Mor blev sat på plads — Hvad laver du?! — hvinede Margrethe. — Det her er min jord! — Jorden er din! — råbte svigersønnen, mens han hamrede metalpladen løs. — Men hegnet er mit! Jeg købte det, regningerne ligger stadig i bagagerummet! Sidelisten er også min! Og vinduerne tager jeg med mig! — Mikkel! Gør noget! — Margrethe kastede sig mod sin søn. — Han splitter jo huset ad! Margrethe sad senere i køkkenet med martyrens mine foran svigerdatteren og sønnen, mens dramaet udspillede sig. — Så, børn — Margrethes stemme dirrede. — Jeg har taget en beslutning. Jeg har ikke brug for sommerhuset længere. Jeg har hverken kræfter eller helbred. Det er en prøvelse bare at tage toget og derefter gå de tre kilometer over marken… Sidst gik blodtrykket så højt op, at alt sortnede for mine øjne. Tag det I bare. Byg, vær her, hyg jer! Mikkel kvikkede straks op. Han huskede tydeligt de 600 m2 fra barndommen — overgroet med hindbærkrat, et skævt hegn og det lille gamle træhus, som bedstefar byggede med, hvad han kunne skaffe i 80’erne. — Mor, hvad snakker du om — han trådte tættere på bordet med et smil. — Det er da fantastisk! Hører du det, Olga? Vi kan lave den skønneste have! Jeg sætter selv terassen i stand. Olga vendte sig langsomt. Hun havde været i familien i syv år og vidste: gratis ost fra Margrethe fulgte altid med en ordentlig musefælde. — Margrethe, det er meget uventet, — sagde Olga roligt. — Men lad os lige afklare det lavpraktiske. Hvordan skriver vi det over? Er det en gave eller overfører du det direkte til Mikkel? Nu blev der stille. Mikkel sendte sin kone et bebrejdende blik. Svigermoren stirrede også langsomt på hende. — Olga, hvor er du… praktisk, — hun understregede det sidste ord — Jeg kommer med mit moderskabsvelsignelse, og du begynder straks på dokumenter… Er jeg ikke mor? Siger jeg det er jeres, så er det jeres. Hvorfor alt det papirarbejde? Det er kun penge ud til notar… — Fordi, Margrethe, — Olga satte sig overfor — Sommerhuset er i en trist tilstand. Hegnet er væltet, taget i skuret lækker, og huset har råd i gulvet. Det kræver mindst 100.000 — 150.000 kroner at gøre i stand. Og jeg vil ikke hælde opsparingen i noget, der ikke juridisk er mit. I morgen kan du ombestemme dig, og så står vi uden penge. — Hvordan kan du sige sådan! — Moren tog sig til hjertet. — Mikkel! Kan du høre det? Din kone beskylder din egen mor for egoisme! — Olga, nu overdriver du altså, — mumlede Mikkel. — Mor sagde jo, vi skulle tage det. — Nej, Mikkel. Først skøde i dit navn — så bestiller vi håndværkere og materialer med det samme. Ellers må hindbærrene bare fortsætte med at overtage haven. Skænderiet varede i to timer. Margrethe græd, nævnte sin afdøde mand og kaldte Olga kapitalist, og jagede dem til sidst ud, med ordene at nogen så beregnende ikke engang kunne stole på hendes gamle spand. To uger senere, til fælles middag med også Mikkels søster, Irina, annoncerede Margrethe triumferende: — Når Mikkel ikke vil have sommerhuset, har jeg givet det til Irina. Hendes mand, Iver, er så dygtig, de har allerede lagt renoveringsplan. Mikkel var hele aftenen i dårligt humør og sukkede over havehusbilleder på sin telefon. Olga spiste roligt sin salat og vidste, at showet kun lige var begyndt. *** Irina og Iver tog fat med ildhu. Hver uge var der opdateringer i familietråden: — Har bestilt hegn! — Tre tons sand er ankommet. — Iver har selv gravet til nyt kloak! — Se, — vrissede Mikkel hjemme — de tager fat. Og vi er bare bange for at blive snydt. Irina springer ud i det, og nu får hun det fedeste sommerhus. — Vi får se, Mikkel, — svarede Olga tørt. — Tiden vil vise. I midten af august var sommerhuset forvandlet. Nyt hegn på murede stolper, huset isoleret, nyt tag, rullegræs og hængekøje. Til åbningen blev alle inviteret. Margrethe tronede på den nye terrasse. — Se hvor dejligt, — sang hun, mens hun tog imod Irenes saftevand. — Irina, Iver, tusind tak. Olga, se lige det hegn! Iver, træt efter to måneders slid, kom til bordet. — Ja, mor, vi har knoklet, men nu kan børnene også komme med. Jeg har ordnet alle kvitteringerne til dig — materialer, garantier på varmen… Lad os tage på kommunen mandag? Du sagde jo, når vi var færdige — så ville du skrive huset over på Irina. Margrethe begyndte pludselig at studere