– Du er lidt for sent. Jeg har gæster, – sagde Allés veninde

– Du er lidt for tidligt, jeg har gæster, sagde Lise, da jeg bankede på døren.

Kun tre dage før var Kirsten sikker på, at hun havde et solidt ægteskab – en kærlig mand, to dejlige piger. Så gik den sikkerhed i opløsning, som dominobrikker der vælter på gulvet i en sommerstorm.

Juli, hedet, tre uger til ferie. Mikkel vendte tilbage fra forretningsrejse, pigerne fra sommerlejren, og familien skulle til Rømø. Det var planen. Men livet havde andre idéer.

Det hele startede, da Kirsten på den tredje dag efter, at både børn og Mikkel var væk, keder sig. Hun besluttede sig for at tilbringe aftenen med sin veninde Lise. Hun købte en kasse med småkager og kørte af sted. På vejen ringede hun til Lise, men svaret kom ikke. »Han er sikkert lige kommet hjem fra arbejde og er i bad,« tænkte Kirsten.

Men da hun nåede Lises lejlighed, hørte hun musik. Hun ringede på døren, musikken stoppede. Hun ringede igen:

– Lise, det er mig, lad op.

Døren gik op, og Lises ansigt var forvirret.

– Kirsten, du er lidt for tidligt. Jeg har gæster, sagde Lise.

– Undskyld, jeg kommer en anden gang, svarede Kirsten og var på vej mod elevatoren, da hun så en rød lædertaske under hængeren i gangen – den taske, som Mikkel altid tog med på sine forretningsrejser.

– Gæster eller gæst? spurgte Kirsten og skubbede Lise væk, så hun gik ind.

Mikkel sad i hjemmesko og hvid T‑shirt på sengen i soveværelset.

– Hej, mand! sagde hun, vendte sig om og gik mod døren. – Jeg forstyrrer ikke.

Derhjemme samlede Kirsten straks alle Michaels ejendele. To store kufferter blev fyldt med hans bærbare, papirer fra hans skrivebord, sko og diverse snask. Selv hans samling af ølkrus fra udlandet blev pakket ind i undertøj for at undgå brud.

Det, der ikke nåede i kufferterne, lagde hun i store poser fra den tid, hvor de renoverede lejligheden. Alt dette stillede hun i gangen, så Mikkel kunne finde det med sin nøgle. Selve lejlighedsdøren lå hun på lås indvendigt.

Kirsten havde lige brygget en kop kaffe, da der kom et bank på døren og et højt råb fra gangen:

– Kirsten, åbn. Lad os tale!

Hun reagerede ikke.

Telefonen ringede.

– Hvorfor har du sat mine ting ud? spurgte Mikkels stemme.

– Fordi du ikke længere bor her, svarede hun.

– Men vi købte lejligheden sammen, jeg har også ret! indviede han.

– Det ved jeg ikke. Du får dine rettigheder i retten, sagde Kirsten. – Når du har dommen, kan du gå ind.

– Hvor skal jeg så? spurgte han.

– Jeg ved det ikke. Du kan flytte ind hos Lise – hun vil nok tage imod dig. Eller du kan tage hjem til dine forældre eller søster. En af dem vil give dig et sted at bo.

Kirsten hørte, hvordan Mikkel ringede efter sine forældre. Et par minutter senere bankede han på døren:

– Kirsten, lad nogle af mine ting blive, jeg kan ikke bære alt på én gang.

– Du får et flyttefirma eller en fragtmand. Alt, du ikke får med, smider jeg væk i morgen, sagde hun.

Næste morgen, da Kirsten kiggede ud i gangen, var Mikkels ting væk.

Det var svært at finde en låsesmed til at skifte låsen på lørdag, men Kirsten klarede det. Nu kunne Mikkel ikke komme ind, før hun selv var hjemme.

Mandag indleverede hun tre ansøgninger: om skilsmisse, underholdsbidrag og deling af boet.

– Kirsten, husk, vi deler lejligheden 50‑50. Du ender i en lille lejlighed i en andelsbolig med pigerne, truede Mikkel.

