Mor! Åh, du igen!
Mor! Åh, du igen! sagde Maren med et afskyeligt suk, da hun smækkede låget på toilettet i og trykkede på skylleknappen. Er det så svært at skylle efter sig?
Hun stormede ud af toilettet i raseri og gik direkte ind på moderens værelse.
Kirsten Møller sad krum på sengen, lille og skrøbelig, næsten gennemsigtig. Hvornår var den stolte, stærke kvinde blevet til sådan et spinkle barn?
Maren, har jeg glemt det igen? Ja? spurgte hun med bange øjne, mens hun så på sin datter. Undskyld, skat, du ved, jeg gør det ikke med vilje.
Mor, hvad skal jeg gøre ved dig? Jeg ser alt, men også Mikkel og lille Lars ser det.
Undskyld, undskyld mig, Maren, jeg skal passe bedre på, bønfaldt Kirsten Møller med et desperat blik.
Hvad kan du egentlig gøre? vinkede Maren med hånden og gik ud af rummet.
Mor blev hurtigt gammel. Maren huskede, at for ikke så længe siden var Kirsten helt selvstændig, stærk og vidende. Man kunne altid søge hendes råd, og bare en samtale med hende var som at drikke en kop varm kakao på en kold vinterdag.
Kirsten var alment dannet, skarp i hovedet, men også overraskende blid og munter. Alle Marens veninder fra barndommen sagde, at hun var lykkelig med sin mor.
Ingen havde en så vidunderlig mor. Maren havde altid haft en skulder at læne sig op ad, en støtte at søge. Så kom alderen snigende på hende en kold, klæbrig, lugtende og dumme alder, som en tung vintertåge.
Man kunne ikke længere tale med hende. Man kunne ikke spørge om råd, sidde ved hendes fødder og lægge hovedet på knæene, eller græde over chefen eller træthed. Nu var moren selv som et barn, langsomt, dumt.
Maren gik ind i køkkenet, hvor manden Mikkel og den femten år gamle søn Lars sad ved bordet og løste en gåde. Deres forvirrede, fokuserede ansigter beroligede hende lidt.
Mor, brummede Lars pludselig. Hvorfor skærer du kødet i suppen så groft?
Jeg ved det ikke, dreng, tøvede Maren. Hvorfor spørger du? Kan du ikke lide det?
Jeg kan godt lide det sagde Lars drømmende, mens han drejede på brikken i gåden. Men bedstemor kan ikke tygge det, hun river det ud af munden og lægger det på bordet.
Det gør dig ubehageligt, er det ikke? nikkede Maren forstående og tilføjede skyldbetonet. Jeg vil sige til bedstemor, at hun skal skære finere.
Nej, det går mig godt, fortsatte Lars og så på brikken. Men så ser det ud som om bedstemor spiser dårligt. Det er skadeligt for helbredet.
Åh, sagde Maren forvirret til sin søn. Jeg vil skære i mindre stykker.
Du skulle hellere lave frikadeller, sagde Lars med et skævt smil. Som du gjorde, da jeg mistede tænderne og ikke kunne tygge. Du lavede det også for mig, da jeg var lille.
Ja, det gjorde jeg, nikkede Maren og mærkede kinderne varme.
Og så, Maren, greb Mikkel ind. Du må ikke skælde Kirsten for toilettet. Lars og jeg klarer det, så gør dig ikke bekymret. Hvis du skælder hende, bliver vi akavede, for hun bliver genert.
Ja, mor, lad mig være snillere, sagde Lars med store øjne. Jeg lover, at jeg ikke vil skælde jer, når I bliver gamle.
Det er i orden, min dreng, sagde Maren, mens tårerne truede. Hun gik ud af køkkenet.
Hun stod lidt i gangen for at samle sig, før hun gik ind i moderens værelse.
Mor, kaldte hun på Kirsten, som sad på en stol ved vinduet og kiggede ud over gaden i København. Mor.
Ja, Maren, vendte Kirsten sig. Hvad er der, kære?
Jeg er dum og hård, sagde Maren og lagde hovedet på moders knæ. Utolerende, vred.
Maren, sig ikke så, sagde Kirsten strengt. Det gør mig ondt, når du taler sådan om dig selv. Hvad har ramt dig pludselig?
Lov mig, at du ikke skal dø, råbte Maren pludselig og begyndte at græde.
Hvad siger du, min pige? strøg Kirsten Marens hår. Selvfølgelig skal jeg ikke dø. Jeg har ingen planer om at forlade dig.
Jeg er så bange for, at du ikke er her længere. Hvordan skal jeg klare mig alene?
Maren, jeg er her hos dig. Du er ikke alene. Hvad end gik dig så af vejen?
Nej, nej, alt er i orden, tørrede Maren tårerne væk og rejste sig. Jeg går ud og laver aftensmad. Skal vi have suppe med frikadeller?
Det vil jeg, smilede Kirsten.
Hun tænkte, at hun ikke skulle storme ind på hende som en rasende hund. Selv Lars havde gjort en bemærkning, og hun skammedes over sin egen opførsel. Ungdommen forstod mere end den voksne tante. Hun frygtede, hvad der ville ske, når hun en dag ikke længere var der. Hun lovede sig selv, at hun ikke ville skælde hende mere. Måske ville Gud straffe hende, hvis hun fejlede igen.