sin neglelak. — Åh, Iver, hvorfor sådan en hast? Hvorfor besværet? Bo her, nyd stedet. Det er jo ikke fordi jeg smider jer ud. Irina rynkede panden og satte grøntsagerne fra sig. — Mor, hvad mener du — “bo her”? Vi havde jo en aftale. Vi har postet næsten alt, vi ejer, i det her. Iver har endda lånt til materialerne. Du sagde: “Laver I renovering, er det jeres”. — Jeg sagde “have det”, — rettede moren — og det har I. Kom når I vil. Men skøde… Du ved, skat, livet er uforudsigeligt. I dag er Iver din mand, i morgen hvem ved? Og huset… det er familiens samlingspunkt. Det må blive i familien. Hos mig. Sådan er det sikrest. En tung tavshed sænkede sig. Selv fuglene blev stille. — Altså… — Iver rejste sig — så alt det her er ikke vores? Hegnet for 30.000 kroner, kloakken, taget? — Hvordan ikke jeres? — undrede Margrethe sig. — I bruger det jo! Nyd det. Jeg lader jer endda så agurker næste år. Men jeg vil være ejer. Ellers tager jeg bare nøglerne. Det er min ret! — Ah, er det det?! — hvæsede Irina. — Vi har slidt, sidder i gæld, og nu kalder du os lejere?! — Råb ikke af din mor! — brølede Margrethe. — Kommer her og tror I kan bestemme! — Tror du vi overtager det “færdige”? — rasede Iver. — Alt var rådent! Jeg har selv hamret hvert søm i! Han trampede målbevidst mod skuret. — Iver, hvad laver du?! — råbte Irina. — Henter værktøj! Om lidt begyndte han at skrue plankerne af hegnet. Mikkel ville blande sig, men Olga trak ham tilbage. — Hold dig ude — det her må de ordne. Irina flåede rosenbuskene op og smed dem i en bunke. — Så kan du have det for dig selv! — råbte hun. Kaos brød løs. Iver arbejdede sig systematisk igennem egendommene. Politi blev tilkaldt. En træt betjent så på rod og ødelæggelse. — Hvad foregår her? — De plyndrer! — pegede Margrethe. Iver gav sine kvitteringer, rolig. — Betjent, jeg tager kun det jeg selv har betalt for. Ingen skøde, ingen gavebrev. Ifølge Margrethe er jeg fremmed her. Hvis det forholder sig sådan, demonterer jeg bare mine egne ting. Betjenten nikkede: — Det er et civilt anliggende. Er dokumentation i orden, er det ikke tyveri. Tag det i retten! — Retssag?! — hylede Margrethe. — Det må du, hvis du vil. — sagde politimanden. Iver tog alt sit med sig. Tilbage stod kun den gamle bjælkehytte og bar jord. Irina satte sig ind i bilen, smækkede døren. — Nu er du 100% ejer, mor. Nyd ensomheden. Du får os ikke at se mere! Bilen forsvandt med et brøl. Margrethe stod tilbage på sit “familie-rede”. Hun gik hen Mikkel og Olga. — I det mindste jer… — fremstammede hun. — Mikkel, søn… Kom nu, hjælp din mor. Se her, hvad de har gjort! Irina er sindssyg, Iver en bølle… Kom nu, du kan alt, hjælp mig få et hegn op igen… Mikkel så på sin mor. — Ved du hvad, mor, — sagde han stille. — Olga havde ret. Du ville ikke give os sommerhuset — du ville bare binde mig til dig. Ville have vi leflede for dig hele tiden for ret til at klippe græsset? — Hvad er det dog du siger?! — tog Margrethe sig til hjertet. — Det var jo for jeres skyld! — Nej, mor. For dig selv. Kom, Olga. De satte sig ud i bilen. Olga så i bakspejlet, hvordan Margrethe satte sig på den gamle bænk og skjulte ansigtet i hænderne. Senere samme aften sad Mikkel tavs på køkkenet. Olga lavede aftensmad. — Olga, — sagde han sagte. — Ja? — Undskyld. Jeg troede virkelig du overdrev. Vi kunne let være endt i gæld… Olga lagde armene om hans skuldre. — Glem det, Mikkel. Det vigtige er at du ser det nu. — For resten, — han tøvede — jeg kigger ind hos guldsmeden i morgen. Så på det armbånd med granater du engang omtalte. Jeg vil give dig det. Fordi du kan se fremad. Olga smilede. — Det lyder skønt. Men lad os aftale én ting: I vores familie siger vi nej tak til “gaver” fra din mor fremover. De koster alt for meget, har vi fundet ud af… — Selvfølgelig, — svarede Mikkel og trak hende tæt. — Jeg har allerede fået nyt nummer. Nu må hun selv klare sig med sit “familie-rede”. *** Margrethe fik aldrig styr på sommerhuset — da hun indså at andres hænder ikke ville fikse det for hende, solgte hun det. Søn og datter har ingen kontakt med hende nu, og overfor hele familien er det Mikkel og Irina der står som de dårlige børn. Selv nævner Margrethes svigermor dog aldrig skandalen — hun siger blot, at børnene hun gav alt, nu har forladt hende.

