– Du er lidt for sent. Jeg har gæster, – sagde Allés veninde

– Du er lidt for tidligt, jeg har gæster, sagde Lise, da jeg bankede på døren.

Kun tre dage før var Kirsten sikker på, at hun havde et solidt ægteskab – en kærlig mand, to dejlige piger. Så gik den sikkerhed i opløsning, som dominobrikker der vælter på gulvet i en sommerstorm.

Juli, hedet, tre uger til ferie. Mikkel vendte tilbage fra forretningsrejse, pigerne fra sommerlejren, og familien skulle til Rømø. Det var planen. Men livet havde andre idéer.

Det hele startede, da Kirsten på den tredje dag efter, at både børn og Mikkel var væk, keder sig. Hun besluttede sig for at tilbringe aftenen med sin veninde Lise. Hun købte en kasse med småkager og kørte af sted. På vejen ringede hun til Lise, men svaret kom ikke. »Han er sikkert lige kommet hjem fra arbejde og er i bad,« tænkte Kirsten.

Men da hun nåede Lises lejlighed, hørte hun musik. Hun ringede på døren, musikken stoppede. Hun ringede igen:

– Lise, det er mig, lad op.

Døren gik op, og Lises ansigt var forvirret.

– Kirsten, du er lidt for tidligt. Jeg har gæster, sagde Lise.

– Undskyld, jeg kommer en anden gang, svarede Kirsten og var på vej mod elevatoren, da hun så en rød lædertaske under hængeren i gangen – den taske, som Mikkel altid tog med på sine forretningsrejser.

– Gæster eller gæst? spurgte Kirsten og skubbede Lise væk, så hun gik ind.

Mikkel sad i hjemmesko og hvid T‑shirt på sengen i soveværelset.

– Hej, mand! sagde hun, vendte sig om og gik mod døren. – Jeg forstyrrer ikke.

Derhjemme samlede Kirsten straks alle Michaels ejendele. To store kufferter blev fyldt med hans bærbare, papirer fra hans skrivebord, sko og diverse snask. Selv hans samling af ølkrus fra udlandet blev pakket ind i undertøj for at undgå brud.

Det, der ikke nåede i kufferterne, lagde hun i store poser fra den tid, hvor de renoverede lejligheden. Alt dette stillede hun i gangen, så Mikkel kunne finde det med sin nøgle. Selve lejlighedsdøren lå hun på lås indvendigt.

Kirsten havde lige brygget en kop kaffe, da der kom et bank på døren og et højt råb fra gangen:

– Kirsten, åbn. Lad os tale!

Hun reagerede ikke.

Telefonen ringede.

– Hvorfor har du sat mine ting ud? spurgte Mikkels stemme.

– Fordi du ikke længere bor her, svarede hun.

– Men vi købte lejligheden sammen, jeg har også ret! indviede han.

– Det ved jeg ikke. Du får dine rettigheder i retten, sagde Kirsten. – Når du har dommen, kan du gå ind.

– Hvor skal jeg så? spurgte han.

– Jeg ved det ikke. Du kan flytte ind hos Lise – hun vil nok tage imod dig. Eller du kan tage hjem til dine forældre eller søster. En af dem vil give dig et sted at bo.

Kirsten hørte, hvordan Mikkel ringede efter sine forældre. Et par minutter senere bankede han på døren:

– Kirsten, lad nogle af mine ting blive, jeg kan ikke bære alt på én gang.

– Du får et flyttefirma eller en fragtmand. Alt, du ikke får med, smider jeg væk i morgen, sagde hun.

Næste morgen, da Kirsten kiggede ud i gangen, var Mikkels ting væk.

Det var svært at finde en låsesmed til at skifte låsen på lørdag, men Kirsten klarede det. Nu kunne Mikkel ikke komme ind, før hun selv var hjemme.

Mandag indleverede hun tre ansøgninger: om skilsmisse, underholdsbidrag og deling af boet.

– Kirsten, husk, vi deler lejligheden 50‑50. Du ender i en lille lejlighed i en andelsbolig med pigerne, truede Mikkel.

Retten dømte dog anderledes. Lejligheden, to værelser, var købt i ægteskabet. For at kunne købe den, havde Kirsten solgt sin tidligere enværelseslejlighed – den de boede i, indtil den anden datter blev født – og lånt resten på et lån, som de netop havde betalt af. Halvdelen af dette beløb skulle Mikkel have som sin andel.

– Hvor får du pengene til at betale mig min del? spurgte Mikkel med et grin.

– Bare rolig, jeg finder dem, svarede Kirsten. – Sig mig, hvornår dine forældre forlader mit hus?