Retten dømte dog anderledes. Lejligheden, to værelser, var købt i ægteskabet. For at kunne købe den, havde Kirsten solgt sin tidligere enværelseslejlighed – den de boede i, indtil den anden datter blev født – og lånt resten på et lån, som de netop havde betalt af. Halvdelen af dette beløb skulle Mikkel have som sin andel.

– Hvor får du pengene til at betale mig min del? spurgte Mikkel med et grin.

– Bare rolig, jeg finder dem, svarede Kirsten. – Sig mig, hvornår dine forældre forlader mit hus?

– Hvorfor skulle de forlade det? spurgte Mikkel. – De har boet der i syv år.

– Så er det på tide, de flytter. Har de en måned til at pakke, spurgte Kirsten.

Det hus, hun talte om, var en otte år gammel bindingshus, som hun arvede af sin mor. Det var et solidt træhus med stort køkken, to værelser på stueplan og to ekstra værelser på loftet. Der var gasvarme, vand og en grund på fire kvadratmeter. Engang havde de overvejet at flytte ind, men huset lå i et landligt område, svært at pendle både til arbejde og børnehave.

Et år stod huset tomt, indtil Mikkels yngre søster giftede sig, og hans forældre bad om at bo der, så de unge kunne flytte ind i deres egen lejlighed.

Syv år gik. Mikkels mor dyrkede en lille grøntsagshave, så som en bonde fra landet, og plantede kartofler og andre afgrøder.

– Du kan ikke smide mine forældre ud. De har slået sig ned her. Far har repareret verandaen, og de har fået en ny gaskedel, sagde Mikkel.

– Tak for verandaen, men kedlen betaler jeg, hvis I viser mig papirerne, sagde Kirsten.

Hun ringede selv til sine svigerforældre og spurgte, hvornår de ville flytte ud.

– Kirsten, er du ikke skamfuld? Du lader ældre uden tag over hovedet! Hvor skal vi hen? råbte svigermor i telefonen.

– Du kan ikke smide dem ud – de står på adressen, sagde Mikkel.

– De er ikke registreret, svarede Kirsten. – Din mor ville ikke flytte ud af sin egen lejlighed for at blive behandlet i samme klinik. Hun sagde: »Her har vi en ny lægeklinik, alt er her. På den anden side skal man køre rundt i hele byen for specialister.« Så jeg skal bare tilkalde politiet, vise dokumenterne, så vil de hurtigt blive bedt om at forlade huset.

– Hvorfor vil du have huset? spurgte Mikkel. – Du sagde jo selv, du kan ikke lide at rode i jord.

– Jeg sælger det, så jeg kan afregne med dig. Jeg køber en treværelseslejlighed til pigerne – de vokser, og de har brug for deres eget værelse, sagde Kirsten.

Svigermor samlede al sin slægt omkring sig, men alle kaldte på Mikkel, så deres mening betød intet for Kirsten.

– Hvor er din samvittighed? spurgte hun svigermor. – Føler du overhovedet medlidenhed?

– Hvor var din samvittighed, da din søn hoppede fra andres senge? svarede Kirsten. – Hvis Mikkel havde opført sig som en ordentlig ægtemand og far, ville I stadig bo i mit hus. Men nu må jeg passe på mine egne børn. Lad ham klare sine egne problemer.

Uanset hvor meget Mikkels forældre trak i, måtte de flytte. Kirsten lagde huset til salg, og de flyttede tilbage til deres to‑værelseslejlighed, hvor de boede med den yngste datters familie – datteren havde nu en femårig søn. Datteren, hendes mand og drengen delte et værelse, mens forældrene havde det andet.

Mikkel boede midlertidigt i en lejlighed; Lise afslog at tage ham ind og sagde, at han var som en turist, der ønskede at blive, men uden eget hjem. Med en beskeden løn på omkring 25.000 kr. om måneden, hvor skatten tog 30 %, var han ingen attraktiv lejer for familien.

Kirsten handlede som lovet: hun solgte huset, betalte Mikkel, solgte sin to‑værelseslejlighed, købte en treværelses, renoverede den og indrettede den.

Så levede de videre: Kirsten arbejdede, den ældste pige gik i fjerde klasse, den yngste forberedte sig på første. Om sommeren lovede Kirsten pigerne en tur til stranden i Blåvand.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

14 − fourteen =