Hvad laver du?! skreg Mette Kristensen med en stemme, der lød som en fjern klokke i tågen. Det er min jord!

Jorden? Din?! brølede svigersønnen Jannik og rev med skramlende larm et zinktag løs. Men hegnet! Det er mit! Jeg har kvitteringen i bagagerummet, se selv! Og panelerne, og vinduerne! Dem tager jeg med!

Niels! Gør dog noget! Mette kastede sig som en blafrende søanemone mod sin søn. Han ødelægger jo hele huset!

Køkkenet svajede lidt, som om det var bygget af ingefærbrød. Mette sad i vindueslyset foran svigerdatter og søn og gjorde sig så lille, at man kunne tro, hun skulle forsvinde ud gennem sprækken i gulvbrædderne.

Børn… hendes stemme lød porøs. Jeg har besluttet det. Jeg vil ikke have sommerhuset længere. Jeg kan ikke. Energien er væk, helbredet skrider ud af hænderne.

At bumle med S-toget, og så slæbe sig tre kilometer gennem markerne… Sidste gang forsvandt lyset for øjnene, da blodtrykket steg.

Tag det. Byg op. Hold ferie. Jeg orker ikke mere.

Niels fik straks et gyldent skær over ansigtet. Han huskede tydeligt de seks gamle tønder land overgroede med hindbærkrat, det hullede stakit og det spinkle træhus, som morfaren havde skruet sammen af sådan noget, han i 80erne havde ‘skaffet’ via venner.

Mor, hvad siger du! han glimtede. Det er jo fantastisk! Rikke, hørte du? Vi laver den bedste urtehave, og huset fikser jeg selv. Nyt vindfang, det klarer jeg snildt!

Men Rikke drejede sig langsomt. Syv år i familien lærte hende, at Mettes ‘gaver’ altid kom serveret med fede musefælder.

Mette, det var… uventet, sagde Rikke roligt. Men vi må lige afklare det formelle: skal vi skrive under på en gaveoverdragelse? Eller du overdrager det direkte til Niels?

Luften hang lavt i køkkenet, som et ulmende uvejr. Niels skulede til sin kone. Mette løftede langsomt blikket.

Åh, Rikke. Du er så… praktisk, hun trak på det sidste ord Jeg kommer med mit moderhjerte, velsigner jer og du tænker på papirer og tinglysninger… Hvad er jeg en mor, eller hvad?! Det er jeres, sagde jeg. Hvorfor alt det papirnusseri? Bare spild af penge på notar…

Fordi, Mette, Rikke satte sig hen mod hende, huset er i sørgelig forfatning. Hegnet ligger ned, taget lækker i skuret, gulvene er rådne. At gøre det beboeligt koster mindst syvhundrede tusind kroner.