– Hvorfor skulle de forlade det? spurgte Mikkel. – De har boet der i syv år.

– Så er det på tide, de flytter. Har de en måned til at pakke, spurgte Kirsten.

Det hus, hun talte om, var en otte år gammel bindingshus, som hun arvede af sin mor. Det var et solidt træhus med stort køkken, to værelser på stueplan og to ekstra værelser på loftet. Der var gasvarme, vand og en grund på fire kvadratmeter. Engang havde de overvejet at flytte ind, men huset lå i et landligt område, svært at pendle både til arbejde og børnehave.

Et år stod huset tomt, indtil Mikkels yngre søster giftede sig, og hans forældre bad om at bo der, så de unge kunne flytte ind i deres egen lejlighed.

Syv år gik. Mikkels mor dyrkede en lille grøntsagshave, så som en bonde fra landet, og plantede kartofler og andre afgrøder.

– Du kan ikke smide mine forældre ud. De har slået sig ned her. Far har repareret verandaen, og de har fået en ny gaskedel, sagde Mikkel.

– Tak for verandaen, men kedlen betaler jeg, hvis I viser mig papirerne, sagde Kirsten.

Hun ringede selv til sine svigerforældre og spurgte, hvornår de ville flytte ud.

– Kirsten, er du ikke skamfuld? Du lader ældre uden tag over hovedet! Hvor skal vi hen? råbte svigermor i telefonen.

– Du kan ikke smide dem ud – de står på adressen, sagde Mikkel.

– De er ikke registreret, svarede Kirsten. – Din mor ville ikke flytte ud af sin egen lejlighed for at blive behandlet i samme klinik. Hun sagde: »Her har vi en ny lægeklinik, alt er her. På den anden side skal man køre rundt i hele byen for specialister.« Så jeg skal bare tilkalde politiet, vise dokumenterne, så vil de hurtigt blive bedt om at forlade huset.

– Hvorfor vil du have huset? spurgte Mikkel. – Du sagde jo selv, du kan ikke lide at rode i jord.

– Jeg sælger det, så jeg kan afregne med dig. Jeg køber en treværelseslejlighed til pigerne – de vokser, og de har brug for deres eget værelse, sagde Kirsten.

Svigermor samlede al sin slægt omkring sig, men alle kaldte på Mikkel, så deres mening betød intet for Kirsten.

– Hvor er din samvittighed? spurgte hun svigermor. – Føler du overhovedet medlidenhed?

– Hvor var din samvittighed, da din søn hoppede fra andres senge? svarede Kirsten. – Hvis Mikkel havde opført sig som en ordentlig ægtemand og far, ville I stadig bo i mit hus. Men nu må jeg passe på mine egne børn. Lad ham klare sine egne problemer.

Uanset hvor meget Mikkels forældre trak i, måtte de flytte. Kirsten lagde huset til salg, og de flyttede tilbage til deres to‑værelseslejlighed, hvor de boede med den yngste datters familie – datteren havde nu en femårig søn. Datteren, hendes mand og drengen delte et værelse, mens forældrene havde det andet.

Mikkel boede midlertidigt i en lejlighed; Lise afslog at tage ham ind og sagde, at han var som en turist, der ønskede at blive, men uden eget hjem. Med en beskeden løn på omkring 25.000 kr. om måneden, hvor skatten tog 30 %, var han ingen attraktiv lejer for familien.

Kirsten handlede som lovet: hun solgte huset, betalte Mikkel, solgte sin to‑værelseslejlighed, købte en treværelses, renoverede den og indrettede den.

Så levede de videre: Kirsten arbejdede, den ældste pige gik i fjerde klasse, den yngste forberedte sig på første. Om sommeren lovede Kirsten pigerne en tur til stranden i Blåvand.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

