalde hun Maren til middagsbordet og serverede mad, hun selv havde lavet til sig selv og Lars. Så begyndte hun at bestemme, at Maren skulle blive i sit værelse: Du laver for meget rod i køkkenet, sagde hun, så lad mig gøre rent en gang om ugen i dit værelse, i stedet for at skulle feje gulve tre gange om dagen.
Rikke lavede nu kun grød til Maren havregrød, byggrød eller en tyk grød af hvedekim. Maren spiste den til morgen, frokost og aftensmad, og skyllede den ned med sort te.
En dag annoncerede Rikke, at hendes søn skulle komme på besøg om en uge. Hun talte med Lars om, hvilket job han skulle få, for efter fængslet var der kun få stillinger at tilbyde.
Morgenen efter gik Lars på arbejde, mens Rikke beordrede Maren: Her er adressen på plejehjemmet, kør derhen, og sig tak fordi du ikke blev smidt på gaden. Rikke skubbede et lille stykke papir ind i Marens hånd og smækkede døren i ansigtet.
Maren nåede haltepladsen, men kunne ikke læse adressen. Hun så en ung mand stå ved busstoppet og spurgte: Ungmand, kan du læse adressen for mig og fortælle, hvilken bus jeg skal tage?
Manden så på hende med et overrasket blik og sagde: Hvor skal du hen, Maren? Der er en gæst, Mikkel, der leder efter dig. Jeg ringer ham med det samme.
Femt minutter senere kom Mikkel sprintende. Det viste sig, at Katrines tidligere nabo, en pensioneret sygeplejerske fra et lokalt plejehjem, havde ringet og fortalt, at Rikke ville have Maren indlagt. Naboen havde selv været plejeperson i mange år, så Rikke havde spurgt hende om adressen. Nu havde Mikkel fået besked på at komme og hente sin bedstemor.
Mikkel samlede Marens få ejendele og sagde: Jeg skal tage dig i en taxa til Odense, så du kan bo i et rigtigt hjem. Din mor har allerede gjort et værelse klar, og i vores have blomstrer æbletræerne nu det er så smukt!
Da Rikke og Lars opdagede, at Mikkel ville tage Maren med til byen, blev de glade, men lykken varede ikke længe. Da de gik igennem papirer, kom det frem, at lejligheden altid havde tilhørt Maren Nielsen. Hendes afdøde mand havde ret til livslangt ophold, så Rikke og Lars måtte flytte tilbage til kollegiet.
Maren solgte sin lejlighed og gav pengene videre til Mikkel, så han kunne købe et eget sted i Odense. Priserne i storbyen var høje, men med de 500000 kroner fra salget kunne han købe en lille, men lys endeløs lejlighed i en ny bygning. Han planlagde at gifte sig, så den unge familie nu havde et rigtigt hjem under himlen.