Og jeg vil ikke investere alle vores opsparing i noget, jeg ikke ejer juridisk. Skifter du mening i morgen, står vi tilbage med tomme lommer.

Hvordan kan du! Mette trykkede hænderne mod brystet. Niels! Hører du? Din kone mistænker sin egen svigermor for griskhed!

Rikke, nu strammer du den, mumlede Niels. Mor sagde, vi skulle tage det.

Nej, Niels. Når overdragelsen på dit navn er i orden så bestiller vi håndværkere og materialer i morgen. Ellers kan hindbærrene få hele grunden.

Sagen trak tråde af skænderi i to timer. Mette græd, fremmanede afdøde Egon, anklagede Rikke for at være kapitalistisk, og til slut smed hun dem på porten: “Man kan ikke stole på så beregnende folk, ikke engang med et gammelt grydelåg!”

To uger senere til festlig søndagsmiddag hvor også Niels søster Ane fik sit snit til at komme bekendtgjorde Mette med ceremoni:

Når nu Niels ikke vil have huset, har jeg givet det til Ane. Hendes mand Sune er så dygtig, de har allerede lagt en plan!

Niels sad hele aftenen mørk som en stormsky. Han scrollede med overdrevne suk på mobilen blandt billeder af sommerhuse. Rikke nippede roligt til sin rejesalat. Hun vidste, teaterstykket kun var i første akt.

***

Ane og Sune gik i krig som om det var et vikingetogt. Hele juni væltede det ind i familiens WhatsApp:

Bestilt nyt hegn fra Silvan!

Tre tons sand leveret.

Sune har selv gravet ud til septiktank!

Se nu dér, vrissede Niels, nogle folk handler. Vi frygter kun vi bliver snydt, men Ane tør, og nu får de det perfekte sted.

Tålmodighed, Niels, sagde Rikke kort. Tiden skal vise.

Da august hang gyldent over søen, var forvandlingen komplet. Huset fik lyse paneler og et tag af rød tegl, og rundt om grunden stod nu et solidt hegn på røde murstensstolper. Sune lagde rullegræs og satte en svævende hængekøje op.

Til åbningen blev alle inviteret. Mette sad med parasolfjer og smagsprøvede saften, mens hun prædikede:

Kære gæster! Se, hvor skønt. Ane, Sune, I har gjort mig så glad. Rikke, se dog hegnet!

Sune, nu tyndere efter to måneders slid, trippede hen til bordet.

Ja, mor, det var hårdt. Men nu kan vi tage børnene med med ro i sindet. Her er alle kvitteringerne på materialer, garantien på gasfyret…

Skal vi ikke smutte ind til kommunen mandag? Du lovede jo, huset skulle skrives over til Ane.

Mette begyndte at beskæftige sig intenst med sine nymalede tånegle.

Åh Sune, hvæsede hun blidt. Hvorfor travlt? Huset er jeres hjem. Bruger det bare! Vil bare, at det bliver i familien, du ved…

Ane rynkede brynene og sagde spidst:

Hvorfor nu? Vi har brugt næsten alt, vi havde sparret op. Sune måtte tage et lille lån for at blive færdig. Du sagde: “Når I har renoveret er det jeres.”

Jeg sagde, I skulle bruge det. Og det gør I jo. Men at skrive det over… Man ved aldrig med livet, min pige. I dag er Sune din mand, i morgen… hvem ved? Huset skal blive i slægten. Hos mig. Det er sikrest sådan.

Luften stod som ståltråd over bordet. Tilmed fuglene i skoven syntes at holde vejret.

Altså… stammede Sune. Alt det her ikke vores? Hegnet, septiktanken, taget?

Hvordan ikke jeres? lo Mette forvirret. I bruger det jo! Næste år må I gerne sætte agurker ovre bag skuret! Men jeg vil eje det. Ellers tager jeg nøglerne!

Nøglerne?! nu røg Ane op i det røde felt. Vi har slidt, og du gør os til fremmede i vores eget hjem?!