fifteen − seven =

– Du er lidt for sent. Jeg har gæster, – sagde Allés veninde
Mor blev sat på plads — Hvad laver du?! — hvinede Margrethe. — Det her er min jord! — Jorden er din! — råbte svigersønnen, mens han hamrede metalpladen løs. — Men hegnet er mit! Jeg købte det, regningerne ligger stadig i bagagerummet! Sidelisten er også min! Og vinduerne tager jeg med mig! — Mikkel! Gør noget! — Margrethe kastede sig mod sin søn. — Han splitter jo huset ad! Margrethe sad senere i køkkenet med martyrens mine foran svigerdatteren og sønnen, mens dramaet udspillede sig. — Så, børn — Margrethes stemme dirrede. — Jeg har taget en beslutning. Jeg har ikke brug for sommerhuset længere. Jeg har hverken kræfter eller helbred. Det er en prøvelse bare at tage toget og derefter gå de tre kilometer over marken… Sidst gik blodtrykket så højt op, at alt sortnede for mine øjne. Tag det I bare. Byg, vær her, hyg jer! Mikkel kvikkede straks op. Han huskede tydeligt de 600 m2 fra barndommen — overgroet med hindbærkrat, et skævt hegn og det lille gamle træhus, som bedstefar byggede med, hvad han kunne skaffe i 80’erne. — Mor, hvad snakker du om — han trådte tættere på bordet med et smil. — Det er da fantastisk! Hører du det, Olga? Vi kan lave den skønneste have! Jeg sætter selv terassen i stand. Olga vendte sig langsomt. Hun havde været i familien i syv år og vidste: gratis ost fra Margrethe fulgte altid med en ordentlig musefælde. — Margrethe, det er meget uventet, — sagde Olga roligt. — Men lad os lige afklare det lavpraktiske. Hvordan skriver vi det over? Er det en gave eller overfører du det direkte til Mikkel? Nu blev der stille. Mikkel sendte sin kone et bebrejdende blik. Svigermoren stirrede også langsomt på hende. — Olga, hvor er du… praktisk, — hun understregede det sidste ord — Jeg kommer med mit moderskabsvelsignelse, og du begynder straks på dokumenter… Er jeg ikke mor? Siger jeg det er jeres, så er det jeres. Hvorfor alt det papirarbejde? Det er kun penge ud til notar… — Fordi, Margrethe, — Olga satte sig overfor — Sommerhuset er i en trist tilstand. Hegnet er væltet, taget i skuret lækker, og huset har råd i gulvet. Det kræver mindst 100.000 — 150.000 kroner at gøre i stand. Og jeg vil ikke hælde opsparingen i noget, der ikke juridisk er mit. I morgen kan du ombestemme dig, og så står vi uden penge. — Hvordan kan du sige sådan! — Moren tog sig til hjertet. — Mikkel! Kan du høre det? Din kone beskylder din egen mor for egoisme! — Olga, nu overdriver du altså, — mumlede Mikkel. — Mor sagde jo, vi skulle tage det. — Nej, Mikkel. Først skøde i dit navn — så bestiller vi håndværkere og materialer med det samme. Ellers må hindbærrene bare fortsætte med at overtage haven. Skænderiet varede i to timer. Margrethe græd, nævnte sin afdøde mand og kaldte Olga kapitalist, og jagede dem til sidst ud, med ordene at nogen så beregnende ikke engang kunne stole på hendes gamle spand. To uger senere, til fælles middag med også Mikkels søster, Irina, annoncerede Margrethe triumferende: — Når Mikkel ikke vil have sommerhuset, har jeg givet det til Irina. Hendes mand, Iver, er så dygtig, de har allerede lagt renoveringsplan. Mikkel var hele aftenen i dårligt humør og sukkede over havehusbilleder på sin telefon. Olga spiste roligt sin salat og vidste, at showet kun lige var begyndt. *** Irina og Iver tog fat med ildhu. Hver uge var der opdateringer i familietråden: — Har bestilt hegn! — Tre tons sand er ankommet. — Iver har selv gravet til nyt kloak! — Se, — vrissede Mikkel hjemme — de tager fat. Og vi er bare bange for at blive snydt. Irina springer ud i det, og nu får hun det fedeste sommerhus. — Vi får se, Mikkel, — svarede Olga tørt. — Tiden vil vise. I midten af august var sommerhuset forvandlet. Nyt hegn på murede stolper, huset isoleret, nyt tag, rullegræs og hængekøje. Til åbningen blev alle inviteret. Margrethe tronede på den nye terrasse. — Se hvor dejligt, — sang hun, mens hun tog imod Irenes saftevand. — Irina, Iver, tusind tak. Olga, se lige det hegn! Iver, træt efter to måneders slid, kom til bordet. — Ja, mor, vi har knoklet, men nu kan børnene også komme med. Jeg har ordnet alle kvitteringerne til dig — materialer, garantier på varmen… Lad os tage på kommunen mandag? Du sagde jo, når vi var færdige — så ville du skrive huset over på