For længe siden i en lille landsby i Jylland sad Mette og hendes mand Erik triste og udmattede hjemme efter begravelsen af Eriks mor, Anna, som også var Mettes svigermor.
“Nu kan mor endelig hvile i fred, begravet ved siden af far,” sagde Erik stille. “Hun talte altid om det og bad os om det.”
“Ja,” svarede Mette. “Selvom hun godt vidste, vi ikke kunne begrave hende andetsteds, tænkte hun kun på det.” Hun sukkede. “Hun led så meget, den sygdom var grusom.”
Aftenen gik i tavshed, mens de hver især mindedes fortiden. Mettes tanker fløj tilbage til hendes liv før ægteskabet et liv uden lyspunkter. Hun mistede begge forældre tidigt, da de omkom i hendes bedstemors hus under en brand efter bedstefars begravelse.
Mette og hendes storebror Niels var blevet hjemme den nat. Om morgenen kom den forfærdelige nyhed. Landsbyboerne hjalp til med begravelsen. Pludselig var de to børn forældreløse.
“Bedstefar Poul tog sin kone og Mettes forældre med sig,” hviskede folk.
Niels var næsten voksen, sytten år, mens Mette kun var tretten. De boede sammen i huset. Niels arbejdede i landbrugskooperativet, Mette gik i skole. Nogle skæbner er barske, og Mettes var sådan én. Nogle gange kunne hun knap tro, det var hendes liv.
Deres landsby, Højmark, var lille kun toogfyrre huse. Skolen havde kun de første klasser, så fra femte klasse gik børnene tre kilometer til nabobyen, Skovby. Om vinteren kunne man gå over den frosne å og spare tid. Førhen kørte gamle Niels, kaldet “Skole-Niels”, børnene til skole om mandagen med sin hest og vogn og hentede dem lørdag. De boede på kostskolen i ugen.
Men om foråret og efteråret gad de ældre børn ikke blive. Lederen var Mikael, søn af kooperativets formand.
“I dag går vi hjem til Højmark efter skole. Mød op ved bænken, når timerne er slut,” sagde han.
Tre kilometer var ikke langt, og i flok var skoven ikke skræmmende. Drengene begyndte at interessere sig for pigerne, skrev små sedler og inviterede dem ud. I weekenden dansede de i forsamlingshuset.
Efter weekenden vidste alle, hvem der havde gået hjem med hvem. Der var liv i landsbyen dengang alle mødtes i forsamlingshuset, også de voksne, når der sjældent kom en film.
Mette gik også i den skole. Da hun blev ældre, lagde alle mærke til hende. Hun var smuk og blid som en engel. Ikke kun jævnaldrende, men også ældre drenge blev betaget. Hendes blik kunne gøre en dreng søvnløs, og hendes milde stemme blev hængende i ens ører.
Hun var perfekt klog, smuk og god. Eneste “fejl” var, at hun var forældreløs. Hun boede hos Niels, som nu var gift med lokalpigen Lise og havde en søn.
Lise kunne ikke lide Mette. Selv om Mette hjalp til alt, følte hun sig som en byrde.
“Jeg tager til Århus efter skole, læser til kok,” tænkte Mette. “Lise giver mig ingen ro. De har deres eget liv.”
Hun klagede ikke til Niels. Hun respekterede deres ægteskab.
Drengene respekterede hende. Ingen så meget som krænkede hende. De håbede alle, hun en dag ville vælge én af dem. Men hun var tilbageholden og lod ingen komme for tæt på.
Så kom rygterne: Mikael og Mette var kærester. De gik hånd i hånd om aftenen og efter skole. Mikael var også flot høj, stærk og klog. De passede godt sammen.
“To duehjerter,” hviskede de gamle koner. “Snart bliver der bryllup.”
Men ikke alle var glade for det. Mikaels forældre, kooperativets formand Jens Mikkelsen og hans kone Karen, var imod. De var velhavende første i byen med bil, stor gård, motorcykel.
Da Jens hørte om Mikaels følelser for den forældreløse pige, besluttede han at stoppe det.
“Hør her, Karen,” sagde han. “Hvad bilder Mette sig ind? Hun har ingenting. Bor hos sin bror, der knap nok kan forsørge sig selv.”
“Jeg ved ikke, Jens. Mikael er helt vild efter hende. Jeg bekymrer mig for, om der ikke sker noget… Hun har jo ingen forældre til at holde øje.”
“Jeg vil have ham gift med en pige fra en god familie. Jeg kender agronomens datter i næste by. Ikke så smuk, men de har penge. Det ville være en god forbindelse.”
“Hvordan skal vi tale med Mikael? Han vil ikke høre efter han er forelsket.”
“Lad mig klare det,” svarede Jens.
Først prøvede Jens at tale fornuft med sønnen.
“Mikael, kom ud. Vi skal tale.”
“Far, jeg har ikke tid. Mette venter.”
“Hun kan vente. Glem hende. Jeg finder dig en bedre kone. Hun er ikke noget for dig.”
“Jeg vil kun have hende.”
“Så må jeg tage hårdere midler i brug,” knurrede Jens.
Næste dag besøgte Jens Niels’ hus, mens han var på arbejde.
“Lise, kom ud.”
Lise åbnede vinduet og stirrede forvirret.
“Jeg ved, du har en tante langt væk i Grønland, ikke?”
“Jo… Tante Grethe. Hvorfor?”
“Jeg vil have, du overtaler Niels til at sende Mette til hende.”
Lise forstod med det samme. “Så I ikke vil have Mette som svigerdatter?”
“Gør det, og du får penge. I trænger til dem.”
Lise elskede penge. Det var nemt at overtale Niels.
“Lad os sende Mette til Tante Grethe. Det er bedre for hende.”
Niels lod sig overtale. Med tårer i øjnene sendte han Mette afsted med tog og en seddel med adressen.
Efter bruddet var Mikael ulykkelig. Han tav overfor sin far. Selv Karen begyndte at angre.
Da Mikael skulle i militæret, skrev han kun korte breve hjem. Han tjenestegjorde i Grønland.
Lige før hans hjemkomst skrev han:
“Jeg bringer en brud med hjem.”
“Se, Karen,” sagde Jens triumferende. “Han har glemt hende.”
Hele landsbyen ventede spændt. Da taxaen holdt foran huset, var alle samlet.
Mikael trådte ud i uniform og hjalp en pige i hvid kjole ud. Alle gispede.
Det var Mette endnu smukkere nu.
“Her er min kommende kone,” sagde Mikael højt.
Folk jublede. “Sådan, Mikael! Sådan går det, når skæbnen vil det.”
Forældrene kunne ikke gøre andet end acceptere. Der blev fest, og de unge tilgav.
De fik et godt liv sammen, to børn. Jens og Karen elskede til sidst deres svigerdatter.
Årene gik. Jens døde først, og Karen fulgte kort efter. Mette plejede hende indtil sidst hun havde fundet en mor i hende.
Nu sad Mette og Erik tavse efter begravelsen. Sorgen ville svinde. Livet går videre.