Skrig ikke af din mor! knurrede Mette. Kommer bare og tager, vil ha det hele servert!

Alt var råddent! råbte Sune og forsvandt ind i skuret.

Sune, hvor skal du? råbte Ane.

Efter værktøj!

Om lidt kom Sune tilbage med en boremaskine og brækjern og begyndte at skrue hegnet af i rasende tempo. Niels rykkede frem som søvngænger, men Rikke holdt ham blidt tilbage.

Ikke bland dig, Niels. De må selv.

Ane rakte ud efter spaden og begyndte at grave sin mors elskede roser op. Her, tag din jord!

Kaos i haven. Sune hev hegnspæle op, videre til terrassen, hvor han rykkede pladerne af i skæve bidder. Mette dansede mellem dem som en altervagt og farede panisk efter Sune, prøvede at spærre for døren.

Jeg ringer til politiet! hylede hun og rev telefonen op.

Gør du bare! Sune kastede plastikstænger i bilen. Så kan ordensmagten da se, hvordan du har bedraget os!

En halv time senere stod to politifolk i regndryppet. Haven lå som efter et luftangreb: hegn hældt ned, bunker af byggematerialer og Mette grædende på trappen.

Hvad sker der? spurgte betjenten.

De stjæler mit hegn! Ødelægger alt! HJÆLP!

Sune rakte roligt sine kvitteringer frem.

Hr. betjent, alt dette har jeg købt. Ingen lejekontrakt, ingen overdragelse. Denne dame siger, jeg ikke har rettigheder her så jeg tager blot mine egne ting. Husets konstruktion rører jeg ikke.

Betjenten bladrede i papirerne, kiggede på datoerne og vendte sig til Mette.

Det må I tage i retten. Hvis han har papir på, at det er hans, er der ingen forbrydelse.

Retten?! skreg Mette.

Ja, og du passer på ikke at ødelægge væggene, sagde betjenten til Sune.

Kort efter var bilen pakket. Alt, hvad de kunne pille ned, forsvandt i regnen. Tilbage var et hus skaldet som en gammel fiskerkone og jorden gennemhullet.

Ane slog bildøren i med et brag.

Så, mor. Nu kan du være rigtig ejer. Nyd ensomheden. Du ser os ikke igen!

Bilen hævede sandstøv Mette stod alene, midt i sit slægtsrede.

Hun vendte sig bedende mod Niels og Rikke, der havde stået tavse borte.

I da… Niels… Min dreng. Hjælp din mor! Se, hvad de har gjort! Ane er vanvittig, Sune en tyv… Kom nu, du kan ordne det. Kom med noget træ. Lad os bygge et nyt hegn…

Men han kiggede bare.

Mor, sagde han lavt. Rikke havde ret. Du ville ikke give os huset, du ville have os på snor.

Ville du have os til at logre og be for lov til at slå græs?

Hvad siger du dog! hun klamrede sig til hjertet. Jeg gjorde det for jer!

Nej, mor. For dig selv. Kom, Rikke.

De kørte derfra. I bagruden så Rikke, hvordan Mette knækkede sammen på en vakkelvorn bænk og skjulte ansigtet for aftenen.

Den aften sad Niels stumt ved køkkenbordet, mens Rikke lavede mad.

Rikke? mumlede han.

Hm?

Undskyld. Jeg troede, du var urimelig. Vi kunne være endt med tomme lommer…

Rikke lagde hænderne på hans skuldre.

Glem det, Niels. Det er godt, du forstår.

Jeg tænkte… I morgen køber jeg armbåndet med granater, du engang ønskede dig. Som tak for du er så… klarsynet.

Gave er fint, smilede hun. Men lad os aftale: Aldrig flere gaver fra din mor. De er for kostbare.

Helt sikkert, grinede Niels og holdt hende tæt. Nummeret til hende er slettet. Lad hende selv rode i sit slægtsrede.

***

Mette fik aldrig orden på grunden. Da det gik op for hende, at ingen ville arbejde gratis, solgte hun huset.

Søn og datter så hun ikke mere, og i familien var Niels og Ane de onde.

Detaljerne sagde Mette aldrig højt hun sagde blot, at de børn, hun havde givet livet, havde vendt hende ryggen.