Irina. Margrethe begyndte pludselig at studere sin neglelak. — Åh, Iver, hvorfor sådan en hast? Hvorfor besværet? Bo her, nyd stedet. Det er jo ikke fordi jeg smider jer ud. Irina rynkede panden og satte grøntsagerne fra sig. — Mor, hvad mener du — “bo her”? Vi havde jo en aftale. Vi har postet næsten alt, vi ejer, i det her. Iver har endda lånt til materialerne. Du sagde: “Laver I renovering, er det jeres”. — Jeg sagde “have det”, — rettede moren — og det har I. Kom når I vil. Men skøde… Du ved, skat, livet er uforudsigeligt. I dag er Iver din mand, i morgen hvem ved? Og huset… det er familiens samlingspunkt. Det må blive i familien. Hos mig. Sådan er det sikrest. En tung tavshed sænkede sig. Selv fuglene blev stille. — Altså… — Iver rejste sig — så alt det her er ikke vores? Hegnet for 30.000 kroner, kloakken, taget? — Hvordan ikke jeres? — undrede Margrethe sig. — I bruger det jo! Nyd det. Jeg lader jer endda så agurker næste år. Men jeg vil være ejer. Ellers tager jeg bare nøglerne. Det er min ret! — Ah, er det det?! — hvæsede Irina. — Vi har slidt, sidder i gæld, og nu kalder du os lejere?! — Råb ikke af din mor! — brølede Margrethe. — Kommer her og tror I kan bestemme! — Tror du vi overtager det “færdige”? — rasede Iver. — Alt var rådent! Jeg har selv hamret hvert søm i! Han trampede målbevidst mod skuret. — Iver, hvad laver du?! — råbte Irina. — Henter værktøj! Om lidt begyndte han at skrue plankerne af hegnet. Mikkel ville blande sig, men Olga trak ham tilbage. — Hold dig ude — det her må de ordne. Irina flåede rosenbuskene op og smed dem i en bunke. — Så kan du have det for dig selv! — råbte hun. Kaos brød løs. Iver arbejdede sig systematisk igennem egendommene. Politi blev tilkaldt. En træt betjent så på rod og ødelæggelse. — Hvad foregår her? — De plyndrer! — pegede Margrethe. Iver gav sine kvitteringer, rolig. — Betjent, jeg tager kun det jeg selv har betalt for. Ingen skøde, ingen gavebrev. Ifølge Margrethe er jeg fremmed her. Hvis det forholder sig sådan, demonterer jeg bare mine egne ting. Betjenten nikkede: — Det er et civilt anliggende. Er dokumentation i orden, er det ikke tyveri. Tag det i retten! — Retssag?! — hylede Margrethe. — Det må du, hvis du vil. — sagde politimanden. Iver tog alt sit med sig. Tilbage stod kun den gamle bjælkehytte og bar jord. Irina satte sig ind i bilen, smækkede døren. — Nu er du 100% ejer, mor. Nyd ensomheden. Du får os ikke at se mere! Bilen forsvandt med et brøl. Margrethe stod tilbage på sit “familie-rede”. Hun gik hen Mikkel og Olga. — I det mindste jer… — fremstammede hun. — Mikkel, søn… Kom nu, hjælp din mor. Se her, hvad de har gjort! Irina er sindssyg, Iver en bølle… Kom nu, du kan alt, hjælp mig få et hegn op igen… Mikkel så på sin mor. — Ved du hvad, mor, — sagde han stille. — Olga havde ret. Du ville ikke give os sommerhuset — du ville bare binde mig til dig. Ville have vi leflede for dig hele tiden for ret til at klippe græsset? — Hvad er det dog du siger?! — tog Margrethe sig til hjertet. — Det var jo for jeres skyld! — Nej, mor. For dig selv. Kom, Olga. De satte sig ud i bilen. Olga så i bakspejlet, hvordan Margrethe satte sig på den gamle bænk og skjulte ansigtet i hænderne. Senere samme aften sad Mikkel tavs på køkkenet. Olga lavede aftensmad. — Olga, — sagde han sagte. — Ja? — Undskyld. Jeg troede virkelig du overdrev. Vi kunne let være endt i gæld… Olga lagde armene om hans skuldre. — Glem det, Mikkel. Det vigtige er at du ser det nu. — For resten, — han tøvede — jeg kigger ind hos guldsmeden i morgen. Så på det armbånd med granater du engang omtalte. Jeg vil give dig det. Fordi du kan se fremad. Olga smilede. — Det lyder skønt. Men lad os aftale én ting: I vores familie siger vi nej tak til “gaver” fra din mor fremover. De koster alt for meget, har vi fundet ud af… — Selvfølgelig, — svarede Mikkel og trak hende tæt. — Jeg har allerede fået nyt nummer. Nu må hun selv klare sig med sit “familie-rede”. *** Margrethe fik aldrig styr på sommerhuset — da hun indså at andres hænder ikke ville fikse det for hende, solgte hun det. Søn og datter har ingen kontakt med hende nu, og overfor hele familien er det Mikkel og Irina der står som de dårlige børn. Selv nævner Margrethes svigermor dog aldrig skandalen — hun siger blot, at børnene hun gav alt, nu har forladt hende.